Digitized by the Internet Archive
in 2011 with funding from
Un ivers ity of Toronto
http://www.archive.org/details/edvardgriegoghanOOschj
K. C
GERHARD SCHJELDERUP
EDVARD GRIEG
OG HANS VÆRKER
K. C. SAND
5 EN HAV M %
GERHARD SCHJ ELDERUP
EDVARD GRIEG
OG HANS VÆRKER
ET FESTSKRIFT I ANLEDNING
AF HANS 60ÅRIGE FØDSELSDAG
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
TRYKT I LANGKJÆRS BOGTRYKKERI
KOBKNHAVN 1903
I'IIICHKII) ■ I.l.ll'/K,
I
LÆNGSLER — DRØMMESYN
DEN SOVENDE PRINSESSE — EN UNDERLIG
PRÆST
Langt sydpå i de fremmede lande, hvor den norske
_j kunstner må søge mer varme, dybere for-
forstaaelse, ja endog sit daglige brød, gribes han
ofte af en fortærende længsel efter eventyrlandet i
norden, som har givet hele hans sjæleliv en eien-
dommelig farve, hvis friske luft og høifjeldsvidder
har styrket hans blod og udvidet hans syn paa
livet, så han med ubøiet mod, i sund livsglæde kan
kæmpe sin haarde kamp og bryde den modstand,
som fordærvede forhold og menneskenes træghed,
bøigenes seige tågemasser, overalt byder. Da er det
ligesom han ser hele Norge for sit indre øie, som
det ligger der i sin fantastiske pragt og storhed —
Østlandets uendelige skovtrakter med indsøernes
blinkende smil, den vilde, sønderrevne kyst ud mod
nordhavet, hvor enkelte fiskerhytter hænger som sø-
fuglreder midt ind i bølgebruset, de utallige bugtningers
og øers vekslende former, de snart yndefulde, snart
storstilede sagafyldte fjorde, nordlandenes ophøiede
evighedslængsler — og mod den hele strenge, mørk-
ladne kyst den evige brusen af bølgerne, som bærer
bud fra det uendelige nordhav, fra Niflhein, islandet
deroppe ved polen, som ligger i evigt mørke for
kun en kort tid at tindre så overvældende i stråle-
glands, at det menneskelige øie næppe kan tale al
denne herlighed, som skjuler nattens dødsriges
vilde kamp for tilværelsen, mørke tragedier og
uhyggelige blodhad. Og dertil det underlige dyre-
liv langs kysten, hvor milliarder af fiske årlig sætter
ind yre af livslyst, havets spændstige overmål af
kraft, og fuglebjergene oppe under midnatssolen,
hvor det vildeste liv følges af dødens stilhed og de
vældige havdyr, troldhvalerne, som hundreder af
mile følger fiskestimerne — alt dette giver et
indtryk sa overvældende i sin fantastiske rigdom,
at vi ikke undres over, at netop et sådant land
maatte skabe store kunstnere paa grundlag af en
rig folkekunst. Den hele natur ligesom synger de
dejligste kvad, — kun toner kan gengive os disse
i det uendelige vexlende stemninger, dette evige liv
i naturen, som den geniale maler forgæves søger at
lægge ind i et enkelt flygtigt øieblik. Det er derfor
intet under, at musiken blev vor nationale kunst -
musiken og den dermed beslægtede og naturlig for-
enede digtekunst. Her har Norge ydet sit største
og eiendommeligste bidrag til verdenskulturen, og
den skat, som vort folks stille arbeide har ophobet.
er endnu langtfra udnyttet, men byder store frem-
tidsmuligheder, og det er ikke usandsynligt, at norden
i forening med Rusland er kaldet til at fornye og
opfriske den europæiske musik, som i de store
kulturlande, der hidtil har været de forende, synes
at have mistet sin skabende kraft, som den søger
at erstatte ved virtuosens kneb og blændende ef-
fekter.
Efterat de blodige borgerkrige og den sorte
dod havde udtømt Norges kræfter, sank landet i
en lang, sund søvn, 300års natten, som endog en
af vore store digtere med urette har forhånet -
»Trehundredeårsnatten
ruged over abekatten«.
Etter min opfatning har denne stille periode
været af overordentlig stor betydning for vort folks
udvikling. Vistnok sov prinsessen så fast, at hun
lod fremmede stelle om sig uden at blues, ikke
engang mærked det, når en eller anden røverbande
plvndrede gårde og kirker, eller naar fiendtlige
horder faldt ind over grændsen — men hendes søvn
var som et fornyelsensbad, og hendes drømme var
deilige. I denne tid dels udvikledes videre, dels
opstod vore folkeviser og danse, vore sagn, vor
nationale kunstindustri, og den stærke indivi-
dualisme, der er nødvendig for kunsten og alt
virkeligt personligt liv, blomstrede frodigere end
nogensinde. I Norge sad hver bonde som herre
paa sin gård — af og til plaget af sine embeds-
mænd, til andre tider befrugtet af den fremmede
indflydelse, men fri og ubunden indtil ustyrlighed.
Det politiske Norge var ham ligegyldigt - - i al fald
sa lamge han var fri for tiendens indfald, men der-
imod arbeidede han i stilhed på en langt vigtigere
opgave end datidens vanvittige politik - han be-
fæstede og udviklede vort folks eiendommelighed,
så vi senere har været i stand til at yde et i for-
hold til vort ringe antal yderst mærkeligt bidrag til
menneskehedens åndelige liv. Den norske bonde
arbeidede, drømte og digtede, skabte den rigdom,
som vi nu beundrer, men som samtiden ingen anelse
havde om. Da vi så endelig vågnede op til politikens
brutale dagliv, begyndte vi med at ødelægge vore
fleste gamle kirker og andre mindesmærker, vi ud-
ryddede efter bedste evne under navn af overtro al
fantasi og satte abc bogen istedet — folket blev op-
lyst lærte at skrive, læse og regne og politisere, men
tabte sin gamle produktive åndskraft. Så fik vi ende-
lig øinene op for, at vore sagn og melodier ikke
var så ganske uinteressante, og lod dem samle, men
fandt det dog ikke umagen værd, at udgive dette
folkemonument i en værdig fuldstændig udgave. »Vi
er et så fattigt folk« heder det, hver gang der er tale
om at ofre lidt for kunst, og for vor musik har vort
samfund hidtil omtrent intet gjort, og har vi havt
en fremragende musiker, har vi enten pint ham ihjel
i elendige trange forhold (som f. ex. martyren Half-
dan Kjeralf) eller hurtigst mulig expederet ham til
udlandet, (som Grieg, Svendsen, Sinding osv.)
Ikke uden grund optraadte Grieg i sin tale i an-
ledning af 60 årsgeburtsdagen mod barbariet hjemme.
Vi har langtfra den følelse for vor kunst, som de
Danske, Svenskerne og Finnerne har. Skæbnen be-
handler os bedre, end vi egentlig selv fortjener det,
idet den skænker os store digtere, musikere og bil-
dende kunstnere, som i fremmede lande må søge
det hjem, politikens Norge ikke vil give dem. Havde
ikke Grieg ved egen kraft erobret hele den civiliserede
verden, havde han og hans frue maattet friste samme
kummerlige tilværelse, som førte den fintstemte Kjer-
ulf mod en altfor tidlig grav!!!
Men lad os fra nutiden vende blikket endnu
en gang mod den underlige stille tid, da den norske
folkekunst opstod eller befæstede sig. Mange af de
digtninger og melodier, som vi endnu besidder, går
lige tilbage til sagatiden, andre er opstaaede senere
og viser især i musikalsk henseende en betydelig
udvikling. De ældste melodier er fulde af karakter,
men ensformige, medens farvepragten senere stadig
tager til, og den harmoniske følelse, det rythmiske
liv blir rigere og eiendommeligere. Dersom vi en-
gang kom så vidt, at vi fik en historisk fremstilling
af vor folkemusik, tror jeg sikkert, man vilde opdage
en blomstringstid, der ligger omtrent i midten af
udviklingen og som efterfulgtes af en temmelig kort
nedgang, hvor man mer efterlignede tidligere model-
ler end skabte virkelig nyt. Hidtil kan vi næsten
blot holde os til gælninger, da vi intet sikkert ved.
