(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Edvard Grieg og hans værker : et festskrift i anledning af hans 60rige fødselsdag"

Digitized by the Internet Archive 

in 2011 with funding from 

Un ivers ity of Toronto 



http://www.archive.org/details/edvardgriegoghanOOschj 



K. C 




GERHARD SCHJELDERUP 

EDVARD GRIEG 

OG HANS VÆRKER 



K. C. SAND 



5 EN HAV M % 



GERHARD SCHJ ELDERUP 

EDVARD GRIEG 

OG HANS VÆRKER 



ET FESTSKRIFT I ANLEDNING 
AF HANS 60ÅRIGE FØDSELSDAG 




GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG 

TRYKT I LANGKJÆRS BOGTRYKKERI 
KOBKNHAVN 1903 




I'IIICHKII) ■ I.l.ll'/K, 



I 

LÆNGSLER — DRØMMESYN 
DEN SOVENDE PRINSESSE — EN UNDERLIG 

PRÆST 

Langt sydpå i de fremmede lande, hvor den norske 
_j kunstner må søge mer varme, dybere for- 
forstaaelse, ja endog sit daglige brød, gribes han 
ofte af en fortærende længsel efter eventyrlandet i 
norden, som har givet hele hans sjæleliv en eien- 
dommelig farve, hvis friske luft og høifjeldsvidder 
har styrket hans blod og udvidet hans syn paa 
livet, så han med ubøiet mod, i sund livsglæde kan 
kæmpe sin haarde kamp og bryde den modstand, 
som fordærvede forhold og menneskenes træghed, 
bøigenes seige tågemasser, overalt byder. Da er det 
ligesom han ser hele Norge for sit indre øie, som 
det ligger der i sin fantastiske pragt og storhed — 
Østlandets uendelige skovtrakter med indsøernes 
blinkende smil, den vilde, sønderrevne kyst ud mod 
nordhavet, hvor enkelte fiskerhytter hænger som sø- 
fuglreder midt ind i bølgebruset, de utallige bugtningers 
og øers vekslende former, de snart yndefulde, snart 
storstilede sagafyldte fjorde, nordlandenes ophøiede 
evighedslængsler — og mod den hele strenge, mørk- 
ladne kyst den evige brusen af bølgerne, som bærer 
bud fra det uendelige nordhav, fra Niflhein, islandet 
deroppe ved polen, som ligger i evigt mørke for 
kun en kort tid at tindre så overvældende i stråle- 



glands, at det menneskelige øie næppe kan tale al 
denne herlighed, som skjuler nattens dødsriges 
vilde kamp for tilværelsen, mørke tragedier og 
uhyggelige blodhad. Og dertil det underlige dyre- 
liv langs kysten, hvor milliarder af fiske årlig sætter 
ind yre af livslyst, havets spændstige overmål af 
kraft, og fuglebjergene oppe under midnatssolen, 
hvor det vildeste liv følges af dødens stilhed og de 
vældige havdyr, troldhvalerne, som hundreder af 
mile følger fiskestimerne — alt dette giver et 

indtryk sa overvældende i sin fantastiske rigdom, 
at vi ikke undres over, at netop et sådant land 
maatte skabe store kunstnere paa grundlag af en 
rig folkekunst. Den hele natur ligesom synger de 
dejligste kvad, — kun toner kan gengive os disse 
i det uendelige vexlende stemninger, dette evige liv 
i naturen, som den geniale maler forgæves søger at 
lægge ind i et enkelt flygtigt øieblik. Det er derfor 
intet under, at musiken blev vor nationale kunst - 
musiken og den dermed beslægtede og naturlig for- 
enede digtekunst. Her har Norge ydet sit største 
og eiendommeligste bidrag til verdenskulturen, og 
den skat, som vort folks stille arbeide har ophobet. 
er endnu langtfra udnyttet, men byder store frem- 
tidsmuligheder, og det er ikke usandsynligt, at norden 
i forening med Rusland er kaldet til at fornye og 
opfriske den europæiske musik, som i de store 
kulturlande, der hidtil har været de forende, synes 
at have mistet sin skabende kraft, som den søger 
at erstatte ved virtuosens kneb og blændende ef- 
fekter. 

Efterat de blodige borgerkrige og den sorte 
dod havde udtømt Norges kræfter, sank landet i 



en lang, sund søvn, 300års natten, som endog en 
af vore store digtere med urette har forhånet - 

»Trehundredeårsnatten 

ruged over abekatten«. 

Etter min opfatning har denne stille periode 
været af overordentlig stor betydning for vort folks 
udvikling. Vistnok sov prinsessen så fast, at hun 
lod fremmede stelle om sig uden at blues, ikke 
engang mærked det, når en eller anden røverbande 
plvndrede gårde og kirker, eller naar fiendtlige 
horder faldt ind over grændsen — men hendes søvn 
var som et fornyelsensbad, og hendes drømme var 
deilige. I denne tid dels udvikledes videre, dels 
opstod vore folkeviser og danse, vore sagn, vor 
nationale kunstindustri, og den stærke indivi- 
dualisme, der er nødvendig for kunsten og alt 
virkeligt personligt liv, blomstrede frodigere end 
nogensinde. I Norge sad hver bonde som herre 
paa sin gård — af og til plaget af sine embeds- 
mænd, til andre tider befrugtet af den fremmede 
indflydelse, men fri og ubunden indtil ustyrlighed. 
Det politiske Norge var ham ligegyldigt - - i al fald 
sa lamge han var fri for tiendens indfald, men der- 
imod arbeidede han i stilhed på en langt vigtigere 
opgave end datidens vanvittige politik - han be- 
fæstede og udviklede vort folks eiendommelighed, 
så vi senere har været i stand til at yde et i for- 
hold til vort ringe antal yderst mærkeligt bidrag til 
menneskehedens åndelige liv. Den norske bonde 
arbeidede, drømte og digtede, skabte den rigdom, 
som vi nu beundrer, men som samtiden ingen anelse 
havde om. Da vi så endelig vågnede op til politikens 
brutale dagliv, begyndte vi med at ødelægge vore 



fleste gamle kirker og andre mindesmærker, vi ud- 
ryddede efter bedste evne under navn af overtro al 
fantasi og satte abc bogen istedet — folket blev op- 
lyst lærte at skrive, læse og regne og politisere, men 
tabte sin gamle produktive åndskraft. Så fik vi ende- 
lig øinene op for, at vore sagn og melodier ikke 
var så ganske uinteressante, og lod dem samle, men 
fandt det dog ikke umagen værd, at udgive dette 
folkemonument i en værdig fuldstændig udgave. »Vi 
er et så fattigt folk« heder det, hver gang der er tale 
om at ofre lidt for kunst, og for vor musik har vort 
samfund hidtil omtrent intet gjort, og har vi havt 
en fremragende musiker, har vi enten pint ham ihjel 
i elendige trange forhold (som f. ex. martyren Half- 
dan Kjeralf) eller hurtigst mulig expederet ham til 
udlandet, (som Grieg, Svendsen, Sinding osv.) 

Ikke uden grund optraadte Grieg i sin tale i an- 
ledning af 60 årsgeburtsdagen mod barbariet hjemme. 
Vi har langtfra den følelse for vor kunst, som de 
Danske, Svenskerne og Finnerne har. Skæbnen be- 
handler os bedre, end vi egentlig selv fortjener det, 
idet den skænker os store digtere, musikere og bil- 
dende kunstnere, som i fremmede lande må søge 
det hjem, politikens Norge ikke vil give dem. Havde 
ikke Grieg ved egen kraft erobret hele den civiliserede 
verden, havde han og hans frue maattet friste samme 
kummerlige tilværelse, som førte den fintstemte Kjer- 
ulf mod en altfor tidlig grav!!! 

Men lad os fra nutiden vende blikket endnu 
en gang mod den underlige stille tid, da den norske 
folkekunst opstod eller befæstede sig. Mange af de 
digtninger og melodier, som vi endnu besidder, går 
lige tilbage til sagatiden, andre er opstaaede senere 



og viser især i musikalsk henseende en betydelig 
udvikling. De ældste melodier er fulde af karakter, 
men ensformige, medens farvepragten senere stadig 
tager til, og den harmoniske følelse, det rythmiske 
liv blir rigere og eiendommeligere. Dersom vi en- 
gang kom så vidt, at vi fik en historisk fremstilling 
af vor folkemusik, tror jeg sikkert, man vilde opdage 
en blomstringstid, der ligger omtrent i midten af 
udviklingen og som efterfulgtes af en temmelig kort 
nedgang, hvor man mer efterlignede tidligere model- 
ler end skabte virkelig nyt. Hidtil kan vi næsten 
blot holde os til gælninger, da vi intet sikkert ved. 
Hvorom alting er, så er vore bedste folkeviser så 
rige på stemning, så dybe i følelsen, at meget få 
lande har noget tilsvarende at byde på, og springdan- 
senes og hallingernes fantastiske rythmik og eien- 
dommelige harmoniske tilbøiligheder giver dem et 
bestemt nationalt præg. I et fagskrift vilde det være 
interessant nøiagtig at påvise, hvori disse eiendomme- 
ligheder ligger — forsåvidt som det lader sig ud- 
trykke i ord — men i en populær kunstnerbiografi 
er der liden mening i at komme med musik-tek- 
niske udviklinger. Og desuden lader sig blot ydre 
eiendommeligheder fastslå, medens ånden, som be- 
liver det hele, umulig lader sig udtrykke i ord og 
formler. Jeg vil blot bemærke, at i vor folkemusik 
det harmoniske underlag er af endnu langt større 
eiendommelighed end f. ex. i den ellers meget karak- 
teristiske svenske og finske. Det er derfor intet un- 
der, at den kunstner, der har ført vor musik frem 
til seier, er i besiddelse af en sjelden genialitet netop 
i denne retning. Hans lydhøre øre alene formåede at 
opdage den skat, som her laa begraven i de lidet 



8 



forståelsesfulde optegnelser, som pedantiske skole- 
mestre have forsynet med det banaleste harmoniske 
grundlag, så man endog langt oppe i 60 arene kunde 
tale om hvilke nøisomme harmonier vor folke- 
musik sad inde med. uagtet enkelte af vore folke- 
viser (f. ex. Ola Glomstulen) lader sig behandle ka- 
nonisk«, som det heder i en artikel fra 1866. Ja, 
man forsøgte virkelig paa at behandle vore melodier 
og danse »kanonisk«!! Saledes tog man i begyndel- 
sen fat på den sovende prinsesses deilige drømme! 
For den store kunstner fodtes, der skulde vække 1 
vor folkemusik op til nyt frodigt liv og pa dens 
grundlag udvikle sig til en mægtig personlighed, 
matte der gå et langt forberedende arbeide forud. 
Sålænge et folk er henvist til sit eget drømmeliv, 
udestængt fra al kraftig indflydelse udenfra, vil neppe 
nogen sig fuldt bevidst stor kunstnerisk personlig- 
hed kunne opstå. Der må ligesom en brydning til 
mellem nationale og fremmede elementer for at skabe 
store kunstværker, og del er derfor ganske naturligt. 
at vort kunstneriske liv forst tog fart, da vi efter 
1814 trådte frem som en fuldbaren, seierssikker na- 
tionalitet. Det forberedende hemmelighedsfulde ar- 
beide var i stilhed gaaet for sig. Vi var stærke nok 
til at trodse det politiske livs storme, uden at op- 
give de dybe uvurderlige karakteregenskaber, som 
efterhånden havde givet vort folk sit særpræg 
den ene store kunstner opstod efter den anden: 
Welhaven, Wergeland, Vinje, Bjørnson, Ibsen, Lie, Gar- 
borg osv, og musikerne Tellefsen, Thrane, Nordraak, 
Kjerulf, Grieg, Svendsen, Sinding m. ti. - - for ikke 
al tale om malere og billedhuggere. Alle, som i 
sandhed elsker vort land. burde forene sig, forat vi 



9 

endelig engang kan få øinene op for de vigtigste sider 
i vort kulturliv. Vi drømmer alle om et Norge, der 
går op i frugtbart arbeide på at udvikle sine nærings- 
veie, sin kunst og videnskab, og der er lykkeligvis 
i de senere år tegn til, at et saadant ideal dog ikke 
er så umuligt at realisere, som det for nogen tid 
siden så ud til. 

Før jeg går over til Edvard Griegs levnedsbeskri- 
velse og værker, må jeg dog mindes et par af hans 
forfædre, som har været ualmindelig interessante 
personligheder. Havde arveligbedstheorien været sa 
enerådende, som da Garborg i 90 arene skrev sin 
udmærkede biografi om Jonas Lie, vilde det være 
den letteste sag af verden at konstruere op hele Griegs 
karakter som en sammensætning mellem hans norske 
og skotske stamfædre. Fristelsen er der - og det 
er sikkert også muligt, al visse raceegenskaber kan 
have fundet veien gennem en række slægtled fra 
én betydelig personlighed til en anden. Kjeld Stub, fra 
hvem Grieg i lige linie stammer, maa have været en 
mærkelig mand. Han var født i. Halland (altså i 
Sverige) 10. december 1007 og dode 1663. I 1626 var 
kan indskrevet et ars tid som student ved Koben- 
havns universitet. Derefter drog han til udlandet og 
tog tjeneste som ingeniør ved den keiserlige hær i 
Nederlandene. Senere skal han have været i Frankrig, 
hvor han blev kaptein og stod i stor yndest hos 
kardinal Richelieu. Efter hjemkomsten 1631 var han 
nogen tid lærer og hovmester og blev saa af magi- 
straten i Kristiania udnævnt til sognepræst ved den 
nyopførte Trefoldighedskirke, der la på det sled. 
hvor Johanneskirken nu ligger. Han viste dog snart, 
at han ikke ganske havde aflagt sine krigeriske 



C. SAND 



10 

vaner fra landseknægtlivet derude, og i et gilde, 
hvor det gik temmelig vildt til, truede han borger- 
mesteren Laurits Ruus saa energisk med sit vinglas, 
at den hoie øvrighed forskrækket forlod selskabet. 
Deres uvenskab varede i flere år og endte med, at 
Magister Kjeld satte borgermesteren i ban og derfor 
efter kongelig befaling 1641 maatte forlade sit em- 
bede i Kristiania, hvorimod han istedet blev ud- 
nævnt til sognepræst i Ullensaker på Romerike. Un- 
der krigen med Sverige 1643 — 45, kom han til at 
spille en mærkelig rolle. Han var en gammel ven 
af statsholderen i Norge, den energiske Hannibal Se- 
hested, efter hvem krigen hos os blev kaldet »Hanni- 
balsfeiden«. Denne tog ham med på råd og fik ham 
til at paatage sig den øverste ledelse af grændse- 
bevogtningen paa den hele strækning fra Trondhjems 
len til Baahus. 

Saalænge krigen varede, drog han om fragrændse- 
post til grændsepost, ledsaget af en livvagt på 12 
ryttere, som han underholdt på egen bekostning. 
Han førte titelen »kammerråd« og udfoldede den 
største energi, »lod passene forhugge og drog om- 
sorg for, at befæstningerne blev opførte i overens- 
stemmelse med hans planer. Ved opråb, han lod 
affatte paa svensk og udbrede i Sverige, fik han 
indbildt bønderne i de svenske grændseegne, at de 
vilde blive sparede for indfald fra norsk side, hvis 
de selv holdt sig rolige. Svenskerne frygtede og 
hadede ham, kaldte ham »Kjeld skandsegraver« 
og skrev en smædevise om ham. De norske bønder 
viste ham lydighed, medens de ellers gerne deser- 
terede. I spidsen for dem kunde han henimod sluten 
af krigen standse Stenbock, der trængte frem til 



11 

Glommen. Da freden var sluttet, optog han atter 
sin præstegerning og virkede i sit kald til sin død. 
Han døde af slag, som han stod på prædikestolen.« 
Uvilkaarlig tænker man på Griegs umådelige energi, 
hans mærkelige organisationstalent, hans ildfuldhed 
og hidsighed, hans magt over masserne. Denne 
underlige krigerpræst optrådte også som forfatter, 
idet han skrev en hrochure, hvori han skarpt an- 
greb den store Axel Oxenstjerna. Havde han levet 
til andre tider og under andre forhold, havde hans 
fantastiske natur uden tvivl draget ham mod kun- 
sten. Denne mærkelige personlighed er stamfader 
til slægten Hagerup, som egenlig ikke burde bære 
dette navn. Magister Eiler Eilersen, biskop i Kri- 
stianssand, søn af Stubs datterdatter, antog nemlig 
efter en slægtning, biskop Hagerup i Trondhjem, 
dette navn. Hans søn var den bekendte stiftamt- 
mand i Bergen (1781 — 1853), Edvard Griegs bedste- 
far på mødrene side. En berømt datterdatter af 
Kjeld Stub er den af folkesagnet så forherligede 
Anna Kolbjørnsdatter, som under krigen med Karl 
den tolvte lod overrumple en svensk rytterafdeling 
på Norderhougs præstegård. Da Grieg efter al sand- 
synlighed har arvet sit geniale talent efter sin mor, 
synes jeg, det er rimeligt at tage mer hensyn til 
slægten Hagerup end hans hidtidige biografer har 
gjort det, især da denne slægt er ægte norsk, me- 
dens familien Grieg er af skotsk oprindelse. Da 
Jakob IIIs søn Karl Edvard ved den skotske kyst 
rejste sin fars banner, var der ingen, som anede, 
at der her blandt andet var tale om den norske 
musiks fremtidsskæbne. Havde den ridderlige præ- 
tendent ikke været altfor glad i selskabelige for- 



12 

lysteiser, havde hans hoilandske klan-høvdinger 
været mindre stivnakkede, sa havde verden an- 
tagelig oplevet en ny stnartsk restauration, men vor 
norske musikhelt havde i så fald aldrig set dagens 
lys. Skælmen vilde, at Karl Edvard skulde forspilde 
sine chancer, indtil han ved Culloden øst for In- 
verness hlev heseiret af den engelske hær under 
hertugen af Gumberland. »For sidste Gang angre!) 
her høiskotterne under sækkepibernes toner engelske 
soldater, men med al sin tapperhed formåede de 
dennegang ikke at holde stand mod de regulære 
soldaters bajonetter og kanoner« (16. April 1746), 
Blandt prætendentens trofaste befandt sig en vis 
Alexander Grieg, eller Greig, som han skrev sig, 
der var bosat i Aberdeen. Efter nederlaget drog 
han over til Bergen, hvor han nedsatte sig som 
købmand. Denne omstændighed blandt andet også 
forenet med gamle magister kammerrad Kjelds 
forkærlighed for den kvindelige slægt (familien 
Hagenip stammer fra hans tredie ægteskab) har 
vist sig at være af største vigtighed for vort lands 
kunstneriske udvikling, da verden ellers aldrig vilde 
kunnet fryde sig ved Griegs geniale musik. Det er 
ikke altid sa let at linde forbindelsen mellem årsag 
og virkning! Og nar vi ser denne trofaste hengiven- 
hed for Stilarternes ulykkelige slægt hos Griegs 
stamfader, kommer vi uvilkårlig til at tænke på, hvor 
trofast vor store kunstner ogsaa er ligeoverfor sine 
gamle venner, hvad jeg senere ved ledighed nærmere 
skal omtale. Og det kan ikke nægtes: undertiden 
ligesom sporer man i Griegs musik noget af den 
sækkepibeklang, som opildnede de vilde krigere 
ved Culloden. 



II 

EDVARD GRIEGS FAMILIE, BARNDOM 

OG UNGDOM - - LEIPZIG OG KØBENHAVN 

NINA HAGERUP 

VÆRKERNE FRA DENNE TID 

Edvard hagerup grieg blev født i Bergen 15. 
juni 1843. Hans fader Alexander Grieg var 
købmand og engelsk konsul, hans moder Gesine, 
født Hagerup var en sjelden begavet kvinde. Hun 
havde i begyndelsen af trediveårene studeret under 
sangkomponisten Albert Methfessel i Altona. Hun 
spillede klaver, sang og lærte theori. Pianospillet 
var dog hovedsagen, og her maa hun have præ- 
steret fortræffelige ting efter alle samtidiges enstem- 
mige dom. Hendes spil understøttedes af en for 
de dage ualmindelig teknik, udmaM*kede sig ved 
klarhed, energi og åndelig overlegenhed. Hendes 
yndlingskomponister var Mozart og Weber, af hvis 
operaer hun i Edvards barndom ved ugentlige musik- 
aftener i hjemmet bragte alt det til udførelse, som 
kunde klares af Bergens daværende amatører. Selv 
sad hun ved pianoet og ledede det hele. Dette har 
naturligvis været af stor betydning for hendes to 
høitbegavede sønner. Hun var også litterært an- 
lagt, skrev ved forskellige anledninger både digte 
og skuespil, og var i det hele en stort anlagt natur. 
Edvards far var en meget interesseret musikelsker 



14 

og musikdyrker, men kom aldrig til at like sin søns 
kompositioner, nar undtages en og anden sang. 
Edvards ældre bror John Grieg kom 1859 til Leipzig 
og studerede violoncel forst hos Fr. Gruizmacher 
og siden hos Davidujf. Han opgav dog musiken 
efter omtrent 4 års studium for at indtræde i sin 
fars firma, handelshuset Alexander Grieg & søn. 
Også han var alsidig anlagt, og det var vanskelig 
at sige, hvor han havde sine største evner. Som gut 
viste han tegnetalent, og samtidig med sine musik- 
studier drev han ivrig litterære sysler. Et helt bind 
digte, hvoraf mange i det tyske sprog, har han efter- 
ladt, desuden oversatte han i begyndelsen af 60- 
årene Ibsens »Kongsemnerne« og flere af Bjørnsons 
digte paa tysk. Sit hele liv blev han musiken i sit 
inderste hjerte tro og spillede som violoncellist og 
musikanmelder en betydelig rolle i sin fødeby. Han 
led hele livet under, at omstændighederne havde 
tvunget ham til at forlade kunstnerkarrieren og vælge 
en livsstilling, der var ham saa lidet sympathetisk 
som vel mulig. Da han i 1901 fandt en tragisk død, 
og slægten var forsamlet i anledning af begravelsen, 
satte Edvard sig til flygelet og spillede Beethovens 
Appassionata, broderens yndlingsstykke, der ogsaa 
gav hans lidenskabelige og stort anlagte natur det 
mest betegnende kunstneriske udtryk. I sin violoncel- 
sonate har Edvard sat sin bror det skønneste 
mindesmærke. Ogsaa familiens tre døtre er ualmin- 
delig begavede og musikalske personligheder. 

Edvard tilbragte sin barndom dels i Bergen, 
midt i byens centrum, dels paa forældrenes dejlige 
landsted Landaas. Dengang var børnelivet paa byens 
gader i højeste grad livligt. Den mest ubundne fri- 



15 

hed herskede og blev neppe synderlig indskrænket 
af de godmodige vægtere, som af og til viste sig. 
Børnene fik dengang og mange år senere både lov 
til at »spille vinken«, slå bal, ja age kælke i byens 
gader, for ikke at tale om de dejlige søbade på 
Nordnæs og Dokkeskærene, som stod til fri dis- 
position for hele byens ungdom. Nu er al denne 
uskyldige frihed ubarmhjertig tilintetgjort. Stramme 
konstabler med preusiske hjelme spankulerer gen- 
nem gaderne, og den »sædelige skamfølelse« har for 
længe siden drevet bort alle de morsomme barne- 
kropper, som før myldrede henover hele stranden, 
så skærene så ud som fuglebjerge. Men saa kan 
man jo desto sikkrere gå gennem den trange Strand- 
gade uden at spiddes af en eller anden kælke, som 
før kom susende i lynende fart nedover »muren« 
eller »Holbergs-almenningen« — eller hvad de nu 
alle heder, disse brede bakker, som i århundreder 
har delt Bergen i forskellige kvarterer. Det er klart, 
at dette friske gutteliv har virket befrugtende på 
Edvards fantasi. Det synes i det hele taget, som om 
Bergen har noget ved sig, der udvikler de kunst- 
neriske elementer hos en begavet personlighed og 
driver den frem til dåd. Er det befolkningens liv- 
lighed, masteskoven på »vågen«, fiskerlivet nede ved 
Trianglen« med den evige kamp mellem de mund- 
rappe Perniller og »strilene«, er det naturen og det 
lunefulde omskiftelige klima, som undertiden bringer 
øsende regn i månedsvis, undertiden solskinsdage, 
hvis glands og jubel den neppe kan fatte, som ikke 
er opvokset på vestlandet? Alt dette sætter sindet 
i bevægelse, mørke tågestemninger og jublende livs- 
lyst afløser hinanden uden nogen overgang, netop 



16 



således som især lyrikeren trænger det, fjeldenes 
mørke tragik og nordenvindstormen driver drama- 
tikeren ud på lidenskabernes frie oprørte hav, og 
musikeren horer overalt toner, naturens hemmelig- 
hedsfulde sprog til de få udvalgte, som kan optage 




i sig livets inderste væsen. Hvorom alting er, sa 
har skæbnen bragt liere af vore betydeligste mænd 
i forbindelse med Bergen. Ole Bull og Grieg er 
fødte Bergensere, medens vore to store dramatikere 
Bjørnson og Ibsen i Bergen har modtaget stærke 
indtryk, der uden tvivl har været af stor betydning 
for deres kunstneriske udvikling. At næsten alle 
vore fremragende skuespillere har været og frem- 
deles i vore dage er Bergensere. er jo et bekendt 



17 

faktum. Det er visselig godt for det tungvindte 
norske blod at optage i sig sydligere elementer, og 
vi vil ikke finde mange norske kunstnere eller viden- 
skabsmænd, der ikke tilhorer en stærkt blandet 
race. Og Bergen er netop en racekrydsningernes by, 
hvor alle mulige nationer modes. Ole Bulls forsøg 
på i Bergen at skabe en fast national scene må 
også have bidraget til at sætte liv i byens kunst- 
elskende kredse, og dønningerne af denne bevægelse 
har vistnok også vugget den 7årige Edvard, som 
dengang i et helt år havde spillet klaver med sin 
mor. Hans musikalske begavelse var allerede så 
fremtrædende, at han i 9års alderen skrev sin første 
komposition, variationer over en tysk melodi. Da 
han vovede at vise sin stive og pedantiske skole- 
lærer dette sit første mesterværk, blev denne rasende 
over, at han bragte »sligt juks« med på skolen. 
Han viste tidlig sin kærlighed til naturen. På det 
vakkre sted Landaas, en bygning i herregårdsstil, 
som ligger afsides på en bakke ved foden af det 
bjergplateau, hvis hoieste top dannes af Ulrikken, 
tilbragte han en stor del af sin barndom og ung- 
dom. Deroppe skal endnu findes et stabur, som 
fru Grieg lod opføre for sin geniale son, så han 
kunde få arbeide i fuld ro. Efter sagnet skal »det 
første mødes sødme < og andre sange være skabte 
i disse fredelige omgivelser. Den skonne beliggen- 
hed med deilig udsigt over dalen, den friske løvskov 
omkring, den vidunderlige ro langt borte fra den 
larmende landevei måtte stemme et modtageligt 
barnesind til stille andagt. Det var dog især i 1858, 
da Edvard med sin far reiste over fjeldene til Øst- 
landet, at han blev sig sin dybe kærlighed til den nor- 



18 



ske natur fuldt bevidst. Samtidig følte han en uimod- 
ståelig trang til at vie musiken alle sine kræfter. For- 
ældrene nolede lidt, men så kom Ole Bull, vort folks 
mest elskede, ja 
tilbedte kunst- 
ner, hvis ord 
man lyttede til 
i dybeste ærbø- 
dighed. Han hør- 
te Edvard spille 
og radede foræl- 
drene til strax at 
sende den 15- 
årige gut til kon- 
servatoriet i 
Leipzig. Høsten 
1858 reiste han 
til den berømte 
musikby, hvor 
Mendelsohn i en 
række af år hav- 
de behersket det 
tyske musikliv. 
Imidlertid begyndte andre strømninger at røre sig 
blandt de unge. Schumann, Chopin og Richard Wag- 
ner var de opgående stjerner, som mer og mer tog 
deres sind fangne. Ifølge hele sin natur matte Grieg 
føle sig i høieste grad tiltalt af de to førstnævnte, 
medens han dengang ikke havde megen anledning 
til at lære Wagner nærmere at kende. Moscheles, 
Moritz Hanptmann, Wenzel og Reinecke var hans 
lærere. Af disse var Wenzel den eneste, som havde 
sympathi for Schumann og Chopin, der af de andre 




Barneportræt 



19 



»blev taget af dage« i hver eneste time. Middelmå- 
dighedens misundelse mod al Genialitet viste sig her 
som altid. 

Grieg forekom alt dette som en drøm, snart 
var han doven, snart tog han sig sammen til for- 
ceret arbejde. Hans helbred svækkedes af denne 
pinlige usikkerhed på sig selv og sin livsopgave. I 
våren 1800 fik han livsfarlig lungebetændelse. Han 
matte nu reise til Bergen, men vendte allerede om 
hosten — mod lægernes råd — tilbage til Leipzig, 
hvor han flittig studerede til våren 1862. Han 
bestod »die Priifung mit Ehre« og forlod kon- 
servatoriet ligeså usikker på sig selv og sin frem- 
tid, som da han kom did. Hvorledes han selv var 
tilmode i denne tid fremgår tydelig af følgende be- 
kendelser, som en tidligere biograf har lånt af et 
brev fra ham : 

»I begyndelsen var det hele mig en drøm. Jeg 
saa og hørte og havde ikke den allerfjerneste tanke 
om, at her endnu skulde være noget andet at gøre. 
Med andre ord jeg blev doven, dementis sonater 
kedede mig, reglerne om kvinter og oktaver ligeså. 
Hvad der bragte mig i ånde, værkerne af Chopin, 
Schumann og Richard Wagner, dette var sager, som 
en ærbar elev af konservatoriet ikke kunde give sig 
til at studere uden at begå en dødssynd. Jeg husker 
endnu ganske levende, hvorledes gamle Moscheles 
i sine pianolektioner tog Chopin og Schumann af 
dage.« — Det værste var dog, at hans helbred for 
bestandig havde faaet et knæk, så han hele sit liv 
har lidt under en svagelig konstitution, som blot 
en jernvillie kunde give en mærkelig modstands- 
kraft. I Bergen gav han ved sin hjemkomst under 

2* 



20 



stort bifald en koncert, hvori han også fremførte 
egne kompositioner, og efter denne lille opmuntring 
drog han til København, hvor Gade modtog ham 
velvillig, uden at han dog blev hans elev. Han følte 
sig tiltalt af de nordiske klangfarver, som under- 
tiden fandtes hos Hartmann og Gade, men han 
havde dog en bestemt følelse af, at især den sidste 
stod altfor meget under Mendelsohns indflydelse til 
stor skade for sin egen ægte danske personlighed. 
Da Grieg viste mesteren sin første violinsonate, 
mente denne, at der vistnok var meget talent deri, 
men at »den var altfor norsk«. Grieg derimod lovede 
sig selv i al stilhed, at den næste skulde blive endnu 
norskere — og han holdt sit ord. 

Han følte med stadig større styrke det nationale 
element i sin natur, og det virkede som en forløs- 
ning på ham, da han traf sammen med en lands- 
mand, den modige, naivt selvtillidsfulde, efter alle 
samtidiges vidnesbyrd geniale Richard Nordraak. 
»Det var en aften i Tivoli,« fortæller Aimar Grønvold 
i sin norske musikere«, »at forfatterinden Magda- 
lene Thoresen præsenterede dem for hinanden. »Nei,« 
råbte Nordraak, »så skal vi to store mænd virkelig 
træffes!« Holdning, gestus, organ, alt tydede på, at 
her stod en mand, som følte sig som fremtidens 
Bjørnson plus Ole Bull. Men der var på samme tid 
en så rørende naivitet og elskværdighed over ham, 
at han tog Grieg med storm. Denne havde til dette 
oieblik ikke tænkt på noget som at være eller at 
kunne blive en stor mand. Han følte sig som en 
elev, var dertil frygtsom, menneskesky og sygelig. 
Men denne geniale seiersikkerhed var netop den 
medicin, han trængte. Fra det øieblik, de mødtes, var 



21 

deres venskal), som om det havde varet i lange tider. 
De to landsmænd gik hjem til Grieg. Nordraak satte 
sig til klaveret, hvor han sang og spillede sine viser 
af Bjørnsons bondenoveller, sin scene af »Sigurd 
Slembe«, sin Purpose af »Marie Stuart«, sang og 
snakkede, spillede og forklarede, og den geniale 
seers glimtende lyn, der kastede sit skær snart ind 
i nordens sagaer, snart udover Norges natur og 
folkeliv, sprængte med et det tågedække, der havde 
ligget for den unge Griegs øine. Han så i en kunst- 
nerisk form realiseret noget af, hvad han selv havde 
anet og drømt. »Her var«, yttrede en biograf om 
Nordraak (antagelig Bjørnson), »idel klarhed og kraft 
en fuld rund sum af norske melodier og norsk 
fædrelandsbegeistring, norske karakterskildringer og 
anekdoter, norske drømme og eventyr og et mylder 
af planer til norske operaer og symfonier. En norsk 
tonedigtning, der steg strålende i solspillet som af 
et opkom, men kun et øieblik for så at synke til- 
bage. Dette strålende væld var et forunderligt forbud 
paa en rig herlighed«. Dog det var langt mere som 
kunstnersjæl i det hele taget end som musiker, at 
Nordraak påvirkede Grieg, hvis begavelse var af en 
ganske anden art. Han besad også allerede en be- 
tydelig teknik, medens Nordraak foragtede denne 
side af kunsten og holdt på den naturlige genialitet, 
der ikke trængte anstrengende studier. Grieg derimod, 
har hele sit liv havt den største respekt for tekniken, 
som han blandt andet også beundrede hos Gade, 
den eneste nordiske mester, som dengang beher- 
skede tidens hele tekniske apparat. Grieg var også 
selv langt mere udviklet i den retning end Nordraak, 
hvadf. ex. hans humoresker, klaver og violin-sonater 



99 



tydelig viser. Men naar det dreiede sig om Norge. 
om norsk natur, norsk historie, med andre ord om 
den fælles grund, hvoraf de to individualiteter var 
sprungne og hvorpå de begge stod, da modtes de i 
en fælles begeistring. et fælles hensynsløst had til 
alt det bestående, en fælles drøm om en ny norsk 
fremtid. Begge sværmede for hinandens arbeide. 
Hvor Nordraak tilbad Griegs til ham dedicerede 
humoresker! »Ja, råbte han ved menuetten i seir- 
sikker selvtillid, det er som jeg selv skulde skrevet 
den«. Og nu Grieg, hvor begeistret var han ikke 
for Nordraaks sange . Grieg har hele livet velsignet 
Nordraaks minde og været såre taknemlig for de 
impulser, han modtog fra ham. »Der faldt«, siger han 
selv, »som skæl fra mine oine. Forst ved ham lærte 
jeg de norske folkeviser og min egen natur at kende. 
Vi blev enige om at gøre front mod Gades, af 
Mendelsohns and påvirkede blodagtige skandinav- 
isme og slog med begeistring ind pa den nye vei, 
paa hvilken den nordiske skole nu befinder sig . 
Især foler Grieg stor taknemlighed mod Nordraak, 
fordi han gjorde ham opmærksom på det almen- 
kunstneriske i musiken. Sammen med de danske 
komponister Hornemann og Matthison Hansen stiftede 
Grieg og Nordraak foreningen Euterpe med det 
formal at få opfort nordiske værker. »Her dirigerede 
Nordraak for første gang sin Kåres sang« af Sigurd 
Slembe og Grieg brudstykker af en symfonie, han 
senere har udgivet for firhændigt piano, de præg- 
tige »pieces symphoniques«. Pa denne tid lærte han 
ogsaa sin kusine og senere hustru froken Nina Hage- 
rnp at kende. Hun besad en frisk yndefuld stemme 
og stor naturlig lethed for sang, dertil et frem- 



23 

ragende foredragstalent. Hun er født i Haukeland 
ved Bergen 1845 og opholdt sig fra sit 8de år i 
København, hvor hendes forældre havde bosat sig. 
Hun var en datter af Herman Hagerup, søn af den 
i 1852 afdøde stiftamtmand i Bergen, Edvard Hage- 
rup. Hendes mor var en bekendt dansk skuespil- 
lerinde, »madame (som den gang kunstnerinderne 
tituleredes) Werligh, i første ægteskab gift med skue- 
spildirektør Werligh, i hvis trup hun indtog den 
første plads. Hun omtales i Overskous »danske 
theaterhistorie« og blev af sin samtid betegnet som 
»de danske provindsers fru Heiberg«. Efter Wer- 
lighs død i Kristianssand overtog hun personalets 
ledelse og blev også i Norge publikums yndling, 
indtil hun ved sit giftermål med Hagerup forlod 
theatret for bestandig. Hun udfoldede også senere 
en mærkelig energi under vanskelige forhold. Hun 
lever endnu, 90 år gammel. Den unge Nina havde 
havt timer hos sanglæreren Karl Helsted, og tog nu 
med frisk mod fat på fætterens sange, som for en 
stor del er inspirerede af hans unge kærlighed til 
hende. Da de forlovede sig, var svigermoderen me- 
get misfornøiet med sin komponerende svigersøn. 
Til en veninde klagede hun fortvivlet sin nød: »han 
er intet og har intet, og han laver en musik, som 
ingen gider høre på». 11. Juni 1867 blev de gifte — 
men de ømme forældre så med bekymring sin dat- 
ters fremtid imøde, så stemningen ved brylluppet 
skal have været alt andet en lys. Sangeren Sten- 
bergs lille pige måtte deltage i festen, »for at der 
ikke skulde blive 13 tilbords. Senere har den geniale 
svigersøn vist sig som gamle Hagerups trofaste alder- 
domsstøtte, og Stenberg fik ret, når han begeistret 



24 



over den unge komponists værker udbrod: »Vær 
de bare rolig, '.han bliver engang verdensberømt«. 
På denne tid lærte Grieg blandt andre nye venner 
også familien Stenberg at kende, og dette venskab 




Fru Nina Grieg 

har holdt sig lige friskt til denne dag. Stenberg har 
i mange år været en af de bedste fortolkere af hans 
sange, og fru Stenbergs hjertevarme og fintfølende 
personlighed har Grieg vist fuld forståelse for, så 
han endnu den dag i dag betragter sig som barn i 
huset hos disse sine trofaste gamle venner. Til en 
anden god ven fra denne tid, Feddersen, har Grieg 



2o 



ikke skrevet mindre end 100 breve, og vi må be- 
klage, at han i så henseende er så altfor tilknappet, 
når det gælder at holde sit privatliv fredet, at han 
ikke engang tillader en biograf at offentligøre an- 




Edvard Grieg 

dre breve end de bekendte ungdomsbreve om op- 
holdet i Rom. Selv forsvarer han sig dog mod et- 
hvert principrytteri i så henseende, men »han vil 
selv gennemse sine breve«, - - og når får han tid 
til det? Faktisk blir altså brevene en død skat. Grieg 
er nemlig en fortrinlig brevskriver, hans stil er liv- 



K. C. SAND 



AVM V. 






26 

fuld, hans humor kraftigt, det ene morsomme ind- 
fald kommer over ham efter det andet, plastisk og 
alsidig forstar han at udvikle sin kunstanskuelse, 
sin verdensopfatning. Brevene vilde i det hele taget 
være en guldgrube for biografer, dersom ikke kunst- 
nerens strengeste veto her stod som en cherub med 
flammende sværd midt foran paradisets port. Af 
den grund er det sa vanskeligt at bringe nye oplys- 
ninger om hans liv og personlighed. Man er hen- 
vist til at læse hans karakter udaf hans værker, en 
ingenlunde sa let, men yderst interessant opgave. 
Derfor vil jeg ved hvert afsnit af hans liv fordybe 
mig i hans arbeider, og disse er saa karakteristiske, at 
jeg håber, det skal lykkes mig at faa fat i de væsent- 
ligste sider i hans rige og dybe personlighed, uden 
at ty til pikante anekdoter eller på nogen måde 
krænke den privatlivets fred, som kunstneren selv 
værger sa ængstelig om. — Før vi forlader Kobenhavn, 
må vi gennemgå kompositionerne fra disse ung- 
domsår. Romancerne, der er opfort i Grieg-katalogen 
som op. 10, horer vistnok til Griegs allerførste kom- 
positioner. Der er en vis renhed og ynde over dem, 
men blot svage spor af Griegs personlighed. Den 
første begynder som serenaden i Don Juan«. Den 
bedste er »blomstersprog«, hvori den »første Grieg« 
ligesom begynder at tegne sig. Også i »sang på fjel- 
det« opdager vi fremtidsspirer. Men det vilde efter 
disse 4 sange til Christian Winters digte have været 
umuligt at forudsige Griegs store fremtid. De er 
temmelig matte og lider også under en stiv sprog- 
behandling, der dengang for resten var almindelig 
udbredt i norden og tildels endnu er det. Opus I 
er langt interessantere. De fire pianostykker er af 



27 

forskelligt værd. Det første er i hoi grad påvirket af 
Schumann, men viser en fin sands for vakkre harmo- 
nier og friere former. Hist og her vil et lydhørt øre 
fornemme en svag nordisk klang, der i nr. 2 træder 
tydeligere frem. Dog er det endnu isår rythmer, 
som røber den fremtidige norske mester, af og til 
forhauser en harmonisk dristighed, men i alminde- 
lighed følger Grieg sine læreres spor. Schumann og 
Chopin er endnu hans idealer, det mærker man også 
i den livfulde mazurka, der henimod sluten inde- 
holder en stigning, som allerede er ægte Griegsk. 
Også det sidste stykke slumrer af og til i nordiske 
farvetoner. Sangene op. 2 vidner om en betydelig 
begavelse. Allerede den enkle stemningsfulde ind- 
ledning til »die Mulleren« bæreret vist nordisk! præg. 
Man lægge mærke til anvendelsen af den forstør- 
rede sekunde, som også i pianostykkerne forekom- 
mer. Ellers mærker man en stærk indflydelse af 
Schubert. Sprogbehandlingen er til sine tider ud- 
tryksfuld, men undertiden konventionel eller min- 
dre korrekt. Man må beundre det alvor, hvormed 
den unge komponist søger at trænge ind i digtets 
ånd og følge dets indre udvikling. Sangen slutter 
som mange norske folkemelodier egentlig i domi- 
nanttonarten, men Grieg har af respekt for reglerne 
temmelig lost hængt det første motiv bagefter for 
at kunne slutte i hovedtonarten. Endnu interessan- 
tere er »Eingehullt in grauen Wolken « (Heine). Stem- 
ningen er udmærket truffet, og de kraftige enkle 
motiver er ligesom spirer til de storslagne sange 
»efterårsstorm« og »tak for dit råd«, som blev kom- 
ponerede adskillige år senere. Storhed i følelsen, 
dramatiskt liv, svulmende kraft og lidenskabelig 



28 

djærv trods udmærker denne sang, som især i ryth- 
men viser komponistens gryende personlighed. Den 
næste sang >ich stand in dunklen Traiimen«, inter- 
esserer os sameget mer, som vi besidder den i Schu- 
berts opfatning. Vi tor vel antage, at den unge Grieg 
har kendt den sydtyske mesters meget sungne Lied, 
men han har stillet sig kritisk ligeoverfor den, og 
har tydelig forsøgt at ga nærmere ind på digterens 
intentioner end Schubert, der her har ladet sig fange 
i »den absolute melodis« garn. Det er jo utvivlsomt, 
at komponisten bør antyde, hvorledes den elskedes 
ansigt hemmeligt begynder at leve, hvorledes smilet 
om læberne tegner sig osv. Her har Grieg forsøgt at 
male med kraftigere pensel end sin store forgænger. 
Derimod har Schubert vistnok ret, når han allerede 
ved ordene: »Auch meine Thrånen flossen« genopta- 
ger den første strofe, altså vender tilbage til grund- 
stemningen, medens Grieg først ved Ordene »undach 
ich kann's nicht glauben« gentager begyndelses- 
melodien og i ungdommelig ildfuldhed med farve- 
rig pensel søger at male, hvorledes tårerne triller 
nedover kinderne. Derved opstar en vis strid mellem 
den digteriske og musikalske form, som Schubert på 
en magelig made har undgået. — »Was soli ich sagen 
(Chamisso) er en ganske stemningsfuld sang, der ikke 
viser nogen særlig fremtrædende originalitet, men 
holder sig pent i romantikens spor. Et langt stykke 
videre befinder vi os i fantasistykkerne (Opus 3). 
Allerede de to første bærer et stærkere nordiskt præg, 
som idet tredie blir enerådende. Her er båderythmer 
og harmoni ægte norske. En vis svæven mellem dur 
og moll, som er eiendommelig for vor folkemusik, 
træder tydelig frem i dette farverige stykke. Også 



29 

de tre følgende røber Griegs personlighed og norske 
nationalitet. Det synes ellers, som om han paa denne 
tid var mest oplagt til spøg og lystige streger. Selv 
gennem hans mollakkorder titter et ungdomsfriskt 
ansigt frem, strålende af humor og livslyst. Endnu 
var hans sjæleliv ikke synderlig uddybet, og han er 
som oftest heldigst, når han slår humørets strenge 
an. Sangene Opus 4 og 5 viser os allerede en fast 
kunstnerpersonlighed. Morgendug« er holdt i en 
graziøs Ståndchen-stemning, der minder om sere- 
naden til Welhaven. »Jægersangen« er frisk, om 
end ikke særlig betydelig, medens han for Heines 
»das alte Lied« har fundet den rigtige balladetone 
og gengiver digtets skiftende karakter med held 
uden at bryde grundstemningen. »Den forældreløse«, 
og »Afsked« er begge vakkre i følelsen om end under 
stærk tysk indflydelse. Eiendommeligere er »Wo 
sind wir hin« (Heine) med det lange stormende 
efterspil. 

Her viser den unge komponist dramatisk be- 
gavelse. Han maler med saa tydelige farver, at vi 
synes at se for os den unge Byron-lignende skikkelse, 
som sidder og stirrer udover det oprørte hav. Der 
er noget i stemningen, som bringer os til at tænke 
på Wagners »flyvende Hollænder«. Men selvstæn- 
digst er den unge Grieg dog, som allerede bemærket, 
når han udtrykker livsmod og glæde. Hans livlige 
Bergenser-blod og ufordærvede barnslige natur gav 
ham i denne tid et lyst syn på livet, og han følte 
sig først rigtig" hjemme i humoreskernes og spring- 
dansenes norske folkerus. At han ogsaa havde sands 
for livets høieste sider viser jo valget af de omtalte 
digte - - blot at han her endnu ikke havde person- 



30 

lige erfaringer, men uvilkårlig måtte følge andres 
spor. Kærligheden spirede i denne tid i hans unge 
sind. Skælmsk titter os de »to brune øine« imode 
— hans unge livsglade brud star lyslevende for os 
i vårfrisk ynde, med et drag af naivt koketteri over 
sig. som også senere kom hendes foredrag tilgode. 
Her gør en vis dansk Indflydelse sig gældende. Ni- 
na var opdragen i Danmark, omgivelserne var dan- 
ske, og deres unge kærlighed udviklede sig under høge- 
nes tempelhaller. Forgæves vil man soge stærke norske 
toner i denne gra/iose, men lidt flade sang. »Du 
fatter ej holgernes evige gang« den anden af »hjertets 
melodier (Andersen) og »min tanke er som et 
mægtigt fjeld er bårne af en stor stemning og river 
os med, uagtet den tyske indflydelse her igen 
træder stækt frem. Jeg elsker dig« er uden tvivl 
Griegs mest populære sang. sa det er overflødigt 
nærmere at omtale den. At den er meget karak- 
teristisk for denne periode i Griegs kunstnerliv, er 
sikkert nok. Desværre foredrages den sjelden godt 
og behandles mere som et effektnummer end som 
en kydsk hymne til den første kærligheds pris. 
Istedetfor indre varme giver man os sandselig glod, 
istedetfor kydske længsler brutal hengivelse. Men 
kanske netop dette er grunden til, al vore sangvirtuoser 
har lagt sa overdreven elsk paa denne sang, der 
dog langtfra er Griegs hetydeligste. Den lader sig 
udnytte i den ydre effekts tjeneste. Sproghehand- 
lingen er fortrinlig, og især den harmoniske del af 
sangen er mer personlig end i noget tidligere værk. 
Kort efter far vi humoreskerne og de to sonater, 
hvor Griegs forste maner når hoiest. Vi har set, 
hvorledes den unge kunstner i utrolio kort tid var 



31 

nået frem til en mærkelig selvstændighed. Den tyske 
indflydelse, som i de første værker tydelig spores, 
tager stadig af, medens en nordisk klang mer og 
mer hores. Denne klang er vistnok tildels endnu 
dansk i farven. De blode danske tekster, omgivelser- 
ne, den unge i Danmark opdragne pige, som han 
sværmede for, alt dette måtte jo uvilkårlig påvirke 
hans ungdommelige sind. Men hans stærke person- 
lighed brod dog kraftig frem, og i »jeg elsker dig 
moder vi en vistnok endnu 20årig, men fuldt selv- 
stændig mester — den skriver sig fra 1864 — endnu 
mild og sværmerisk, og om man vil lidt dansk, 
men dog bestemt personlig. Saa kom mødet med 
Nordraak, og da var det, ligesom man havde brudt 
en dæmning, som hidtil havde stængt for den bru- 
sende elv, som nu pludselig kåd af livslyst fossede 
ned gennem dalen uden hensyn til stængsler og 
gerder, rivende alt med sig under bulder og brag. 
Med én gang blev Grieg norsk- norsk; det viser de 
til Nordraak dedicerede »Humoresker«. Den første 
er en prægtig springdans med drag af vildhed over 
sig. Harmonierne er enkle, men norske i farven. 
Orgelpunkt anvendes ofte, og septimerne begyn- 
der af og til, om end i al beskedenhed, at 
stikke hovederne frem. Forbindelsen mellem todelt 
og tredelt rythme, der er saa karakteristisk for vor 
springdans, er både i dette og det følgende stykke 
stærkt fremtrædende, ligeså de dristige kvinter, som 
vilde bragt Moscheles til at gyse. Sa følger en ypperlig 
halling i rige rythmer over bredt anlagte akkorder, 
så tilslut en prægtig springdans. Griegs klaverteknik 
er bleven enklere og mere personlig end i noget 
tidligere værk, og for første gang yder han i piano- 






32 



litteraturen fuldlødige mesterværker. Ethvert spor 
af tysk eller dansk romantik er forsvundet — han 
er helt ud nordmand. Humoreskerne er en tak til 
Nordraak, hvis kraftige personlighed, utøilede livs- 
mod og faste tro paa Norges sag havde virket så 
velgørende på Griegs bl odere natur, der var til- 
bøielig til stille drømmerier. Grieg må i disse år 
have gjort alvorlige tekniske studier, da han i de 
følgende værker, de to sonater, viser sig som en 
overlegen mester og ogsaa i teknisk henseende nar 
så hoit som neppe nogen nordisk komponist — 
Gade undtagen - - hidtil havde hævet sig. I Emoll 
sonaten for piano samler han for første gang sine 
kræfter til en større opgave. Hidtil havde han holdt 
sig til de mindre former. Nu tager han fat på den 
klassiske sonateform, som han vel tidligere havde 
liden sympathi for, da hans lærere i Leipzig havde 
proppet ham med formlære«. Nu var han imid- 
lertid bleven saa selvstændig, at han kunde beundre 
mestrenes store formkunst uden at blive en slavisk 
efterligner. Det er jo klart, at Grieg ved dette første 
større forsøg indtil en vis Grad maatte opgive 
sin nyvundne selvstændighed og følge sine læreres 
spor. Det er derfor intet under, at sonaten — i al 
fald hvad formen angår — som Griegs franske 
biograf Ernst Closson rigtig bemærker, er mindre 
personlig end humoreskerne. Der er jo stor forskel 
paa at skrive springdanse og hallinger og at træde 
ind i de klassiske mestres fast byggede tempelhaller, 
men, nar man dertil tager Griegs ungdom med i 
betragtning, må man indrømme, at han alligevel 
viser en forbausende selvstændighed. Selve indholdet 
er ægte nordiskt — ikke sa norsk-norskt som i hu- 



33 

moreskerne - og det formelle arbeide viser en 
moden mester, der følger sine egne veie. Det hele 
værk bærer fremfor alt præget af naiv musikglæde 
- det har ingen baggrund af dybe indre rystelser 
ligeså lidt som den følgende violinsonate, - men 
den byder os velklingende musik og viser en 
bevægelig farvemættet kunstnernatur, rig pa mu- 
sikalske tanker, som han ifølge indre love tvinges 
til at meddele verden. Af og til møder os træk af 
lidenskab og trods, som vi kender så godt fra 
senere arbeider, og den vilde livsglæde, som jubler i 
humoreskerne, bryder også undertiden frem gennem 
sonatens i det hele taget mere afdæmpede farve- 
toner. Modsætningen mellem dur og moll er ikke 
synderlig stærk — molltonarterne udtrykker oftere 
trods og humor end oprivende smerte eller dyb 
melankoli. Formen er i første sats i hovedsagen 
efter reglerne, men i enkelthederne råder en fri 
fantasiflugt, der giver den hele sats et ægte nordisk- 
romantiskt præg. Allerede themaet i anden sats er 
ægte Grieg, og udviklingen viser den unge kunstners 
rige fantasiliv. En vis lunefuld utalmodighed, der 
tvinger komponisten til aldrig længe at hengive 
sig til en rolig stemning, men snart styrter ham 
ind i en malstrøm af higen, trods, smerte og vrede, 
viser sig allerede tydelig her. Dette træk genfinder 
vi stadig hos Grieg, der aldrig har skrevet nogen 
længere udviklet adagio, aldrig har kunnet undvære 
en stigning i tempoet op mod ubændig lidenskab. 
Også som sangkomponist vælger han med forkær- 
lighed digte, som giver ham anledning til at for- 
lade den rolige adagio-stemning og bryde ud i vild 
smerte eller rasende trods. Således f. ex. i »Svanen . 



34 



»Stambogrim« og »Borte«. Kun undtagelsesvis be- 
finder han sig vel i en dæmpet stemning som f. ex. 
i »Solveigs sang« eller »hun er saa hvid«. Den 
prægtige >alla menuetto« er fuld af norske danse- 
rythmer, og kunstnerens fast formede personlighed 
træder tydelig frem. Slutningssatsen er igen noget 
mere kosmopolitisk, men allerede det andet thema 
er nordiskt og minder stærkt om andanten. Jeg vil 
her gøre opmærksom på den brug af bitreklange, 
som er så betegnende for Griegs norske eiendomme- 
lighed og peger mod middelalderens kirketonarter. 
Adskillige af vore folkeviser tilhorer disse tonarter, 
og i andre finder vi en blanding af gammel og 
moderne ton-folelse. I dette element ligger mulig- 
heder for en interessant kunstnerisk udvikling, da 
vor tid begvnder at blive træt af den rent klassiske 
periodes stadige dvælen ved hovedakkorderne og 
fast begrænsede dur- og moll-tonarter. Uvilkårlig 
søger man tilbage til middelalderens tonarter, og 
geniale mestre har bevidst eller ubevidst optaget i 
sig meget af denne ældgamle urkraft. Således bade 
Beethoven, Weber, Liszt, Wagner og vor Edvard 
Grieg, som denne erobring ifølge hans norske na- 
tionalitet la så nær. Sonatens jublende udklingen i 
dur virker berusende, når denne unge musik ud- 
føres af en ildfuld kunstner. Den første violinsonate 
holder sig vistnok også strængt til de fastslåede 
hovedformer, men indeholder så mange dristige 
harmoniforbindelser og modulationer og rythmiken 
er allerede i første sats så ægte norsk, så for- 
skellig fra Mendelsolms glatte ordrigdom og Schu- 
manns fantasifuldere riden omkring på et enkelt 
karaktermotiv, at det var rimeligt, at disse mestres 



35 

trofaste elev, Gade, som allerede omtalt, gjorde store 
ørne over et sådant ungdomsmod hos en endnu 
ukendt kunstner. Allerede at indlede en sats i f-dur 
med e- og a-moll treklange var slemt nok, og at 
herøre temmelig fjerntliggende tonarter allerede i 
hovedthemaet var en forbrydelse mod de hellige 
ukrænkelige evige regler. Det var denne Mendelsohn- 
ianismens golde regeltvang, som bragte Wagner til 
at tale om »den jødiske musikperiodes mangel på 
virkelig produktiv evne«. Griegs violinsonate svulmer 
af ungdomskraft og utæmmeligt mod. Hans liv havde 
i disse år været idel solskin. Kærlige forældre havde 
i tide opdaget hans talent og efter bedste evne 
sørget for dets udvikling. Forstemningen i Leipzig 
og sygdommen der tilhørte allerede fortiden. Ung 
kærlighed og trofast befrugtende venskab lyste over 
hans livs vei. Han havde fundet sig selv, og hans 
rige originalitet udfoldede sig frit i dagens fulde lys. 
Livets tragik var endnu ikke gaaet op for ham, 
havde endnu ikke fordybet hans kunstneriske per- 
sonlighed. En lys livsglæde, som endog formår at 
udnytte molltonarterne på humoristisk vis og aldrig 
formørkes af dyb smerte, men nyder modsætnin- 
gerne mellem sollys og hemmelighedsfulde halv- 
skygger, der jo egentlig først giver lyset dets jublende 
glands, klinger gennem denne sonate. »Hvor er 
livet dejligt« stråler som motto over dette ungdom s- 
arbeide, som den dag idag er ligeså friskt, som da 
det blev skrevet. Ja endog i 1891 findes der musik- 
anmeldere (»Chorgesang«, Leipzig), der sætter den 
første violinsonate høiere end den anden, der uden 
sammenligning er langt dybere og rigere på ind- 
hold. Det beviser blot, hvilken popularitet denne 



36 

letforstålige sonate har vundet og endnu besidder. 
I første sats er al tvivl over foredragets karakter 
udelukket. Det første thema med sin stolte opad- 
gående bevægelse er saa letfatteligt i sit ubetvin- 
gelige overmod, det andet (a-moll) har en blødere, 
mer kvindelig karakter, men er dog fyldt af livs- 
glæde og forlader snart moll-tonarten for at storme 
frem mod slutningen af hovedsatsen i livlige ka- 
priciøse spring. Et skær af mild melankoli — som 
en længsel efter Norges fjelde — farver begyndelsen 
af den fantasifulde udvikling, som dristig bevæger 
sig gennem en mængde tonarter og undertiden får 
noget lidenskabeligt over sig, som i Griegs senere 
værker træder sa kraftig frem. Sa sætter hoved- 
satsen ind på en original og virkningsfuld måde 
og går sin regelbundne gang videre mod den 
livfulde slutning, hvor endnu engang Norges fjelde 
viser sig langt borte i horizonten. Den anden sats 
(a-moll) opfattes undertiden, som var den mættet 
af melankoli. Efter min opfatning er den fuld af 
folkeligt humor og endnu stærkere norsk farvet end 
første sats. Den rigtige kai akter opnaas ved at første 
fjerdedel i takten slynges ud i luften og anden takt- 
del let betones. Desværre tindes disse foredrags- 
nuancer ikke i nogen udgave. Den hele sats er en 
fritformet springdans, og der bor ikke bestå nogen 
stærkere modsætning mellem første del og mellem- 
satsen end mellem mandlige og kvindelige dansere 
ved et norsk bondebryllup. Ogsaa her er al pessi- 
misme banlyst, humor og livsfryd stråler os overalt 
imøde -- vi ser tydelig for os jenter med tindrende 
oine og graziøse bevægelser og kraftige mænd, som 
hvirvler dem rundt i dansen. 



37 

Et livfuldere hillede af norsk bondeliv havde man 
endnu ikke tegnet, og vi forstår, at Gade næsten 
blev bange, da han pludselig så sig omringet af 
norske bonder i en bortgemt fjelddal, der var så 
uendelig ulig de danske bøgelunde og den natur, 
som møder os i Mendelsohns »sommernatsdrøm«. 
Medens Grieg her ligesom levede hjemlandets liv 
med, langt borte fra sine daglige omgivelser, synger 
han i tredie sats igen den naive livsglædes jubel- 
sang — violinen svinger sig i vild flugt over pianoets 
hårdnakkede rythmer op mod et kraftigt fortissimo. 
Uagtet det andet thema betegnes med »doloroso«, 
giver det os neppe noget dybt smerteligt indtryk, 
men har ligesom noget af den fornærmede mine 
over sig, som en ung dame sætter op under en 
strid i forlovelsestiden, som for resten kan være 
doloroso nok! Den frembrydende trods beroliges 
snart af et mildt sidethema, og livsglæden vinder 
igen overhånd i den strålende slutning. Også ud- 
viklingssatsen er rig på fantastiske rythmer og dri- 
stige harmoniforbindelser og efter den regelmæssige 
gentagelse af hovedsatsen slutter værket i en ra- 
sende prestos blændende glands. Det er en sjeldenhed, 
at en kunstner tre satser igennem formår at fast- 
holde samme hovedstemning uden at blive ensfor- 
mig. Denne vanskelige opgave loste den unge Grieg 
på henførende måde. 

Ikke et oieblik foler man sig træt, men rives 
med af kunstnerens uudtømmelige fantasi, der byg- 
ger op det ene slot efter det andet for at vise os 
dette ene: »hvor er dog livet deiligt!« en så natur- 
lig rørende bekendelse af en ung ufordærvet kunst- 
nersjæl! Uvilkårlig kommer man til at tænke på 



38 

det unaturlige forhold, som mer og mer gør sig 
gældende blandt vore tids unge komponister. Me- 
dens de sande mestre virkelig også vare unge i sine 
ungdomsværker, moder man nu hvert oieblik bla- 
serede gamle komponister i tyveårsalderen, der skri- 
ver vældige »symfoniske digtninger« eller uhyrlige 
»musikdramer«, der tager sigte på livets dybeste 
gåder, som disse gammelkloge pygmæer alle tror 
sig kaldede til at lose. Schopenhauer eller Nietzsche 
må afgive den effektfulde piedestal for disse gammel- 
kloge »stræbere«. Deres indre liv er ligeså tomt, 
som deres teknik er udviklet — de har læst meget, 
men lidet fordoiet, de foragter Schiller for ikke at 
tale om Mendelsohn, og har ingen anelse om, hvad 
det vil sige at være ung, at leve i vårsol og jub- 
lende fuglesang. Mellem gulnede nodeblade visner 
de snart hen uden at efterlade noget spor i »musik- 
machernes« golde ørkensand. 

Af sangene opus 9 er > udfarten« (A. Munch) den 
betydeligste. Den blev skrevet 1865, kort før Grieg 
drog til Rom. Den yndig vuggende melodi i begyn- 
delsen passer fortrinlig til digtets karakter. Det ene 
lysende billede glider forbi efter det andet, vi ser 
de elskende vandre sammen ved »Arnos og Tibe- 
rens strand«. At den pludselige forandring i digtets 
tonefald mod sluten meget vanskelig lader sig for- 
sone med stykkets hele karakter er ikke kompo- 
nistens skyld — tværtimod, han har forstået at mildne 
modsætningerne, så det hele virker som en fjern 
vision, hvis smerte allerede har tabt sin brod og 
tilsløres af mindets blå tåger. Hvorfor hører man 
ikke oftere den yndige og stemningsfulde sang? 
»Solnedgang« (186?) lider under en vis stivhed i 



39 

rythmen, men er fint følt, »vuggesang« (1865) er 
et yndigt lidet tonemaleri, og den senere skrevne 
»harpen« (1868) er en stemningsfuld ballade. Af alle 
sange fra Griegs danske tid har de holdt sig bedst, 
hvor sprogbehandlingen fuldt ud tilfredsstiller vor 
tids strenge fordringer. Især »jeg elsker dig« er ud- 
mærket deklameret, og den livlige rythmik i de 
»to brune øine« og den flere år senere skrevne, 
men fra denne tids indtryk stammende »vandring 
i skoven« falder ganske naturlig sammen med dig- 
tets egne rythmiske bevægelse. Sjeldnere hører man 
»du fatter ei bølgernes evige gang« og »min tanke 
er som et mægtigt fjeld« hvor også sprogbehand- 
lingen i det hele taget er udtryksfuld og overens- 
stemmende med digterens ønsker. I vor tid er sprog- 
øret bleven fordringsfuldere — vi forlanger harmoni 
mellem ord og toner, den absolute musiks herre- 
dømme er for bestandig brudt. Vi vil ikke mer finde 
os i, at sproget lægges på pinebænken for en i og 
for sig vakker melodis skyld. 

1864 drog Nordraak til Berlin og 1865 Grieg til 
Rom, hvor han tilbragte vinteren. Om dette ophold 
vides intet nærmere. Han skrev koncertouverturen 
> i høst« og sørgemarschen over Nordraak, hvis tid- 
lige død gjorde et stærkt indtryk paa ham. I ouver- 
turen træffer vi for første gang Grieg som orkester- 
komponist. Dog giver partituret, i den nuværende 
form neppe nogen tilforladelig ide om hans davæ- 
rende standpunkt, da vi uden tvivl har en senere 
bearbeidelse for os, antagelig fra 80 årene. Da hele 
begyndelsen af ouverturen — en kort indledning fra- 
regnet — er fuldkommen identisk med den i op. 18 
udkomne sang »efterårsstorm«, må vi antage, at 



ID 



40 

sangen -- eller i al fald et udkast til den er ældre 
end ouverturen. Den unge kunstner har da, før sangen 
var fuldt færdig, faet lyst til at udtrykke den stor- 
slagne stemning kraftigere gennem orkestrets talløse 
nuancer. Hvorledes den oprindelige udgave har væ- 
ret er jo umuligt at sige, men det kan vel med 
grund antages, at Grieg, opvokset i Schumanns skole, 
den gang har taget vel tungt på orkestret. Heraf 
findes vel endnu enkelte spor, men i det hele er 
instrumentationen, som den nu foreligger, farverig 
og virkningsfuld. Udarbeidelsen indeholder adskil- 
ligt, der røber Griegs senere manér, sa det synes, 
at han har behandlet dette ungdomsarbejde omtrent 
på samme måde som Wagner sin Faust ouverture, 
der også bærer tydelige spor af komponistens for- 
skellige udviklingstrin. Virkningen af dette værk vilde 
have været endnu større, dersom det var nået tid- 
ligere frem i offentligheden, da selve ouverturefor- 
men allerede har lidt adskillig under tidens tand. 
Grieg har overalt truffet de rigtige farver, maler os 
hoststormens magt og naturens forårslængsler, og 
udviklingen er endnu langt rigere og stigningen 
mægtigere end i den deilige sang, som jeg senere 
skal omtale nærmere. Den thematiske konstruktion 
vilde dog vistnok være bleven knappere og mer pla- 
stisk, dersom komponisten ikke havde fulgt sangens 
ord gennem hele hovedsatsen. 