Hvorom alting er, så er vore bedste folkeviser så
rige på stemning, så dybe i følelsen, at meget få
lande har noget tilsvarende at byde på, og springdan-
senes og hallingernes fantastiske rythmik og eien-
dommelige harmoniske tilbøiligheder giver dem et
bestemt nationalt præg. I et fagskrift vilde det være
interessant nøiagtig at påvise, hvori disse eiendomme-
ligheder ligger — forsåvidt som det lader sig ud-
trykke i ord — men i en populær kunstnerbiografi
er der liden mening i at komme med musik-tek-
niske udviklinger. Og desuden lader sig blot ydre
eiendommeligheder fastslå, medens ånden, som be-
liver det hele, umulig lader sig udtrykke i ord og
formler. Jeg vil blot bemærke, at i vor folkemusik
det harmoniske underlag er af endnu langt større
eiendommelighed end f. ex. i den ellers meget karak-
teristiske svenske og finske. Det er derfor intet un-
der, at den kunstner, der har ført vor musik frem
til seier, er i besiddelse af en sjelden genialitet netop
i denne retning. Hans lydhøre øre alene formåede at
opdage den skat, som her laa begraven i de lidet
8
forståelsesfulde optegnelser, som pedantiske skole-
mestre have forsynet med det banaleste harmoniske
grundlag, så man endog langt oppe i 60 arene kunde
tale om hvilke nøisomme harmonier vor folke-
musik sad inde med. uagtet enkelte af vore folke-
viser (f. ex. Ola Glomstulen) lader sig behandle ka-
nonisk«, som det heder i en artikel fra 1866. Ja,
man forsøgte virkelig paa at behandle vore melodier
og danse »kanonisk«!! Saledes tog man i begyndel-
sen fat på den sovende prinsesses deilige drømme!
For den store kunstner fodtes, der skulde vække1
vor folkemusik op til nyt frodigt liv og pa dens
grundlag udvikle sig til en mægtig personlighed,
matte der gå et langt forberedende arbeide forud.
Sålænge et folk er henvist til sit eget drømmeliv,
udestængt fra al kraftig indflydelse udenfra, vil neppe
nogen sig fuldt bevidst stor kunstnerisk personlig-
hed kunne opstå. Der må ligesom en brydning til
mellem nationale og fremmede elementer for at skabe
store kunstværker, og del er derfor ganske naturligt.
at vort kunstneriske liv forst tog fart, da vi efter
1814 trådte frem som en fuldbaren, seierssikker na-
tionalitet. Det forberedende hemmelighedsfulde ar-
beide var i stilhed gaaet for sig. Vi var stærke nok
til at trodse det politiske livs storme, uden at op-
give de dybe uvurderlige karakteregenskaber, som
efterhånden havde givet vort folk sit særpræg
den ene store kunstner opstod efter den anden:
Welhaven, Wergeland, Vinje, Bjørnson, Ibsen, Lie, Gar-
borg osv, og musikerne Tellefsen, Thrane, Nordraak,
Kjerulf, Grieg, Svendsen, Sinding m. ti. - - for ikke
al tale om malere og billedhuggere. Alle, som i
sandhed elsker vort land. burde forene sig, forat vi
9
endelig engang kan få øinene op for de vigtigste sider
i vort kulturliv. Vi drømmer alle om et Norge, der
går op i frugtbart arbeide på at udvikle sine nærings-
veie, sin kunst og videnskab, og der er lykkeligvis
i de senere år tegn til, at et saadant ideal dog ikke
er så umuligt at realisere, som det for nogen tid
siden så ud til.
Før jeg går over til Edvard Griegs levnedsbeskri-
velse og værker, må jeg dog mindes et par af hans
forfædre, som har været ualmindelig interessante
personligheder. Havde arveligbedstheorien været sa
enerådende, som da Garborg i 90 arene skrev sin
udmærkede biografi om Jonas Lie, vilde det være
den letteste sag af verden at konstruere op hele Griegs
karakter som en sammensætning mellem hans norske
og skotske stamfædre. Fristelsen er der - og det
er sikkert også muligt, al visse raceegenskaber kan
have fundet veien gennem en række slægtled fra
én betydelig personlighed til en anden. Kjeld Stub, fra
hvem Grieg i lige linie stammer, maa have været en
mærkelig mand. Han var født i. Halland (altså i
Sverige) 10. december 1007 og dode 1663. I 1626 var
kan indskrevet et ars tid som student ved Koben-
havns universitet. Derefter drog han til udlandet og
tog tjeneste som ingeniør ved den keiserlige hær i
Nederlandene. Senere skal han have været i Frankrig,
hvor han blev kaptein og stod i stor yndest hos
kardinal Richelieu. Efter hjemkomsten 1631 var han
nogen tid lærer og hovmester og blev saa af magi-
straten i Kristiania udnævnt til sognepræst ved den
nyopførte Trefoldighedskirke, der la på det sled.
hvor Johanneskirken nu ligger. Han viste dog snart,
at han ikke ganske havde aflagt sine krigeriske
C. SAND
10
vaner fra landseknægtlivet derude, og i et gilde,
hvor det gik temmelig vildt til, truede han borger-
mesteren Laurits Ruus saa energisk med sit vinglas,
at den hoie øvrighed forskrækket forlod selskabet.
Deres uvenskab varede i flere år og endte med, at
Magister Kjeld satte borgermesteren i ban og derfor
efter kongelig befaling 1641 maatte forlade sit em-
bede i Kristiania, hvorimod han istedet blev ud-
nævnt til sognepræst i Ullensaker på Romerike. Un-
der krigen med Sverige 1643 — 45, kom han til at
spille en mærkelig rolle. Han var en gammel ven
af statsholderen i Norge, den energiske Hannibal Se-
hested, efter hvem krigen hos os blev kaldet »Hanni-
balsfeiden«. Denne tog ham med på råd og fik ham
til at paatage sig den øverste ledelse af grændse-
bevogtningen paa den hele strækning fra Trondhjems
len til Baahus.
Saalænge krigen varede, drog han om fragrændse-
post til grændsepost, ledsaget af en livvagt på 12
ryttere, som han underholdt på egen bekostning.
Han førte titelen »kammerråd« og udfoldede den
største energi, »lod passene forhugge og drog om-
sorg for, at befæstningerne blev opførte i overens-
stemmelse med hans planer. Ved opråb, han lod
affatte paa svensk og udbrede i Sverige, fik han
indbildt bønderne i de svenske grændseegne, at de
vilde blive sparede for indfald fra norsk side, hvis
de selv holdt sig rolige. Svenskerne frygtede og
hadede ham, kaldte ham »Kjeld skandsegraver«
og skrev en smædevise om ham. De norske bønder
viste ham lydighed, medens de ellers gerne deser-
terede. I spidsen for dem kunde han henimod sluten
af krigen standse Stenbock, der trængte frem til
11
Glommen. Da freden var sluttet, optog han atter
sin præstegerning og virkede i sit kald til sin død.
Han døde af slag, som han stod på prædikestolen.«
Uvilkaarlig tænker man på Griegs umådelige energi,
hans mærkelige organisationstalent, hans ildfuldhed
og hidsighed, hans magt over masserne. Denne
underlige krigerpræst optrådte også som forfatter,
idet han skrev en hrochure, hvori han skarpt an-
greb den store Axel Oxenstjerna. Havde han levet
til andre tider og under andre forhold, havde hans
fantastiske natur uden tvivl draget ham mod kun-
sten. Denne mærkelige personlighed er stamfader
til slægten Hagerup, som egenlig ikke burde bære
dette navn. Magister Eiler Eilersen, biskop i Kri-
stianssand, søn af Stubs datterdatter, antog nemlig
efter en slægtning, biskop Hagerup i Trondhjem,
dette navn. Hans søn var den bekendte stiftamt-
mand i Bergen (1781 — 1853), Edvard Griegs bedste-
far på mødrene side. En berømt datterdatter af
Kjeld Stub er den af folkesagnet så forherligede
Anna Kolbjørnsdatter, som under krigen med Karl
den tolvte lod overrumple en svensk rytterafdeling
på Norderhougs præstegård. Da Grieg efter al sand-
synlighed har arvet sit geniale talent efter sin mor,
synes jeg, det er rimeligt at tage mer hensyn til
slægten Hagerup end hans hidtidige biografer har
gjort det, især da denne slægt er ægte norsk, me-
dens familien Grieg er af skotsk oprindelse. Da
Jakob IIIs søn Karl Edvard ved den skotske kyst
rejste sin fars banner, var der ingen, som anede,
at der her blandt andet var tale om den norske
musiks fremtidsskæbne. Havde den ridderlige præ-
tendent ikke været altfor glad i selskabelige for-
12
lysteiser, havde hans hoilandske klan-høvdinger
været mindre stivnakkede, sa havde verden an-
tagelig oplevet en ny stnartsk restauration, men vor
norske musikhelt havde i så fald aldrig set dagens
lys. Skælmen vilde, at Karl Edvard skulde forspilde
sine chancer, indtil han ved Culloden øst for In-
verness hlev heseiret af den engelske hær under
hertugen af Gumberland. »For sidste Gang angre!)
her høiskotterne under sækkepibernes toner engelske
soldater, men med al sin tapperhed formåede de
dennegang ikke at holde stand mod de regulære
soldaters bajonetter og kanoner« (16. April 1746),
Blandt prætendentens trofaste befandt sig en vis
Alexander Grieg, eller Greig, som han skrev sig,
der var bosat i Aberdeen. Efter nederlaget drog
han over til Bergen, hvor han nedsatte sig som
købmand. Denne omstændighed blandt andet også
forenet med gamle magister kammerrad Kjelds
forkærlighed for den kvindelige slægt (familien
Hagenip stammer fra hans tredie ægteskab) har
vist sig at være af største vigtighed for vort lands
kunstneriske udvikling, da verden ellers aldrig vilde
kunnet fryde sig ved Griegs geniale musik. Det er
ikke altid sa let at linde forbindelsen mellem årsag
og virkning! Og nar vi ser denne trofaste hengiven-
hed for Stilarternes ulykkelige slægt hos Griegs
stamfader, kommer vi uvilkårlig til at tænke på, hvor
trofast vor store kunstner ogsaa er ligeoverfor sine
gamle venner, hvad jeg senere ved ledighed nærmere
skal omtale. Og det kan ikke nægtes: undertiden
ligesom sporer man i Griegs musik noget af den
sækkepibeklang, som opildnede de vilde krigere
ved Culloden.
II
EDVARD GRIEGS FAMILIE, BARNDOM
OG UNGDOM - - LEIPZIG OG KØBENHAVN
NINA HAGERUP
VÆRKERNE FRA DENNE TID
Edvard hagerup grieg blev født i Bergen 15.
juni 1843. Hans fader Alexander Grieg var
købmand og engelsk konsul, hans moder Gesine,
født Hagerup var en sjelden begavet kvinde. Hun
havde i begyndelsen af trediveårene studeret under
sangkomponisten Albert Methfessel i Altona. Hun
spillede klaver, sang og lærte theori. Pianospillet
var dog hovedsagen, og her maa hun have præ-
steret fortræffelige ting efter alle samtidiges enstem-
mige dom. Hendes spil understøttedes af en for
de dage ualmindelig teknik, udmaM*kede sig ved
klarhed, energi og åndelig overlegenhed. Hendes
yndlingskomponister var Mozart og Weber, af hvis
operaer hun i Edvards barndom ved ugentlige musik-
aftener i hjemmet bragte alt det til udførelse, som
kunde klares af Bergens daværende amatører. Selv
sad hun ved pianoet og ledede det hele. Dette har
naturligvis været af stor betydning for hendes to
høitbegavede sønner. Hun var også litterært an-
lagt, skrev ved forskellige anledninger både digte
og skuespil, og var i det hele en stort anlagt natur.
Edvards far var en meget interesseret musikelsker
14
og musikdyrker, men kom aldrig til at like sin søns
kompositioner, nar undtages en og anden sang.
Edvards ældre bror John Grieg kom 1859 til Leipzig
og studerede violoncel forst hos Fr. Gruizmacher
og siden hos Davidujf. Han opgav dog musiken
efter omtrent 4 års studium for at indtræde i sin
fars firma, handelshuset Alexander Grieg & søn.
Også han var alsidig anlagt, og det var vanskelig
at sige, hvor han havde sine største evner. Som gut
viste han tegnetalent, og samtidig med sine musik-
studier drev han ivrig litterære sysler. Et helt bind
digte, hvoraf mange i det tyske sprog, har han efter-
ladt, desuden oversatte han i begyndelsen af 60-
årene Ibsens »Kongsemnerne« og flere af Bjørnsons
digte paa tysk. Sit hele liv blev han musiken i sit
inderste hjerte tro og spillede som violoncellist og
musikanmelder en betydelig rolle i sin fødeby. Han
led hele livet under, at omstændighederne havde
tvunget ham til at forlade kunstnerkarrieren og vælge
en livsstilling, der var ham saa lidet sympathetisk
som vel mulig. Da han i 1901 fandt en tragisk død,
og slægten var forsamlet i anledning af begravelsen,
satte Edvard sig til flygelet og spillede Beethovens
Appassionata, broderens yndlingsstykke, der ogsaa
gav hans lidenskabelige og stort anlagte natur det
mest betegnende kunstneriske udtryk. I sin violoncel-
sonate har Edvard sat sin bror det skønneste
mindesmærke. Ogsaa familiens tre døtre er ualmin-
delig begavede og musikalske personligheder.
Edvard tilbragte sin barndom dels i Bergen,
midt i byens centrum, dels paa forældrenes dejlige
landsted Landaas. Dengang var børnelivet paa byens
gader i højeste grad livligt. Den mest ubundne fri-
15
hed herskede og blev neppe synderlig indskrænket
af de godmodige vægtere, som af og til viste sig.
Børnene fik dengang og mange år senere både lov
til at »spille vinken«, slå bal, ja age kælke i byens
gader, for ikke at tale om de dejlige søbade på
Nordnæs og Dokkeskærene, som stod til fri dis-
position for hele byens ungdom. Nu er al denne
uskyldige frihed ubarmhjertig tilintetgjort. Stramme
konstabler med preusiske hjelme spankulerer gen-
nem gaderne, og den »sædelige skamfølelse« har for
længe siden drevet bort alle de morsomme barne-
kropper, som før myldrede henover hele stranden,
så skærene så ud som fuglebjerge. Men saa kan
man jo desto sikkrere gå gennem den trange Strand-
gade uden at spiddes af en eller anden kælke, som
før kom susende i lynende fart nedover »muren«
eller »Holbergs-almenningen« — eller hvad de nu
alle heder, disse brede bakker, som i århundreder
har delt Bergen i forskellige kvarterer. Det er klart,
at dette friske gutteliv har virket befrugtende på
Edvards fantasi. Det synes i det hele taget, som om
Bergen har noget ved sig, der udvikler de kunst-
neriske elementer hos en begavet personlighed og
driver den frem til dåd. Er det befolkningens liv-
lighed, masteskoven på »vågen«, fiskerlivet nede ved
Trianglen« med den evige kamp mellem de mund-
rappe Perniller og »strilene«, er det naturen og det
lunefulde omskiftelige klima, som undertiden bringer
øsende regn i månedsvis, undertiden solskinsdage,
hvis glands og jubel den neppe kan fatte, som ikke
er opvokset på vestlandet? Alt dette sætter sindet
i bevægelse, mørke tågestemninger og jublende livs-
lyst afløser hinanden uden nogen overgang, netop
16
således som især lyrikeren trænger det, fjeldenes
mørke tragik og nordenvindstormen driver drama-
tikeren ud på lidenskabernes frie oprørte hav, og
musikeren horer overalt toner, naturens hemmelig-
hedsfulde sprog til de få udvalgte, som kan optage
i sig livets inderste væsen. Hvorom alting er, sa
har skæbnen bragt liere af vore betydeligste mænd
i forbindelse med Bergen. Ole Bull og Grieg er
fødte Bergensere, medens vore to store dramatikere
Bjørnson og Ibsen i Bergen har modtaget stærke
indtryk, der uden tvivl har været af stor betydning
for deres kunstneriske udvikling. At næsten alle
vore fremragende skuespillere har været og frem-
deles i vore dage er Bergensere. er jo et bekendt
17
faktum. Det er visselig godt for det tungvindte
norske blod at optage i sig sydligere elementer, og
vi vil ikke finde mange norske kunstnere eller viden-
skabsmænd, der ikke tilhorer en stærkt blandet
race. Og Bergen er netop en racekrydsningernes by,
hvor alle mulige nationer modes. Ole Bulls forsøg
på i Bergen at skabe en fast national scene må
også have bidraget til at sætte liv i byens kunst-
elskende kredse, og dønningerne af denne bevægelse
har vistnok også vugget den 7årige Edvard, som
dengang i et helt år havde spillet klaver med sin
mor. Hans musikalske begavelse var allerede så
fremtrædende, at han i 9års alderen skrev sin første
komposition, variationer over en tysk melodi. Da
han vovede at vise sin stive og pedantiske skole-
lærer dette sit første mesterværk, blev denne rasende
over, at han bragte »sligt juks« med på skolen.