III 

KRISTIANIA OG ROM 
LISZT — VÆRKERNE FRA DEN TID 

11866 om høsten reiste Grieg til Kristiania, hvor 
han hlev i 8 år med flere afbrydelser, hesøg i 
Bergen, Danmark osv. 1869 til 1870 tilbragte han i 
Rom med offentligt stipendium. Han begyndte med 
at give en koncert i Kristiania, hvor udelukkende 
norske kompositioner blev udførte. Ved pianoet 
sad han selv, fru Normann - Neruda spillede 
hans violinsonate, og frøken Nina Hagerup fore- 
drog sange af Nordraak, Kjerulf og Grieg. Ho- 
vedstadens publikum modtog ham med megen 
varme og »i pressen introduceredes han blandt 
andet gennem en længere anmeldelse »om norsk 
musik og nogle kompositioner af Edvard Grieg 
skrevne under mærket »O — o« i »Morgenbla- 
det«, der gav en fremstilling af de betingelser, vor 
folkemusik indeholder for kunstnerisk udvikling i 
større former, og dernæst specielt behandlede Griegs 
arbeider på en måde, som var vel skikket til at 
henlede opmærksomheden paa den unge begavede 
landsmand. Forfatteren var musiker af fag og ved 
den indgående behandling af »Humoreskerne«, kla- 
versonaten, violinsonaten og sørgemarschen blev 
således det unge talents eiendommeligheder strax 
stillet frem for landsmænds oine«. Fuld af mod tog 



44 

nu Grieg fat på vort hjemlige musikliv, han ledede 
det filharmoniske selskabs koncerter, gav egne abon- 
nementskoncerter og komponerede — han og hans 
unge kone gav informationer for at kunne friste 
livet. Men det viste sig snart, at interessen for vor 
nationale kunst var svag, og Grieg begyndte efter- 
hånden at fole sig mismodig og ked af alt dette 
stræv, der hæmmede hans skaberkraft uden at 
bringe de rige frugter for vort musikliv, som han 
havde håbet. Som dirigent lærte han i denne tid 
meget, især da han matte arbejde med et tungt, li- 
det udviklet materiale. Orkesterforholdene var tarve- 
lige, og korene bestod udelukkende af forkælede 
og fordringsfulde dilettanter, der ikke let fandt sig 
i Griegs bestemte herskerbehandling. Damerne blev 
mer end en gang »fornærmede , og herrerne blev 
borte ved provenu' — kort sagt han matte drikke 
vore kunstneres bittre kalk helt ud. At han under 
dette fandt stemning til at komponere sin deilige 
Amollkoncert, adskillige sange og den anden violin- 
sonate, er et under. Men der syntes at stikke en 
hel del af gamle magister Kjelds uboielige energi 
og mægtige organisationstalent i den unge mand, 
og han blev den norske musiks sag ligeså tro, som 
Alexander Grieg den også landflygtige Karl Edwards. 
Da Kjerulf i 1868 døde, følte Grieg sig ensom og 
forladt. Mellem begge kunstnere havde forholdet 
den hele tid været det bedste. Han foranstaltede en 
mindefest til indtægt for det - - desværre yderst 
tarvelige — monument, som nu er reist på St. 
Olafs plads. Bjornson var også en stor trøst for ham. 
Han, som stod der mægtig og bred, båret pa hæn- 
derne af et begeistret folk, tabte aldrig troen pa 



45 

Griegs og den norske musiks fremtid. Men han var 
jo ikke musiker af fag, og Grieg trængte opmuntring 
fra ligestillede tonedigtere. Griegs tak til Bjørnson 
udtrykker en del kompositioner til flere af dennes 
vakkreste digte. I denne tid tog Grieg tunge tag for 
at hæve musiklivet i Krisliania. Vi kan næsten ude- 
lukkende takke ham og senere Johan Svendsen for, 
at vi endelig i den alier sidste tid er kommen no- 
get videre. Vi besidder da endelig et lidet, men godt 
orkester og en og anden brugbar eller endog frem- 
ragende solist. Interessen for musiken og den nor- 
ske kunst er i stigende, om vi end langtfra er nået 
så langt, som vi ifølge vort folks naturlige begavelse 
burde have nået. Grieg opførte dengang med mangel- 
fulde midler blandt andet: Schumanns »Paradies 
und Pen og »Zigeunerleben«, Gades »Elverskud«, 
Lindblads »Vinterquåll«, Kjerulfs Trubaduren og 
meget andet. 

Grieg følte sig mer og mer ensom, savnede 
samlivet med kunstfæller og havde den samme 
følelse af iskulde i Kristiania, som så mange af 
vore kunstnere har havt. Dertil det hårde klima, 
den tilfrosne fjord, der ligesom ligger som en mare 
over brystet på vestlændinger, der er vante til åbent 
hav hele året igennem. 

Sa kom endelig opmuntringen, men det var ingen 
norsk nordmand, som kom sin landsmand tilhjælp, 
men en af Europas mest kosmopolitiske personlig- 
heder, den store kunstner Franz Liszt, der alene 
har gjort mer for musiken end alle Europas poten- 
tater, regeringer og parlamenter tilsammen. 

Strax efter nytår 1869 modtog Grieg følgende 
brev : 



46 

»Monsieur, il m'est fort agréable de vous 
dire le sincére plaisir, que m'a cause la lecture 
de votre scnate (oeuvre 8). Elle temoigne d'un 
talent de composition vigoureux, refléchi, inventif, 
d'excellente étoffe — , lequel n'a qu' a suivre sa 
voie naturelle pour monter å un haut rang. Je 
me plais å croire, que vous trouvez dans votre 
pays les succes et encouragements que vous 
meritez; ils ne vous manqueront pas ailleurs non 
plus; et si vous venez en Allemagne eet hiver, je 
vous invite cordialement å vous arretér un peu 
å Weimar, pour que nous fassions tout å fait 
bonne connaisssance Veuillez bien recevoir, mon- 
sieur, lassurance de mes sentiments d'estime et 
de consideration tres distinguée. 

29. Decbr. 68, Ronic. 

F. Liszt 

Grieg havde for nogen tid siden sendt Liszt sin 
sonate, men neppe ventet, at den store mand skulde 
finde tid til at beskæftige sig med den. Som en sol- 
stråle midt i den mørke kolde vinter kom dette 
brev, der også skaffede Grieg statens stipendium, 
så han om høsten 1869 kunde reise til Rom og der 
opsøge den berømte musikprofet. Om hans første 
møde med Liszt og senere oplevelser fortæller han 
selv i breve til sine forældre, de eneste private breve, 
som han hidtil har villet betro offentligheden. Al- 
lerede i disse ser vi, hvilket tab det er for os 
alle, at Grieg holder det princip fast, at man ikke 
må røre hans private breve. Han er, som allerede 
nævnt, en brevskriver af høi rang, og betror gerne 



47 

sine tanker til papiret. Hans Romerbreve er vi da 
så lykkelige at kunne citere. 

Rom, d. 17. februar 1870. 
Kære forældre! 

Vi skulde imorgen med flere Skandinaver være 
taget ud til Tivoli på et par dage, men hvad sker? 
Igåraftes, som jeg sidder i den skandinaviske for- 
ening og spiller en whist, indtræder Sgambati (ud- 
mærket pianist) — jeg har vist omtalt ham — og 
bringer bud fra Liszt, at han ønsker at se mig 
imorgen formiddag kl. 11 hos sig. Såmeget jeg glæ- 
dede mig til Tivolituren, så går dette naturligvis 
foran, og planen er derfor forandret. Dette blir for- 
resten ikke mit første sammentræf med Liszt — thi 
nu skal I høre. Han har siden conciliets begyndelse 
(han kan hverken udstå det eller dets grundsætnin- 
ger) trukket sig tilbage til Tivoli, hvor han bebor 
»Villa Este«. Det er en sjelden gang, han kommer 
herind, og en sådan gang fik jeg hans ankomst at 
vide, gik strax til ham, traf ham ikke og lagde mit 
kort. Et par dage efter drog han sin vei igjen, men 
nu nylig træffer jeg på Gaden Ravnkilde, den dan- 
ske musiker, der lever hernede; han fortæller mig, 
at han just har fået billet fra en tysk malerinde, 
hvem Liszt har bedet om at lade mig opspørge 
gennem Ravnkilde. 

Jeg skulde have den besked, at det gjorde ham 
så ondt ikke at have fået tid til at opsøge mig, men 
om jeg vilde komme til ham dagen efter kl. 10 for- 
middag. Han var altså i byen og ventede mig. Jeg ud 
til ham. Han bor tæt ved Titus' triumfbue og det 
gamle Forum romanum i et kloster. Men nu havde 



1<S 

Ravnkilde sagt mig, at Liszt holdt meget af. at 
man bragte noget med til ham. og jeg har des- 
værre mine bedste kompositioner hjemme eller i 
Tyskland nu for tiden. Jeg matte altså op til Win- 
ding, hvem jeg tidligere har foræret et exemplar af 
min sidste violinsonate og agere giver-giver igen- 
tager«. Winding beholdt omslaget, jeg tog indmaden, 
skrev udenpå: til Dr. F. Liszt med beundring« - 
tog desforuden min sorgemarsch over Xordraak og 
et hefte sange (det, hvori udfarten står) med under 
armen og traskede så afsted nedover gaden med 
lidt mavepine, jeg negter det ikke, men den havde 
jeg kunnet spare mig; thi en større elskværdighed 
end den, Liszt sidder inde med, skal man vanskelig 
træffe på. Han kom mig smilende imode og sagde 
på den mest gemytlige made: 

Nicht war, wir haben ein bischen korrespon- 
diert?« Jeg fortalte ham . at jeg havde hans brev 
at takke for. at jeg nu var her, hvad der aflokkede 
ham en i sandhed Ole Bullsk latter. Under alt dette 
sogte lians blik med et vist glubende udtryk den 
pakke, jeg havde under armen. Ha. ha, tænkte jeg, 
Ravnkilde har ret. Og hans lange edderkoppetingre 
nærmede sig i en saa foruroligende grad, at jeg 
fandt det mådeligst strax at gøre mine til at åbne 
pakken. Han begyndte nu at blade, det vil sige, han 
læste første del af sonaten flygtig igennem, og at 
det ikke var humbug med denne læsning, beviste 
han ved strax at mærke sig de bedste steder med 
et betydningsfuldt nik, et »bravo« eller et sehr 
schøn! Jeg begyndte nu at blive opstemt: 
men da han bad mig spille sonaten, sank rigtignok 
med engang mit mod under nul. Det er nemlig al- 



49 

drig faldet mig ind at samle det bele apparat på 
klaveret, og jeg vilde på den anden side gerne 
undgå at sidde og rode for ham. Men der hjalp 
intet. 

Jeg begyndte altså på hans dejlige amerikanske 
flygel (Chikering). Strax i begyndelsen, hvor violinen 
smelder ind med en lidt barok, men national pas- 
sage, udbrød han: »Ei wie keck! Niin horen Sie 
mal, das gefålt mir. Noch einmal bitte!« Og da så 
violinen anden gang falder ind i adagio, spillede 
han violinstemmen højere oppe paa klaveret i ok- 
taver med et udtryk så skønt, så mærkværdig sandt 
og syngende, at jeg smilte indvendig. Det var de 
første toner, jeg hørte af Liszt. Og nu gik det stry- 
gende ind i allegroen, han violinen, jeg pianoet. 
Jeg kom stadig mere i stemning, fordi jeg blev glad 
over hans bifald, som i sandhed llød så rigeligt, al 
jeg følte mig gennemstrømmet af den forunderligste 
taknemlighed. Da første del var forbi, bad jeg ham 
om at måtte spille noget for piano alene og valgte 
så menuetten af humoreskerne, som I nok erindrer. 
Da jeg havde spillet de første 8 takter og repeterede 
dem, sang han melodien med og gjorde det med 
et udtryk af en vis heroisk kraft i sin gestus, som 
jeg meget godt forstod. Jeg mærkede nok, at det 
var nationaleiendommeligheden, der tiltalte ham. 
Dette havde jeg anet i forveien og havde derfor 
taget sager med, hvori jeg havde forsøgt at anslå 
nationale strenge. Da nu menuetten var forbi, følte 
jeg på mig, at skulde der være tale om at få Liszt 
til at spille, målte det være nu, han var synlig op- 
rømt. Jeg bad ham, og han trak lidt på skuldrene; 
men da jeg så sagde, at det ikke kunde være hans 



50 

mening at lade mig forlade syden uden at have 
hørt en eneste tone af ham, gjorde han et lidet 
sving og mumlede: 

»Nnn, ich spiele, was Sie wollen, ich hin nicht 
so!« og med ét havde han fået en partitur frem, 
som han nylig havde fuldendt, et slags kirkeligt tog 
til Tassos grav, et supplement til hans berømte 
symfoniske digtning for orkester »Tasso lamento e 
triumfo«. Og så satte han sig ned og fik tangenterne 
i bevægelse. Ja, jeg forsikkrer, han »udspyede«, om 
jeg må bruge et saa uskønt udtryk, den ene masse 
af glod og ild og levende tanker efter den anden. 
Det klang, som om han anråbte Tassos maner. 
Han maler grelt, men et sligt sujet er just for ham: 
at skildre tragisk storhed er just hans styrke. Jeg 
vidste ligefrem ikke, hvem jeg her mest skulde be- 
undre, komponisten eller klaverspilleren; thi han 
spillede vældigt. Xei, han spiller egentlig ikke, — 
man glemmer, at han er musiker, han blir til en 
profet, der forkynder dommedag, så alle universets 
ånder vibrerer under hans fingre. Han trænger ind 
til sjælens hemmeligste aflukke og roder op i ens 
inderste med en dæmonisk magt. — Da dette var 
gjort, siger Liszt ganske let: »Jetz wollen wir mal 
weiter gehen in der Sonate!« og jeg naturligvis: nei 
mange tak, efter dette vil jeg nødig. Men nu kom- 
mer det bedste. Saa siger Liszt: »Nim warum nicht, 
geben Sie mal her, dann werde ich es thun.« Nu 
må I tænke for det første, han kendte ikke sonaten, 
har aldrig hørt eller set den før, for det andet må 
det erindres, at det var en violinsonate, altså med 
en violinstemme, der udvikler sig selvstændigt, 
snart oppe, snart nede, uafhængig af klaveret. Og 



51 

hvad gor Liszt: Han spiller hele greien med rub 
og stub, violin, klaver, ja mere til, for han spillede 
fuldere, bredere. Violinen kom til sin ret midt inde 
i klaverstemmen, han var bogstavelig over hele 
klaveret på engang, uden at en node blev borte, og 
hvorledes spillede han så? Med storhed, skønhed, 
genialitet uden lige i opfattelsen. Jeg tror, jeg lo, lo 
som en idiot. Og da jeg stammede et par be- 
undrende ord, mumlede han: »Nun, das werden Sie 
mir doch zutrauen, etwas von Blatt zu spielen, ich 
hin ja ein alter gewandter Musiker.« — Er dette 
nu ikke elskværdighed fra først til sidst? Således 
er ingen anden stor mand af dem, jeg har truffet. 
Så spillede jeg tilslut sørgemarsehen, som også var 
i hans smag, så talte jeg lidt med ham om løst og 
fast — fortalte ham blandt andet, at min far havde 
hørt ham i London 1824, hvad der morede ham 
(»ja ja, ich håbe in der Welt viel herumgespielt, zu 
viel« sagde han), tog så afsked og vandrede hjem- 
over, forunderlig hed i hovedet, men med den be- 
vidsthed at have tilbragt to af de interessanteste 
timer i mit liv. Jeg er altså indbudt til ham imorgen 
og glæder mig naturligvis meget. 

Dagen efter dette ovenfor skildrede første besøg 
spillede Italienerne Sgumbati og Pinelli (Elev af 
Joachim) min første violinsonate i en matinée, hvor 
hele den fine verden var nærværende. Liszt kom 
midt i koncerten lige før min sonate, og dette 
var vel. Thi det bifald, sonaten fik, skriver jeg 
ikke på min konto. Tingen er, at når Liszt klap- 
per, da klapper alle, den ene værre end den 
anden. 



52 

Rom, 9. April 1870. 
Kære forældre! 
Dennegang kan jeg for alvor sige: hvor skal jeg 
begynde og hvor ende! Alle indtryk, alt det oplevede 
stimler sammen i min hjerne til et vældigt kaos. 
Det bedste blir ligefrem at give en biografisk skitse 
fra de sidst forløbne uger. Altså: forst har jeg at 
berette om mit andet besøg hos Liszt, som fandt 
sted kort efter afsendelsen af mit forrige brev og 
som i interesse ikke stod tilbage i nogen måde for 
det første. Jeg havde heldigvis just fra Leipzig mod- 
taget manuskript til min klaverkoncert, som jeg 
altså bragte med. Foruden mig var der nærværende: 
Winding, Sgambati, en mig ubekendt tysk Liszt- 
ianer, som driver plagiatet såvidt, at han går i abbé- 
dragt, dertil en Chevalier de Concilium og endnu 
nogle unge damer af den sort, der gerne havde ædt 
Liszt op med hud og har. Deres beundring er lige- 
frem komisk. De kappedes om at få være ved hans 
side, berøre fligen af hans lange abbé-kjole, fa an- 
ledning at trykke hans hånd — ja fuldstændig hen- 
synsløs ignorerende det rum, enhver spiller behøver 
til sine armbevægelser, trængte damerne sig, da han 
siden efter spillede, omkring hans plads ved kla- 
veret, med sine grådige blikke rettet mod tingrene, 
som om disse var udseet til i næste øieblik at for- 
svinde i de små rovdyrs allerede opspærrede gab. 
Winding og jeg var meget spændt på, om han vir- 
kelig vilde spille min koncert fra bladet. Jeg for 
min part holdt det for en umulighed, Liszt derimod 
opfattede sagen anderledes. Han sagde: »Wollen 
Sie spielen?« Jeg skyndte mig da med: nei jeg kan 
ikke (jeg har jo til dato aldrig øvet den). Så tog 



53 

Liszt manuskriptet, gik mod klaveret og sagde med 
det ham egne smil, henvendt til alle tilstedeværende: 
»Nim, dann werde ich Ihnen zeigen, dass ich auch 
nicht kann.« Så begyndte han. Jeg indrømmer, at 
han tog koncertens første del vel hurtigt, og be- 
gyndelsen fik derved noget vist afjaget; men senere, 
da jeg selv fik anledning til at angive tempoet, 
spillede han således, som just han og ingen anden 
kan gøre. Det er betegnende, kadencen, som er 
noget af det teknisk vanskeligste, spillede han fuld- 
endt. Hans mimik er ubetalelig. Han nøier sig 
nemlig ikke med at spille, nei, han konverserer, 
kritiserer samtidig. Han henkaster åndrige bemærk- 
ninger snart til en, snart til en anden i forsamlingen, 
uddeler betydningsfulde nik tilhøire og venstre, 
mest, når noget behager ham særlig. I adagioen og 
endnu mere i finalen kulminerede han både med 
hensyn til udførelsen og den ros, han gav. — En 
rent guddommelig episode må jeg ikke glemme. 
Henimod slutningen af finalen gentages, som I vil 
erindre, 2det thema i et stort fortissimo. I de aller- 
sidste takter, hvor themaets første triols første node 
gis forandres til g i orkestret, mens klaveret i en 
vældig skalafigur gennemfarer hele sin rækkevidde, 
standsede han pludselig, reiste sig i hele sin høide, 
forlod klaveret og skred med drabelige teaterskridt 
og hævet arm gennem den store klosterhal, idet 
han formelig brølede themaet. Ved det omtalte g 
udstrakte han som en imperator bydende sin arm 
og råbte »g, g, nicht gis! Famos! dass ist so echt 
schwedisches Banko!« og dertil som i parenthes — 
ganske pianissimo: »der Smetana*) hat mir neulich 

*) berømt bøhmisk komponist. 



54 

etwas davon geschickt.« Han gik atter til klaveret, 
gentog den hele strofe og sluttede af. Tilsidst sagde 
han med en sælsom inderlig betoning, idet han 
rakte mi<> bogen: »Fahren Sie fort, ieh sage Ihnen, 

Sie haben das Zeug dazu, und lassen Sie sich nicht 

abschrecken!« Dette sidste har for mig uendelig 
betydning. Der er noget, jeg vil kalde indviet deri. 
Mangengang, når skuffelser og bitterhed kommer, 
vil jeg tænke på hans ord, og at erindringen om 
hin stund vil have en vidunderlig magt til at holde 
mig oppe i modgangens dage, det tror jeg forvist.« 

Den senere så beromte Giovanni Sgambati skriver 
i anledning af en koncert, som Grieg og frue gav 
i Rom, følgende: 

Man kan ikke tænke sig noget behageligere end 
en soirée hos de prægtige og muntre kunstnere fra 
norden. Fru Nina Grieg har en stemme, som uden 
at være særdeles mægtig, dog tillader hende at synge 
fuldkommen kunstnerisk og med udsøgte yndefulde 
nuanceringer sin mands melodier. Man føler, at 
hun lægger hele sin sjæl deri, og at disse kompo- 
sitioner udgør, om jeg så tør sige, hovedelementet 
og glæden i hendes kunstnerliv. I sit firhændige spil 
med sin mand — nogle norske danse — har fru 
Grieg tillige vist, at hun er en sand kunstnerinde i 

ordets fulde udstrækning — foruden sine 

glimrende egenskaber som komponist viser Grieg 
os et af de altfor sjeldne exempler på en ophøiet 
fortjeneste forenet med den største beskedenhed. 
Som kollega er alt samkvem med Grieg præget af 
hjertelighed, som virker så velgørende på en kunstner, 
og som han vilde føle sig saa lykkelig ved oftere 



at træffe. Den udmærkede komponist deler ikke 
deres mening, som indbilder sig, at man for at blive 
skattet nødvendigvis må give sig olympiske miner.« 

Grieg vendte så i 1870 tilbage til Kristiania, hvor 
han efter hjemkomsten komponerede »foran sydens 
kloster«, som han dedicerede til Liszt. I 1871 stiftede 
han »Musikforeningen«, som han dels alene, dels 
sammen med Johan Svendsen ledede, til han i 1874 
forlod Kristiania. Da Griegs forhold til og sam- 
arbejde med denne vor anden store komponist er 
af største betydning for vort kunstliv, vil jeg her i 
al korthed give en oversigt over Svendsens liv og 
udvikling, indtil han for alvor greb ind i musiklivet 
i Kristiania. Jeg holder mig her væsentlig til den 
biografi af Svendsen, som findes i den før omtalte 
bog »Norske Musikere« af Aimar Grønvold (ud- 
kommet 1883 hos Aschehoug, Kristiania). — Johan 
Svendsen er født den 30. September 1840 og søn 
af en militærmusiker. Han havde en sand lidenskab 
for militærvæsnet og lod sig i 15års alderen hverve 
som soldat i jægerkorpset. Imidlertid havde han 
vist betydelige musikalske anlæg, spillede således 
klarinet og fløite, men især violin. »I sit ellevte år 
skrev han sine første violinkompositioner, der senere 
fulgtes af flere mindre sager for orkester, marscher 
og danse, som dengang gjorde adskillig lykke.« 
Faren likte ikke dette skriveri, men vilde have, han 
skulde holde sig til sit instrument. Han spillede i 
teatret, danseboder og var engageret spillemand i 
en danseskole, hvor han for at ivytte tiden satte 
Kreutzers og Paganinis etuder i dansetakt. Samtidig 
var han regimentsmusiker. Som 17årig gut fik han 



56 

på Kjerulfs og Conradis første orkesterkoncert høre 
Beethovens c-moll symfoni, der med engang åbnede 
hans øine for. hvad der egenlig var musik. 

Han følte sig ikke mer tilfreds med forholdene 
hjemme og drog 21 år gammel som koncerterende 
violinspiller til Sverige og Nord-Tyskland. Selvfølge- 
lig tjente han neppe nok til at opholde livet. Da 
nøden var allerstørst, traf han tilfældigvis den elsk- 
værdige og menneskekærlige konsul Leche, der hjalp 
ham paa alle måder og skaffede ham midler til rolig 
at kunne fortsætte sine studier. Da også Karl d. lo. 
gav ham et rigeligt stipendium, kunde han 1863 drage 
til konservatoriet i Leipzig. Det var nemlig nu især 
som komponist, han vilde uddanne sig, da en svæk- 
kelse i håndledet nødte ham til foreløbig at lægge 
violinen tilside. I Leipzig udviklede han sig i kort 
tid til en mester, komponerede sin første kvartet (op. 
1), mandskvartetter (op. 2), oktetten (op. 3), d dur 
symfonien (op. 4) og kvintetten (op. 5). Hans kom- 
positioner blev spillede ved konservatoriekoncerten 
og gjorde megen lykke og han fik direktoriets første 
hædersmedalje. Efter 3^2 års ophold forlod han Leip- 
zig og gav 1867 en koncert i Kristiania med egne 
kompositioner. Om denne skrev Edvard Grieg en 
anonym begeistret artikel i »Aftenbladet«, hvis ind- 
ledning lyder således: »På denne dag har norsk 
kunst feiret en af sine triumfer. Thi triumf må 
det kaldes, når et i musikalsk henseende ingenlunde 
oplyst publikum, som kun består af nogle hundrede, 
således rives med af det absolut nye og store, at 
det glemmer sin arvefiende symfonien, »den kunstige 
musik«, som den kaldes, og bryder ud i entusiastisk 
begejstring, og at det ikke var en succes d'estime, 



57 

men virkelig umiddelbar beundring, der blev den 
åndfulde komponist tildel, vil enhver, der overvår 
koncerten, let have overbevist sig om. Der gik en 
frisk strømning gennem det desværre altfor fåtallige 
publikum. Koncerten åbnedes med Svendsens sym- 
foni i d dur, et værk, der giver et indblik i en så 
stor individualitet, at det lettere lod sig gøre at 
skrive bøger end blade derom«. Anmelderen gen- 
nemgår derefter de forskellige kompositioner og 
slutter således: »Den store logesal havde igår sam- 
let ca. 400 mennesker. Af disse var omtrent 1 / 3 — 
en trediedel — betalende. At en kunstner som Jo- 
han Svendsen efter sligt pekuniært resultat snører 
sin randsel og ser at komme bort jo før jo heller, 
er såre naturligt, men det er beklageligt, hvis der 
ikke gøres noget for at beholde ham iblandt os. 
Kun få nationale kræfter eier vi, men dog nok til, 
at der ved en gensidig korrespondance mellem disse 
måtte kunde bringes et virkeligt kunstnerliv istand. 
Vi er overbeviste om, at Johan Svendsen ikke havde 
forladt os, om publikums modtagelse ikke havde 
nødt ham dertil. Det er en tung tanke, men det 
bør ikke desto mindre siges, at hvis publikum kon- 
sekvent går frem, som det her er begyndt ligeover- 
for det bedste af vort eget, så vil om ikke lang tid 
norsk tonekunst i hjemmet kun være en floskel, 
medens den i udlandet, og særlig i det oplyste Tysk- 
land, vil tinde den anerkendelse, den fortjener.« 
Svendsens videre oplevelser angår os ikke her, ind- 
til han i 1872 vendte tilbage til Kristiania efter et 
flerårigt ophold i udlandet. »Ifølge den bekendte 
dobbelthedens lov, der synes at råde hos os«, skriver 
Grønvold, »og hvorefter der på åndens felt altid er 



58 

to, som står side om side, fra Welhaven og Werge- 
land til Tidemand og Gade, til Bjornson og Ibsen, 
delte nu Joh. Svendsen og Edv. Grieg den virksom- 
hed, der fra 1872 — 1878 betegnede vort høiere mu- 
sikliv. Dels sammen med Grieg, dels alene, ledede 
Svendsen den under Griegs auspicier stiftede > Kri- 
stiania musikforening«, hvis virksomheds omfang 
varierede fra 4 til 8, en enkelt gang 12 koncerter i 
sæsonen. Her samledes vore instrumentalkræfter til 
det bedste orkester, vi har havt, de vokale kræfter 
til større korsager og en række solister knyttede 
sig til musikforeningens musikopforelser. Ser man 
tilbage på, hvad man i disse år fik at høre af mu- 
sik på de forskellige felter, vil det forstås, at det 
med vore midler kun blev muligt med den største 
energi og mest levende kunstbegeistring at levere så 
meget af musiklitteraturens storste ting i en så kunst- 
nerisk skikkelse som den, hvori den i reglen frem- 
trådte.« Selvfølgelig forsøgte dårlige venner mer end 
en gang at sætte splid mellem de to kunstnere, men 
begge følte sig hævede over al sladder, og deres 
varme venskab består den dag idag lige så rent og 
inderligt som nogensinde. De beundrer hinanden 
gensidig, kanske netop fordi de er sa grundforskel- 
lige i sin måde at udtrykke sine kunstneriske tan- 
ker på og i hele sit indre liv. To personligheder 
kan ikke være hinanden mer modsatte, men begge 
føler den dybeste sympathi for hinandens kunstne- 
riske virksomhed. Når Grieg så bittert beklager sig 
over vort publikum, kan jeg dog ikke helt give ham 
ret. Vort publikum er omtrent som gennemsnits- 
publikum hele verden over, snarere lidt mindre bla- 
seret, lidt mer modtageligt for nve indtrvk end 






59 

i de fleste kulturlande. Nei, grunden ligger dybere: 
kunsten er en så fin plante, at den endnu ikke kan 
trives i vor i mange retninger primitive kultur. 
Den store masse mennesker har vel en vis respekt 
for den, men gælder det at bringe kunsten og kunst- 
nerne — som jo må leve — materielle ofre, da er 
kun et lidet fåtal med, og selv disse få aner blot 
undtagelsesvis, hvilken betydning kunsten har for 
livet, dersom dette skal være værd at leve. Kunst- 
tilstandene vilde derfor overalt være endnu langt 
sørgeligere end de er, dersom kunstnerne blot kunde 
regne på den støtte og opmuntring, som »publikum« 
- d. v. s. den store masse gennemsnitsmennesker 
giver dem. Dette har også enkelte kunstelskende 
fyrster i sin tid indset og har derfor oprettet faste 
theatre, hofkapeller, kunstakademier og musæer 
enten helt på statens bekostning eller med store 
årlige tilskud af det offentlige. Disse institutioner er 
blevne faste, selv om regeringerne har vekslet, ja 
endog republiken er bleven indført som f. ex. i 
Frankrig. Traditionen er der, alle ved, at kunsten 
ikke kan bestå uden materielle ofre, som vistnok 
ikke er ubetydelige, men langtfra står i noget rime- 
ligt forhold til de uhyre summer, som anvendes på 
statsmaskineriet, statskirken, armé, marine osv. Man 
kan mene, hvad man vil, om monarkiet i sin alminde- 
lighed, det er i al fald sikkert, at fyrsterne, hvilke 
nu end motiverne kan have været, har gjort 
umådelig meget for kunsten og den dag i dag endnu 
tildels gør det. Selvfølgelig kan der være meget at 
sige på den måde, hvorpå de store kunstbidrag an- 
vendes, men dette angår ikke selve det faktum, at 
man bringer kunsten store ofre. Nu er ulykken, at vi 



60 

i Norge mangler al kunstnerisk tradition. De mænd, 
som fra 1814 har overtaget styret af vort land, har 
ingen fortid at hygge på. Man har været så optaget 
af materielle og politiske sporgsmaal, at kunsten 
for de fleste stod som en luxus, vi i »vort fattige 
Norge« ikke havde råd til at være med på. Hos 
enkelte begynder der jo at dæmre en anelse om, at 
vor nationale kunst dog ikke er noget så ganske 
ligegyldigt, som man rolig hor lade forkomme i 
elendighed. Vore store digtere, musikere og hildende 
kunstnere, som tildels trods alle vanskeligheder har 
været i stand til at erohre Europa, ja hele verden, 
har bidraget uendelig meget til at oplyse vort folk 
om kunstens betydning. Men hidtil gør staten over- 
ordentlig lidet for kunsten, for musiken, der ifølge 
sit komplicerede apparat mest af alle kunster træn- 
ger offentlig stotte gjorde vi ikke det mindste, før 
Grieg og Svendsen endelig 1874 hver fik 1600 kro- 
ner i komponistgage. Svendsen mistede sin, da han 
drog til Danmark, og Selmer kom istedet. Fraregnet 
enkelte små hidrag for kortere tid til en enkelt 
komponist eller folkevisesamler, har den norske stat 
ikke ydet noget andet bidrag til vor musiks trivsel, 
hverken til noget nationaltheater, noget orkester eller 
andre foretagender af betydning for vort musikliv. 
Det er hårdt, når man betænker, at musiken er vor 
mest eiendommelige nationale kunst. Vore musikere 
har altså udelukkende havt »publikum« at stole på, 
og det falder aldrig publikum ind at tænke på, at 
det har pligter ligeoverfor nationens åndsliv. Derfor 
kommer vor kunstmisere aldrig til at svinde, førend 
staten kraftig tager sig af vor kunsts trivsel. Vi træn- 
ger tiere nationale musikscener, nogle udmærkede 



61 

orkestre og bidrag til vore komponister i lighed 
med dem som f. ex. også det som »så fattigt ud- 
skregne Finland giver. Sibelius har f. ex. 3000 frc. 
årlig af staten. 