Han viste tidlig sin kærlighed til naturen. På det
vakkre sted Landaas, en bygning i herregårdsstil,
som ligger afsides på en bakke ved foden af det
bjergplateau, hvis hoieste top dannes af Ulrikken,
tilbragte han en stor del af sin barndom og ung-
dom. Deroppe skal endnu findes et stabur, som
fru Grieg lod opføre for sin geniale son, så han
kunde få arbeide i fuld ro. Efter sagnet skal »det
første mødes sødme < og andre sange være skabte
i disse fredelige omgivelser. Den skonne beliggen-
hed med deilig udsigt over dalen, den friske løvskov
omkring, den vidunderlige ro langt borte fra den
larmende landevei måtte stemme et modtageligt
barnesind til stille andagt. Det var dog især i 1858,
da Edvard med sin far reiste over fjeldene til Øst-
landet, at han blev sig sin dybe kærlighed til den nor-
18
ske natur fuldt bevidst. Samtidig følte han en uimod-
ståelig trang til at vie musiken alle sine kræfter. For-
ældrene nolede lidt, men så kom Ole Bull, vort folks
mest elskede, ja
tilbedte kunst-
ner, hvis ord
man lyttede til
i dybeste ærbø-
dighed. Han hør-
te Edvard spille
og radede foræl-
drene til strax at
sende den 15-
årige gut til kon-
servatoriet i
Leipzig. Høsten
1858 reiste han
til den berømte
musikby, hvor
Mendelsohn i en
række af år hav-
de behersket det
tyske musikliv.
Imidlertid begyndte andre strømninger at røre sig
blandt de unge. Schumann, Chopin og Richard Wag-
ner var de opgående stjerner, som mer og mer tog
deres sind fangne. Ifølge hele sin natur matte Grieg
føle sig i høieste grad tiltalt af de to førstnævnte,
medens han dengang ikke havde megen anledning
til at lære Wagner nærmere at kende. Moscheles,
Moritz Hanptmann, Wenzel og Reinecke var hans
lærere. Af disse var Wenzel den eneste, som havde
sympathi for Schumann og Chopin, der af de andre
Barneportræt
19
»blev taget af dage« i hver eneste time. Middelmå-
dighedens misundelse mod al Genialitet viste sig her
som altid.
Grieg forekom alt dette som en drøm, snart
var han doven, snart tog han sig sammen til for-
ceret arbejde. Hans helbred svækkedes af denne
pinlige usikkerhed på sig selv og sin livsopgave. I
våren 1800 fik han livsfarlig lungebetændelse. Han
matte nu reise til Bergen, men vendte allerede om
hosten — mod lægernes råd — tilbage til Leipzig,
hvor han flittig studerede til våren 1862. Han
bestod »die Priifung mit Ehre« og forlod kon-
servatoriet ligeså usikker på sig selv og sin frem-
tid, som da han kom did. Hvorledes han selv var
tilmode i denne tid fremgår tydelig af følgende be-
kendelser, som en tidligere biograf har lånt af et
brev fra ham :
»I begyndelsen var det hele mig en drøm. Jeg
saa og hørte og havde ikke den allerfjerneste tanke
om, at her endnu skulde være noget andet at gøre.
Med andre ord jeg blev doven, dementis sonater
kedede mig, reglerne om kvinter og oktaver ligeså.
Hvad der bragte mig i ånde, værkerne af Chopin,
Schumann og Richard Wagner, dette var sager, som
en ærbar elev af konservatoriet ikke kunde give sig
til at studere uden at begå en dødssynd. Jeg husker
endnu ganske levende, hvorledes gamle Moscheles
i sine pianolektioner tog Chopin og Schumann af
dage.« — Det værste var dog, at hans helbred for
bestandig havde faaet et knæk, så han hele sit liv
har lidt under en svagelig konstitution, som blot
en jernvillie kunde give en mærkelig modstands-
kraft. I Bergen gav han ved sin hjemkomst under
2*
20
stort bifald en koncert, hvori han også fremførte
egne kompositioner, og efter denne lille opmuntring
drog han til København, hvor Gade modtog ham
velvillig, uden at han dog blev hans elev. Han følte
sig tiltalt af de nordiske klangfarver, som under-
tiden fandtes hos Hartmann og Gade, men han
havde dog en bestemt følelse af, at især den sidste
stod altfor meget under Mendelsohns indflydelse til
stor skade for sin egen ægte danske personlighed.
Da Grieg viste mesteren sin første violinsonate,
mente denne, at der vistnok var meget talent deri,
men at »den var altfor norsk«. Grieg derimod lovede
sig selv i al stilhed, at den næste skulde blive endnu
norskere — og han holdt sit ord.
Han følte med stadig større styrke det nationale
element i sin natur, og det virkede som en forløs-
ning på ham, da han traf sammen med en lands-
mand, den modige, naivt selvtillidsfulde, efter alle
samtidiges vidnesbyrd geniale Richard Nordraak.
»Det var en aften i Tivoli,« fortæller Aimar Grønvold
i sin norske musikere«, »at forfatterinden Magda-
lene Thoresen præsenterede dem for hinanden. »Nei,«
råbte Nordraak, »så skal vi to store mænd virkelig
træffes!« Holdning, gestus, organ, alt tydede på, at
her stod en mand, som følte sig som fremtidens
Bjørnson plus Ole Bull. Men der var på samme tid
en så rørende naivitet og elskværdighed over ham,
at han tog Grieg med storm. Denne havde til dette
oieblik ikke tænkt på noget som at være eller at
kunne blive en stor mand. Han følte sig som en
elev, var dertil frygtsom, menneskesky og sygelig.
Men denne geniale seiersikkerhed var netop den
medicin, han trængte. Fra det øieblik, de mødtes, var
21
deres venskal), som om det havde varet i lange tider.
De to landsmænd gik hjem til Grieg. Nordraak satte
sig til klaveret, hvor han sang og spillede sine viser
af Bjørnsons bondenoveller, sin scene af »Sigurd
Slembe«, sin Purpose af »Marie Stuart«, sang og
snakkede, spillede og forklarede, og den geniale
seers glimtende lyn, der kastede sit skær snart ind
i nordens sagaer, snart udover Norges natur og
folkeliv, sprængte med et det tågedække, der havde
ligget for den unge Griegs øine. Han så i en kunst-
nerisk form realiseret noget af, hvad han selv havde
anet og drømt. »Her var«, yttrede en biograf om
Nordraak (antagelig Bjørnson), »idel klarhed og kraft
en fuld rund sum af norske melodier og norsk
fædrelandsbegeistring, norske karakterskildringer og
anekdoter, norske drømme og eventyr og et mylder
af planer til norske operaer og symfonier. En norsk
tonedigtning, der steg strålende i solspillet som af
et opkom, men kun et øieblik for så at synke til-
bage. Dette strålende væld var et forunderligt forbud
paa en rig herlighed«. Dog det var langt mere som
kunstnersjæl i det hele taget end som musiker, at
Nordraak påvirkede Grieg, hvis begavelse var af en
ganske anden art. Han besad også allerede en be-
tydelig teknik, medens Nordraak foragtede denne
side af kunsten og holdt på den naturlige genialitet,
der ikke trængte anstrengende studier. Grieg derimod,
har hele sit liv havt den største respekt for tekniken,
som han blandt andet også beundrede hos Gade,
den eneste nordiske mester, som dengang beher-
skede tidens hele tekniske apparat. Grieg var også
selv langt mere udviklet i den retning end Nordraak,
hvadf. ex. hans humoresker, klaver og violin-sonater
99
tydelig viser. Men naar det dreiede sig om Norge.
om norsk natur, norsk historie, med andre ord om
den fælles grund, hvoraf de to individualiteter var
sprungne og hvorpå de begge stod, da modtes de i
en fælles begeistring. et fælles hensynsløst had til
alt det bestående, en fælles drøm om en ny norsk
fremtid. Begge sværmede for hinandens arbeide.
Hvor Nordraak tilbad Griegs til ham dedicerede
humoresker! »Ja, råbte han ved menuetten i seir-
sikker selvtillid, det er som jeg selv skulde skrevet
den«. Og nu Grieg, hvor begeistret var han ikke
for Nordraaks sange . Grieg har hele livet velsignet
Nordraaks minde og været såre taknemlig for de
impulser, han modtog fra ham. »Der faldt«, siger han
selv, »som skæl fra mine oine. Forst ved ham lærte
jeg de norske folkeviser og min egen natur at kende.
Vi blev enige om at gøre front mod Gades, af
Mendelsohns and påvirkede blodagtige skandinav-
isme og slog med begeistring ind pa den nye vei,
paa hvilken den nordiske skole nu befinder sig .
Især foler Grieg stor taknemlighed mod Nordraak,
fordi han gjorde ham opmærksom på det almen-
kunstneriske i musiken. Sammen med de danske
komponister Hornemann og Matthison Hansen stiftede
Grieg og Nordraak foreningen Euterpe med det
formal at få opfort nordiske værker. »Her dirigerede
Nordraak for første gang sin Kåres sang« af Sigurd
Slembe og Grieg brudstykker af en symfonie, han
senere har udgivet for firhændigt piano, de præg-
tige »pieces symphoniques«. Pa denne tid lærte han
ogsaa sin kusine og senere hustru froken Nina Hage-
rnp at kende. Hun besad en frisk yndefuld stemme
og stor naturlig lethed for sang, dertil et frem-
23
ragende foredragstalent. Hun er født i Haukeland
ved Bergen 1845 og opholdt sig fra sit 8de år i
København, hvor hendes forældre havde bosat sig.
Hun var en datter af Herman Hagerup, søn af den
i 1852 afdøde stiftamtmand i Bergen, Edvard Hage-
rup. Hendes mor var en bekendt dansk skuespil-
lerinde, »madame (som den gang kunstnerinderne
tituleredes) Werligh, i første ægteskab gift med skue-
spildirektør Werligh, i hvis trup hun indtog den
første plads. Hun omtales i Overskous »danske
theaterhistorie« og blev af sin samtid betegnet som
»de danske provindsers fru Heiberg«. Efter Wer-
lighs død i Kristianssand overtog hun personalets
ledelse og blev også i Norge publikums yndling,
indtil hun ved sit giftermål med Hagerup forlod
theatret for bestandig. Hun udfoldede også senere
en mærkelig energi under vanskelige forhold. Hun
lever endnu, 90 år gammel. Den unge Nina havde
havt timer hos sanglæreren Karl Helsted, og tog nu
med frisk mod fat på fætterens sange, som for en
stor del er inspirerede af hans unge kærlighed til
hende. Da de forlovede sig, var svigermoderen me-
get misfornøiet med sin komponerende svigersøn.
Til en veninde klagede hun fortvivlet sin nød: »han
er intet og har intet, og han laver en musik, som
ingen gider høre på». 11. Juni 1867 blev de gifte —
men de ømme forældre så med bekymring sin dat-
ters fremtid imøde, så stemningen ved brylluppet
skal have været alt andet en lys. Sangeren Sten-
bergs lille pige måtte deltage i festen, »for at der
ikke skulde blive 13 tilbords. Senere har den geniale
svigersøn vist sig som gamle Hagerups trofaste alder-
domsstøtte, og Stenberg fik ret, når han begeistret
24
over den unge komponists værker udbrod: »Vær
de bare rolig, '.han bliver engang verdensberømt«.
På denne tid lærte Grieg blandt andre nye venner
også familien Stenberg at kende, og dette venskab
Fru Nina Grieg
har holdt sig lige friskt til denne dag. Stenberg har
i mange år været en af de bedste fortolkere af hans
sange, og fru Stenbergs hjertevarme og fintfølende
personlighed har Grieg vist fuld forståelse for, så
han endnu den dag i dag betragter sig som barn i
huset hos disse sine trofaste gamle venner. Til en
anden god ven fra denne tid, Feddersen, har Grieg
2o
ikke skrevet mindre end 100 breve, og vi må be-
klage, at han i så henseende er så altfor tilknappet,
når det gælder at holde sit privatliv fredet, at han
ikke engang tillader en biograf at offentligøre an-
Edvard Grieg
dre breve end de bekendte ungdomsbreve om op-
holdet i Rom. Selv forsvarer han sig dog mod et-
hvert principrytteri i så henseende, men »han vil
selv gennemse sine breve«, - - og når får han tid
til det? Faktisk blir altså brevene en død skat. Grieg
er nemlig en fortrinlig brevskriver, hans stil er liv-
K. C. SAND
AVM V.
26
fuld, hans humor kraftigt, det ene morsomme ind-
fald kommer over ham efter det andet, plastisk og
alsidig forstar han at udvikle sin kunstanskuelse,
sin verdensopfatning. Brevene vilde i det hele taget
være en guldgrube for biografer, dersom ikke kunst-
nerens strengeste veto her stod som en cherub med
flammende sværd midt foran paradisets port. Af
den grund er det sa vanskeligt at bringe nye oplys-
ninger om hans liv og personlighed. Man er hen-
vist til at læse hans karakter udaf hans værker, en
ingenlunde sa let, men yderst interessant opgave.
Derfor vil jeg ved hvert afsnit af hans liv fordybe
mig i hans arbeider, og disse er saa karakteristiske, at
jeg håber, det skal lykkes mig at faa fat i de væsent-
ligste sider i hans rige og dybe personlighed, uden
at ty til pikante anekdoter eller på nogen måde
krænke den privatlivets fred, som kunstneren selv
værger sa ængstelig om. — Før vi forlader Kobenhavn,
må vi gennemgå kompositionerne fra disse ung-
domsår. Romancerne, der er opfort i Grieg-katalogen
som op. 10, horer vistnok til Griegs allerførste kom-
positioner. Der er en vis renhed og ynde over dem,
men blot svage spor af Griegs personlighed. Den
første begynder som serenaden i Don Juan«. Den
bedste er »blomstersprog«, hvori den »første Grieg«
ligesom begynder at tegne sig. Også i »sang på fjel-
det« opdager vi fremtidsspirer. Men det vilde efter
disse 4 sange til Christian Winters digte have været
umuligt at forudsige Griegs store fremtid. De er
temmelig matte og lider også under en stiv sprog-
behandling, der dengang for resten var almindelig
udbredt i norden og tildels endnu er det. Opus I
er langt interessantere. De fire pianostykker er af
27
forskelligt værd. Det første er i hoi grad påvirket af
Schumann, men viser en fin sands for vakkre harmo-
nier og friere former. Hist og her vil et lydhørt øre
fornemme en svag nordisk klang, der i nr. 2 træder
tydeligere frem. Dog er det endnu isår rythmer,
som røber den fremtidige norske mester, af og til
forhauser en harmonisk dristighed, men i alminde-
lighed følger Grieg sine læreres spor. Schumann og
Chopin er endnu hans idealer, det mærker man også
i den livfulde mazurka, der henimod sluten inde-
holder en stigning, som allerede er ægte Griegsk.