I 1873 forlod Grieg Kristiania, hvor han følte 
liden forståelse for sit arbeide og kunstneriske per- 
sonlighed. Han tilbragte de følgende år dels i ud- 
landet dels på Lofthus i Hardanger, hvor han lod 
sig bygge en liden arbeids-hytte. Opholdet i Kristi- 
ania havde i hoi grad udviklet og fordybet Griegs 
personlighed. Han lærte livet at kende også i dets 
mørke skyggesider, den evige kamp mellem dag og 
nat ikke blot i naturen men også i menneskelivet. 
Allerede i de første hefter, de så berømte lyriske 
stykker (opus 12) for piano, er Grieg i fuld besid- 
delse af sin orginalitet. Han er ægte norsk, men 
norsk på sin eiendommelige måde. Han er samtidig 
folkelig og yderst raffineret og viser her tydelig sit 
åndsfrændskab med Chopin. I hans værker støder vi 
aldrig på den i sit slags yndefulde småborgerlige 
poesi, der er så betegnende for Schumann. Hos os 
kender man ligesålidt som i Polen til den lune, små- 
borgerlige hygge, der er karakterisk for mangen 
en mindre tysk by, som ligger der så stillestående, 
så langt borte fra den store larmende verden. Blot 
i de enkelte ungdomsværker, som belyses af Schu- 
manns stjerne, mærker man hos Grieg spor af denne 
indadvendte huslighed. Ellers drager Griegs musik 
os enten med ud i guds frie natur, eller også be- 
finder vi os på de elegante saloners bonede gulve, 
hvor den fineste kultur synes at herske. »Ariettaen« 
er det eneste af disse første lyriske stykker, der 
endnu er tegnet efter Schumann. Over den er der 



62 



et skær af lykkelig huslighed med duft fra blomster- 
vinduer og solstreif henover glade eller sværmeriske 
ansigter. Grieg afslutter hele sin lvriske samling med 
en vals. hygget på arriettaens motiver og fordyber 
sig på denne made endnu engang i sine fagre ung- 
domsminder. I den følgende vals har vi Grieg fuldt 
personlig. Hans uendelige sensitive natur træder 
her frem med dybere evighedslængsler, selv når bal- 
kjolernes diamanter glimrer i lysglandsen og skon- 
hedsrusen betager ham. Den følgende »vægtersang« 
er et fint tegnet miniaturbillede af et drama. Med 
de enkleste midler maler kunstneren os en hel scene. 
Vi ser for os den melankolske ensomme skildvagt 
og horer andestemmerne bruse sagte i nattens stil- 
hed. De dristige norske septimer træder allerede 
her utilhyllede frem. Denne sang er komponeret 
efter en opforelse af Macbeth, hvor vor uforglemme- 
lige Laura Gundersen havde en af sine mest stor- 



artede roller. Sa danser alferne for os i maneskin. 
ægte nordiske alfer af ganske anden art end Men- 
delsohns sa berømte, som Wagner mener har mer 
lighed med myggesværme end med naturguddomme. 
Pudsig nok borte jeg ved en opforelse af ouverturen 
til sommernatsdrømmen« en begeistret borgermand 
udråbe: Hvilken storartet stemning, man ser for- 
melig myggene danse.« Griegs alfer har fastere for- 
mer og mer personlighed. I den knappeste form har 
han her fremtryllet et yndigt billede. Folkevisen 
er også ægte Grieg, norsk natur set gennem en 
stærk personligheds oine. En mild dæmpet smerte 
giver dette stykke en bedårende stemningsfylde. Den 
følgende norske springdans yrer af liv og mod, min- 
der i sa henseende om humoreskerne«, medens 



63 

det søde lille albumblad besidder en Chopins grazie 
med en baggrund af fjerne blånende norske fjelde, 
nationalsangen er mindre eiendommelig, men vir- 
ker dog ved friske norske rythmer og kraftige har- 
monier. En rig udvikling ligger mellem Griegs før- 
ste og anden violin-sonate. Da han skrev den før- 
ste, var han en naiv yngling, fuld af strålende livs- 
glæde uden anelse om de dybe skygger, som hylder 
sindet ind i nattens klamme tåger og fylder sjælen 
med hemmelighedsfuld gru. Et solskinsbarn var han 
— nu møder os en moden mand, der overser livet 
i dets rigdom på stærke modsætninger og grelt kon- 
trasterende farver. At opdagelsen af de mørke mag- 
ter måtte virke trykkende på hans lyriske natur, 
siger sig selv. Således er der noget knugende over 
den smerte, som i »lento doloroso« snart sukker håb- 
løs fortvivlet, snart truer himlen i mørk trods. Hjem- 
landets tragiske natur betager kunstneren. Derfor er 
også hans anden sonate i dybere forstand langt 
mere norsk end den første. Thi et Norge uden mørk 
tragik er intet helt Norge, blot en liden del af de 
rige indtryk, som dette mægtige drømmeland giver 
den, der forstår naturens sprog. Kunstneren har 
følt livets lidelser og er derfor uvilkårlig kommen 
sit land nærmere, samtidig som hans kunst har for- 
dybet sig og er bleven langt værdfuldere, indholds- 
rigere end al den jubel og livsglæde, som karakte- 
riserer hans ungdomsarbeider. 

Det er ikke mer den naive ynglings livsmod, 
men den modne mands trods, der finder udtryk 
gennem den følgende allegro vivace med dens stærkt 
markerede norske rythmik. »Trods al smerte føler 
jeg en ubændig kraft, et ubøieligt mod, en alt- 



64 

betvingende lidenskab, der seirer over alle bløde 
natstemninger«. 

Mildt og beroligende sættes det andet tbema 
ind, som om en kvindelig hånd stryger henover 
den vilde himmelstormers hede pande. Livsglæden 
kommer igen over ham og bryder ud i en jublende 
gentagelse af themaet i den tilsvarende dur-tonart. 
Skyer formorker solen, lysets og mørkets magter 
kæmper længe om herredømmet. Dog livsenergien 
seirer i en vældig stigning, som forer til gentagelsen 
af hovedsatsen, ikke som i første sonate en nøiagtig 
repetition, men en energisk udfoldelse af themaet, 
som vinder i kraft ved en stærk forkortning, der 
nærmer begge hovedthem åerne. Ellers går alt sin 
regelmæssige gang og ender — som næsten altid 
hos Grieg — i seiersjubel. Den sorgmodige mildhed, 
der hviler over begyndelsen af anden sats, er vidt 
forskellig fra den beklemmende følelse af dyb 
smerte, som lå så tungt over begyndelsens lento 
doloroso. Men ikke længe linder kunstneren sig til- 
rette i denne tilsyneladende ro. Lidenskaberne bry- 
der mægtig frem med et stærkt drag af vild trods 
over sig. Det yndefulde edur-thema sætter sa plud- 
selig ind. Vi ser for os den speilblanke Hardanger- 
fjord med maleriske gårde og blomstrende frugttrær 
langs aserne — høiere oppe Folgefonden skinnende 
hvid over mildt blånende fjeldtopper. En båd med 
et brudefølge drager henover det grønne speil. Brud 
og brudgom, spillemænd foran i båden — brudens 
strålende krone og guldhår svæver som en drøm 
lydløs forbi. — Klangen svinder langt borte — en- 
som ligger fjorden, — uveirsskyer og uhyggelig 
tåge formørker billedet — vi vender tilbage til vor 






65 

sorgmodige stemning og følger kunstneren endnu 
engang ind i lidenskabernes stormende rige for så 
igen at hengive os til stille melankoli. I slutsatsen 
har danserythmen overhånd — livslyst og lidenskab 
rækker hinanden hånden. Hovedthemaet minder i 
sin rythmiske karakter om første sats. Det synes, 
som om komponisten fremfor alt har villet give sin 
sonate et stærkt præg af enhed. I så henseende er 
han vel gået lidt for langt ved at skrive alle tre 
satser i 3 / 4 takt. Derved får denne sonate, en af de 
mest geniale violinsonater, verden nogensinde har 
set, dog et vist præg af ensformighed over sig, som 
Grieg med lethed havde kunnet undgå. Allerede 
anden sats lider noget under dette, og tredie virker 
ikke så ny og umiddelbar, som ellers vilde have 
været tilfældet. Den er nemlig i og for sig meget 
betydelig, fuld af liv, overmodig og trodsig strålende 
i sin vilde jubel, overstrømmende ubændig! Som 
allerede antydet træder Griegs personlighed i denne 
sonate frem kraftigere i sin rige originalitet end i 
noget andet tidligere arbeide. Det overstrømmende 
livsmod og den dybe tragik, som udgør vor folkemusiks 
inderste væsen, havde aldrig fundet et så storslagent 
kunstneriskt udtryk. Uvilkårlig opstod i kunstnerens 
bevægede indre nye melodibølger, eiendommelige 
harmonier, som var vidt forskellige fra alle andre 
nationers kunstneriske udtryksmidler, vidt fjernede 
fra den tyske romantiks sværmeriske idealisme og 
Chopins polske folkelivsbilleder og raffinerede salon- 
poesi. »Der var granit i dette« for at anvende et 
af Griegs egne yndlingsudtryk. Den norske kunst 
stod endelig på egne ben, sluttede sig vistnok i de 
store hovedformer til den tvske kunsts forbilleder, 



66 



men fyldte de lånte former med et ganske nyt ind- 
hold. Her viste det ældgamle folkeslægtskab sig 
som yderst nyttigt. Hos os var der endnu ingen 
kunsttradition, ingen selvstændig kunstnerisk ud- 
vikling. Vi besad folkevisernes og dansenes rige 
skat, men blev nodte til at slutte os til de germaniske 
frænder for at tilkæmpe os den plads i Europas 
åndsliv, som vort folks rige begavelse gav os lovlig 
ret til. Grieg valgte utvivlsomt den eneste rette vei, 
at bygge videre på det grundlag, Haydn, Mozart, 
Beethoven, Schubert og Schumann havde lagt til- 
rette for ham - - vel at mærke, når det gjaldt de 
storre kunstformer, medens han i vore viser og 
danse fandt en række eiendommelige norske former, 
som han ellers med stort held byggede videre på. 
Det er en let sag for senere norske komponister, 
der netop gennem Griegs seir har vundet storre 
national selvtillid, at bebreide ham, at han holdt 
sig til sonatens bestemte former og ikke heller gav 
sin rige fantasi frit lob, men vi tror sikkert, at 
Grieg gik den vei , som forholdene dengang bod 
ham. I vor nationalkarakter ligger såmange split- 
telsens elementer, at det var meget heldigt for den 
norske musik, at den fra forst af blev ledet ind i 
de velbyggede kanaler, som endog har været istand 
til at optage i sig Beethovens vildtskummende hav- 
bolger. Nægtes kan det dog ikke, at der undertiden 
lurer som en hemmelig modsætning mellem det 
norske, fantastiske indhold i Griegs fjeldfriske musik 
og sonatens for vor tids smag noget stive former. 
Men Grieg handlede, som han dengang måtte, og 
har kanske også havt en vis frygt for den anar- 
kistiske side i sin natur, der viste ham på andre veie. 



()/ 

end der hvor Germanernes veldisciplinerede skarer 
rykkede frem. De under opus 14 udgivne symfoniske 
stykker er komponerede flere år tidligere og skal 
være fragmenter af en symfoni, som aldrig blev 
fuldendt. Dele opfortes i »Euterpe« i Kobenhavn under 
Griegs ledelse. Det er derfor intet under, at de er 
stærkt påvirkede af Schumann. I det sidste stykke 
især træffer vi kraftige norske tiltag. Udsætningen 
for firhændigt klaver er fortrinlig, som Grieg i det 
hele taget kanske er den eneste klaverkomponist efter 
Chopin, Schumann og Liszt, der har været istand 
til at aflokke sit instrument nye toner. Begge stykker 
er vakker og velklingende musik, der viser den 
unge komponists betydelige, om end ikke ganske 
frigjorte talent. — Margarethas omme og fint stemte 
vuggesang fra »Kongsemnerne« er den første af de 
følgende sange. Den er i sin zarte poesi, sine rene 
linier saa vel kendt, at den ikke trænger nærmere 
omtale. Den følgende »kærlighed« skriver sig fra 
1803 og bærer præg af denne periodes naivere 
maner, da Griegs personlighed endnu ikke trådte 
så bestemt frem. Den er sød, men ikke overdreven 
betydelig. Derimod er »modersorg«, komponeret i 
1870, en gribende sang i norsk folketone, om end 
tekstbehandlingen kunde have været udtryksfuldere. 
Ved at anvende en vuggende rythme har kunstneren 
givet os som et erindringssyn af svunden moder- 
glæde — et fint psyehologiskt træk. Den dristig har- 
moniserede »folkevise fra Langeland« (1870) peger 
allerede henimod Griegs allersidste og eiendomme- 
ligste harmonik — jeg tænker f. ex. på den ubestemte 
slutning. Ellers træder i det hele taget Griegs norsk- 
norske natur på denne tid langt mere udfordrende 



08 



frem i klaver og kammermusiksagerne end i sangene. 
E. Closson siger om klaverkoncerten, at den åben- 
bart er skrevet under Schumanns indflydelse. Hvad 
formen angår, har han vistnok ret. Jeg har jo alle- 
rede tidligere slået fast: hvergang Grieg hidtil har 
taget fat på et større arbeide, har han holdt sig til 
den nu engang vedtagne, i Tyskland til sin hoieste 
blomstring udviklede sonateform. Det kan vel også 
hænde, at et eller andet thema rent yderlig minder 
om et schumannskt motiv, men det virkelige ind- 
hold er så ægte Grieg-norskt som muligt, og inden 
sonatens brede ramme tumler komponisten sig i 
fuld frihed. For mig står denne geniale klaverkon- 
cert som et symbol på vort folks overstrømmende 
kraft. — Jeg ser for mig hele Norge i dets uen- 
delige afveksling og faste storslagne enhed. Bille- 
det ligesom fortætter sig til en fossende elv, der 
i ubændigt mod baner sig vei gennem ur og vild- 
mark, mellem lodrette truende fjeldvægge, over 
svimlende stup i lunefulde kast og trodsig vildskab. 
Undertiden går strømmen roligere, sa himlen speiler 
sig i de glitrende hvirvler, undertiden leger den 
lystig henover småstenene — så kommer en brat 
styrtning med skumhvirvler og utalmodig brummen 
- høit oppe i tågeslør hopper slanke fjeldbække 
med sølvbælte om livet ned i moderens ømme arme, 
medens solstreifene kaster stænk af blændende lys 
på de fugtige fjeldvægge — vildere og vildere 
raser elven, indtil den kaster sig udover i en 
tordnende fos! Kan man tænke sig en mer 
rivende fos end den store kadenz i første sats, hvor 
pianoet når en utrolig vælde og storhed! Overalt 
koger og skummer det, spruten står os imøde, og 



69 

henover os jager en storm, fossens alt betvingende 
ånde! Så finder den lunefulde strøm pludselig på 
at danne et ensomt fjeldvand, omgivet af tinder og 
bræer, som blændende speiler sig i den stille sø, 
som ligger der og drømmer om uendeligheden. 
Men ikke længe varer denne fromhed -- utålmodig 
ryster elven sine spænstige lemmer - - videre går 
den vilde fart, mer og mer ubetvingelig, stadig mer 
livsj ublende i al sin ungdomskraft, utålmodig efter 
endelig at se verdenshavet — geniets historie fortalt 
i glødende farver og med et præg af livsfylde over 
sig, som jager alle sorger og bekymringer bort og 
frembringer en i sandhed dionysisk livsrus — hal- 
lingernes og springdansenes vilde jubel mellem de 
mørke fjelde, kraftens evangelium - »jeg tror på 
min egen styrke«, som vikingerne sagde — dette 
evangelium, som trodser alle naturens tilsyneladende 
ubetvingelige hindringer i vort bortgemte drømme- 
land langt oppe mod nord. Der findes ikke 

spor af tom virtuositet i denne koncert, den inde- 
holder kun musik i rigeste fylde, vanskelighederne 
kommer af sig selv, fremtvinges af indre grunde. 
Behandlingen af klaveret er storartet og i høi grad 
mangesidig, og jeg tror neppe, der gives en piano- 
koncert, hvor soloinstrumentet forener sig så utvun- 
gent med det enkelt holdte, men farverige, udtryks- 
fulde orkester — i fuld harmonisk enhed. Vi har 
allerede hørt, hvorledes Liszt blev grebet af vild 
begeistring, da han i Rom spillede koncerten fra 
bladet efter Griegs ikke meget tydelige manuskript. 
Dette værk åbenbarer os Griegs hele personlighed 
på dens daværende udviklingstrin, hans vældige 
kraftfølelse, hans utålmodige fremadstræben mod 



70 

de høieste mål, hans ømme kærlighedslængsler, 
han begeistring for naturen og kunsten, hans her- 
skervæsen, ildfulde temperament, brændende ær- 
gerrighed, seierssikkerheden i hans indre, hans 
mod, stolthed og jubel over endelig at have fundet 
sig selv i et storslagent kunstværk! - Den Nord- 
mand matte være blottet for al naturglæde, al kær- 
lighed til hjemlandet, som ikke begeistres over 
Griegs behandling af de 2.") nationalsange og danse. 
En hel ny verden åbner sig her — vort underlands 
deilighed, som hidtil la gemt mellem skærene og 
bag mørke fjelde, en verden fuld af mod og kraft, 
dyb smerte og uudsigeligt vemod. Stabbelåten, 
springdansen, den vilde .1 ølstring. Solfager og 
ormekongen« - - et gribende tragiskt digt, »jeg vet 
ei Ilten jente « osv. - — med hvilken dyb forståelse 
og finfølelse har Grieg ikke tilegnet sig disse natur- 
digtninger og givet dem deres sande harmoniske 
dragt, der tegner sig som lette alfetåger omkring 
disse blomstrende melodier! Hidtil havde vi vistnok 
havt tlittige samlere, der havde reddet vor folke- 
musik fra undergang, men ingen, der havde fuld 
forståelse af denne musiks inderste væsen og den 
harmoniske rigdom, som her skjulte sig. Lindemann 
har store fortjenester - han forstod at omgåes 
vore bonder, fa dem til at synge eller spille for sig 
- en vanskelig kunst — og optegnede nogenlunde 
korrekt de melodier, han hørte. Man maa blot be- 
klage, at han ikke nøiede sig med at skrive dem 
op, men forsynede dem med harmonier, ja under- 
tiden endog behandlede dem -kanonisk«. Den gode 
gamle organist, opdragen i pedantisk tysk skole, 
havde nemlig ingen følelse for de mærkelige har- 



71 

monier, som vore folkemelodier trængte til, og som 
de selv angav tydelig nok i hele sin melodiske kon- 
struktion. Forst musikere som Grieg og Svendsen 
gav os anledning til ganske at tilegne os vor folke- 
kulturs eiendommeligste og rigeste skat. Men trods 
disse store kunstneres livsvirke er vort folk, som 
allerede omtalt, endnu ikke kommen så vidt, at 
det indser vor musiks kultur-betydning og store 
udviklingsmuligheder. Prinsessen sidder endnu i 
en hortgemt hytte skjult under askepots fdlede 
klæder! Berøringen med folkemusiken virkede be- 
frugtende på Griegs geni, og de uforlignelige hu- 
moresker: »på fjeldet«, »når brudefølget drager 
forbi« og »karneval« hører til vor klaverlitteraturs 
ypperste værker. - - Hvem kender ikke disse ur- 
kraftige stykker, hvor Grieg har optaget i sig vort 
folks ånd og skabt folkelivsbilleder sa fulde af liv, 
at vi ser alt for vore øine. Grieg har her nået et 
høidepunkt i sin udvikling. De senere humoresker, 
som lindes både blandt de »lyriske stykker og 
andetsteds, når undertiden op til denne umiddel- 
bare friskhed, som her overalt sprudler frem, men 
høiere er det i denne retning umuligt at stige. 
Grieg har i disse stykker sagt farvel til den euro- 
pæiske kunstmusik for rigtig at fordybe sig i Norges 
friske natur og hengive sig til folkevisernes be- 
dårende huldrer. — 

Indtryk fra København og den første kærligheds 
berusende vårtid har skabt sangene op. 18. Uvil- 
kårlig påvirkes den unge norske kunstner af de 
bløde danske omgivelser, der passer så godt som 
ramme om Andersens vuggende elskovslyrik. Jeg 
tror ikke, man her bør tale om nogen påvirkning 



72 

af danske komponister. Grieg er tværtimod også i 
disse sange sig selv, og det er netop et tegn pa hans 
naive genialitet, at han blev et med digtningen og 
optog i sig den danske naturs ynde og sandselige 
blodhed. 

Min søde brud, min unge viv 
min kærlighed mit liv. c (1869). 

så begynder han at synge, og vi følger de to elsken- 
des vandring langs sundet ind i »dyrehavens« bøge- 
lunde, hvor skoven hvælver lyse tempelhaller over 
den spirende kærligheds første vårglæde. Der er 
over denne sang en zart blod ynde, som i hele sang- 
litteraturen finder fa sidestykker — fuglekvidder, 
skælmske pigeøine og blomsterduft. En gammel ven 
af Grieg fortalte mig, at hans kærlighed til bøge- 
skoven og dyrelivet derude stadig er lige frisk — 
ungdomsminderne drager ham did, hvor han ople- 
vede så deilige stunder. »Hun er så hvid« (1869) er 
uendelig fin i sin jomfruelige kydskhed med et vist 
exotiskt drag over sig — Andersens digt er efter det 
russiske. — Man bør høre sangen tolket af Lilly 
Lehmann for rigtig at optage i sig den duft, som 
udgår fra denne yndige blomst. Den unge pige, som 
hun ligger der i sit hvide klæde med smil over de 
stivnede træk, ser vi tydelig for os — så malende 
er musiken. Mindre betydelig er en digters sidste 
sang«, (1869) der vistnok rober komponistens talent, 
men ikke er så betagende i sin stemningsfylde som 
den foregående. »Høststorm <, den følgende sang i 
dette hefte, skriver sig fra 1865. Jeg har allerede 
omtalt, at størstedelen af den forekommer i kon- 
certouverturen »i høst«. Den hører til Griegs mæg- 



73 

tigste sange. Uagtet harmonibehandlingen er yderst 
enkelt, føler vi dog Griegs personlighed overalt. Ved 
de mindst søgte midler har han her tryllet frem for 
os hele høstens uhyggelige, dødssvangre stemning. 

»Alt blev plyndret en efterårsnat, 
nu holder vinteren sit indtog brat, 
blegnet er hver en rosenblomme, 
sommeren er omme. 

Stormens brus gennem de næsten bladløse bøge- 
kroner, naturens gru og ubestemte længsler mod 
fred og hvile under snedækket maler han os i kraf- 
tige farver. Undertiden er der noget i rythmen, som 
bringer os til at tænke på Wagners »valkyrie«, som 
Grieg dengang umulig kunde kende. På en natur- 
lig måde har han forstået at lede os over til den 
tilsyneladende grelt kontrasterende stemning, der 
karakteriserer digtets slutning -jublen over den 
vår, der følger vintersøvnen. 

»For ret at leve man først må dø, 

det ved hvert eneste lille skud, 

engang råber solen spring ud. 

Lad vinteren kun være streng og hård, 

der kommer engang så lys en vår. 

Eia hvor blir det sødt at se 

den første blomst i den sidste sne!« 

Medens dette digt vistnok er et af Andersens bed- 
ste, røber hans lyrik i »poesien« sin mangel på 
umiddelbarhed, sin esthetisk reflekterende karakter, 
og kan umulig begeistre komponisten til storværk. 
Trods mange vakre harmonifinesser hører »poesien« 
til samlingens mindre betydelige sange. »Ungbirken« 
og »hytten« lider også under den svage tekst, der 
umuligt kunde virke særlig inspirerende på kompo- 



K. C. SAND 

K08ENHAVM V. 



71 

nisten. Derimod er »rosenknoppen en sod liden 
sang — her giver Andersen det barnslig livsglade i 
sin natur, og her finder digter og komponist hin- 
anden i skælmsk ynde. Serenaden til Welhaven 
rager i sin stemningsfulde lyrik op over de Heste 
leilighedskompositioner. 

»Foran sydens kloster« er en af Griegs mest 
sungne korsager. Den blev skrevet efter hjemkom- 
sten fra Rom i 1870 og tilegnet Liszt. Ifølge styk- 
kets karakter har komponisten her tildels opgivet 
sin nordiske eiendommelighed for at træffe stilen. 
Af og til klinger norske toner ind som f. ex. i strofen: 
3 fattig mø fra fremmed land« 

men i det hele taget horer dette stykke til Griegs 
kosmopolitiske værker. Der ligger en skøn dybt følt 
stemning over det. Den strænge nonnes forsagelse 
af alle jordiske folelser udtrykkes på enkelt, gribende 
vis ved spørgsmålenes urokkelige ensformighed. Forst 
efter den forfærdelige skildring af faderens død : 
»dræbt han blev, og jeg så derpå« 

foler vi nonnens indre bevægelse gennem den for- 
andrede tonart og melodiens stigning. Ikke engang 
klostrets søster, der har sagt verden og al dens dår- 
lighed et evigt farvel, har kunnet dræbe den hellige 
medfølelse — et fint psychologiskt træk. Ligeså er det 
betegnende, at da det frygtelige ord lyder: 
»han drap far, og jeg så derpå« 

da kan nonnen i sin indre rystelse ikke mer finde 
ord og komponisten lader her det himmelske kor 
falde ind, de gudhengivende nonners fred breder 
sig over den ulykkeliges sjælekvaler. Den unge piges 
fortvivlelse er gribende skildret, situationen kraftig 



/,) 

tegnet. Dog lider værket noget under en mindre ud- 
viklet sprogbehandling — jeg mener i den unge piges 
parti. Ordet er endnu klædt i den absolute musiks 
tvangstrøie, og situationen vilde ved en friere, mere 
recitativisk behandling af soloen have vundet i liv 
og naturlighed. Men da denne scene aldrig har væ- 
ret bestemt for theatret, er disse mangler mindre 
påfaldende, og ved stor frihed i takt og foredrag 
kan der vindes meget. Forklaret klinger nonnekorets 
hemmelighedsfulde toner, uden anvendelse af store 
midler har Grieg her nået meget hoit i retning af ud- 
tryk. Orkesterbehandlingen er som det sømmer sig 
ganske enkelt og gennemsigtig, samtidig velklingende 
og udtryksfuld. Nonnekorets kydske klangvirkning 
ombølges af blæsernes og orglets mystiske toner og 
harpeakkorder som bud fra kærlighedens og fre- 
dens verden, hvorover senere strygerne breder salig- 
hedens stråleglans. Man må blot beklage, at Grieg 
ikke fik Bjørnson til at omarbeide hele sit storslagne 
digt »Arnljot Gelline« til et musikdrama, hvortil 
dette værk meget godt havde egnet sig. Jeg har selv 
for adskillige år siden søgt at bevæge digteren til 
at gå med på en sådan plan, idet jeg skitserede 
dramaets scener i store drag. Uagtet han i og for 
sig billigede planen, var han så optaget af andre 
arbeider, at han ikke kunde udføre omdannelsen 
selv, og for andre at røre ved et stort kunstværk 
er en farlig sag — det hele blev altså ikke til noget. 
Man kan næppe tænke sig et digt, der bedre havde 
passet for Griegs begavelse. — I disse år opstod også 
den første del af »Olaf Trygvason«, Griegs storste 
dramatiske forsøg, som desværre aldrig blev fuld- 
endt. Dette arbeide blev senere som fragment fuld- 



76 

fort til koncertbrug og udgivet som opus 50. Vi 
skylder også samarbeidet med Bjørnson den række 
fortrinlige sange, der bærer opustallet 21. Først i 
den danske udgave star det første mødes sødme«, 
der bedårer os ved sin friske umiddelbarhed og 
stærkt personlig farvet ynde. Den dobbelte gentagelse 
bar for vor tids smag noget vist stodende, men skriver 
sig fra komponistens trang til at udvide stemningen 
i det noget lakoniske digt, der på grund af sin 
knaphed er meget vanskeligt at sætte i musik. Så 
kommer den endnu oftere sungne »god morgen', 
som altid vil virke begeistrende trods enkelte min- 
dre udsøgte barmonifolger og gentagelser. Den er så 
fuld af grazie og skælmeri og har småfuglenes vin- 
gede lethed over sig. »Jeg giver mit digt til våren« 
er en vakker liden sang fuld af blomstersmil og 
vårluft. Hvorfor horer man den sa sjelden? Så kom- 
mer den storslagne: »Tak for dit rad«. Den synges 
ikke ofte, da den er vanskelig skrevet for stemmen 
og fordrer en vældig kraft. I brat stigning styrter den 
frem i ungdommeligt overmod, indtil sangeren på 
det hoie a slynger over os en betvingende tonefylde, 
der virker som indre kraft, ikke ydre effekt. Denne 
sang horer til Griegs bedste. I alle disse vokal-kom- 
positioner er Griegs eiendommelige harmonik langt 
fra sa udviklet som senere, og det er især de karak- 
teriske rythmer, som på dette udviklingstrin tegner 
os hans stærke personlighed. Over sprogbehandlin- 
gen synes han som så mange andre store kompo- 
nister dengang ikke at have reflekteret synderlig. 
Hans deklamation er dog ofte god, uden at ud- 
nytte alle sprogets finesser og udtryksnuancer. Han 
er i det hele taget mere absolut musiker end sprog- 



77 

kunstner, endnu havde han ikke modtaget de stærke 
indtryk fra »Meistersingers« og »Tristans« digterkom- 
ponist. Her sigter jeg fremfor alt til Wagners re- 
formatoriske virksomhed med hensyn til sprogbe- 
handlingen. I »tak for dit råd« er sproget ellers 
sjelden udtryksfuldt sat i relief gennem musiken, og 
der går som et brus af nye tider gennem både den 
og »efterårsstormen«, der viser mod ubetrådte ba- 
ner. De to kvad af »Sigurd Jorsalfar« er prægtig 
trufne i deres mandige kraft. -Solveigs sang« er så 
kendt, at jeg ikke vil omtale den nærmere. Den 
sværmeriske længsel, den renhed, som den udånder, 
dens folkeviseklang har længe bedåret hele verden. 
Som harmoniker har jeg ofte ærgret mig over, 
at Grieg ikke har holdt sig pent i den æoliske kirke- 
tonart, der så stemningsfuldt indleder sangen, men 
absolut skulde bringe dominantakkorden med den 
forhoiede ledetone for selve sangen begynder i a 
moll. Jeg tror ikke, han nogle år senere havde gjort 
dette, da hans harmoniske øre stadig er bleven mer 
og mer raffineret. Endnu langt interessantere for 
en musiker er »Solveigs vuggesang« med sin yderst 
originale harmonik og melodiske linier. Den skri- 
ver sig fra 1875 og opstod samtidig med den øvrige 
Peer-Gynt musik, der er spredt rundt omkring i 
forskellige opus. »Peer Gynts serenade« er karakte- 
ristisk for situationen. — Hermed har jeg omtalt 
samtlige kompositioner fra denne lange Kristiania- 
periode. Før jeg følger komponisten videre, vil jeg- 
omtale hans hustru fru Nina, der i denne tid og 
mange år senere har tolket hans sange på mønster- 
værdig vis — deri er alle enige, som har hørt hende 
i hendes bedste tid. Hun er så sammenvokset med 



78 



sin mands kunst og har bidraget så meget til at 
skaffe den indpas overalt, at hun fortjener en æres- 
plads i hans kunstnerbiografi. Da jeg selv ikke har 
havt anledning til at høre hende, da hun stod på 
hoiden af sin kunst, tillader jeg mig at anføre, hvad 
en af de fortrinligste Grieg-kendere, den danske hof- 
skuespiller og sanger Steenberg skriver om hendes 
sang. »Ingen kunde som hende så rigtig »loslegen«, 
når det gjaldt netop at præcisere det eiendommelig 
Griegske og at forme det plastisk. Hos hende var den 
eneste tanke, endog med tilsidesættelse af al kon- 
ventionel sangkunst, at fremhæve i sangen det, 
som han ønskede. I sine gamle musikvenners kreds 
var begge strax beredte til at give sin fulde kunst. 
Ingen vil glemme disse stemningsfulde aftener, især 
i intim vennekreds, når noget nyt blev foredraget. 
Hvad var nu det eiendommelige i hendes sang? 
Pa en made havde hun dannet sig sin egen skole. 
I al fald var det ikke den konventionelle, af Wag- 
ner kaldet den forbryderiske« - hendes sang var 
ofte snarere som et livligt dramatiskt recitativ. Hun 
traf ikke blot det centrale i et digts stemning, men 
ligesom grov sig ind i de enkelte ord, så de fik en 
dybere eiendommeligere farve end ved læsningen. 
Gennem hendes tolkning lærer vi at forstå ikke blot 
det national-farvede, men også det universelle. Dog 
forekommer det mig, at hun yder sit bedste i det, 
som jeg anser som kernen af hans musik, hans 
hjemlands melodiske stemninger og klange, især så- 
ledes som han forstår at gribe dem hos Bjørnson, 
Ibsen og Vinje. Disse farver lader sig så at sige ikke 
oversætte i noget andet sprog, og blot fru Grieg for- 
star at blande dem. Dersom nogen her i Danmark 



79 

indtil en vis grad har lært at synge Griegs sange, 
har han lært det af hende. I hendes foredrag finder 
vi udtryk for de stærkeste modsætninger: det ild- 
fulde (Odalisken), det lidenskabelige (jeg elsker dig 
osv), det tungsindige (modersmerte, høststemning), 
det sønderrevne (wo sind sie hin osv.), det idylliske 
(det var en deilig sommerkvæld), det kække, friske, 
humoristiske osv. Bedst karaktiseres hendes sang 
ved Bjørnsons ord: 

»De er som horn i uren 
de tonende sekunder 
hvori vi med naturen 
forenes i et under — .« 



IV 

BERGEN — LOFTHUS OG UDLANDET 

Det følgende år tilbragte Grieg i Bergen, hvor 
han foruden en del af Peer-Gynt-musiken skrev 
sin herlige ballade, en af hans ypperste værker. 
( )gså her viser det sig, i hvilken grad de hårde ti- 
der inde i Kristiania og det dybere kendskab til 
livet, han der havde vundet, havde styrket og ud- 
dybet hans hele kunstnerpersonlighed. Drømmende 
tungsind, stille alvor og ophøiede stemninger veksler 
her med udbrud af vild lidenskab og legende hu- 
mor. Det deilige thema fores gennem alle menne- 
skelige sjælenuancer indtil det endelig efter en ra- 
sende bevæget presto vender tilbage til sin første 
stemning af mild sorg og hengivelsesfuld resigna- 
tion. Dette geniale stykke er holdt i den form, som 
Beethoven ofte med forkærlighed benyttede i sine 
senere værker, den tilsyneladende så stive varia- 
tionsform. Grieg følger her den store mesters fod- 
spor på sin egne yderst selvstændige måde, og 
skaber som han en hel verden af frihed og skøn- 
hed, en uendelighed af indtryk strømmer ind over 
os, så vi glemmer den begrændsning, mesteren her 
har sat sig selv, og rives med af hans fantasis væl- 
dige strøm. At man forholdsvis så sjelden hører 
dette mesterværk, som åbenbarer os de intimeste 
dybder i Griegs natur, ligger vel tildels i de tekni- 



81 

ske vanskeligheder balladen byder. Men det ligger 
vistnok også i, at få foler sig kaldede til at trænge 
ind i dette dybtfølte kunstværk. Det tyder på 
rystende indre oplevelser, der må have sat dybe 
mærker i kunstnerens liv, og det er ganske natur- 
ligt, at dette udbrud af smerte, denne længsel efter 
fred, denne trods og fortvivlede kamp følges af en 
række af Griegs alier betydeligste sange: »en svane«, 
»stambogsrim« og »borte«. Den anden violinso- 
nate havde allerede åbenbaret os dybder i Griegs 
natur, som vi tidligere neppe kunde ane. I balla- 
den og de omtalte sange griber han os endnu dy- 
bere, og vi føler stærkere end nogensinde en rig 
genialitet, som intet i livet er fremmed. Trods al 
beundring for mesterens humoresker, lyriske styk- 
ker og andre værker, tilstår jeg, at anden og tredie 
violinsonate, koncerten, balladen, kvartetten, Ibsens, 
Vinjes og Garborgs sange og den eiendommelige 
»bergtekne« er de værker af Grieg, jeg dybest be- 
undrer. De er efter min opfatning de aller person- 
ligste, netop fordi de ikke er helt ud folkelige. De 
er Griegs inderste oplevelser, et norsk kulturmenne- 
skes dybeste syn på livet. I balladen modes han 
med Beethoven, Schumann og Chopin og vandrer 
side om side med dem gennem de elysæiske mar- 
ker. Det er næsten overflødigt at bemærke, at Griegs 
rent tekniske behandling af klaveret er ligefrem 
forbløffende. Her tager han igen plads ved siden af 
Liszt, det moderne flygels store mester, og mærke- 
lig nok han formår selv her at være fuldt ud selv- 
stændig og forfalder heller aldrig til den feil, som 
Bi'ilow bebreider Schumann, at behandle pianoet 
for massivt, på en alfor orkestral måde. Overalt er 







h/^yc^^i^ut e. t.t±*-£stt. '^&c*-^ 



-t£*«v^. 'x*/ -*-€£*■ 5^,£& -éL>-*£ c/e^-. 