Også det sidste stykke slumrer af og til i nordiske
farvetoner. Sangene op. 2 vidner om en betydelig
begavelse. Allerede den enkle stemningsfulde ind-
ledning til »die Mulleren« bæreret vist nordisk! præg.
Man lægge mærke til anvendelsen af den forstør-
rede sekunde, som også i pianostykkerne forekom-
mer. Ellers mærker man en stærk indflydelse af
Schubert. Sprogbehandlingen er til sine tider ud-
tryksfuld, men undertiden konventionel eller min-
dre korrekt. Man må beundre det alvor, hvormed
den unge komponist søger at trænge ind i digtets
ånd og følge dets indre udvikling. Sangen slutter
som mange norske folkemelodier egentlig i domi-
nanttonarten, men Grieg har af respekt for reglerne
temmelig lost hængt det første motiv bagefter for
at kunne slutte i hovedtonarten. Endnu interessan-
tere er »Eingehullt in grauen Wolken « (Heine). Stem-
ningen er udmærket truffet, og de kraftige enkle
motiver er ligesom spirer til de storslagne sange
»efterårsstorm« og »tak for dit råd«, som blev kom-
ponerede adskillige år senere. Storhed i følelsen,
dramatiskt liv, svulmende kraft og lidenskabelig
28
djærv trods udmærker denne sang, som især i ryth-
men viser komponistens gryende personlighed. Den
næste sang >ich stand in dunklen Traiimen«, inter-
esserer os sameget mer, som vi besidder den i Schu-
berts opfatning. Vi tor vel antage, at den unge Grieg
har kendt den sydtyske mesters meget sungne Lied,
men han har stillet sig kritisk ligeoverfor den, og
har tydelig forsøgt at ga nærmere ind på digterens
intentioner end Schubert, der her har ladet sig fange
i »den absolute melodis« garn. Det er jo utvivlsomt,
at komponisten bør antyde, hvorledes den elskedes
ansigt hemmeligt begynder at leve, hvorledes smilet
om læberne tegner sig osv. Her har Grieg forsøgt at
male med kraftigere pensel end sin store forgænger.
Derimod har Schubert vistnok ret, når han allerede
ved ordene: »Auch meine Thrånen flossen« genopta-
ger den første strofe, altså vender tilbage til grund-
stemningen, medens Grieg først ved Ordene »undach
ich kann's nicht glauben« gentager begyndelses-
melodien og i ungdommelig ildfuldhed med farve-
rig pensel søger at male, hvorledes tårerne triller
nedover kinderne. Derved opstar en vis strid mellem
den digteriske og musikalske form, som Schubert på
en magelig made har undgået. — »Was soli ich sagen
(Chamisso) er en ganske stemningsfuld sang, der ikke
viser nogen særlig fremtrædende originalitet, men
holder sig pent i romantikens spor. Et langt stykke
videre befinder vi os i fantasistykkerne (Opus 3).
Allerede de to første bærer et stærkere nordiskt præg,
som idet tredie blir enerådende. Her er båderythmer
og harmoni ægte norske. En vis svæven mellem dur
og moll, som er eiendommelig for vor folkemusik,
træder tydelig frem i dette farverige stykke. Også
29
de tre følgende røber Griegs personlighed og norske
nationalitet. Det synes ellers, som om han paa denne
tid var mest oplagt til spøg og lystige streger. Selv
gennem hans mollakkorder titter et ungdomsfriskt
ansigt frem, strålende af humor og livslyst. Endnu
var hans sjæleliv ikke synderlig uddybet, og han er
som oftest heldigst, når han slår humørets strenge
an. Sangene Opus 4 og 5 viser os allerede en fast
kunstnerpersonlighed. Morgendug« er holdt i en
graziøs Ståndchen-stemning, der minder om sere-
naden til Welhaven. »Jægersangen« er frisk, om
end ikke særlig betydelig, medens han for Heines
»das alte Lied« har fundet den rigtige balladetone
og gengiver digtets skiftende karakter med held
uden at bryde grundstemningen. »Den forældreløse«,
og »Afsked« er begge vakkre i følelsen om end under
stærk tysk indflydelse. Eiendommeligere er »Wo
sind wir hin« (Heine) med det lange stormende
efterspil.
Her viser den unge komponist dramatisk be-
gavelse. Han maler med saa tydelige farver, at vi
synes at se for os den unge Byron-lignende skikkelse,
som sidder og stirrer udover det oprørte hav. Der
er noget i stemningen, som bringer os til at tænke
på Wagners »flyvende Hollænder«. Men selvstæn-
digst er den unge Grieg dog, som allerede bemærket,
når han udtrykker livsmod og glæde. Hans livlige
Bergenser-blod og ufordærvede barnslige natur gav
ham i denne tid et lyst syn på livet, og han følte
sig først rigtig" hjemme i humoreskernes og spring-
dansenes norske folkerus. At han ogsaa havde sands
for livets høieste sider viser jo valget af de omtalte
digte - - blot at han her endnu ikke havde person-
30
lige erfaringer, men uvilkårlig måtte følge andres
spor. Kærligheden spirede i denne tid i hans unge
sind. Skælmsk titter os de »to brune øine« imode
— hans unge livsglade brud star lyslevende for os
i vårfrisk ynde, med et drag af naivt koketteri over
sig. som også senere kom hendes foredrag tilgode.
Her gør en vis dansk Indflydelse sig gældende. Ni-
na var opdragen i Danmark, omgivelserne var dan-
ske, og deres unge kærlighed udviklede sig under høge-
nes tempelhaller. Forgæves vil man soge stærke norske
toner i denne gra/iose, men lidt flade sang. »Du
fatter ej holgernes evige gang« den anden af »hjertets
melodier (Andersen) og »min tanke er som et
mægtigt fjeld er bårne af en stor stemning og river
os med, uagtet den tyske indflydelse her igen
træder stækt frem. Jeg elsker dig« er uden tvivl
Griegs mest populære sang. sa det er overflødigt
nærmere at omtale den. At den er meget karak-
teristisk for denne periode i Griegs kunstnerliv, er
sikkert nok. Desværre foredrages den sjelden godt
og behandles mere som et effektnummer end som
en kydsk hymne til den første kærligheds pris.
Istedetfor indre varme giver man os sandselig glod,
istedetfor kydske længsler brutal hengivelse. Men
kanske netop dette er grunden til, al vore sangvirtuoser
har lagt sa overdreven elsk paa denne sang, der
dog langtfra er Griegs hetydeligste. Den lader sig
udnytte i den ydre effekts tjeneste. Sproghehand-
lingen er fortrinlig, og især den harmoniske del af
sangen er mer personlig end i noget tidligere værk.
Kort efter far vi humoreskerne og de to sonater,
hvor Griegs forste maner når hoiest. Vi har set,
hvorledes den unge kunstner i utrolio kort tid var
31
nået frem til en mærkelig selvstændighed. Den tyske
indflydelse, som i de første værker tydelig spores,
tager stadig af, medens en nordisk klang mer og
mer hores. Denne klang er vistnok tildels endnu
dansk i farven. De blode danske tekster, omgivelser-
ne, den unge i Danmark opdragne pige, som han
sværmede for, alt dette måtte jo uvilkårlig påvirke
hans ungdommelige sind. Men hans stærke person-
lighed brod dog kraftig frem, og i »jeg elsker dig
moder vi en vistnok endnu 20årig, men fuldt selv-
stændig mester — den skriver sig fra 1864 — endnu
mild og sværmerisk, og om man vil lidt dansk,
men dog bestemt personlig. Saa kom mødet med
Nordraak, og da var det, ligesom man havde brudt
en dæmning, som hidtil havde stængt for den bru-
sende elv, som nu pludselig kåd af livslyst fossede
ned gennem dalen uden hensyn til stængsler og
gerder, rivende alt med sig under bulder og brag.
Med én gang blev Grieg norsk- norsk; det viser de
til Nordraak dedicerede »Humoresker«. Den første
er en prægtig springdans med drag af vildhed over
sig. Harmonierne er enkle, men norske i farven.
Orgelpunkt anvendes ofte, og septimerne begyn-
der af og til, om end i al beskedenhed, at
stikke hovederne frem. Forbindelsen mellem todelt
og tredelt rythme, der er saa karakteristisk for vor
springdans, er både i dette og det følgende stykke
stærkt fremtrædende, ligeså de dristige kvinter, som
vilde bragt Moscheles til at gyse. Sa følger en ypperlig
halling i rige rythmer over bredt anlagte akkorder,
så tilslut en prægtig springdans. Griegs klaverteknik
er bleven enklere og mere personlig end i noget
tidligere værk, og for første gang yder han i piano-
32
litteraturen fuldlødige mesterværker. Ethvert spor
af tysk eller dansk romantik er forsvundet — han
er helt ud nordmand. Humoreskerne er en tak til
Nordraak, hvis kraftige personlighed, utøilede livs-
mod og faste tro paa Norges sag havde virket så
velgørende på Griegs bl odere natur, der var til-
bøielig til stille drømmerier. Grieg må i disse år
have gjort alvorlige tekniske studier, da han i de
følgende værker, de to sonater, viser sig som en
overlegen mester og ogsaa i teknisk henseende nar
så hoit som neppe nogen nordisk komponist —
Gade undtagen - - hidtil havde hævet sig. I Emoll
sonaten for piano samler han for første gang sine
kræfter til en større opgave. Hidtil havde han holdt
sig til de mindre former. Nu tager han fat på den
klassiske sonateform, som han vel tidligere havde
liden sympathi for, da hans lærere i Leipzig havde
proppet ham med formlære«. Nu var han imid-
lertid bleven saa selvstændig, at han kunde beundre
mestrenes store formkunst uden at blive en slavisk
efterligner. Det er jo klart, at Grieg ved dette første
større forsøg indtil en vis Grad maatte opgive
sin nyvundne selvstændighed og følge sine læreres
spor. Det er derfor intet under, at sonaten — i al
fald hvad formen angår — som Griegs franske
biograf Ernst Closson rigtig bemærker, er mindre
personlig end humoreskerne. Der er jo stor forskel
paa at skrive springdanse og hallinger og at træde
ind i de klassiske mestres fast byggede tempelhaller,
men, nar man dertil tager Griegs ungdom med i
betragtning, må man indrømme, at han alligevel
viser en forbausende selvstændighed. Selve indholdet
er ægte nordiskt — ikke sa norsk-norskt som i hu-
33
moreskerne - og det formelle arbeide viser en
moden mester, der følger sine egne veie. Det hele
værk bærer fremfor alt præget af naiv musikglæde
- det har ingen baggrund af dybe indre rystelser
ligeså lidt som den følgende violinsonate, - men
den byder os velklingende musik og viser en
bevægelig farvemættet kunstnernatur, rig pa mu-
sikalske tanker, som han ifølge indre love tvinges
til at meddele verden. Af og til møder os træk af
lidenskab og trods, som vi kender så godt fra
senere arbeider, og den vilde livsglæde, som jubler i
humoreskerne, bryder også undertiden frem gennem
sonatens i det hele taget mere afdæmpede farve-
toner. Modsætningen mellem dur og moll er ikke
synderlig stærk — molltonarterne udtrykker oftere
trods og humor end oprivende smerte eller dyb
melankoli. Formen er i første sats i hovedsagen
efter reglerne, men i enkelthederne råder en fri
fantasiflugt, der giver den hele sats et ægte nordisk-
romantiskt præg. Allerede themaet i anden sats er
ægte Grieg, og udviklingen viser den unge kunstners
rige fantasiliv. En vis lunefuld utalmodighed, der
tvinger komponisten til aldrig længe at hengive
sig til en rolig stemning, men snart styrter ham
ind i en malstrøm af higen, trods, smerte og vrede,
viser sig allerede tydelig her. Dette træk genfinder
vi stadig hos Grieg, der aldrig har skrevet nogen
længere udviklet adagio, aldrig har kunnet undvære
en stigning i tempoet op mod ubændig lidenskab.
Også som sangkomponist vælger han med forkær-
lighed digte, som giver ham anledning til at for-
lade den rolige adagio-stemning og bryde ud i vild
smerte eller rasende trods. Således f. ex. i »Svanen .
34
»Stambogrim« og »Borte«. Kun undtagelsesvis be-
finder han sig vel i en dæmpet stemning som f. ex.
i »Solveigs sang« eller »hun er saa hvid«. Den
prægtige >alla menuetto« er fuld af norske danse-
rythmer, og kunstnerens fast formede personlighed
træder tydelig frem. Slutningssatsen er igen noget
mere kosmopolitisk, men allerede det andet thema
er nordiskt og minder stærkt om andanten. Jeg vil
her gøre opmærksom på den brug af bitreklange,
som er så betegnende for Griegs norske eiendomme-
lighed og peger mod middelalderens kirketonarter.
Adskillige af vore folkeviser tilhorer disse tonarter,
og i andre finder vi en blanding af gammel og
moderne ton-folelse. I dette element ligger mulig-
heder for en interessant kunstnerisk udvikling, da
vor tid begvnder at blive træt af den rent klassiske
periodes stadige dvælen ved hovedakkorderne og
fast begrænsede dur- og moll-tonarter. Uvilkårlig
søger man tilbage til middelalderens tonarter, og
geniale mestre har bevidst eller ubevidst optaget i
sig meget af denne ældgamle urkraft. Således bade
Beethoven, Weber, Liszt, Wagner og vor Edvard
Grieg, som denne erobring ifølge hans norske na-
tionalitet la så nær. Sonatens jublende udklingen i
dur virker berusende, når denne unge musik ud-
føres af en ildfuld kunstner. Den første violinsonate
holder sig vistnok også strængt til de fastslåede
hovedformer, men indeholder så mange dristige
harmoniforbindelser og modulationer og rythmiken
er allerede i første sats så ægte norsk, så for-
skellig fra Mendelsolms glatte ordrigdom og Schu-
manns fantasifuldere riden omkring på et enkelt
karaktermotiv, at det var rimeligt, at disse mestres
35
trofaste elev, Gade, som allerede omtalt, gjorde store
ørne over et sådant ungdomsmod hos en endnu
ukendt kunstner. Allerede at indlede en sats i f-dur
med e- og a-moll treklange var slemt nok, og at
herøre temmelig fjerntliggende tonarter allerede i
hovedthemaet var en forbrydelse mod de hellige
ukrænkelige evige regler. Det var denne Mendelsohn-
ianismens golde regeltvang, som bragte Wagner til
at tale om »den jødiske musikperiodes mangel på
virkelig produktiv evne«. Griegs violinsonate svulmer
af ungdomskraft og utæmmeligt mod. Hans liv havde
i disse år været idel solskin. Kærlige forældre havde
i tide opdaget hans talent og efter bedste evne
sørget for dets udvikling. Forstemningen i Leipzig
og sygdommen der tilhørte allerede fortiden. Ung
kærlighed og trofast befrugtende venskab lyste over
hans livs vei. Han havde fundet sig selv, og hans
rige originalitet udfoldede sig frit i dagens fulde lys.