<£c*2*J <£^^yi^^^^ C-ékjtU^ 




/ ^kA-ff 



<-y 




J7^ c&*—- ^< **~txA;7s«^. f <* *"y 




c* 



84 

der lys og luft, selv hvor stormen raser, og lynene 
slår ned. Af sangene fra denne tid er »svanen« og 
»borte- mest kendte, »vandlilien«, »stambogsrim« 
og spillemanden« horer man sjeldnere. 

De er komponerede i 187G, et år, som Grieg 
igen tilbragte i Kristiania. »Svanen« synges ofte, 
altfor ofte, da den fordrer stor sang- og foredrags- 
kunst. At fa denne fine bundethed og egalitet frem 
i den kvindelige stemmes vanskelige middellag er 
allerede en svær opgave. Andedragenes dybde, to- 
nens uforstyrrede klarhed og fulde klang selv i 
pianissimo formår kun fa sangerinder at opnå. — 
Ligeså vanskelig som den guddommelige ro i fore- 
draget, som begyndelsen kræver, er den lidenskabe- 
lige stigning op mod det magtfulde fortissimo, alle- 
rede af den ydre grund, at den stadig bevæger sig 
i de sjelden fuldt egaliserede overgangstoner, og at 
selve ordene foier nye vanskeligheder til. At den 
deilige stemning af indadvendt smerte og kydsk 
lidenskab, som beånder denne eiendommelige 
sang, sjelden blir tilfredsstillende gengivet, er 
selvsagt. »Stambogsrim« horer også til Griegs 
skønneste sange og fordrer i lige grad ægte kunst- 
neriskt foredrag for at virke betagende. Den sænker 
sig ned i sjælelivets mørkeste dybder. Melodiføring 
og harmonik er overordenlig personlige. — Godt 
at dilettanter og dilettantiske sangere som oftest 
holder sig borte fra denne sang, der således bliver 
de sande kunstneres andelige eie. — Det samme 
kan siges om »borte«, hvor Grieg på genial vis har 
grebet digterens stemning af forstenet fortvivlelse, 
En yndig sang er »vandlilien«, som har alle betin- 
gelser for at erobre alle. Den byder dog også ad- 



85 

skillige ren sang-tekniske vanskeligheder. For tenor 
og sopran ligger den noget dybt, og mezzosopraner 
og barytoner besidder sjelden den lette lysende 
ynde og bøielighed i tone og foredrag, som her er 
nødvendige. Langt mindre kendt er »spillemænd«, 
der dog byder en barytonist en sjelden taknemlig 
opgave. Den er holdt i balladetone og rig på udtryks- 
nuancer. På enkleste vis maler Grieg den stille 
sommernat og fossebrusets dæmonisk-dragende magt. 
Her træffer vi endnu en vis påvirkning af tysk ro- 
mantik, så man næsten skulde tro, den var skrevet 
før 187(5, som det angives i Peters udgave. Harmoni- 
behandlingen er også mindre dristig end i de andre 
sange og minder om tidligere perioder i Griegs 
udvikling. 

Våren 1877 forlod Grieg igen Kristiania for at 
bosætte sig på Lofthus i Hardanger, hvor han nu 
tilbragte flere sommere, ja endog vintere ivrig be- 
skæftiget med arbeide. Han byggede sig lige ved 
fjorden en liden hytte, hvor han i uforstyrret ro 
kunde komponere. 

Bondeslægterne inde på Lofthus hører til Nor- 
ges fineste og mest begavede landbefolkning. Flere 
familier stammer pa kvindesiden fra de norske 
konger og føler sig som aristokrater. Deres dannelse 
står ualmindelig høit, og deres kunstsands og be- 
gavelse er stor. Når dertil kommer den skønne 
natur og det milde behagelige klima, kan man 
ikke undres over, at Grieg, der er så sammenvokset 
med vestlandet, hellere opholdt sig her end i det 
altfor regnfulde Bergen. 

Som bekendt har Ibsen i Edvard Griegs Stam- 
bog skrevet følgende vers : 



86 

Orfeus slog med toner rene 
ånd i vilddyr, ild i stene. 
Stene har vort Norge nok af; 
vilddyr har vi og en flok af. 
Spil så stenen spruder gnister, 
spil så dyrehammen hrister! 

Vore kunstforhold kunde neppe karakteriseres 
på en vittigere måde. »Jeg kom til at tænke på det«, 
skriver Grønvold, »da jeg en sommerdag for tre år 
siden kom med dampskibet forbi Ullensvang i Har- 
danger og så Edv. Griegs lille skikkelse spadsere 
langs fjorden henne ved Lofthus. Han gik netop 
i sten og ur og arbeidede sig frem til den pynt, 
hvor han har bygget sit lille hus. Det består af et 
eneste værelse og ligger yderst ved fjordkanten, 
midt i al Ullensvangs herlighed, med den dybe, 
dunkle fjord under sig og Folgefondens strålende 
bræer over på den anden side af fjorden. Hid tyr 
Grieg hver sommer, ja undertiden endog om vin- 
teren, og søger her fred og ro til at komponere. 
Midt i al denne naturpragt, i hjertet af Norges stolt- 
teste og kraftigste naturskønheder har han plantet 
sit Erardske flygel og sit skrivebord. Her sidder 
han som en anden Orfeus og spiller blandt vilddyr 
og stene, midt i fjelduren blandt bønderne selv, 
med Haringens rappe sonore tungemål daglig i 
øret, med Hardangerfjordens betagende naturstem- 
ninger for øie. Jeg kan heller ikke tænke mig et 
sted mer karakteristiskt for Edv. Grieg. Det er jo 
ingen tilfældighed, at han bor her; han har selv 
valgt sig stedet, og ingen komponist med europæiskt 
navn falder på at begrave sig i en liden stue ved 
Hardangerfjorden, hvis ikke en uimodstålig indre 



87 



trang, en længsel efter alt dette driver ham derhen. 
Når man ser stedet og tænker på hans musik, så 
føler man, hvorfor det er så, og man forstår, hvor- 
for alle mennesker, når de taler om Griegs musik, 
altid slutter med dette: han er så norsk. Thi der 




er et så inderligt, uløseligt forhold mellem den 
grund, hvori han er vokset, og den musik, han har 
skrevet, det ene er ligesom groet så naturlig, så or- 
ganisk frem af det andet, at man næsten ikke kan 
høre en tone af den uden midt i koncertsalen eller 
salonen at fornemme et friskt pust fra de hlå fjorde, 
et glimt fra de tindrende bræer, et minde fra de 
bratte fjelde og livet i den hele natur der vester, 
hvor han er født, og hvor han så gerne færdes. 
Hvad Grieg har »spillet«, det er da blevet, som det 
er, fordi hans kunstnertrang har været at sprænge 



88 

kunsten en vei mellem vore fjelde. Har han spillet, 
så stenen har sprudet, da har det været gnister af 
denne kærlighed, flammer af den ild, hans indre 
hærer, og som har drevet sod og moden frugt ud 
af den hårde grund. Og brister vilddyrets ham, så 
kunstens fine skikkelse værges og pleies i dets egen 
gård, da står han i første række blandt dem, der 
har været med og sprængt den; thi han har en 
glødende tro på norsk kunst i Norge, og den er 
livsnerven i hans virken. 

En række herlige værker fortæller rigere og mer 
dybtgående om dette kunstnerens stille liv ved Har- 
dangerfjorden end alle mulige småtræk og anek- 
doter, der jo ifølge Griegs eget ønske banlyses fra 
hans biografier. Fra denne frugtbare arbeidsperiode 
skriver sig strygekvartetten, album for mandssang, 
den bergtekne<, Yinje-sangene og flere andre vær- 
ker. — Under opustallet 27 foreligger en del sange, 
komponerede til digte af John Poulsen, den den- 
gang unge lovende bergenske digter. »Håbet« er en 
frisk og virkningsfuld sang, der svulmer af vår- 
fornemmelser. Den blev skrevet i 1876 allerede — 



»Jeg kunde juble for alle vinde 
min elæde ud !« 



og tilslut 



En stjerne stråler, og 
den er min!« 



så lyder ordene og så klinger tonerne. »Jeg reiste 
en deiligsommerkveld« har Hardangerfjordens ynde- 
fulde stemning over sig. 



89 

»Så blank stod fjeldet ved solfaldstid 
og blå var fjorden og grøn hver lid, 

mens sommerluften 

og birkeduften 

strøg om mig blid« 

lyder som et mindedigt over det skønne Lofthus. 
»Den ærgjerrige« og »på skogstien« er fint stemte 
sange og »med en primula veris« taler Griegs po- 
pulæreste sprog. »Odalisken« (Brun) fra 1870 hører 
ikke til hans betydeligste sange, medens »prindses- 
sen« (Bjørnson) 1871, som også er optaget i dette 
sanghefte, er en sjelden stemningsfuld sang, fuld af 
længsler og higende smerte. Den er ægte norsk i 
farven, trods det første motivs lighed med et cho- 
pinskt thema. 

De i 1876 komponerede sange (Poulsen) beteg- 
ner ligesom et hvilepunkt i kunstnerens udvikling. 
Efter at have sænket sig ned i Ibsens dybsindige 
digte trængte han at dvæle ved naive naturstem- 
ninger og solglad lyrik. Kort tid efter skaber kunst- 
neren et af sine betydeligste værker, et monument 
i vor tonekunst, g moll kvartetten. 

Efter en velbehagelig hvile ved Hardangerf jordens 
smilende bredder styrter Grieg sig igen ind i men- 
neskelivets malstrøm og skaber et af sine liden- 
skabeligste værker. Efter klaversonaten, de to violin- 
sonater og amollkoncerten, efter den storslagne 
ballade og de skønne sange voksede kvartetten 
frem af kunstnerens oprørte indre. Her er allerede 
formen langt friere end i sonaterne. Themaerne er 
sammenstillet med fantastisk vilkårlighed, og uagtet 
sonateformen i det hovedsagelige er bibeholdt, er 
dog behandlingen meget fri, om end neppe så dri- 



90 

stig som i Beethovens sidste værker, der uden tvivl har 
tjent Grieg som forhillede. Indholdet er helt ud norsk, 
om man end kan mærke, at han kender Wagners stor- 
værker og har lært meget af ham. Første sats be- 
gynder med et smertefuldt udrab, et spørgsmål til 
skæbnen: »Er livet værd at leve?« I et uhyggeligt 
truende pianissimo sætter det forste hovedthema ind 
og hæver sig i stormende lidenskabelig fortvivlelse 
til en kraft i udtrykket, som blot de storste kunst- 
nere kan nå op til. Ubarmhjertig skærer kvinter- 
nes kolde stål ind i kunstnerens blodende hjerte. 
I håblos jammer vrider han sine hænder, indtil tå- 
rerne styrter frem og fortaljer sig i en stille velgø- 
rende hulken. Atter reiser han sig i mandig kraft 
og ryster sorgen af sig, mildt vemodig sætter det 
andet hovedthema ind, der allerede var antydet i 
indledningen. Nu har det en mindre streng karak- 
ter, har ligesom noget trøstende over sig, et præg 
af rørende kvindelig ynde. Bratsch og cello bringer 
en farvetone af mandig kraft ind i den bløde stem- 
ning. Livsmodet øges og antager karakter af stolt 
trods, medens det bekymringsfulde kvindelige thema 
ligesom omslynger den søgende kunstnersjæl, der 
endnu ikke ved, hvorledes den skal stille sig lige- 
overfor livets gåder. En bred b dur akkord følges 
umiddelbart af en smertefuld b moll klang, som lang- 
somt synker hen. Endnu mørkere end før mumler 
livstræthedens dystre akkordrækker og bævende ryth- 
mer. Forgæves al trøst, alle tanker om stille lykke, 
der som fine tågebilleder drager forbi kunstnerens 
indre øie — i høitidelig orgelklang søger den trætte 
kæmpe dødens hvile. Men endnu er han ikke nået 
frem til fred. Den samme fortvivlede kamp må ifølge 



91 

en høiere ubøielig villie kæmpes videre, og natu- 
ren har givet stridsmanden en større indre kraft, 
end han selv anede. Livsglæden bryder i det vår- 
friske piu mosso uimodståelig frem og samler sig 
trods alle mørke minder i en presto fuld af energi 
og mandig kraft, som man næsten undrer sig over 
ikke klinger ud i en forløsende durakkord. Efter 
den storslagne første sats lyder den idylliske genre- 
mæssige stemning i »romancen« næsten lidt spædt. 
Det er indsmigrende musik, som her toner os imøde, 
og Griegs personlighed viser sig også her tydelig, 
men allerede formen er ikke så interessant som i 
første sats, og indholdet er trods al ynde mer i over- 
fladen. Det virker velgørende, at mørkere farver snart 
overskygger denne solglade idylliske stemning og 
ligesom peger tilbage på kampen i første sats, dog 
er rammen mindre og lidenskaben mere afdæmpet. 
Selve udarbeidclsen er selvfølgelig fortrinlig og me- 
get virkningsfuld. Der er over denne sats et vist 
schubertskt præg, uagtet vi dog befinder os på hjem- 
lig norsk grund. Grieg er mandigere og mere sønder- 
reven end den bløde skønhedsberusede sydtyske 
sanger, og redder sig altid bort fra enhver mis- 
tanke om sentimentalitet ved dristige rythmiske 
drag og harmoniske forvovenheder. Intermezzoet er 
ægte norskt i sin lidt brutale trods, sin kraftige og 
eiendommelige rythmik. Det andet thema antager 
yndefulde dansebevægelser, men løser sig snart op 
i dristige spring. Mellemsatsen er holdt i Hallingka- 
rakter — man formelig ser karene spænde i tag- 
bjælken og de opspillede jenter dreie sig i stadig 
vildere spring. Denne sats er fuld af humor og 
sprudlende liv og svulmer af mandig kraft. 



92 

Endnu dristigere end i den første violinsonate 
har Grieg her benyttet norske folkedanse og der- 
ved beriget den noget udvandede scherzoform med 
nye urkraftige elementer. — Hemmeligheds- 
fuldt dukker igen frem af tågen det tragiske spørgs- 
mål, som indledede værket, dog med et præg af 
mildt vemod over sig — da river en vild »presto al 
saltarello« alt med sig i hvirvlende dans, kunstne- 
ren kaster sig ind i livets fossebrus uden at lade 
sig opholde af uløselige spørgsmål. Han tumles om- 
kring af de skummende bolger som i en diony- 
sisk rus. Et øieblik synes det ham, som havde han 
lost livets gåde ved at styrte sig ned i handlinger- 
nes malstrøm. Themaerne fra første og tredie sats 
glider forbi og gentages med stadig større kraft, og 
det hele klinger ud i en rasende presto, hvor jube- 
len over livet svinger sin fane. »At leve fuldt ud i 
fryd og smerte er dog menneskets sande opgave — 
for livets uendelige fylde viger de uløselige spørgs- 
mål tilbage som tage for solstrålerne« — så lyder 
den visdom, som komponisten her jubler ud over 
verden. Denne storslagne kvartet er et monument 
i vor musikhistorie, den er fyldt af nordisk ånd og 
taler en kæmpende og tragisk kunstner -personlig- 
heds dybeste sprog. Alle de begivenheder og indre 
rystelser, som i disse år har sat sine mærker i kunst- 
nerens liv, angår hans intimeste fornemmelser og 
vedkommer i al fald endnu ikke på lang tid det 
offentlige. Vi nøier os med de herlige kunstneriske 
frugter, som alene »kundskabens træ på godt og 
ondt« bærer. For at soge sig selv, i ro og stilhed 
at fordybe sin naturs ædleste kræfter havde Grieg 
gemt sig bort langt inde i hjertet af Hardanger. 



93 

Hans værker fra den tid beviser, at han valgte det 
rette. Vi må blot beklage, at Grieg ikke har skæn- 
ket os flere kvartetter og tildels splitttet sin kraft 
på en mængde små arbeider. Efter kvartetten har 
han blot en eneste gang samlet sig til et storværk, 
violinsonaten i c moll, der også tilfalde beviser 
hans begavelses hemmelige vækst mod stadig bre- 
dere former og dybere indhold. Vi håber sikkert, 
at han endnu, dersom hans helbred tillader det, 
skal skabe en række inspirerede stort anlagte vær- 
ker, hvori han nedlægger det rige resultat af sine 
livserfaringer. Vi fordrer det rent ud sagt af ham, 
da han endnu ikke har givet os alt, hvad han sid- 
der inde med — vi er ubarmhjertige og suger de 
stakkels store mænds hjerteblod i os for at belive 
vort eget samfunds matte, blytunge blodcirkula- 
tion. De store kunstnere, og kanske i vor tid mu- 
sikerne mer end nogensinde — er i sandhed »livets 
salt«, der hindrer alt fra at rådne hen i smålighe- 
dens og den mest kortsynede materialismes pøl! — 

De følgende værker — efter katalogen — stam- 
mer vel neppe fra den tid. De 4 Albumblade er 
graziøse småstykker, der tildels skriver sig fra ad- 
skillige år tilbage. I mild melankoli blandet med 
spøgende scherzostemninger søger kunstneren nogle 
øiebliks hvile. De følgende improvisationer over 
norske folkemelodier hører heller ikke til Griegs 
betydeligste værker i denne retning. Når han selv 
tolker dem på sin geniale vis, vil de visselig gøre 
virkning. Griegs »album for mandssang« skriver sig 
derimod fra Lofthus. 

Det indeholder lutter perler, og det er ubegribe- 
ligt, at de ikke er udbredte overalt — sangforenin- 



94 



gerne burde med begærlighed gribe efter denne 
skat af poesi og fjeldfriskhed! — Korene byder 
ikke overdrevne vanskeligheder og er i bedste for- 
stand populære. Folkeviserne og dansene er valgte 
med dyb forståelse for vort folks inderste væsen, 
themaerne er så inderlig tilegnede, at de blir kunst- 
nerens egen eiendom. Den af dybt tungsind farvede 
>jeg lagde mig hen« er ved Griegs behandling nået 
op til rystende tragik. »Bådnlåt« er sprudlende af 
sundt humor og vil, godt foredraget, rive ethvert 
publikum med. Det er sjelden, at en kunstner med 
så enkle midler formår at opnå så stærke komiske 
virkninger. : Skjon Torø« forer os langt tilbage i 
middelalderen. Grieg har omgivet den ældgamle 
melodi med harmonier, der på den mest yndefulde 
måde maler de forskellige stemninger. Og dog er 
hans stilfolelse mesterlig, aldrig opgiver han den 
antike kolorit, som her virker så betagende. Hal- 
lingen er svært morsom — man må blot beklage, 
at der ikke er sat ord til, i al fald for solostem- 
mens vedkommende. »Den største dåre« er i sin 
smerte og bittre ironi fortrinlig tegnet. Den følgende 
springdans« med sin drastiske tekst er morsom, 
og den gribende ballade ung Ole« med sit udtryks- 
fulde omkvæd er igen et ægte stykke kæmpevise, 
behandlet med fineste sands for karakteren. — Efter 
den morsomme »halling kommer to deilige reli- 
giøse melodier, »maria-sangen < , som man neppe 
kan tænke sig uden Griegs geniale bearbeidelse, og 
»den store hvide flok«, som i al sin enkelthed 
virker som en himmelsk takkebøn under Olafs- 
kirkens høie hvælv. Det er forbausende, hvorledes Grieg 
her har formået at øse det friskeste kildevand af 



95 



folkets dybe brønde! Hans store kærlighed gav ham 
dette fine øre for folkets gemte tanker og mest 
ophøiede følelser. De to følgende humoresker er i 
sit slags fuldkomne — ægte udslag af vor races 
utæmmelige kraft og friske humor, der bejaer livet 
trods alle mørke magter. 

Uagtet »Landkjenning« i katalogen følger efter 
»Album for mandssang«, er det vistnok opstået tiere 
år tidligere, — i Kristianiaperioden. Det hører til 
Griegs mest populære korsager og er også et kraf- 
tigt og meget virkningsfuldt stykke, der mægtig stiger 
op mod den af religiøs begeistring bårne slutnings- 
sats. Det skriver sig fra den tid, da Grieg omgikkes 
med planer om at komponere en opera, og der 
spores uden tvivl påvirkning af Wagner i dennes 
første periode — af »Tannhåuser« og »Lohengrin«. 
Herom mer senere, når vi omtaler »Olaf Trygvason«, 
som antagelig blev skrevet omtrent samtidig med 
»Landkjenning«. Det er, som om Grieg, for rigtig 
at leve sig ind i den ham hidtil fremmede drama- 
tiske stil, uvilkårlig opgav en del af sin fast ud- 
formede originalitet. Dette kan man heller ikke 
undres over, da der i Norden aldrig havde været 
skrevet et dramatiskt musikværk, der var betydeligt 
nok til at vise en mester som Grieg veien i ukendte 
lande. Han måtte altså, som i sine store kammer- 
musikværker, vende blikket mod syden. »Land- 
kjenning« og »foran sydens kloster«, som begge er 
forsøg i dramatisk retning, er vakkre og udtryks- 
fulde stykker, men hører dog hverken i melodisk, 
rythmisk, harmonisk eller formel henseende til 
Griegs interessanteste værker. I Landkjenning træ- 
der også en stærk sands for ydre virkning frem. 



96 

som er noget i slægt med de store operafinalers 
pompøse pragt, der også karakteriserer ensemblerne 
i de nævnte Wagner-værker. Men ligesom f. ex. i 
»Tannhåuser« er den rent ydre virkning dog væ- 
sentlig begrundet i indre sjælelige bevægelser, omend 
det ydre opera-apparat uvilkårlig giver det hele et 
vist konventionelt præg. Mig personlig interesserer 
de omtalte stykker for mandssang i og for sig langt 
mere end »Landkjenning« fra rent kunstneriskt 
standpunkt, men dette stykke er af betydelig musik- 
historisk interesse, da det sammen med de omtalte 
dramatiske fragmenter viser, at Grieg vilde have 
været istand til at skabe en norsk operastil, dersom 
ikke indre og ydre forhold havde lagt sig hindrende 
iveien. Thi også gennem »Landkjenning går der 
et nordiskt drag, der i flere dele af Olaf Trygvason « 
træder endnu tydeligere frem. Medens »Landkjen- 
ning« virker sikkert på den store masse ved det 
pragtfulde ydre apparat og mægtige kor og orkester- 
udbrud, er »den bjergtagne« et dybt følt værk, 
skrevet med kunstnerens hjerteblod. Det vender sig 
til de fa, som virkelig har sands for ægte kunst. 
Man kan visselig kritisere formen og betragte det 
hele som en skitse, der engang kunde have vokset 
frem til fuldt dramatiskt liv, dersom forholdene 
havde tilladt det, men indholdet er så fængslende, 
at vi blir dybt grebne og blot beklager, at det rige 
stof, som her er ophobet, aldrig kom til at udvikle 
sig og bygge op et ægte norskt ensomhedens drama. 
Det blev skrevet i mørke vinterdage inde ved Sør- 
f jorden, og Norges fjelde kaster sine skygger over 
den ensommes korsgang, han, hvis sind er for- 
virret af alfernes koglende lyst. Ægte griegske har- 



97 

monier slynger sig her om ældgamle kæmpevise- 
toner og tegner os den ensommes sorgfulde træk, 
så vi ser ham lyslevende for os og betages af hans 
knugende længsel efter kærlighed. De to horn og 
strygekvintet er en eiendommelig sammensætning, 
der kanske ikke har været tænkt som den endelige, 
men mere har rettet sig efter vore lokale orkester- 
miserer. De to horn er som hovedfarve udmærket 
skikkede til at gengive den norske naturs længtende 
lurtoner. Ved siden af enkelte scener i »Olaf Trygva- 
son« er »den bergtekne« uden tvivl Griegs dybeste 
og personligste dramatiske forsøg, og i dette lille 
stykke skjuler sig en hel verden af nye tanker og 
følelser. »Den bergtekne« symboliserer vort folk, 
som ligger ensomt og bortgemt bag skjærene mel- 
lem mørke fjelde og kolde bræer og længter ud 

mod sol og øm kærlighed kunstnerens egne 

dybeste og helligste følelser, han, som kanske mer 
end nogen anden havde optaget i sig vort alvorlige 
lands uudsigelige tragik. — Nær beslægtet med »den 
bjergtagne« er de berømte Vinje-sange, som i nor- 
den har vundet langt større udbredelse og beundring 
end andetsteds. Dette ligger dels i mindre gode 
oversættelser, som ødelægger de deilige digte, dels 
vel også i den knappe strofeform, som ikke byder 
sangeren knaldeffekter, men dog fremfor alt i deres 
indadvendte norske karakter, som en udlænding 
har vanskelig for at trænge ind i. Flere af dem har 
i arrangement for strygeorkester vundet større po- 
pularitet end i original-formen. De er forresten af 
forskelligt værd og viser, når man sammenligner 
dem med Haugtussa-sangene, hvor lidet de kritikere 
forstår, som taler om Griegs tilbagegang og mangel 

7 



98 

på friskhed i opfindelsen i de senere år. Sangene 
til Garborgs digte står som helhed betragtet fuld- 
kommen på samme kunstneriske hoide og viser 
samtidig en langt finere udviklet teknik, og kunst- 
nerens selvkritik er strengere end nogensinde for. 
At hans svage helbred i de senere år hemnier hans 
skaberkraft, må vi desto mer beklage. De dybeste 
og originaleste sange i Vinj e-cyklusen er »gutten« 
og »våren«. I den første ligger der en verden af 
håbløst vemod og gribende fortvivlelse. Foredraget 
af en stor kunstner må den virke betagende. Den 
knappe strofeform forstyrrer her ikke nogensinde 
indtrykket, da stemningerne lober omtrent paralelt 
i de forskellige vers. Derimod er det i »våren« 
mindre heldigt, når det samme fortissimo, der vir- 
ker yderst udtryksfuldt i de to forste vers, i det 
tredie træffer ordene »floiter, der klinger som sukke«. 
Værst er dette, når, som i »den sårede«, slutnings- 
strofen, der gentages, hvad der i dette tilfælde 
allerede i og for sig er mindre berettiget, i næste 
vers far ord , der har langt mindre betydning for 
sammenhængen og intet fortissimo trænger. — I 
»våren« forener sig en stor digter og genial musiker 
i inderlig forbindelse og skaber en af de deiligste 
sange, som norden nogensinde har hørt klinge ind 
i de lyse vårnætter. Den dødsdømtes uendelige ve- 
mod ved tanken på, at han oplever al denne spi- 
rende herlighed for sidste gang i livet, er både af 
digter og musiker skildret med en inderlighed, øm- 
hed og dyb lidenskab, der virker betagende. »Hjerte- 
sår«, er også en skøn, dybtfølt sang. Den lider lidt 
under den omtalte mindre motiverede slutnings- 
strofe, og virker af den grund vistnok stærkest i 



99 

udsættelsen for strygeorkester. »Tyttebær« med den 
søgte patriotiske slutning var vanskelig" at gøre 
noget udaf. Digtningen måtte uvilkårlig lamme kom- 
ponistens vinger. Billedet om bæret, som giver sit 
hjerteblod hen og derved opmuntrer gutten til at 
oure sig for sit folk, er lidet overbevisende. Langs 
en å« hører heller ikke til samlingens aller- 
bedste sange, uagtet den i og for sig er vakker. 
Slutningsordenes gentagelse har jeg også liden for- 
ståelse for, trods de pikante harmonier. Et syn« er 
sa kendt, at alle har den i ørene. Den indeholder 
heller ingen dybe gåder, så den trænger ingen nær- 
mere omtale. Freidighed, lidenskab og yndefuld 
grazie findes her i lykkelig forening. Den stiller 
langt mindre fordringer til den foredragende san- 
gers genialitet end »gutten« eller »våren«. »Du gamle 
mor«, en stille, inderlig sang, lider noget under 6 /s 
takten, der ikke stemmer med digtets egen rythmik 
og derfor skader en udtryksfuld sprogbehandling. 
»Et vennestykke« og »mit mål« er interessante og 
virkningsfulde. »Tro« er stemningsfuld, men ikke 
så speciel norsk i tonen. »Våren«, »gutten« og 
»hjertesår« er for de andre sange farlige naboer, 
medens i Hougtussa-cyklusen den ene sang ligesom 
bidrager til at fremhæve den anden. »Den første« 
og »ved Rundarne« hører heller ikke til samlingens 
allerbetydeligste sange , uagtet de i og for sig er 
fremragende værker. — Omdigtningen af »våren« 
og »hjertesår« for strygeorkester må regnes til Griegs 
mest kendte arbeider. De indvendinger, jeg under- 
tiden måtte gøre med hensyn til teksten, falder 
selvfølgelig her bort. Melodierne virker umiddelbart 
på os ved deres egen betagende magt i denne fine 



100 

bearbeidelse for strygere. Især våren« er som skabt 
for denne behandling. Det uendelig zarte og omme 
i denne melodi kommer endnu bedre til sin ret, 
når den synges af violinernes overjordiske toner 
end af en menneskelig" stemme, og istedelfor det 
tunge og materielle klaver horer vi betagende sfære- 
klang. Den uendelige smerte i fortissimo-udbrudet 
virker også endnu langt stærkere. Grieg har her 
selv gjort sine sangere en slem konkurrence, når 
de vover at give sig ikast med disse dybe og ejen- 
dommelige inspirationer. Den ualmindelige, lidt 
vanskelige fis-dur tonart generer også mange san- 
gere, der som bekendt ikke horer til Vorherres 
bedste børn — i al fald hvad musikalske kundskaber 
angår — denne slemme tonart har han her for- 
andret til g-dur, så strygerne rigtig kan svælge i 
velklang. Vistnok vil sangerne have adskillig godt 
af at lære foredrag hos instrumentalisterne, så man 
kunde fristes til at ønske, at mange perler af 
sanglitteraturen var instrumenterede på en så 
genial måde som Griegs to elegiske mester- 
værker. — De prægtige norske danse viser os igen 
Grieg som genial bearbeider af vor folkemusik. 
Han har en så dyb forståelse af dennes væsen, at 
han smelter sammen med folkemotiverne, så det 
hele blir en uopløselig enhed, han erhverver sig 
fuld eiendomsret over disse themaer, der så ofte 
klinger igen i hans værker. Orkesterbearbeidelsen 
af Hans Sitt er i det hele taget virkningsfuld, men 
undertiden vel tung og temmelig ensformig, hvad 
der på ingen måde havde været nødvendigt, dersom 
det moderne orkesters mangfoldige farvemodsæt- 
ninger havde været bedre udnyttede. Tungvindte 



101 

fordoblinger hænger også undertiden som blylodder 
ved dansernes ben, hvad det også havde været en 
let sag at undgå. At larme med trompeter og ba- 
suner i hvert fortissimo er heller ikke absolut nød- 
vendigt — så tunge på foden er vore hallingdansere 
neppe, ligeså lidt som vore graziose små hester og 
letfodede fjeldkor hører til elefanternes i og for sig 
meget agtbare familie! 

I cello-sonaten har Grieg opreist et storslagent 
mindesmærke over sin høit begavede broder John, 
til hvem den er dediceret. Denne mægtige og dybt 
tragiske personlighed, som dengang var i sin fulde 
kraft, har uden tvivl stået model for sin broder til 
dette eiendommelige tonebillede. Som allerede om- 
talt blev Johns kunstneriske karriere afbrudt dels 
på grund af en svækkelse i tommelfingeren, dels 
af grunde, der hang sammen med hans følelsesliv. 
Han måtte for at kunne ægte sin forlovede skaffe 
sig en fast lønnende stilling. At han var så lidet 
skikket til handelsmand som mulig viste sig snart. 
I vanskelige forhold, i bitter strid med tilværelsen, 
omgivet af en talrig børneflok, kilde til glæde og 
bekymring, kæmpede han sin tunge kamp for det 
daglige brød, medens hans ærgerrige, lidenskabe- 
lige sinds høieste længsler og brændende kærlig- 
hed tilhørte kunsten, der for ham var selve livet. 
En mægtig hersker-natur, villiestærk, storstilet, liden- 
skabelig og nervøs, en mand, der følte sin indre 
kraft og derfor blev anset for at være hovmodig, 
en kunstnersjæl, der trods sit lykkelige familieliv 
aldrig kunde glemme kunstens hellige offerlund! 
Han optrådte temmelig ofte som cellist i bergen , 
og uagtet hans teknik ikke var forbløffende, og han 



102 

led under nervøs lampefeber, viste hans musikalske 
foredrag og sjælfulde indtrængen i kompositionens 
ånd, hvor begavet han var. 

Hans stormfulde sind og absolute herskernatur 
bragte ham mer end én gang i kollision med den i 
saa meget åndsbeslægtede og dog så forskellige bro- 
der. Men de folte sig alligevel inderlig dragne til hin- 
anden, og jeg har allerede fortalt, hvorledes Edvard 
holdt den skønneste gravtale over broderen ved at 
spille »Appassionata«. Og i violoncelsonaten har han 
tegnet hans træk sa tydelige, at han står lyslevende 
for os. 



Mørk uveirsstemning — sorte skyer jager over 
himlen, søfugle skriger — utålmodig truende stormer 
det første thema frem, ombølget af dønninger og 
vindens dæmpede susen. Nervøst uroligt, fuldt af 
dulgt indre ild, iler det frem mod den kraftige gen- 
tagelse i klaverstemmen, en skybanke brister un- 
der vindstødene — så synker naturen tilbage i mat 
ro, ligesom udtomt af indre bevægelse. Ømme ly- 
sende toner klinger — i hjemmets fred søger den 
higende sjæl lykken — glade billeder tegner sig for 
os, med velbehag dvæler komponisten ved denne 
forbigående stemning, men det varer ikke længe, før 
den rastløse længsel igen tager overhånd - - i ra- 
sende jag stormer vi fremover, indtil lynet slår ned. 
Vinden bruser først sagte gennem violoncel-arpeg- 
gier, så mægtigere, indtil pianoet raser henover slag- 
marken — så gentager hovedsatsen sig, men ikke 
som før i uveirssvangert pianissimo — nu er alle 
elementer i oprør, det herskende mandige thema 



103 

slår med økseslag ned i vor bevidsthed, indtil træt- 
heden igen gør sig gældende, og vi soger hvile i den 
lysende gentagelse af det andet thema i a dur. Sa 
går alt sin regelmæssige gang videre, indtil en vild 
sønderreven presto og følgende prestissimo afslut- 
ter satsen i en rasende storm. Celloen, det i almin- 
delighed så blide, smægtende instrument, blir kastet 
hid og did af vilde lidenskaber som en båd i havs- 
nød. — I anden sats hersker i begyndelsen en vel- 
gørende fred. Men heller ikke her hviler de liden- 
skabelige længsler, — en kastevind kruser det speil- 
blanke vand, og stormbyger ryster os påny, indtil 
højtidelige adagio - akkorder mildner vor indre 
bevægelse, så vi linder veien tilbage til den 
fredelige stemning, og denne gang bæres vi af frei- 
dig begeistring op mod en kraftig stigning, indtil 
satsen klinger ud i en klar høifjeldstemning. Violon- 
cellens lurtoner i indledningen til sidste sats fører 
os endnu dybere ind blandt fjeldene, vi jubler af 
glæde over al denne ophøiede skønhed, den lette 
lyse luft beruser os — for første gang streifes vi af 
humorets solglimt. Vi foler, hvor mægtig denne 
storliniede personlighed var også i glæden — det 
stråler af sol, en vild alt beseirende livsjubel beta- 
ger os — i lysende dur-akkorder klinger sonaten ud! 
I de henrivende »Walzer-Capricen« for firhændigt 
klaver møder Grieg os derimod som det raffinerede, 
yderst sensilive kulturmenneske, han i Grunden 
midt i al sin folkelighed er. Graziøse kvinder i lette 
skyer af duftige florstoffe, omhyllede af silkeflam- 
mer iler under diamanternes lyn forbi os. Det indre 
slægtskab med Chopin kommer her igen frem. 
Vistnok tilhører Grieg en friskere, ubeseiret, ubrugt 



104 

folkestamme, medens den nervøse sygelige Chopin 
altid har en tåre i oiet ved tanken på sit lidende 
undertrykte folk. Men begge besidder samme ynde, 
samme fine øre for harmoniernes troldom, samme 
glæde ved vuggende rythmer, samme længselsfølelse 
og indadvendte melankoli midt i den mest strålende 
lyst - - også samme had mod alt snevert og små- 
borgerligt, og raffineret sands for det arristokratiske 
i livet. Sund folkelighed og finhed hænger nøiere 
sammen, end man i almindelighed tror, og mangen 
en gammel Hardangerbonde har i ydre og væsen 
lighed med de største engelske slægthøvdinger. Blot 
hvor degeneration gør sig gældende taber folket 
sit aristokratiske præg. Disse sidste værker har 

ført os langt bort fra fjeldbygden ved Sørfjorden, 
hvor Grieg i nogle år havde søgt ro, klarhed og 
selvfordybelse i det deilige Hardanger. I 4 a 5 år 
vendte han stadig tilbage til sin lille arbeidshytte 
hver sommer. »Men endelig forekom det mig«, skri- 
ver han selv, »som om fjeldene intet mer havde at 
fortælle mig. Jeg blev dum af at se på dem og fandt, 
at det var på høie tid at forsvinde.; Han foretog 
oftere reiser til udlandet, hvor hans navn efterhån- 
den havde vundet stor berømmelse. Blandt andet 
opførtes hans storslagne kvartet i Køln af den ud- 
mærkede Violonist Heckmann, som den er dedice- 
ret til, og gjorde stor lykke. I våren 1879 gav han 
under stor begeistring koncerter i Kristiania og Kø- 
benhavn. Den mægtige musiksforlægger Peters i Leip- 
zig havde overtaget hans samtlige værker, som nu 
bredte sig over hele den civiliserede verden lige til 
Australien og Amerikas »vilde vesten.« Amerika- 
nerne opdagede rigtignok snart, at det var fordel- 



105 

Elgtigere at stjæle samtlige værker og selv trykke 
dem. På den måde mistede Grieg en formue, oa 

O 7 O 

da han senere sammen med Ibsen og et par store 
nordiske forlæggere sogte om beskyttelse mod Ame- 
rika, lod den norske kirkeminister ansøgningen ligge 
over et år i departementet! Således behandler man 
hos os de store mænd! — Endnu engang kom Grieg 
i berøring med norskt gråsten, indtil udlandet ende- 
lig skaffede ham fuld økonomisk uafhængighed, så 
han ikke behøvede at slide sig op i utaknemligt 
rydningsarbejde i landet, der gav ham stene for 
brød.« Han overtog fra 1880 til 82 ledelsen af sel- 
skabet »Harmonien« i Bergen. Det var et tungt ar- 
bejde, da kræfterne var dårlige - - især var blæ- 
serne svage. Men det lykkedes ham ved sin Kjeld- 
Stub-energi at opnå mærkelige resultater. Han drev 
sin kunstneriske selvopofrelse så vidt, at han gik 
rundt til enkelte kor og orkestermedlemmer og øvede 
stemmerne ind. Han bragte f. ex. en udmærket op- 
førelse af Schuberts c dur symfoni istand, og store 
korværker af Handel viste tydelig, hvor koret havde 
udviklet sig under Griegs geniale taktstok. Men det 
varede ikke længe, før han kom i strid med direk- 
tionen, som ikke vilde forstå ham og ofte lagde 
ham meningsløse hindringer iveien, og naturligvis 
regnede det med nederdrægtige anonyme breve, som 
enhver stor mand nu engang må være forberedt pa 
at modtage. Tilslut blev Grieg ked af det hele og 
lod de kloge borgere seile sin egen sø. Det er den 
gamle historie — istedetfor at glæde sig over at 
besidde en stor mand i sin midte, gør middelmå- 
digheden alt for at lamme hans arbeidskraft, og det 
falder ingen ind at rette sig efter hans kloge rad 



106 

eller udfore hans geniale planer til det almenebedste. 
»Die Welt strotzt von Neid und Bosheit« siger gamle 
Schopenhauer med god grund — det måtte også 
Edvard Grieg fole. Det nytter lidet, at man feirer 
de store mænds »jubilæer« med skåltaler og æres- 
gaver, når man ikke til dagligdags følger dem som 
folkets fodte førere, der alene er istand til at vise 
veien mod fremtidens frugtbare høisletter! — Vi 
kommer nu til det andet hefte af de »lyriske styk- 
ker.« En yderst ejendommelig, bedårende liden 
»berceuse« åbner samlingen. Den dufter som en 
markblomst og maler os søde små barneansigter — 
man glemmer aldrig det stykke i dets uforlignelige 
ynde. Den følgende folkevise« er som en hel liden 
eventyrdigtning, fuld af hemmelig trolddom. Så 
kommer en blod liden »melodi,« hvor man igen 
sporer et vist pust af tysk romantik, og så går det 
løs i en ægte norsk halling, der snart har fjeldets 
melankoli over sig, snart bryder ud i skælmske 
durakkorder — mændenes tyngere trin og jenternes 
lystige sving — grønblå øine og blonde fletningers spil i 
sollyset. En grazios springdans, en »elegie«, der vir- 
ker som en række blånende fjelde langt borte, en 
fortryllende »vals« og en »canon«, som trods den 
valgte gamle form er ægte Grieg — fuldstændiggør 
samlingen, der allerede for længe siden tilhører pia- 
nisternes yndlingsrepertoire. Men hvor mange kan 
spille disse miniatur-mesterværker, som de egent- 
lig skal foredrages for rigtig at komme til sin ret? 
Visselig ikke de mange Englænderinder, dollar-da- 
mer og Negerpianister, som hakker på dem i alle 
verdensdele! Som opus 39 anføres i katalogen en 
række sange, samtlige fra tidligere ar, men som hø- 



107 

rer til Griegs bedste. Monte-Pincio blev skrevet i 
Romeråret 1870. Over denne sang hviler en deilig 
aftenstemnings glødende farver. Den bærer præg af 
en varm kunstnerglæde, og det lader sig ikke gøre 
i ord at skildre denne sangs melodiøse grazie og 
harmoniske rigdom. Efter denne skønne dristige 
modulerende mellemsats hæver sig for vore øine 
hele den antike kultur i al sin herlighed. Så kom- 
mer det graziøse »vivo«, der i varme farver skildrer 
os det italienske folkeliv i aftensolens milde strå- 
ler. Så forsvinder alt i det fjerne som et blændende 
fatamorgana. »Dulgt kjærlighed har noget af den 
samme fine stemning over sig, som vi holder saa- 
meget af i »hun er så hvid«. Men denne gang sti- 
ger den dybe indre bevægelse, indtil fortvivlelsens 
undertrykte lidenskab bryder frem. Dog det hele 
fortoner sig som i en mild drøm om længst svundne 
tider — ekkoagtig klinger den sidste terz i pianoet, 
som om alt dette lå så uendelig langt borte. Med 
de enkleste midler har digter (Bjørnson) og kompo- 
nist malet alt så levende for os, at de to tauses livs- 
tragedie synes at foregå for vore øine — tid og grænd- 
ser forsvinder, og i få oieblikke lever vi et helt livs 
smerte med. Denne sang hører til Lilly-Lehmanns 
yndlingsrepertoire, og hun foredrager den med ene- 
stående finhed og dybde i følelsen. Det er ingen 
tilfældighed, at Grieg har skrevet sine bedste sange 
til digte af Yinje, Ibsen, Garborg og — som i disse 
to sange — Bjørnson. Han trænger deilige digte for 
at nå høit, og hovedgrunden til, at han ikke skrev 
noget drama, ligger i, at han ingen værdig digterisk 
medarbeider fandt og ikke selv vovede at give sig 
ikast med denne del af arbeidet. Under opholdet 



108 

på Lofthus havde han sogt efter stof i Landstads 
folkevisesamling uden at finde noget tilfredsstillende. 
Heines lille sang »Hor 1 ich das Liedchen klin- 
gen tilhorer mere Griegs første maner, er vel også 
en i 80 arene udfort omarbeidelse af et tidligere 
værk. Den er udtryktsfuld i sin vilde smerte, hvor- 
over forklarelsens stråleglands tilslut breder sig. K. 
Jansons »under roser« er fint stemt, men lider un- 
der den omstændighed, at to i indhold fuldstændig 
modsatte vers synges til samme tragisk farvede me- 
lodi. Havde det ikke været fastslået, at den er skre- 
vet, for Grieg kunde kende noget til Wagners Sieg- 
fried«, vilde man uvilkårlig tænke på den rythmiske 
lighed med Mimes orkesterfigur. En overordentlig 
gribende sang er »ved en ung kvindes båre« (1873) 
digtning af O. P. Monrad. Disse deilige toner maler 
os livets forgængelighed med et svagt lysskær af 
håb over sig — håb om endelig at finde den evige 
fred. At denne virkningsfulde sorgedigtning så sjel- 
den synges er et dårligt tegn for vore sangeres smag. 
Holberg- Suiten viser tydelig, hvorledes en frem- 
ragende moderne musiker kan eftergøre de gamles 
stil, der for mange endnu gælder som en slags bi- 
hel sprog, langt hævet over den tale, kunsten i vor 
tid fører. I virkeligheden er netop det modsatte til- 
fældet, kunsten har gjort umådelige fremskridt si- 
den Bachs, Handels, Rameau's og Couperins dage, 
og nar vi beundre den tids store mestre, så er det 
netop fordi de trods sin tids stive, regelbundne pa- 
rykstil formåede at give sa dybe indblik i et rigt 
indre liv. Med andre ord, deres storhed beror ikke 
på deres »klassiske stil« men på deres indre rigdom, 
som brod frem trods reglernes bånd og tvang. Det 



109 

kan selvfølgelig ikke benægtes, at også parykstilen 
har sin grazie, sit konventionel aristokratiske præg, 
og at den netop fandt det rigtige musikalske udtryk 
for den til en bestemt kultur epoke bundne del af 
sit indhold. Medens de største musikere uvilkårlig 
led under mangel på frihed, boltrede de mindre 
sig som fisken i vandet og skabte yndige små kon- 
ventionelle mesterværker, der havde samme ud- 
prægede karakter som Watieaus malerier, parkan- 
læggene eller porcellænsfigurinerne. At det har mo- 
ret en moderne kunstner som Grieg til gamle fader 
Holbergs ære at anlægge paryk, kan man godt for- 
stå, og at han under dette experiment ikke mistede 
sine medfødte egenskaber er selvfølgeligt. Holberg- 
suiten er et lidet mesterværk - - vi formelig ser 
fader Holberg skride os imøde stiv og høitidelig 
under allongeparykken — med kalvekryds, silke- 
strømper og spændesko — det lune og samtidig 
bitre smil om de småle læber lyser os imøde, og 
omkring hans høiærværdighed gør Leonorer og 
Perniller sine muntre pas og Henrikerne sine pud- 
sige skælmstykker. Et træk af stille tungsind stem- 
mer til alvor i ariens andante religioso. Havde Hån- 
del skrevet dette stykke, vilde det have vakt beun- 
dring ved sine dybe følelser, sin milde andagt — 
og kan man være lystigere end i den norsk farvede 
»Musette« eller den sprudlende »Rigaudon«, hvor 
solo- violinen og bratschen danser sammen i luftig alfe- 
leg, indtil hele strygeorkestret sætter ind i et fei- 
ende fortissimo! 

Den franske biograf Closson er mindre opbygget 
over Griegs pianoarrangement af egne sange. Fra 
strengt kunstneriskt standpunkt har han uden tvivl ret. 



110 

Der er ikke megen mening i at tage digtningen væk i 
en berømt sang og overlade klaveret sangstemmen. 
Men man kan ikke undres over, at Grieg heller selv 
har besørget dette arbeide end at overlade det til en 
fremmed, nar nu engang forlæggeren ønskede denne 
populære bearbejdelse. Desuden var det vel den 
gang nyttigt for sangenes udbredelse, at også pia- 
nister kunde synge dem ud i verden. Det bekend- 
teste exempel på, hvor berettiget en sådan frem- 
gangsmåde kan være, er Liszts bearbeidelse af Schu- 
berts sange, der mægtig bidrog til at gøre disse 
mesterværker kendte. At en sa fintfølende og ge- 
nial pianist som Grieg på mesterlig made har over- 
ført sine sange til klaveret siger sig selv. Og hvor- 
for skal ikke også klaverspillende unge damer få 
lov til at sværme i »jeg elsker Dig« eller »prind- 
sessen?« 

Det til vor uforglemmelige skuespillerinde Laura 
Gundersen dedicerede melodramatiske digt »Berg- 
liot« (Bjørnson) hører til de værker, som tydelig 
viser Griegs fremragende dramatiske begavelse. Uag- 
tet vi her træffer tydelige spor af hans varme be- 
undring for Wagner, er han dog fuldt ud selvstæn- 
dig og ægte nordisk i tonefaldet. Den pompøse 
indledning har allerede en ejendommelig karakter, 
som viser os Grieg, nar han maler med bred pend- 
sel og i store træk tydelig tegner situationer, sa vi 
ser hele handlingen lyslevende for os. 

Den egentlige melodramatiske ledsagelse er, som 
det sømmer sig, diskret, men samtidig udtryksfuld, 
og hvor han har anledning til at udfolde i toner 
det storslagne digts rige stemningsfylde, træffer vi 
brede linier, tegnede med en mesters sikkre hånd. 



111 

Motiverne er kraftige og yderst karakteristiske. 
Bergliots mægtige skikkelse viser sig i fuld virkelig- 
hed — hendes vrede, smerte og ophøiede resignation 
er gribende skildret - - sørgemarschen tilslut dyb 
og vældig som et hav af sorg. At den melodrama- 
tiske form i almindelighed er lidet taknemlig og 
vanskelighederne meget store, er bekendt nok. Desto 
mer må vi beundre den behændighed, hvormed 
Grieg har ført sin skude gennem brat og brand, 
indtil han endelig når frem til åbent farvand. 
Denne side af Griegs væsen er rigtignok vidt for- 
skellig fra den, som kommer frem i -den bjerg- 
tagne«, og som peger mod ganske andre dramatiske 
idealer, mindre pompøse og virkningsfulde end de, 
der taler gennem Landkjenning , Olaf Tryguason 
og Bergliot, men inderligere og dybere. Dog inde- 
holder de to sidstnævnte værker dele, som er nær- 
mere beslægtede med »den bjergtagne«, end disse 
pragtværker i sin helhed er det. Mig interesserer 
den Grieg endnu mer, der i Landstads folkebog- 
søgte efter en dramatisk digtning, end den, der 
havde store historiske musikdramaer fore. Men vi 
må dog dybt beklage, at heller ikke disse storliniede 
værker blev fuldførte. 

Igen en buket af de yndigste duftende blomster 
med henrivende finhed i farvesammenstillingen. 
Først kommer »sommerfuglen« svævende som en 
trylleverden af farveglød henover den strålende 
blomstereng. Det er umuligt at flyve på luftigere 
vinger end denne Griegs bedårende lille alfedron- 
ning. Vi mærker nok, at Schumann på dette feldt 
er foregangsmanden, men Grieg holder sin nordiske 
klang fast og når sin ungdoms mester i ynde og 



112 

farvepragt. End mere nordisk i farven er den i 
mildt vemodigt drømmeri hensunkne »ensomme 
vandrer«. Også over »i hjemmet er der et præg 
af stille smerte — en svunden tid glider forbi os, 
sorg og glæde i ømt favntag. -- Det er ikke muligt 
at skildre småfuglenes kvidder med mer liv og in- 
derlig foleise, end Grieg har gjort det i sin »liten 
fugl« , man forelsker sig i dette sode lille bud fra 
luftens uendelige verden og skovtræernes hemmelig- 
hedsfulde skygger - - det kviddrer og lokker over- 
alt, og den muntre sanger hopper fra gren til gren 
med sit fortryllende lille hoved skelmsk på skakke. 
»Erotik« og »til våren« er fulde af smægtende øm- 
hed og ustilte længsler, og i det sidste stykke bry- 
der glæden frem som en solstråle. Selvfølgelig er 
klaverbehandlingen så henrivende, at allerede det 
må begeistre enhver pianist for disse yndige små- 
stykker, der i knap form fortæller os meget mer 
end mangen vældig symfonisk digtning for stort 
orkester eller pompøs opera. — En ganske ejen- 
dommelig stilling mellem Griegs sange indtager 
cyklusen »fra fjeld og fjord«, komponeret til digte, 
som Drachmann skrev efter en fælles reise gennem 
Jotunheim. Grieg, som alle ægte musikernaturer, 
har her uvilkårlig ladet sig påvirke af sin danske 
digter, og er derved tildels bleven mer kosmopolitisk 
end ellers. Egentlig skulde man jo mene, at var 
der nogen ledighed til at anslå norsk-norske strenge, 
sa var det på selve Skineggen med udsigt over 
Norges vildeste fjeldpartier. Her har Grieg imid- 
lertid istemt en bred pathetisk tone, hvor- 
igennem man vistnok fornemmer hans personlig- 
hed, men dog ligesom med Bavreuthersolens stråle- 



113 

glands over sig. Digterens filosofisk-reflekterende 
ord har noget vist turistmæssigt over sig, som uvil- 
kårlig måtte virke afkølende på komponisten. Det 
er mere den bekendte digter, der absolut vil gøre 
fjeldfolkets begeistring med, som sætter sig i positur, 
uagtet han i sit indre føler sig langt mer greben 
af Vesterhavets storhed eller de smilende bøge- 
skove ved sundet. Derfor blir der heller ikke særlig 
meget ud af denne så pompøs ansatte turistbegeist- 
ring. Vi venter en indgående skildring af den væl- 
dige natur i Jotunheim, af fjeldfolkets liv og virke, 
af viddernes uendelighed — store stemninger og 
dybe livssyn! Men hvad giver digteren os istedet, 
som eneste resultat af denne indtrængen i Norges 
tragiske hjertekammer? To små kærlighedsdigte 
om to små jenter, som de reisende træffer på sin 
vei! Her føler den altid forlibte lyriker sig rigtig i 
sit element, og har da skrevet to yndefulde digte, 
hvis bløde stemning Grieg mesterlig har gengivet 
i toner, der virker bedårende ved sin enkle ynde. 
Allerede »Ragnhild er fuld af naiv grazie, men man 
må jo uvilkårlig smile af digteren, som i bræernes 
storhed, i alnaturen blot sa Ragnhild, og over solen, 
som blegner, da hun forsvinder — eller rettere sagt 
går iland på dampskibsbryggen! Det næste digt 
»Ragna« er betydeligere, og musiken er henrivende 
med en vis syd-nordisk blødhed over sig. Epilogen 
er holdt i lignende stemning som forspillet, men 
det bidrager ikke egentlig til at forstærke indtrykket 
af den hele cyklus, at Drachmann anbringer en 
stump af en banal steiersk jodler for at feire kær- 
lighedens frihed deroppe mellem bjergene — hvor 
det forresten i virkeligheden går meget strengt til, 

8 



114 

dersom da ikke den så hoit priste »turisttrafik har 
odelagt befolkningens alvorlige og naive sæder. — 
Jeg kan ikke rigtig forstå, at en tonedigter som 
Grieg har ladet sig rive i den grad med af sit ven- 
skab til Drachmann, at han har fundet denne let- 
livede turistdigtning værdig til i sin helhed at sættes 
i musik. Vinjesangene og -den bergtekne« har uen- 
delig mer af Jotunheims og Sognefjordens storhed 
og dybe alvor over sig end »fra fjeld og fjord . 
som i og for sig indeholder megen vakker musik, 
men som helhed efterlader et temmelig tomt ind- 
tryk. Underlig nok følger et af Griegs alier betyde- 
ligste værker i katalogen denne ikke særlig dyb- 
sindige reisefantasi. Det er den til maleren Lenbach 
dedicerede violinsonate opus i."). Indre rystelser og 
tragiske begivenheder må have skabt denne mest 
storslagne og bredest anlagte af alle Griegs sonater. 
En større modsætning til fra fjeld og fjord« kan 
neppe tænkes. Et helt liv ligger ligesom for os — 
tragiske og salige følelser i inderlig forbindelse - 
lidenskabens storme og dybe længsler efter fred og 
om lykke. Det første thema bryder med tragisk 
magt ubarmhjertig frem og glider efter en kraftig 
stigning over i et yndigt sidethema, der stryger hen 
over heltens glødende tindinger, og det andet thema 
klinger i sin lyse glands som deilige minder om 
lykkelige tider, da alle mørke skyer var svundne 
for den varmende kærlighedssols almægtige stråler. 
Mørke anelser forstyrrer den salige stemning, som 
dog atter bryder frem som set i erindringens fjerne 
lys med et uudsigeligt præg af vemod og smerte 
over sig. Fortvivlelse blandet med mørk trods og 
ophoiede længsler kæmper i heltens bryst, indtil 



115 



hovedsatsen stormer frem igen i rasende lidenskabe- 
lighed og truende trods mod skæbnen. Endnu mer 
strålende klinger minderne om den tabte lykke ved 
gentagelsen i den klare c-dur tonart, så den mørke 
molstemning, som afslutter satsen, får et endnu 
mer fortvivlet præg. Den anden sats er gennem- 
glødet af mild erotik, som en kydsk kærligheds- 
drøm i en nordisk sommernat — en uroligere stem- 
ning betager os — ligesom noget vildt truende, alt- 
fortærende spores i allegroens danserythmus, indtil 
vi atter finder hvile i den lysende stemning fra før, 
som dog en enkelt gang brydes af mørkere akkor- 
der for endelig at klinge ud i salig forklarethed. 
Over den sidste sats er der noget af Byrons and, 
en vis hånende foragt for tilværelsen. Netop fordi 
helten har lært livets uendelige bitterhed at kende 
og lykkens forgængelighed, styrter han sig med 
dødsforagt ind i malstrømmen, søger glemsel i 
fossebruset, i den hvirvlende lidenskab! I sandselig 
rus søger han at døve sin blødende smerte — i 
vilde danserythmer tumler han gennem livet - 
han gribes af bakkantiskt raseri — da bryder den 
uendelige kærligheds lys frem gennem natten. Det 
deilige andet thema viser os de dybe og ædle fø- 
lelsers storhed og uforgængelighed. Dersom jeg i 
et ord skulde angive dets karakter, vilde jeg udtale 
et navn: Leonore, Beethovens lysende kvindeskik- 
kelse, den glødende alkærligheds evige symbol, den 
store kærlighed, som trænger ind i de mørkeste 
fængsler og befrir alle ensomme bjergtagne og syn- 
ger sin seiershymne henover livets smertebetyngede 
slagmark. Alt småt, al ironi, alt had mod livet 
svinder for denne åbenbarelse af tilværelsens hem- 
s' 



116 



melighedsfulde inderste væsen ! — Uagtet den første 
stemning allerede på grund af den valgte sonate- 
form må vende tilbage, har den ligesom tabt noget 
af sin brod, og da det andet thema i den bløde as- 
dur tonart igen har sunget sin deilige forkyndelse, 
vender livsglæden tilbage i luttret skikkelse, og den 
hele sonate slutter i jublende glæde over det ufor- 
gængelig-evige i tilværelsen. 



V 

EDVARD GRIEG SOM VERDENSBERØMT 

MESTER — REISER OG TRIUMFER 

DREYFUS-BREVET OG DEN STORE SEIER I 

PARIS — MUSIKFESTEN I BERGEN 

VÆRKERNE FRA DE SENERE ÅR 



I 



løbet af 80-årene var Edvard Grieg efterhånden 
blevet en af vor tids berømteste mestre, som 
er kendt i enhver afkrog af verden — overalt 
hvor den europæiske kultur har udbredt sig. Han 
er ved siden af Bjørnson og Ibsen Norges mest 
kendte søn, og hans popularitet er større end nogen 
anden nordisk kunstners. Hans seige energi og ge- 
nialitet har beseiret alle hindringer, og han har 
også tilkæmpet sig den økonomiske uafhængighed, 
som burde være enhver stor kunstners vuggegave. 
Havde ikke en svag heldbred hæmmet hans arbejds- 
glæde, vilde hans stilling have været sjelden gun- 
stig. Trods sin zarte konstitution har han med kraft 
virket for udbredelsen af norsk kunst overalt i Eu- 
ropa. At han ikke har besøgt Amerika ligger vist- 
nok i, at han ikke kan tåle søreiser, men heller 
gør en lang omvei for at kunne blive på land- 
jorden. - - I 1888 optrådte han i London, Birming- 
ham og København, høsten 1889 dirigerede han 
hos Colonne i Paris, senere har han dirigeret og 
tildels også spillet i London, Paris, Leipzig, Mim- 



120 



chen, Amsterdam, København, Wien (96 — 97) War- 
schau og Prag (1902 — 1903). Grieg er en genial 
klaverspiller, som bedre end nogen anden tolker i 
al fald de af sine værker, der ikke fordrer over- 
menneskelig kraft, han er en fyrig og begeistrende 




Troldhousen 



dirigent, så det er intet under, at han overalt har 
feiret triumfer både som komponist, dirigent og 
klaverspiller. Da han i indignation over Dreyfus- 
processens udfald afslog Colonnes tilbud om at di- 
rigere i Paris, blev hans brev ved en indiskretion 
offentliggjort og vakte selvfølgelig stor harme hos 
nationalisterne i Frankrig. Da han så i 1903 diri- 
gerede i Paris, blev han hilst med pibning og vilde 
råb fra en del af tilskuerne. Men desto større blev 
succesen — begeistringen var umådelig, og de na- 
tionalistiske blade måtte nøie sig med at klage over 



121 



at ingen fransk komponist nogensinde var bleven 
sa begeistret hyldet som Dreyfusarden Edvard 
Grieg. »Ja, jeg bar jo på mine gamle dage endelig 
opnået at blive udpebet«, skriver han selv i et privat- 
brev, — »jeg har været med på adskilligt i mit liv, 




Tioldhous'en 



men ikke på slig komedie som i Chatelet-teatret 
den 19de. Nu, hvem ved, om jeg ikke netop må 
være taknemlig for pibningen og skrigene? Kanske 
koncerten ellers ikke var bleven den enorme succes, 
som den blev. Pressen er rasende over den, osv. 
Tænk Dem, da jeg skulde stige i Vognen, var der 
tredobbelt kordon af politi omkring den. Jeg følte 
mig som intet mindre end Cromwell — allermindst!« 
I oktober 1894 havde han i Bergen givet en 
koncert-serie, der vakte enestående begeistring. I 
1885 blev hans villa i nærheden af hjembyen ind- 



122 

viet, og siden den tid har han stadig tilhragt som- 
meren på sin kære »Troldhoug«, uagtet det ber- 
genske klima er alt andet end gavnligt for hans 
helbred. Meget ofte tilbringer han og hans frue 
vinteren i Kobenhavn. Begge er meget glade i Dan- 
mark og hænger med rorende trofasthed ved sine 
gamle ungdomsvenner der. At det vekslende klima 
og den strenge vinter der heller ikke er særlig hel- 
dige for hans for forkølelsessygdomme modtagelige 
zarte konstitution, er ham af mindre betydning, 
når han blot kan forenes med sine kære trofaste. 
I 1898 påtog han sig at få istand en musikfest i 
Bergen og skyede ingen ubehageligheder og ingen 
moie, for at den kunde blive så glimrende som 
mulig. Og den blev også noget, som vi i Norge al- 
drig har oplevet magen til. Det herlige Concert- 
gebouw-orkester fra Amsterdam dannede basisen 
for det hele foretagende, komponister, dirigenter, 
sangere og pianister ilede til fra alle kanter, Ber- 
gens publikum var mer bcgeistret end nogensinde 
og fyldte gang på gang den vældige festsal, der 
optog 3000 tilhorere. Sjælen i det hele var Grieg, 
som strålede af glæde over denne storartede fest, 
der viste verden, at Norge besidder en tapper kunst- 
nerskare og en eiendommelig national kunst. Grieg 
og hans gamle ven Svendsen belivede alt, og vi 
yngre spurgte os uvilkårlig; »hvad skal det en- 
gang blive til, nar vi må savne disse to store kunst- 
nere, der som neppe nogen anden bringer liv og 
hjertelig stemning med sig?« Disse vemodige tanker 
forstyrrede dog ikke denne strålende fests glæde, 
og det vidunderligste solskin begunstigede hele 
musikugen, så at alle deltagerne rigtig kunde be- 



123 

ruse sig i naturens skønhed, i kunstens og ven- 
skabets ædle glæder! I de dage var det en fryd at 
føle sig som norsk kunstner, og vi glemmer aldrig 
det fremtidshåb, der ligesom lyste over denne ufor- 
glemmelige solskinsuge. 

Blandt de værker, der har gjort Griegs navn så 
berømt overalt, indtager den første Per Gynt-suite 
en fremragende plads. Den er så vel kendt, at jeg 
blot vil omtale den i et par ord: »Morgenstemnin- 
gen« virker lysende i al sin enkelthed både i kon- 
struktion og instrumentalbehandling. I »Ases død« 
for strygeorkester opnåes en gribende virkning med 
de mindste midler. Håbløshedens ensformige smerte 
udtrykkes gennem en stadig gentagelse af det ve- 
modige thema. Den graziøse »Anitras dans« bruger 
blot et triangel for at give sig et vist orientalsk 
præg. Her kunde nok farverne uden skade have 
været noget stærkere. Det uden sammenligning eien- 
dommeligste stykke er finalen »i dovregubbens hal«, 
et i sin indædte ensformighed overordentlig malende 
karakterbillede - vildt og tillige humoristiskt — 
netop som Ibsen selv må have ønsket sig det. Stig- 
ningen opnåes alene ved orkestrets hjælp, og her 
viser Grieg, hvor genialt han kan behandle det 
moderne orkester, når han gidder gøre sig den 
umage. Den nordiske kunst har neppe frembragt 
et farverigere og morsommere stykke end denne 
hyldest til dovregubbens urkraft! 

Det fjerde hefte af de »lyriske stykker« bringer 
os igen en yndig buket, om end neppe nogen af 
blomsterne har den søde duft, den glands over sig 
som de i det foregående hefte. Mildt tungsind gi- 
ver »Valse-Impromptu« en eiendommelig karakter 



124 

— man lægge mærke til de originale, hensmæg- 
tende harmonier. »Albumblad« og melodi« er poe- 
tiske småbilleder. En halling« og en springdans 
bringer friske vårbud fra Norges fjelde, medens 
melankoli« og »elegie taler de vemodige stem- 
ningers dæmpende sprog — den første i lidenskabe- 
ligere udtryk, medens elegien holder sig i de zar- 
teste farvetoner. 

I den til Ellen Nordgrén (fru Guldbrandsen) de- 
dicerede sang-serie vender Grieg ligesom påny blik- 
ket mod syden, idet han sætter lutter tyske digte i 
musik. Flere af sangene er vistnok komponerede 
længere tilbage i tiden og blot reviderede nu, da 
kunstnerens store navn gjorde forlæggerne ivrige 
for at fa fat i selv det mindste bidrag fra hans 
band. Ellers vilde det være et ganske eiendomme- 
ligt fænomen i Griegs sjæleliv, at han kort efter 
den storslagne tredje violinsonate skrev disse sange, 
der langtfra horer til hans betydeligste eller mest 
eiendommelige. Heines »Grus« er ganske fint stemt, 
men røber ikke Griegs genialitet og moderne mester- 
skab. Mer betagende er Geibels »Dereinst Gedanke 
mein«, men den kunde næsten ligeså godt være af 
Cornelius eller endog Schumann — stemningen er 
vakker. I »Lauf der Welt« har Grieg godt truffet 
den humoristiske tone — der er adskillig ynde og 
skælmeri i denne lille sang. Den følgende er skre- 
vet til Walter v. Vogelweides graziøse tekst (des- 
værre i nytysk oversættelse), den er med held stili- 
seret og hører til samlingens bedste stykker. I den 
følgende »zur Rosenzeit « (Goethe) er tekstbehand- 
lingen i rythmisk henseende mindre heldig — me- 
dens stemningen er inderlig følt. I > en drøm« træ- 



125 

der Griegs dristige harmonik mere i forgrunden, og 
har han endog selv på et enkelt sted skrevet til 
»sehr weich«, for at ikke en klodset eksekutor alt- 
for meget skal undestrege den noget vovede disso- 
nants. Ellers mærker man en del indflydelse fra 
Wagner. Stigningen er virkningsfuld, kanske mer 
yderlig end uddybet, men den er gunstig for en 
stemmerig sangerinde eller sanger. I denne serie 
viser Griegs personlighed sig især i visse småtræk, 
som fagmanden lægger mærke til, men som går 
det store publikum forbi. Derfor horer man sjel- 
den disse sange, der i og for sig langtfra er ube- 
tydelige. Folk forlanger den ægte uforfalskede Grieg. 
Desto oftere burde man hore de følgende sange til 
Drachmanns deilige digte. Her giver den store dan- 
ske lyriker ud sit fulde elskovsglade hjerte, og mu- 
sikeren befrugtes af blomsterstøvet og skaber skønne 
sange, som ubetinget horer til Griegs bedste. At 
han her ikke er så national-norsk falder af sig 
selv, men hans kraftige personlighed er overalt til- 
stede. Sprogbehandlingen viser, hvor meget Grieg 
har lært af Wagner. Tonerne foier sig naturlig i 
digterens ord-rythme og bidrager blot til at styrke 
udtrykket uden nogensinde at tyrannisere sproget, 
som skik og brug var i den tid, da musiken beher- 
skede ordet med brutal overmagt. Klaverpartiets 
betydning tiltager, så der neppe mer kan være tale 
om akkompagnement i almindelig forstand — kla- 
verspilleren er ligefuldt som sangeren tonedigter. 
»Så du knosen, som strøg forbi« svulmer af frisk- 
hed og kraft og er samtidig graziøs og musikrig. 
Endnu betydeligere som digtning og musik er »vug 
o vove« , dette glødende kærlighedskvad ved den 



126 

sagte skvulpende skovsos bredder, hvor de elskende 
dvæler under nattens vinger. 

»End er de trygge langs Skovsøens Rand 

hviler i Morgenen den blege Dryade, 

så vågner Ekko og melder på Stand, 

at Natten er endt, at Diana med Folge vil bade.« 

Der gives neppe nogen sang af Grieg, der er 
rigere på naturstemninger, blod erotik og salig hen- 
givelse end dette skønne mesterværk. Blomstrende 
melodier og fintfolte zarte harmonier giver det 
hele en enestående ynde. Vær hilset I Damer«, 
med sit meistersingeragtige friske motiv, er også en 
freidig hyldest til livets glæder. »Nu er aftenen lys 
og lang« er stemningsfuld, men ikke samlingens be- 
tvdeligste sang. Derimod er »Julesne« en herlig for- 
bindelse af skønne digterord og toner. En sandhed 
og dybde i udtrykket, en uendelig finhed i sjæle- 
nuancernes gengivelse gor denne sang til en af 
Griegs bedste. 

Jeg vandrer gennem Skoven 

ved Juletid. 
Der falder Sne fra oven 

så forårblid. 
sa forårsmildt de bløde Fnug 
i Faldet smelter som en Dug 
der nådig alle skjulte Spirer væder, 
mens alle Minders Kilde sagte græder.« 

Med disse deilige strofer slutter .Julesne«. Den 
folgende »Forårsregn« lyder i sin helhed således: 

»Det klinger som fra fine Instrumenter 
Og bøier du det grønne Blad tilside, 
Sa ser du Parkens Alfer, hvor de glide 
Med spæde Hænder over Strengelegen: 



127 



O Strengeleg min Ungdoms dyre Minde! 

Da gik jeg som berust af Vårens Bad 

og sang hen for mig selv så sjæleglad, 

og lyttende stod Busk og Blomst og Blad, 

mens Fuglen flagred til sin Elskerinde. 

Det klinger nu som da fra fine Strenge. 

Det suser sagte gennem spæde Blade, 

se Busken ryster sig og en Kaskade 

af Perletoner triller over Gruset. 

Jeg føier Tårer selv til Begnens Toner 

Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad 

Den Forårsregn gør sund, gør sjæleglad 

Om end et Vemod dirrer i det Kvad, 

som Træet nikker til med tunge Kroner. 

Dette digt er så deiligt, at jeg ikke kunde mod- 
stå lysten til at citere det, og jeg behover ikke at 
sige andet om Griegs musik, end at den er kon- 
genial, inderlig forener sig med ordene, og spinder 
alfernes fine spind over det hele yndefulde billede. 
Men samtlige til hammers dedicerede sange vil 
vanskelig finde de store kunstnere, som skal til for 
at give dem den rette tolkning. Den skæbne deler 
de med alle moderne mesterværker, der fordrer 
kunstnerisk beåndede, teknisk fuldkomne sangere 
og en digter ved klaveret. 

Olaf Trygvason fragmentet indtager en særegen 
plads blandt Griegs værker. Det danner så at sige 
centrum i den gruppe, der viser hans dramatiske 
anlæg og tilbøieligheder. »Foran sydens kloster«, 
»Landkjenning« , »Bergliot« fuldstændiggør den. 
»Den bjergtagne« star ligesom for sig selv og 
peger mod andre dramatiske muligheder. Af de 
nævnte værker er »Bergliot sidst skrevet og bærer 
præg af alvorlige dramatiske studier. Man mærker, 
at Grieg har lært Wagners senere, reformatoriske 



128 

værker at kende. Sprogbehandlingen har vundet 
meget, formen er friere, og dramaets indre liv ud- 
folder sig naturligere, mer utvungent end f. ex. i 

Olaf Trygvason«, der for størstedelen skriver sig 
fra TOårene. For rigtig at bedomme dette værk må 
man se det i historiskt lys. Da det blev skrevet, vid- 
ste verden endnu intet om Wagners dramatiske re- 
formideer. Vistnok var »Tristan«, »Meistersinger« 
og dele af »Niebelungering allerede opførte i Mini- 
enen, men kun få havde havt anledning til at lære 
disse storværker at kende, der senere frembragte 
en fuldstændig omvæltning i den musikdramatiske 
kunst. Dengang kendte man blot »Tannhai'iser« og 

Lohengrin«, og selv disse værker opfortes i reglen 
på en lidet stilfuld og værdig made. Det rige dra- 
matiske liv som trods endnu temmelig bundne for- 
mer findes i disse mesterværker, kvaltes i den al- 
mindelige theatersump, hvor Meyerbeers troløse 
lygtemænd lokkede alle hen, og hvor al sund sands 
gik tilgrunde. Både »Lohengrin og -Tannhai'iser« 
forvandledes til paradeoperaer, hvor helt og prima- 
donna rigtig kunde gore sig brede, medens korene 
udfortes mer med tanken på ydre effekt end indre 
liv, regien var yderst mangelfuld osv. Meyerbeer, Gou- 
nod, Yerdi, Thomas, Goldmarck var de guder, man 
dengang tilbad, og hvis stil også anvendtes ved 
opførelsen af Wagners og de gamle mestres værker. 
Under disse forhold er det let forklarligt, at det 
ideal som dengang (i 70årene) foresvævede Grieg, 
var opera-idealet, vistnok fordybet af hans alvorlige 
nordiske natur, men i det væsentlige indrettet efter 
de fordringer, man på den tid stillede til en virk- 
ningsfuld opera. Dette ideal synes også at have fore- 



129 

svævet vor store digter Bjørnson, da han skrev det 
fragment af en opera, som vi besidder i OlafTryg- 
vason«. Det er underlig hvor ofte udmærkede dra- 
matiske digtere, som opnår store virkninger uden 
musikens hjælp, såsnart der er tale om at arbeide 
sammen med en komponist, ligesom taber sit dra- 
matiske skarpblik. Så er også dennegang tilfældet. 
Bundet af den »store operas« traditioner har Bjørn- 
son ladet sig forlede til at begynde sin digtning med 
en uendelig lang korscene med ballet, der i sin 
mægtige tyngde hænger som en møllesten om halsen 
på det hele værk, så det aldrig kunde nå frem til 
fuldt liv. Vølvens yderst karakteristiske besværgelser, 
»godens« høitidelige offertjeneste drukner i et hav af 
korsatser og danse, der vistnok har en vis beretti- 
gelse, da de står i forbindelse med situationen, men 
som lammer den dramatiske spænding i utålelig 
grad. Ved adskillige unyttige gentagelser har ko- 
rene fået et omfang, som lader sig forstå i et ora- 
torium, men selv i en opera er ødelæggende og i 
et virkeligt drama fuldstændig umuligt, da den kost- 
bare tid tabes, der er nødvendig til uddybelsen af 
karakterer og situationer. Skulde »Olaf Trygvason« 
have udviklet sig videre på samme måde, havde 
vi fået en 6 timers opera, som vistnok havde inde- 
holdt velklingende kor og orkestersatser, enkelte 
gribende solopartier og karakteristiske danse, men 
ingen fængslende indre og ydre dramatisk hand- 
ling. I og for sig lader det sig jo høre, at Bjørnson 
begynder værket ved at lade asadyrkerne anråbe 
sine guder og vølven tage varsler i anledning af 
den kristne konges ankomst. Men alt måtte været 
holdt i langt knappere former, så dramaets hand- 

9 



130 

ling hurtigst mulig havde kunnet sætte ind. At 
Bjørnsons digtning røber stort kendskab til den 
gamle litteratur og betydelig digterisk begavelse er 
ikke nok til at skabe et levedygtigt musik-drama. 
Dette har digteren vistnok selv indset, og han lod 
vel væsentlig af den grund sit arbeide ufuldendt. 
Vi må beklage, at så skede, thi der er vel ingen 
tvivl om, at både digter og komponist, såsnart de 
havde fået fuld oversigt over det hele drama, havde 
foretaget store forandringer, og begge vilde sikkert 
nok, eftersom samarbeidet var blevet inderligere 
og erfaringen større, have skabt et vældigt drama, 
der havde raget høit op over alt, hvad norden hid- 
til havde ydet i denne kunstart. Var fragmentet 
blevet opført 10 år tidligere - - nemlig da det blev 
skrevet -- vilde virkningen være bleven langt mæg- 
tigere, end da det i 80årene endelig nåede frem til 
offentligheden. I mellemtiden havde i de store 
kulturlande et nyt kunstneriskt ideal seiret, og »den 
store operas« stjerne var dalet betydelig. Desuden 
stillede man uvilkårlig til en foregangsmand som 
Grieg de største fordringer, så det er intet under, 
at »Olaf Trygvason« ikke vakte saa varm begeisl- 
ring som Griegs berømte mesterværker. Netop i de 
omtalte 10 år havde det store wagnerske gennem- 
brud fundet sted ■ — »musikdramaet« var blevet 
tidens kunstneriske løsen. Og dog er »Olaf Trygva- 
son« et overordentlig interessant værk, hvori Griegs 
personlighed mægtig træder frem og undertiden 
1 tygger op scener af sjelden kraft og originalitet. 
Allerede begyndelsen er i al sin enkelthed meget 
stemningsfuld. Den truende basfigur under hor- 
nenes ubøilige dvælen paa samme tone, paukens 



131 

mørke rullen og strygernes tremolo maler os he- 
dendommens vilde uhygge i knappe træk. Godens 
og korets ensformige messen, de dæmpede horns 
uhyggelige toner, trompeternes, basunernes og tu- 
baens vældige roster, strygernes og paukernes tor- 
den fremtryller det hele scenebillede lyslevende for 
os. Koret stiger stadig op mod storre høider og er 
i det hele taget meget udtryksfuldt, uagtet den vel- 
klingende andante neppe horer til kunstnerens dy- 
beste og ædleste inspirationer. I dette stykke be- 
væger vi os ganske på operaens enemærker uden 
dog at synke ned i grov banalitet. 

Vølvens vilde recitativ er overordentlig ma- 
lende, orkesterbehandlingen fortrinlig. Grieg stiller 
store fordringer til sangerindens kundskaber og be- 
gavelse. På virkningsfuld måde vender saa indled- 
ningen tilbage en halv tone høiere (f-moll) på det 
sted, hvor digteren foreskriver følgende: »hovets 
bagvæg revner, da ses hovet i det fjerne omspændt 
af luer og røg — torden høres den hele tid hovet 
ses.« 

Den følgende scene med korets gentagelse af 
Vølvens ord hører til værkets bedste. Rigtignok 
gentages ordene »træder han uskadt ud« osv. altfor 
ofte efter vor tids begreber. Men selve hovedsagen 
er i fuldt omfang udtrykt, en vild, barbarisk fana- 
tisme, hedendommens uhyggelige skumring ruger 
tungt over os. Stedet »tre nætter bad vi« er effekt- 
fuldt men temmelig banalt, uden dybere religiøs 
stemning. Den iørefaldende melodi minder om 
Verdis »Ai'da«. Den evige gentagelse af »bønhørt vi 
blev« skal just ikke bidrage til at forstærke ind- 
trykket af dette opera-pragtstykke. Derimod er den 



132 

følgende adagio en ægte inspiration og yderst be- 
tegnende for Griegs eiendommelighed: 

Nu hæver hornet 
Hærfader Odins horn osv. 

og det følgende kor »hellige lege holdes at hædre 
ham« indeholder adskillig mystik. Nu havde vi i 
Grunden fra dramatisk standpunkt allerede mer 
end nok af korsatser - nu burde selve handlin- 
gen have begyndt. Men istedet får vi en lang danse- 
scene, som optager den følgende halvdel af frag- 
mentet. En kraftig hovdans om ilden har Grieg 
legnet os i faste træk. Her genkendes humoresker- 
nes og Per Gynt-suitens komponist. 

Efter en vældig storm af vild livslyst virker 
kvindekoret: 

Alle Asynjer 

ætler vi ydmyg bon 

henrivende i sin rene inderlighed. Her hører vi for 
første Gang harpetoner, som virker desto inten- 
sivere. Mindre tiltalende er den lille mellemsats: 
deilige diser«, hvor Grieg har behandlet sproget, 
som man gjorde det paa Handels tid. Så udvikler 
sig en karakteristisk og pompøs sats, der i koncert- 
salen gør stor virkning, medens den paa scenen, 
især i denne sammenhæng, vilde være altfor lang. 
— Vi ser altså, at i »Olaf Trygvason« rent ydre 
operavirkninger står side om side med ægte dra- 
matiske, dybt følte træk, der tydelig viser kompo- 
nistens rige begavelse også i denne retning. Alt, 
hvad der hænger sammen med vølven, er efter min 
mening det interessanteste i det hele fragment, og 



133 

her åbner sig fremtidsudsigter, som endnu svæver 
i det blå fjerne. 

Sproget behandles også her med meget liv, me- 
dens i korene en vis stivhed mærkes ordene 
træller under den absolute musiks svøbe, i stedet 
for i inderlig forening med musiken at udfolde sit 
eget eiendommelige liv. Instrumentationen er godt 
gjort uden at virke overraskende ved geniale 
indfald eller nye farver. Alt klinger udmærket, og 
dog betages vi ikke af samme beundring som over 
sidste sats af Per Gynt-suiten, der helt igennem er 
følt som orkesterstykke. — — - 

I romancen opus 51 har Grieg ligesom i den 
deilige ballade benyttet variationsformen. Med me- 
gen fantasi fører han det udtryksfulde thema gen- 
nem en mangfoldighed af rythmiske kombinationer 
og musikalske stemninger. Vi har et eiendommeligt 
stykke for os, som indeholder mange skønheder, 
om det end ikke paa nogen måde kan tåle en sam- 
menligning med den geniale ballade. Det fortjener 
at være mere kendt, end det er. Grunden til, at 
romancen så sjelden høres, ligger vel mest i, at 
den er skrevet for to pianoer, altså tilhører en 
musikgenre, der er lidet populær. Pianoet er alle- 
rede i og for sig et tungt instrument - - i forhold 
til orkestrets luftige klange - og når to kraftige 
klaver-Samsoner hamrer los i vældigt fortissimo, 
flygter tilhørerne som oftest skrækslagne. Og dog 
er 2 pianoer langt at foretrække for 4-hændigt spil, 
hvor det samme instrument sukker under 4 jern- 
hænders ubarmhjertige greb. - - Det følgende opus 
består af 6 bekendte sange, smagfuldt arrangerede 
for piano. Det næste bringer os to melodier ud- 



134 

satte for strygeorkester. Den første er en af de 
prægtige kor-hallinger, som egner sig meget godt 
til denne behandling, medens »det første mødes 
sødme« vistnok tager sig godt ud også i denne 
form, men ikke på langt nær er så prædestineret 
for strygeorkester som »våren«, hvis bredere anlæg 
og duftige stemning forst rigtig kommer til sin ret 
på denne måde, for ikke at tale om, at våren jo 
star langt høiere som kunstværk og derfor er fuldt 
berettiget til at tage orkestret i sin tjeneste. 

Det 5te hefte af de lyriske stykker er en sam- 
ling af geniale digtninger og indeholder en hel ver- 
den af følelser og stemninger. »Gjætergntten« er 
farvet af fjeldenes stille melankoli og den dybe 
længsel, som drager sig gennem vor folkemusik. 
»Gangar« er et prægtigt folkelivsbillede, et af Griegs 
bedste. Den svulmer af overmodig norsk-norskhed 
og er fuld af skælmsk ynde. Troldtoget« er en af 
Griegs mest bedårende inspirationer — man ser 
det hele for sig — hvorledes de sode, små under- 
jordiske kommer ilende fra alle tuer og kampe- 
stene — vi ser de små troldjenters fine lemmer, 
guldhår, henrivende smil og hvide perletænder, 
dværgenes burleske spring og nissernes kåde hop 
— al denne ynde, som folkefantasien i dyb kærlig- 
hed til naturen har skabt, og som vor barbariske 
halvkultur strengt søger at udrydde som »latterlig 
overtro«. Vi sukker jo alle under snusfornuftens ånds- 
forladte regimente! Idealet er at rykke alle deilige 
blomster op med roden og plante en køkkenhave 
i rosernes og lilliernes tryllerige! — Nocturnen« 
er et vidunderlig deiligt stemningsbillede af uud- 
sigelige længsler, sværmerisk hengivelse og natter- 



135 

galesang — og over det hele hvælver en stjerne- 
himmel sig så deilig som Grieg nogensinde har 
drømt den. Scherzoen beviser igen kunstnerens hu- 
moristiske genialitet. Klokkeklang« er et overor- 
dentligt malende og dristigt stykke, »et rent orgie 
af kvinter og paralel-løbende tonarter« vilde en so- 
lid konservatorie-professor kalde det. Med mærke- 
lig realistisk sands gengiver Grieg kirkeklokkernes 
klang i en fjelddal, uden hensyn til regler og fast- 
slåede former. Spillet på et skønt flygel tager dette 
stykke sig udmærket ud og giver os et høitideligt 
indtryk af fred. Den harmoniske behandling er i 
hele serien overordentlig original og interessant og 
melodi og rythme også stærkt personlig. 

Per Gynt-suite II lider meget mer af de mang- 
ler, som uvilkårlig må klæbe ved en række løst 
sammensatte dramatiske brudstykker, end den før- 
ste. Der var den enhed, som vi forlanger af en or- 
kester-suite, ganske naturlig tilstede. »Morgenstem- 
ningen«, »Ases død«, »Dovregubbens hal« danner 
tilsammen en karakteristisk norsk fjeldfantasi — 
»Anitras dans« tager man med som en kort even- 
tyrreise til orienten. Og stykkerne virker i og for 
sig som absolut musik uden hensyn til de angivne 
dramatiske situationer. — I den anden suite der- 
imod er det bedste orkesterstykke uden tvivl »Per 
Gynts hjemkomst« , et af Griegs farveprægtigste 
tonemalerier, der ved en scenisk opførelse gør stor 
virkning, medens det ikke er rigt nok på musik 
til at begeistre et koncert-publikum. »Ingrids klage« 
og »Solveigs sang« står hinanden gensidig i veien, 
saa vakkre hver for^sig end er, og den karakteri- 
stiske, åndrig instrumenterede arabiske dans passer 



136 

ikke rigtig ind mellem »Ingrids klage« og »hjem- 
komsten«. For den, der kender Ibsens værk uden 
at have set det paa scenen, kan det være interes- 
sant nok at lære Griegs geniale musik at kende 
selv i denne vilkårlige sammenstilling af heterogene 
brudstykker, men ellers tror jeg neppe, den anden 
suite vil erhverve sig hjemstavnsret i koncertsalen, 
hvor den første med rette er så populær. — Grieg 
har her forsøgt at gøre det umulige muligt i en 
tid, hvor fordringerne til et orkesterværks indre 
enhed er større end nogensinde. Noget mer har- 
monisk sammensat er Sigurd Jorsalfar-suiten (også 
fra 70 årene). Den består af brudstykker af musiken 
til Bjørnsons drama. Af disse er »Borghilds drøm« 
også tænkt for scenen og står mindre heldig mel- 
lem de to pompøse og formfaste stykker »i kongs- 
hallen« og den vældige »marsch«, som vistnok virker 
naturligst, nar den udføres alene uden de to første 
stykker. Den er nemlig overordentlig kraftig og 
glandsfuld, prægtig instrumenteret og rig på origi- 
nal, ægte griegsk musik. Allerede Closson bemær- 
ker den påfaldende lighed med andanten i cello- 
sonaten. Hovedthemaet er identisk, men behand- 
lingsmåden forskellig. Det er sjelden at finde en fest- 
marsch, der besidder så stort kunstværd som denne. 
Sjette hefte af de lyriske stykker indeholder en 
række fint stemte billeder, der vistnok ikke er så 
virkningsfulde som de foregående, og heller ikke 
så rige på musikalske idéer, men som giver os an- 
ledning til at fordybe os i nye sider af kunstnerens 
sjæleliv — hans forhold til Schumann og Chopin 
(»svundne dage«), til Gade, der er så elskværdig 
tegnet i det graziøse lille stykke, der bærer hans 



137 

navn, hans brudte »illusioner' og hemmelige sor- 
ger, idealbilledet, der svæver forbi hans indre oie 
(»hun danser <) og »hjemme«, det betydeligste stykke 
i hele rækken. Her er naiv følelse, medens der over 
de andre stykker er et vist præg af resigneret re- 
flexion. — Sangene opus 58 horer til Griegs sva- 
gere arbeider. Han, hvis selvkritik ellers er så vå- 
gen, har her for en gangs skyld hengivet sig til en 
homerisk søvn«, som i al fald har virket styr- 
kende, det viser både opus 60 og andre senere 
værker, fremfor alle de skønne Haugtussa-sange, 
der hører til Griegs bedste tonedigtninger. Allerede 
den reflekterende tone i »hjemkomst« og »Henrik 
Wergeland« virker afkølende på komponisten, og 
en stærk påvirkning fra Wagner-solen virker her 
forstyrrende på Griegs stjerne-bane. Selvfølgelig 
indeholder begge sange vakkre momenter. Den føl- 
gende »sæterjente« er en af Poulsens tarveligste 
digte og har selvfølgelig ikke heller formået at in- 
spirere Grieg. At han til så forskellige stemninger 
har valgt strofeformen, er ikke let at forstå. I det 
ene vers jubler »turisten« (!) sæterjenten imøde, og i 
det følgende sidder hun tilbage, forført og forladt 
— dog melodi og harmoni blir uforandrede! »Ud- 
vandreren« er dybere følt. 

I den række sange, som følger, er det ligesom 
Griegs genius et øieblik blir stående tvivlrådig 
med blikket snart vendt mod Norden, snart mod 
Tyskland, hvor Wagner strålede i blændende glands. 
Sjelden er tysk indflydelse trådt så tydelig frem i 
hans udvikling som her, og det kan ikke nægtes, 
denne paavirkning synes et øieblik at have virket 
lammende på hans skaberkraft. Samtlige sange er 



K. C. SAND 

KgBENHAfN V. 



138 

udtryksfulde og dybt følte, men både i melodisk- 
rythmisk og harmonisk henseende mindre person, 
lige end vi er vant til. Havde sangene været af 
Cornelius eller Alexander Ritter, vilde man fundet 
dem vakkre og stemningsfulde, om end ikke særlig 
musikalsk interessante. Den grå »hoststemning« er 
godt truffet — dødslængslen træder tydelig frem — 
men vi savner de lyn af genialitet, som blænder 
os i Griegs betydeligste værker. Den fine lille sang 
»Fiehtenbaum« (Heine) er visselig komponeret længe 
før og blot senere gennemseet. »Du er den unge 
vår« er vakker i følelsen, men vi er ligesom meget 
sydligere end i Griegs hjemland og det egentlige 
musikalske væv er ikke meget rigt. At bade her og 
end mer i den følgende sang tristanisk indflydelse 
gør sig gældende er udenfor al tvivl. Også de føl- 
gende sange er gennemtænkte og stemningsfulde, 
men interessen er langt mindre end f. ex. for sangene 
til Ibsens, Bjørnsons, Vinjes og Drachmanns digtnin- 
ger. Men de burde dog synges oftere end tilfældet 
er, da en genial fortolker først vilde åbenbare den 
inderlighed, som disse af længsel mod syden gen- 
nembævede sange indeholder. 

Ligesom en forbidragende sky har formørket 
kunstnerens indre lys, men opus 60 viser allerede, 
hvor lidet berettiget den påstand var, som allerede 
den gang i Tyskland begyndte at reise hovedet, at 
Grieg gentog sig selv og ikke mer besad umiddel- 
barhedens friskhed. Den yndige »Margrethelil« er 
en fin liden digtning båren af skovstemning og 
blomsterduft. Morsomt er det at endog gøgen for- 
staar at give sine terz en norsk karakter - - takket 
være Giregs originale harmonibehandling. Den føl- 



139 

gende »Moderen synger« har den fintfølende digter 
Vilhelm Krag holdt i gammel balladetone, som Grieg 
meget træffende har fundet uden derfor at opgive 
sin personlighed. Denne gribende klage horer til 
Griegs bedste sange, og netop af den grund har den 
ikke gjort megen lykke hos vore foredragskunstnerc. 
Desto populærere er nr. 3 »I baden , og det kan 
ikke nægtes, at denne alfelette bølgeleg har alle be- 
tingelser for at rive tilhorerne med sig, nar den f. 
ex. foredrages af en Lilly Lehmann. Digtet er alle- 
rede så fuldt af vuggende rythmer, at komponisten 
her havde en ualmindelig taknemlig opgave. En 
skarp kontrast danner den følgende sang, »en fugl 
skreg over det ode hav«. Formen er allerede uhørt 
dristig, og sangen fordrer dyb forståelse bade hos 
sanger og pianist for at virke. Men den horer til 
Griegs mærkeligste og dybest følte. Fuglens trøstes- 
løse klageskrig symboliserer her en sindstilstand sa 
forladt af al glæde og håb, at tilhørerne ligesom 
føler det kolde havbrat isne sit eget hjerte. Sangen 
er for alvorlig for den store mængde, og fagmusi- 
kerne stodes som oftest tilbage af formens dristig- 
hed, der uden nogen fastslåede regler følger digtets 
indhold. I følelsen er der noget af 3die akt af 
»Tristan«. »Til St. Hans« er en virkningsfuld, men 
mindre betydelig sang, der godt foredraget har 
mange betingelser for at behage, da den giver san- 
geren leilighed til at vise stemme, og det livfulde 
akkompagnement også bidrager meget til at rive 
alle med. Især sluten er effektfuld. 

De »barnlige sange«, opus bl, er originale små 
tonestemninger af stor friskhed og ynde. I »fædre- 
landssalmen« gribes vi af det fromme alvor, som 



140 

går gennem både digtning og musik, medens de 
andre enten er humoristisk farvede eller udtrykker 
barnlig naivitet. 

En af de morsomste er folkevisen efter Petter 
Das, der sprudler af sund kraft og godt humør. 

Så følger en række elegante og fine lyriske styk- 
ker, den yndige Sylfide«, tak«, den »franske Se- 
renade, bækken«, det stemningsfulde »drømme- 
syn« og »hjemad«, i indhold det betydeligste af dem 
alle. Længslen mod Norge, som Grieg altid med 
rørende kærlighed hænger fast ved, de jublende fø- 
lelser ved synet af det elskede land, de sørgmodige 
minder, som drager forbi og passer så godt til kys- 
tens strenge alvor, alt dette har her fundet gribende 
udtryk. De to »norske melodier« for strygeorkester 
er igen ægte griegske stykker, uagtet den første fint 
stemte melodi er komponeret af Joh. Svendsens 
elev, vor tidligere minister i Paris Fr. Due. Lok- 
ken« og »Stabbelåten« er vel kendt fra Griegs for- 
trinlige bearbeidelse for piano (op. 17). Det første 
thema af Due er varieret på den virkningsfuldeste 
made, og også dansene tager sig fortrinlig ud for 
strygeorkester. De firhændige symfoniske danse in- 
strumenterede af ham selv hører til Griegs alier 
bedste. Themaernes behandling er genial, instrumen- 
tationen velklingende og rig på vakkre farve-sam- 
menstillinger. Man hører dem desværre ikke ofte, 
vel mest af den grund, at de er skrevne for stort 
orkester og fordrer mer arbeide end f. ex. Per-Gynt 
suiten — i al fald fra det almindelige rutinestand- 
punkt, hvor man ikke giver sig den møie at trænge 
dybt ind i et værks ånd, men er velfornøiet, når 
det rent tekniske klares - - og med så fa prøver 



141 



som muligt. Af det følgende heftes »lyriske stykker« 
er »bryllupsdagen på Troldhougen« med den henri- 




Troldhougen 



vende mellem sats uden tvivl betydeligst. De andre 
er al ære værd, åndrige, elegante eller vemodig 
stemte, men i intet af dem hæver Grieg sig til sin 



142 

fulde høide. Heller ikke det følgende hefte hører 
til samlingens interessanteste. Den kraftige »Matro- 
sernes opsang« og »bedstemoders menuet«, udmær- 
ket truffet i tidens karakter, er imidlertid vakkre 
stvkker. Ligeså det elegante sværmeriske salon- 
stykke »for dine fødder«. Dybere griber os den stem- 
ningsfulde »aften på fjeldet, som desværre er no- 
get knap i formen, den yndige lille »bådnlåt«, som 
dog ingen sammenligning tåler med den berømte 
Berceuse«. I »valse melancolique < vender han 
endnu engang tilbage til sine chopinske tilbøielig- 
heder - et elegant og farverigt lidet stykke. Dog 
synes man at mærke en vis træthed hos komponi- 
sten, sa vi godt kan forstå, at han i det følgende 
hefte (71) siger farvel til denne genre, som han med 
så megen fantasi og originalitet har udviklet. Man 
må forbauses over den mangesidighed, han fra et 
så indskrænket felt har udviklet. »Det var engang«, 
i svensk folketone, er varmt folt i sin vemodige 
stemning -- lyse minder drager forbi — dog alt er 
forgængeligt, glæden svinder — blot ensomheden 
blir tilbage. »Sommeraften« har noget vist meister- 
singeragtigt over sig — det er et poesifuldt lidet 
stykke — ligeså »smatrold«, der dog ikke når samme 
høide som det bedårende »troldtog«. »Skovstilhed« 
er et henrivende landskabsbillede, »hallingen« fuld 
af liv og kraft — over »forbi« går som et pust af 
Tristans tredie akt. Det er et gribende lidet tone- 
maleri skrevet med kunstnerens hjerteblod. I »ef- 
terklang; optager han samlingens allerførste stykke 
»ariettaen»s motiv, som han omdanner, så en yn- 
dig vemodig vals opstar, der på en stemningsfuld 
måde afslutter den hele serie. I al sin genialitet vi- 



143 

ser Grieg sig i bearbeidelsen af »19 hidtil utrykte 
norske folkemelodier«. Især er hans harmonik over- 
ordentlig dristig, original og udtryksfuld. — Sangene 
til digte af Otto Benzon viser os komponistens man- 
gesidige begavelse, og vi forbavses over hans ud- 
vikling mod ny idealer. En naturlig og sund ind- 
flydelse fra Wagner gør sig gældende, især hvad 
form og sprogbehandling angår. Selvfølgelig aflæg- 
ger Grieg her, hvad han har med danske, kosmo- 
politiske tekster at gøre sin udprægede nationaldragt 
uden derfor at opgive sin personlighed. »Der gyn- 
ger en båd« er stemningsrig og af stor virkning i 
sin begeistrede stigning. »Til min Søn« er i al sin 
enkelthed yndig, »ved moders grav« storstilet og 
gribende. »Snegl, snegl« er yderst fin i farven og 
fuld af resigneret humor. Sunget godt vil den rive 
alle tilhørere med, men den fordrer stor sangkunst 
og betydelig foredragstalent. »Drømme« har en 
schubertsk stemning over sig — en smeltende, lidt 
sentimental melodi vugger os ind i drømmelandet, 
der ligger langt sydligere end Griegs kære Norge 
— en inderlig og skær sang! I »Eros« slaar Grieg 
kraftige toner an og træffer udmærket digtets ero- 
tiske seierstemning. Den mørkere klang i »jeg le- 
ver et liv i længsel« og »se dig for« virker gribende. 
»Lys nat« er ægte nordisk i sin fine sommernats- 
stemning og »digtervisen« er fuld af trodsig kraft 
og lysende livsmod. 

Men vi vil slutte denne oversigt over Griegs vær- 
ker oppe mellem fjeldene i gamle Norge, hvor Grieg 
dog har modtaget sine inderligste, dybeste indtryk. 
Han er og blir dog fremfor alt det vestlige Norges 
sanger, og hans betydeligste værk fra de senere år 



144 

er uden sammenligning Haugtussa-sangene til digte 
af Arne Garborg. Den eventyrduft, som allerede be- 
ruser os i »det syng« har noget, som minder om 
fjeldblomster, nyslået hø og sølvbække, der snor sig 
nedover bjergene i glittrende sollys. 

Du hildrande du 
med mig skal du bu. 
I Blåhaugen skal du 
din Sølvrok snu. 

Veslemøy« er betagende i sin enkle ynde og 
dæmpede ømhed. Her har en stor digter og kom- 
ponist fundet hinanden i inderlig forening. Vi ser 
den drømtunge ungmø lyslevende for os. 

Inder Panna fager men låg 
lyser augo, som bak ein Eim, 
det er, som dei stirande såg 
langt inn i ein annan heim.« 

»Blåbærli« straaler af ungdommelig jubel og fol- 
keligt humor, »et møte« er rig på længsler og kær- 
lighed og »elsk« er fuld af indre uro og higende 
lidenskab. Den morsomme »killingdans« tegner et 
landskab for os — vi ser hele sæterlivet på den 
grønne vang under snebræen: 

Og det er Steik i Sol 
og det er Leik i Sol 
og det er Glim i Li 
og det er Stim i Li osv. 

Vond dag« er gribende i sin indadvendt tragi- 
giske stemning. Ved siden af »våren« og »den berg- 
tekne« hører den til Griegs dybeste sange — den er 
skreven med hjerteblod. Sprudlende af liv og ly- 



145 

sende i solstrålerne ser vi »gætle-bækken« bruse 
gennem dalen - - så levende er Griegs musik. Den 
dystre farve, som undertiden formørker det lyse 
billede — ønsket om fred og glemsel - - har han 
på den naturligste måde fået ind i billedet uden at 
bryde stemningens enhed. I disse lysende mester- 
værker har Grieg vist verden, hvad han i sine æl- 
dre år endnu formår, når hans helbred er nogen- 
lunde, så han i fuld ro kan hengive sig til sit ar- 
beide. At han trænger til en udmærket digter for 
at nå det høieste er blot et bevis for hans fine 
kunstneriske sands. Haugtussa-sangene hører til vor 
litteraturs aller bedste og giver os håb om, at vi 
endnu kan vente storartede kunstværker fra Griegs 
hånd — måske nye kvartetter, sonater eller orke- 
sterværker! Måtte han finde igen den legemlige 
kraft, som fordres til store kunstværker — alle 
åndelige betingelser synes i rig mængde at være 
forhånden, hans talent er så friskt som nogensinde, 
og vi har i Norge stadig brug for en Orfeus, der 
kan få vore stene til at sprude gnister og dyreham- 
men til at briste! 



in 



VI 

ALMINDELIG KARAKTERISTIK 
GRIEG SOM MENNESKE OG KUNSTNER 
HANS OPFATNING AF DE FORSKELLIGE 
KUNSTRETNINGER — GENI OG SAMFUND 



D 



et er mit håb, at denne vandring gennem Griegs 
samtlige værker ikke alt for meget har trættet 
læseren. — Ordene er jo så matte i forhold til den 
tonernes underverden, vi have forsøgt at fordybe 
os i og give en vis anelse om. Gennem alle disse 
herlige og originale værker tegner sig allertydeligst 
Griegs egen ædle og betagende personlighed. Når 
det gælder en beromt Mand, horer man ofte sige: 
»som kunstner beundrer og elsker jeg ham, men 
som menneske — det er en anden sag.« Folk ind- 
bilder sig virkelig i sin psychologiske naivitet, at 
»kunstneren« og »mennesket« er som to forskellige 
sjæle, der bor i samme bryst. Denne overmåde 
overfladiske opfatning synes at få et skin af ret 
over sig, når man betragter enkelte store kunstnere 
med et slags turistblik uden dybere forståelse for 
deres naturs indre væsen. Man hefter sig ved ydre 
bagateller og underligheder, der synes at passe li- 
det sammen med den ånd, deres værker udstråler. 
Der har f. Ex. vistnok aldrig levet noget menneskeligt 
væsen, der var opfyldt af en uendeligere kærlighed, 
den store, over al sandselighed hævede alkærlighed, 



147 

end Beethoven. Derfor er der el præg af høihed 
over hans værker, som ingen anden kunstner hid- 
til har nået op til. Men for sin tids gennemsnits- 
mennesker var han — ialfald i sine senere år — en 
underlig gammel skrue, bidsk og grinet, misantro- 
pisk, som i sit ydre og væsen lignede mer på en 
gal mand end på en velopdragen samfundsborger. 
At denne hans afsondrethed fra verden netop var 
nødvendig for tilblivelsen af et tonernes underrige, 
at hans uendelige kærlighed netop fødtes på ensom- 
hedens rene høider i den stjerne verden, som strå- 
lede over hans evig elskende hjerte, det forstod in- 
gen, endnu mindre, at enhver berørelse med den 
omgivende hverdagslige verden måtte berede ham, 
den forsvarsløse, der ikke kunde fatte alt lavt og 
småtskåret, uendelige kvaler. Ensom og forladt, for- 
dybet i sit indre væsens uendelighed, som han var, 
måtte hans ydre antage det underlige præg, der for- 
bausede hans samtidige, men som vi, der kender 
hans værker, så inderlig godt fatter. Sandheden er, 
at enhver virkelig kunstner først forstås gennem 
sine værker, der indeholder hans hele personlighed, 
det, som giver ham alt særpræg fremfor andre 
mennesker. Og skulde han begå et og andet, der sy- 
nes at stå i strid med værkernes indhold, er dette 
blot tilsyneladende, og den, som påtager sig at 
dømme ham, burde heller forsøge på at fordybe 
sine egne psychologiske kundskaber istedetfor at 
hænge sig i overfladiske småtræk og udlægge dem 
efter fastslåede regler, der som oftest er fuldstændig 
falske. Og der gives neppe mange kunstnere, der 
med så plastisk bestemthed har tegnet sit eget 
billede i sine værker som Edvard Grieg. I de 



148 

første værker træffer vi ham som den snart over- 
strømmende livsglade, snart mildt melankolsk stemte 
yngling, der ligesom blot aner livet i al dets fylde. 
Vi far inderlig sympathi for denne naive, unge 
mand, hvis fine og farverige sjæleliv, hvis stræben 
mod høie mål overalt tinder overbevisende toner. 
Hans kærlighed til livet, til naturen i Danmark og 
endnu mer det stolte hjemland, hans tro på nor- 
dens fremtid, hans ømhed ligeoverfor sin unge brud, 
hans sværmeriske venskabsfølelser, hans rene na- 
tur, høit hævet over livets smuds, betager os i disse 
friske ungdom sarbeider. Da bryder livets alvor ind 
over ham, hans giftermål, kampen for livet inde i 
den kolde, kunstfjendtlige hovedstad, stærke, indre 
rystelser — tilsidst flyer han bort fra al denne larm 
for ved den deilige Sørfjord at søge fred og fordybe 
sit eget væsen. I denne tid opstår det ene værk 
herligere end det andet, som alle fortæller os mer 
end nogen lang roman, den anden violinsonate, 
klaverkoncerten, balladen, Ibsen- og Yinje-sangene, 
den biergtagne, strygekvartetten, violoncelsonaten, 
og endelig som den sidste storm af lidenskab og 
smerte, mildnet af ophøiet resignation, c-moll-sona- 
ten. Senere en af indre og ydre grunde betinget af- 
tagen af hans kunstneriske produktion, eller forbi- 
gående hvile — thi Haugtussa-sangene viser tilfulde, 
hvad han er istand til at skabe, når en gunstig 
stjerne tillader ham at udfolde den indre glød, 
der blot hæmmes af hans svage legeme. Den, som 
vil lære Edvard Griag at kende, kan alene nå frem 
til dette kendskab ved at gennemlæse hans værker, 
der bedre end nogen anekdote eller intimt træk 
viser os hans inderste væsen. Jeg har gjort et for- 



149 

søg på at give en idé om indholdet af disse mester- 
værker, men det bedste rad, jeg kan give er: tag 
og læs selv.« — Det lonner sandelig umagen at 
trænge ind i den største nordiske komponists dybe 
og ophøiede personlighed. Man vil finde en uende- 
lighed at* længsler og stemninger, en jagende liden- 
skab, en ømhed, en higen mod alt stort og ædelt, 
men ogsaa en vis haslen, nervøsitet, lunefuldhed, 
hidsighed, trods og kampglæde, der også er karak- 
teristiske for Griegs personlighed — vi genfinder 
hans kraftige, lidenskabelige underansigt og hans 
milde, uudgrundelige barneøine og den deilige pande, 
der har evighedens præg over sig — vi hører stærke 
lidenskaber rase, og så lyder pludselig stiernernes 
hymne til uendeligheden! Griegs inderlige forhold 
til det vestlige Norges natur har jeg ofte omtalt og 
vil tillade mig her at gentage, hvad jeg for nogen 
tid siden skrev i Samtiden« om denne væsentlige 
side i hans kunstnerpersonlighed. — »Det var en 
deilig junidag oppe på »Fløien« ved Bergen. Det 
var midt under musikfesten, begeistringen var stor, 
vi havde alle opdaget, at vi besad en rig, national 
kunst. Udsigten over det solbadede landskab, hvor 
luften og jordbundens fugtighed og det glittrende 
hav langt bort med dets utallige fjorde og bugtnin- 
ger giver solglandsen en bedårende magt, som fast- 
landsklimaet ikke kender — denne udsigt var over- 
vældende. Grieg udråbte begeistret: »er her ikke 
deiligt!« Uvilkaarlig maatte jeg svare: »men det er 
jo alt Deres musik!« — og jeg ved heller ikke et 
bedre symbol på Griegs kunst end dette vestland- 
ske landskab. Den ene fantastisk formede fjeldryg 
udenfor den anden i mangfoldige farvetoner, med 



150 

solvglindsende vand imellem, og langt borte i over- 
naturlig forklarethed det åbne verdenshav — for 
vore fodder den livlige maleriske handelsby med 
sin kvikke befolkning, sin underlig sammensatte 
arkitektur fra Håkonshallens og Tyskekirkens strenge 
romansk-gotiske linier, Tyskebryggens blændende 
hvidhed til Strandgadens og Engens krogryggede 
huse, som trænger sig nysgerrig frem, som gamle 
kærringer til en begravelse — Lungegårdsvandenes 
drommeoine og havnens larmende liv og skov af 
skibsmaster! 

Der er over denne natur et drag af dristig 
trods, af koglende livlig lunefuldhed og dog over 
det hele en storslagen enhed, en snart vild, snart 
smeltende poesi, som skifter karakter efter ly- 
sets utallige fantasier. Huldrer, småtrolde og nis- 
ser myldrer overalt frem mellem knatterne, og 
draugen synger sin tungsindige sang ind i morke 
slug, som i sin dybe skygge skjuler et hemmelig- 
hedsfuldt, uundgrundeligt fjeldvand, et eller andet 
Svartedike«. som drager selvmorderen med uimod- 
ståelig magt ned i de morke bolger. Længst borte 
er det blændende lyshav, et længslernes drom me- 
land i guld og purpur og grønne, rosenrode, blå 
og sølvhvide schatteringer. Al denne formdristighed, 
denne overvældende farverigdom, denne uendelige 
længsel, dette trodsige livsmod, disse hemmelig- 
hedsfulde harmonier vil man genfinde i Griegs 
musik. 

Men også andre strenge klinger med i den. Man 
mindes uvilkårlig blomstrende frugttræer mod skin- 
nende bræer som derinde i det yndige Lofthus, hvor 
Grieg så gerne dvælede. 



151 

Undertiden vover han sig ud på selve nord- 
havet: 

Jeg må storsjøen nå, 

Jeg må havstyrten få. 

til andre tider op på høifjeldets vidder eller dybt 
inde i fjeldenes indre, hvor dovregubber og andre 
trolde holder til i kraftig selvherlighed. Grieg hæn- 
ger saa fast sammen med hjemmets jordbund, at 
det er ligesom de forskellige vestlandske folkeracer 
har sluttet sig sammen i hans sammensatte farve- 
rige natur. Han elsker ensomhed som den tause 
havstril, hvis hytte hænger som et fuglerede på de 
nøgne skær mellem brot og brand ude ved hav- 
kysten — en vis menneskeskyhed kan til sine ti- 
der komme over ham, og i det hele taget fører han 
et stille indesluttet liv langt borte fra offentlighedens 
larm i en snever kreds af gamle trofaste venner. 
Den uendelige længsel, hans kunst ånder, findes i 
kystbefolkningens alvorlige indadvendte natur, men 
også Hardangerbondens fornemhed, klare bestemte 
sprog, skønhedssands og værdige optræden, Sognin- 
gens livfulde kådhed, lynsnare sprækhed og utøilede 
fantasi, Vossingens vildhed og had mod alle love, 
Bergensernes festglæde, kvikke virkelighedssands, 
klare forretningsblik og rige indbildningskraft mø- 
der os i Griegs natur. I baggrunden af hans kunst 
klinger undertiden ligesom underlige sækkepibe- 
toner og barokke rhytmer fra de skotske høilande, 
som blander sig med springdansenes og hallinger- 
nes spreke norskhed. I Skotland har man efter 
Griegs eget sigende følelse for dette »Wahlver- 
wandtschaft«, og hans musik forstås kanske dy- 
bere der end i noget andet land udenfor Norge.« 



152 



Tilsyneladende har Griegs livsgang været for- 
holdsvis glat og hegunstiget af en lykkelig stjerne, 
men i virkeligheden — det læser vi tydelig i hans 
værker - - har indre rystelser sat dybe spor i hans 
personlighed — mere end én gang har stormen ra- 
set med lidenskabens lyn over sig — og netop tak- 
ket være disse stærke indre oplevelser har han 
skabt en dyb selvoplevet kunst, ikke en »Lykke- 
Per-musik«, hvad f. ex. Mendelsohns i det store og 
hele må siges at være. De store kunstnere skriver 
med sit hjerteblod, bag de deiligste kunstværker 
står en kæmpende personlighed, der i kunsten sø- 
ger trøst og ophoiet fred. — Som lyriker er Grieg 
i høi grad underkastet stemningernes veksel, men 
som villie- og karaktermenneske har han selv ført 
sin skæbne med fast hånd, når det gjaldt at træffe 
et valg. — Et af de vakkreste træk i hans karakter 
er hans trofasthed mod gamle ungdomsvenner, der 
går så vidt, at han i de senere år har meget van- 
skelig for at knytte nye, intime bekendtskaber. Som 
alle berømte mænd forfølges han selvfølgelig af be- 
geistrede damer, der f. ex. køber hårlokker hos den 
frisør, han besøger osv. og mer end gerne vilde 
opnå den fryd at komme sammen med sin afgud. 
Men Grieg undgår sameget som muligt større sel- 
skaber, uagtet han som ægte søn af Bergen endog 
er istand til at belive det banaleste selskab og skabe 
feststemning som neppe nogen anden. Som taler 
er han f. ex. meget betydelig. Han forstår at undgå 
al kedelig høitidelighed og at improvisere med en 
friskhed og naturlighed, som selv de største talere 
ofte savner. Jeg glemmer aldrig de få, men dybt følte 
ord, han udtalte ved Ole Bulls grav — netop deres 



153 



enkle plastik og varme hjertetone udtrykte så uende- 
lig meget mer end alle store fraser. Som sagt, uag- 
tet altså Grieg i hoi grad besidder alle betingelser, 
der kræves af en udmærket selskabsmand, holder 
han langt hellere til i sine gamle venners intime 
kreds. Han skal der være af en rørende enkelthed og 
en hjertelig barnslighed, som blot geniale person- 
ligheder besidder. Og både han og hans frue er al- 













øøm. 








Br ra*i 


Bb.'-twi 


t-k f '4 




WP"- i 




miL * 




mJå 



tid færdige til at yde det bedste af sin kunst blandt 
de trofaste, som gennem de mange år med kærlig 
sympathi har fulgt deres livsgang. Da en af Griegs 
gamle venner, en mand uden noget »navn«, lå syg 
ude på et af Københavns hospitaler, fængslet til et 
langvarigt smertens leie, var Griegs første handling, 
når han kom til den ham så kære by, straks at 
drage ud til den syge forsynet med alle mulige 
delikatesser, som han vidste, hans gamle ven satte 
pris på. Hans venner kan ikke noksom rose denne 



154 



hans trofasthed og hans enkle naturlige væsen, der 
ikke et oieblik tyder på den verdensberømte kunst- 
ner« — og det er sandelig i vore dage sjeldent at 
træffe. 

Et andet vakkert Træk i Griegs karakter er hans 
varme hjerte for andre kunstnere, for de unge og 
uberomte, som må gennemgå kampen med menne- 
skenes dumhed og utrolige træghed. Når og hvor 
han kan, hjælper han med råd og dåd. Da saaledes 
f. ex. en ung komponist sendte et større arbeide 
ind til musikfesten i Bergen, da det egentlig alle- 
rede var for sent, og programmet i grunden færdigt, 
strøg Grieg flere af sine egne sager væk og optog 
istedet den unge kunstners arbeide. I vor tid, hvor 
de berømte kunstneres egoisme er så kolossal, at 
den ofte virker latterlig, er dette ædle karaktertræk 
omtrent enestaaende, og siden Liszts dage findes 
der neppe en stor kunstner, der i samme grad som 
Grieg tager andel i andre komponisters livsskæbne 
og på alle måder søger at lette de unge deres evige 
rullen af Sisyphos- stenen opover berømmelsens 
bjerg. 

I sammenhæng hermed står hans store libera- 
litet ligeoverfor andre, ham i grunden temmelig 
fjerntliggende kunstretninger. Hvorledes han, der 
dog er opdraget i Chopin og Schumanns skole, 
strax med begeistring hilsede Richard Wagner og 
af denne optog i sig det, som passede for hans 
eiendommelige personlighed, er allerede antydet. 
Når man kender Schum annianernes fanatiske had 
mod Wagner, der er endnu stridere end Wagner- 
rianernes mod den mendelsohn-schumannske mu- 
sikperiode - - da må man dobbelt beundre Griegs 



155 

frisind. Han har et klart blik for udviklingen i 
kunsten og forstår at sætte pris på alt godt fra Pa- 
læstrinas tiel til vore dage. I fortrinlig skrevne ar- 
tikler har han udtrykt sin beundring for så for- 
skellige mestre som Mozart og Schumann. Han har 
endog sat et andet piano til Mozarts udvalgte so- 
nater, men jeg tror nok, Closson har ret, når han, 
med al beundring for Griegs teknik og behændig- 
hed, ikke kan begeistre sig for den slags bearbei- 
delser. Men det beviser i al fald, med hvilken kær- 
lighed Grieg hænger ved den ham dog i grunden 
så fjerntliggende sydtyske mester. I et brev til en 
gammel ven udtaler Grieg sig temmelig udforlig 
over sit forhold til vor tids kunst. Brevet er så ka- 
rakteristiskt, at jeg må gengive det væsentlige deraf. 
— — — »Hjærtelig tak for dit kære, ungdom- 
melige, stemningsfulde brev, hvoraf jeg netop ser, 
at du ikke er bleven filister. Nei, kære, gamle 
ven. Du kan før tabe både øren, næse og mund, 
førend du blir det. Jeg indrømmer fuldstændig, at 
vi lever i en kunstnerisk »tynd« tid, men vi, som 
nu ældes, vi skal huske på at være med på alt det 
bedste, ungdommen vil. Vi bør ikke leve bare i vor 
ungdoms idealer. Jeg tror overhovedet ikke på 
denne gamle sludder med ungdommens idealer, 
dette med at blive sine idealer — sine ungdoms 
idealer tro. Så vilde der jo ingen udvikling være. 
Det, jeg i livet har følt mig lykkeligst ved, det er, 
når jeg har haft følelsen af at have erobret om end 
kun et ganske lidet stykke ideal mere end min ung- 
doms. Herregud, det hele er jo en kamp fremad 
mod sandhedserkendelse. Hvor er det da muligt at 
blive stående ved »konfirmationsidealerne "? Jeg el- 



156 



sker Schumann — men ikke som i 17-års alderen, 
jeg elsker Wagner, men ikke som i 27-års alderen, 
kærligheden til kunsten som til kvinden forandrer 
karakter, blir ikke mindre skøn, måske tvertimod. 
Vinen blir aflagret og bedre. Bliv bare ikke i slet 
humør, fordi du ikke føler som en 17-årig, når du 
blot føler sandt og ærligt.« 

Kan man tænke sig en sundere kunstopfatning, 
et liberalere syn på nye tiders krav? Ikke spor af 
dogmatiskt sneversyn, af forud fastslåede, evige 
regler, som skal gælde for alle tiders kunst. Vi ser, 
hvorledes han selv stadig stræber mod høiere og 
ædlere idealer, altid søger at optage i sig nye ind- 
tryk og lære i livets evige skole. 

I politiske stridigheder har Grieg aldrig blandet 
sig, men er, som alle store kunstnere, en idealist, 
der sværmer for personlighedens frihed og suveræ- 
nitet. Han har været godmodig nok til at tage imod 
en hel del godt mente ordener, som han dog al- 
drig bærer. Derimod synes han at sætte mer pris 
på, at han i 1872 blev medlem af det svenske mu- 
sikakademi, i 1883 korresponderende medlem af 
musikakademiet i Leyden og 1890 af det franske 
»Academie des beaux arts«. 1 1893 blev han kreeret 
til æresdoktor ved universitetet i Cambridge. Uag- 
tet han aldrig direkte har blandet sig ind i den 
norske politik, har han dog, som alle tænkende 
kunstnere, i høi grad beklaget de senere års frem- 
toninger og det fjendskab mod al høiere kultur, 
som mer og mer er trådt frem inden vore ledende 
kredse. Men han har stedse bevaret håbet om, at dette 
uhyggelige fænomen blot er noget forbigående, en 
børnesygdom, som er uundgålig i et nybyggersam- 



157 

fund uden alle kunstneriske traditioner. Han hå- 
ber, som vi alle, at Norge engang skal komme til 
fuld bevidsthed om den skat, landet besidder i fol- 
kets rige kunstneriske begavelse. Især musiken for- 
tjener en æresplads i vort kunstliv — medens den 
nu sidder som en slags askepot alier nederst ved 
bordet. 

I vore dage hvor Amerikanismen — jagten efter 
penge — mer og mer breder sig, burde man mer 
end nogensinde tage sig af kunsten, som mere end 
noget andet danner en modvægt mod en fuldstæn- 
dig fortabelse i materielle interesser. 

I dette lille festskrift har jeg forsøgt at henlede 
opmærsomheden på det almenmenneskelige og per- 
sonlige indhold af Griegs musik. Han siger selv om 
Nordraak: »jeg er ham mest tak skyldig, fordi han 
åbnede mine oine for det i musiken, der ikke er 
musik.« 

Kunde jeg opnå et lignende resultat hos en eller 
anden læser, vilde mit mål være nået. Med hensyn 
til musiken hersker nemlig en utrolig overfladisk- 
hed og træghed. 

Det falder meget få ind at fordybe sig i et mu- 
sikværks ånd, i de følelser og stemninger, der har 
bevæget tonedigteren, da han skabte sit tonedigt. 
Man lader tonerne »gå ind af det ene øre og ud af 
det andet«, har en vis svag anelse om, at kunstne- 
ren havde noget på hjerte, han gerne vilde med- 
dele. Aller værst er det bleven, siden man er be- 
gyndt med de såkaldte »programbøger«, hvor alle 
mulige themaer opregnes og udviklingen på ren 
mekanisk måde gøres rede for. Det rent ydre mu- 
sik-apparat tager al opmærksomhed fangen, så det 



158 

væsentlige ved al kunst — det indre indhold — går 
ubemærket forbi. Den, som har lært at søge dybe- 
re, vil kunne læse i ethvert kunstværk — især når 
der er tale om den intimeste af alle kunster — mu- 
siken — som i en åben bog. Han lærer på denne 
made kunstnerens personlighed langt dybere at 
kende, end oni han havde været sammen med ham 
i mange år. Thi netop skabende kunstnere viser 
først sin sande natur, når de sidder ved arbeids- 
bordet. I sine værker giver de sig selv så fuldt og 
helt, at de i den arbeidsløse tid trænger hvile og 
og stilhed eller nye påvirkninger udenfra. Især to- 
nedigterne er underlige verdensfremmede hoifjelds- 
naturer, drømmere, som ofte selv har følelsen af at 
tilhore en anden planet end vor stakkels jord, hvor 
livet arter sig så vidt forskellig fra det ideal af lyk- 
ke og kærlighed, som lever i enhver ægte tonedig- 
ters bryst. Disse ensomme indadvendte sangfugle, 
der ligesom kommer fra en anden fjern verden, 
for at synge sine evige længsler midt op i den vil- 
de jagt efter materiel vinding, disse ensomme sang- 
fugle burde være menneskehedens hellige, da de 
bringer budskab om noget, der ligger så uendelig 
høiere end vort daglige stræv. Allerede deres sjel- 
denhed burde gøre dem elsket — de mekaniske 
dukkefugle, der søge at eftergøre de store skoves 
sang, burde ikke kunne bedrage nogen. Kunsten og 
fremfor alle kunster musiken, er den helligste åben- 
baring fra verdener, der ligger høit over vort jor- 
deliv -- den, som elsker kunsten, kan aldrig blive 
anderledes troende. Skulde vi komme såvidt, at al 
kunst, jeg mener ægte kunst, blev udryddet, vilde 
livet tabe al virkelig værd os vor kultur svnke sam- 



159 

men i råt barbari. Vi er allerede kommen langt på 
veien — for vor tids mennesker ere en kanon eller 
en gadebrolægning uendelig meget vigtigere end det 
største geni — vanvittige kræfter råder overalt og 
synes at skulle føre Europa, det kunstrige Europa, 
mod afgrundens rand, medens det unge kunstløse 
Amerika kraftigt og enigt reiser sig i dollarernes al- 
mægtige stråleglands! — - Vi må glæde os over, 
at vi endnu ikke er nået så langt nedover, at vi 
endnu besidder store kunstnere, der belyser livets 
ideelle sider og fører menneskebeden mod høifjel- 
dets sunde luft og uendelige vidder. Til disse ægte 
kunstnere hører Edvard Grieg. 

Han bar i sine værker givet os sit bele væsen, 
har ikke veget tilbage for undertiden at dyppe sin 
pen i sit eget hjerteblod. Dette hans indre kærlig- 
hedsvæld har vederkvæget millioner hele verden 
over. Vistnok er ikke mange istand til fuldt ud at 
optage en stor kunstner i sig — dertil hører konge- 
nialitet. Men selv uden fuld forståelse er dog et- 
hvert ægte kunstværk en berigelse for enhver, som 
træder det imøde med naturlig sympathi. At Norge 
har været en hård stedmoder mod ham som mod 
alle sine kunstbørn er desværre altfor meget tilfæl- 
det, og festjublen i anledning af hans GOårige ge- 
burtsdag forandrer ikke det mindste i så henseende. 
Man soler sig i »den store mands« berømmelse, 
men vil ikke engang følge hans mest udmærkede 
råd! — Hvorledes har han f. ex. ikke kæmpet for 
at få istand et ordentligt orkester i sin elskede fø- 
deby, hvor har han ikke stridt for en national mu- 
sikscene i al fald i Kristiania! Hidtil alt forgæves. 
Broderlandet Danmark og udlandet har langt større 



160 



fortjenester at rose sig af ligeoverfor Griegs kunst 
end det herskende samfund hjemme i Norge. 

Men lad os ikke fordærve feststemningen med 
disse bittre betragtninger. Vi vil heller hengive os til 
fuld ædel glæde over, at en så stor kunstner som 
Edvard Grieg, trods alle hindringer har virket og 




seiret blandt os. Måtte festen i anledning af hans 
GOårige geburtsdag, som feiredes over den hele ci- 
viliserede verden, give anledning til, at også vi får 
øie for kunstens ophøiede væsen og betydning for 
alt virkeligt kulturliv. Han og hans frue har alle- 
rede ved sit livsarbeide bidraget meget til at bedre 
musikforholdene i Norge, så de yngre kunstnere 
har den langt lettere end i sin tid Grieg og Svendsen, 
der måtte trampe musikkræfterne op af jorden og 
som Moses slaa vand af klipper. Vi kan håbe på 
lysere tider, på en høiere samfundsintelligents. Ed- 



161 

vard Grieg har al grund til at glæde sig over sit 
livsværk — han har virkelig udført den livsmission, 
som Ibsen i sin tid gav ham, har fået stenene til at 
sprude gnister og vilddyrenes ham i al fald delvis 
til at briste, og han ser med inderlig glæde og dyb 
sympathi en ny kunstnergeneration voxe frem, der 
med begeistring og i dyb ærbødighed mod ham og 
Svendsen intet mer forlanger end at optage deres 
arbeide, at opdyrke vildmarken og søge frem nye 
skatte mellem kampestenene langt oppe mod nord. 
Sjeldent har et arbeide et saa rigt resultat at op- 
vise som Griegs. Han har ikke blot givet os sin 
dybe rige personlighed i en deilig toneverden, men 
han har vakt et sovende folk til nyt herligt liv. 
Der er over hans hele kunst noget af vårens be- 
tagende friskhed, dens skælmske lunefuldhed, dens 
kraft, livsmod og underlige melankolske længsler 
og kærlighedshigen midt oppe i al solglæden. Der- 
som en rig sommer og høst fulgte al denne vår- 
jubel og unge smerte, da vilde Edvard Grieg være 
den første til af hjertet at glæde sig. Thi han har 
aldrig sneverhjertet solet sig i sin egen personlig- 
heds glands, men altid havt et eneste mål for øie: 
den ophøiede kunst, som han selv har givet sit in- 
derste væsen, sin fulde personlighed. Vi, som ny- 
der godt af hans store livsgerning, føler os gen- 
nemtrængt af dyb taknemlighed, men ved ingen 
bedre hilsen til ham, der hader alle klingende fra- 
ser, end et dybt følt: hjertelig tak for alt det, du 
gav os! 



E.GRIEGS STAMTRÆ PAA MØDRENE SIDE 

(meddelt af Oscar Riis, Bergen.) 



Magister Kjeld Stub, senest sognepræst til Ullensaker, var selv 
præsteson og fodt i Halland i Skåne, Sverige, 10 / 12 1(507, dod 1663. 

Han blev tre gange gift, sidste gang 1(553 med Maren Lauritz- 
datter Sverdrup, provstdatter fra Vang, Hedemarken, dod 1(5(5!). De 
havde 3 horn, hvoraf 

Gunhild Stub, f. ? dod 1717, blev gift med Hans Lauritzen, 
sognepræst til Spydeberg. Der var 19 børn, hvoraf 

Lorentze Hansdatter Spydeberg, 1688 — 1751, i 20 ars alder 
blev gift med Eiler Bertelsen Kongel, Stensvik i Kværnæs. Der var 
4 born, hvoraf 

Magister Eiler Eilersen, senest biskop i Christianssand 1718 
— 1789. Gennem sin moder var han i slægt med biskop Hagerup i 
Trondhjem , blev i 12 ars alderen optaget som son af dette hjem og 
erholdt navnet Hagerup. Han blev 2 gange gift; anden gang med 
Edvardine Magdalene Margrethe Christie 1755—1830, præstedatter 
fra Tysnæs, Sondhordland. Edvardine Christie var altsaa tante til 
den bekendte Eidsvolds-mand stiftamtmand Wilhelm Frimann Koh- 
ren Christie. Der var 3 born, hvoraf 

Edvard Hagerup, senest stiftamtmand i Bergen 1781 1853. 
Han levede al sin tid i Bergen, idet hans moder ved faderens dod 
forlod Christianssand, og Edvard Hagerup blev i 8 ars alder an- 
bragt i kathedral skolen i Bergen; han tog 1802juridi.sk examen og 
blev 1808 gift med Ingeborg Benedicte Janson 178(5—1849, datter af 
hofagent Herman D. Janson, grossist i Bergen. Der var 8 born, hvoraf 

Gesine Juditte Hagerup, 1814 — 1875, blev gift med engelsk 
konsul i Bergen Alexander Grieg 180(5 — 1875. Der var 2 sønner og 
3 dottre, hvoraf 

Edvard Hagerup Grieg, fodt 15 /i; 1843. 

E. GRIEGS STAMTRÆ PAA FÆDRENE SIDE 

(meddelt efter den Griegske families stamtavle, 
samlet og udarbejdet af grosserer Alexander Behrens Grieg, Bergen.) 



Alexander Grieg, fodtved Aberdeen i Skotland, udnævntes til 
britisk generalkonsul i Bergen, dod 1803, gift med Margretha Elisa- 
beth Heitman, dod 1782. 

John Grieg, britisk konsul, fodt i Bergen 1772, dod 1844, gift 
med Maren Regine Haslund. 

Alexander Grieg, britisk konsul i Bergen, fodt i Bergen 180(5 
dod 1875, gift med Gesine Judith Hagerup, fodt 1814, dod 1875. 

Edvard Hagerup Grieg, fodt i Bergen 15 /g 1843. 

Fra samme slægt stammer en berømt russisk admiral Alexan- 
der Samuel Grieg, til hvis ære et storslagent monument er opreist 
i Nikolaijeff. 



t '■ • ■ Hm HM l jt '^ ^^ 

fe\ A H U /J? 







PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 



Mp Schjelderup, Gerhard 

410 Rosenkrone 

G9S264 Edvard Grieg og nans 

vaerker 



Music