Livets tragik var endnu ikke gaaet op for ham,
havde endnu ikke fordybet hans kunstneriske per-
sonlighed. En lys livsglæde, som endog formår at
udnytte molltonarterne på humoristisk vis og aldrig
formørkes af dyb smerte, men nyder modsætnin-
gerne mellem sollys og hemmelighedsfulde halv-
skygger, der jo egentlig først giver lyset dets jublende
glands, klinger gennem denne sonate. »Hvor er
livet dejligt« stråler som motto over dette ungdom s-
arbeide, som den dag idag er ligeså friskt, som da
det blev skrevet. Ja endog i 1891 findes der musik-
anmeldere (»Chorgesang«, Leipzig), der sætter den
første violinsonate høiere end den anden, der uden
sammenligning er langt dybere og rigere på ind-
hold. Det beviser blot, hvilken popularitet denne
36
letforstålige sonate har vundet og endnu besidder.
I første sats er al tvivl over foredragets karakter
udelukket. Det første thema med sin stolte opad-
gående bevægelse er saa letfatteligt i sit ubetvin-
gelige overmod, det andet (a-moll) har en blødere,
mer kvindelig karakter, men er dog fyldt af livs-
glæde og forlader snart moll-tonarten for at storme
frem mod slutningen af hovedsatsen i livlige ka-
priciøse spring. Et skær af mild melankoli — som
en længsel efter Norges fjelde — farver begyndelsen
af den fantasifulde udvikling, som dristig bevæger
sig gennem en mængde tonarter og undertiden får
noget lidenskabeligt over sig, som i Griegs senere
værker træder sa kraftig frem. Sa sætter hoved-
satsen ind på en original og virkningsfuld måde
og går sin regelbundne gang videre mod den
livfulde slutning, hvor endnu engang Norges fjelde
viser sig langt borte i horizonten. Den anden sats
(a-moll) opfattes undertiden, som var den mættet
af melankoli. Efter min opfatning er den fuld af
folkeligt humor og endnu stærkere norsk farvet end
første sats. Den rigtige kai akter opnaas ved at første
fjerdedel i takten slynges ud i luften og anden takt-
del let betones. Desværre tindes disse foredrags-
nuancer ikke i nogen udgave. Den hele sats er en
fritformet springdans, og der bor ikke bestå nogen
stærkere modsætning mellem første del og mellem-
satsen end mellem mandlige og kvindelige dansere
ved et norsk bondebryllup. Ogsaa her er al pessi-
misme banlyst, humor og livsfryd stråler os overalt
imøde -- vi ser tydelig for os jenter med tindrende
oine og graziøse bevægelser og kraftige mænd, som
hvirvler dem rundt i dansen.
37
Et livfuldere hillede af norsk bondeliv havde man
endnu ikke tegnet, og vi forstår, at Gade næsten
blev bange, da han pludselig så sig omringet af
norske bonder i en bortgemt fjelddal, der var så
uendelig ulig de danske bøgelunde og den natur,
som møder os i Mendelsohns »sommernatsdrøm«.
Medens Grieg her ligesom levede hjemlandets liv
med, langt borte fra sine daglige omgivelser, synger
han i tredie sats igen den naive livsglædes jubel-
sang — violinen svinger sig i vild flugt over pianoets
hårdnakkede rythmer op mod et kraftigt fortissimo.
Uagtet det andet thema betegnes med »doloroso«,
giver det os neppe noget dybt smerteligt indtryk,
men har ligesom noget af den fornærmede mine
over sig, som en ung dame sætter op under en
strid i forlovelsestiden, som for resten kan være
doloroso nok! Den frembrydende trods beroliges
snart af et mildt sidethema, og livsglæden vinder
igen overhånd i den strålende slutning. Også ud-
viklingssatsen er rig på fantastiske rythmer og dri-
stige harmoniforbindelser og efter den regelmæssige
gentagelse af hovedsatsen slutter værket i en ra-
sende prestos blændende glands. Det er en sjeldenhed,
at en kunstner tre satser igennem formår at fast-
holde samme hovedstemning uden at blive ensfor-
mig. Denne vanskelige opgave loste den unge Grieg
på henførende måde.
Ikke et oieblik foler man sig træt, men rives
med af kunstnerens uudtømmelige fantasi, der byg-
ger op det ene slot efter det andet for at vise os
dette ene: »hvor er dog livet deiligt!« en så natur-
lig rørende bekendelse af en ung ufordærvet kunst-
nersjæl! Uvilkårlig kommer man til at tænke på
38
det unaturlige forhold, som mer og mer gør sig
gældende blandt vore tids unge komponister. Me-
dens de sande mestre virkelig også vare unge i sine
ungdomsværker, moder man nu hvert oieblik bla-
serede gamle komponister i tyveårsalderen, der skri-
ver vældige »symfoniske digtninger« eller uhyrlige
»musikdramer«, der tager sigte på livets dybeste
gåder, som disse gammelkloge pygmæer alle tror
sig kaldede til at lose. Schopenhauer eller Nietzsche
må afgive den effektfulde piedestal for disse gammel-
kloge »stræbere«. Deres indre liv er ligeså tomt,
som deres teknik er udviklet — de har læst meget,
men lidet fordoiet, de foragter Schiller for ikke at
tale om Mendelsohn, og har ingen anelse om, hvad
det vil sige at være ung, at leve i vårsol og jub-
lende fuglesang. Mellem gulnede nodeblade visner
de snart hen uden at efterlade noget spor i »musik-
machernes« golde ørkensand.
Af sangene opus 9 er > udfarten« (A. Munch) den
betydeligste. Den blev skrevet 1865, kort før Grieg
drog til Rom. Den yndig vuggende melodi i begyn-
delsen passer fortrinlig til digtets karakter. Det ene
lysende billede glider forbi efter det andet, vi ser
de elskende vandre sammen ved »Arnos og Tibe-
rens strand«. At den pludselige forandring i digtets
tonefald mod sluten meget vanskelig lader sig for-
sone med stykkets hele karakter er ikke kompo-
nistens skyld — tværtimod, han har forstået at mildne
modsætningerne, så det hele virker som en fjern
vision, hvis smerte allerede har tabt sin brod og
tilsløres af mindets blå tåger. Hvorfor hører man
ikke oftere den yndige og stemningsfulde sang?
»Solnedgang« (186?) lider under en vis stivhed i
39
rythmen, men er fint følt, »vuggesang« (1865) er
et yndigt lidet tonemaleri, og den senere skrevne
»harpen« (1868) er en stemningsfuld ballade. Af alle
sange fra Griegs danske tid har de holdt sig bedst,
hvor sprogbehandlingen fuldt ud tilfredsstiller vor
tids strenge fordringer. Især »jeg elsker dig« er ud-
mærket deklameret, og den livlige rythmik i de
»to brune øine« og den flere år senere skrevne,
men fra denne tids indtryk stammende »vandring
i skoven« falder ganske naturlig sammen med dig-
tets egne rythmiske bevægelse. Sjeldnere hører man
»du fatter ei bølgernes evige gang« og »min tanke
er som et mægtigt fjeld« hvor også sprogbehand-
lingen i det hele taget er udtryksfuld og overens-
stemmende med digterens ønsker. I vor tid er sprog-
øret bleven fordringsfuldere — vi forlanger harmoni
mellem ord og toner, den absolute musiks herre-
dømme er for bestandig brudt. Vi vil ikke mer finde
os i, at sproget lægges på pinebænken for en i og
for sig vakker melodis skyld.
1864 drog Nordraak til Berlin og 1865 Grieg til
Rom, hvor han tilbragte vinteren. Om dette ophold
vides intet nærmere. Han skrev koncertouverturen
> i høst« og sørgemarschen over Nordraak, hvis tid-
lige død gjorde et stærkt indtryk paa ham. I ouver-
turen træffer vi for første gang Grieg som orkester-
komponist. Dog giver partituret, i den nuværende
form neppe nogen tilforladelig ide om hans davæ-
rende standpunkt, da vi uden tvivl har en senere
bearbeidelse for os, antagelig fra 80 årene. Da hele
begyndelsen af ouverturen — en kort indledning fra-
regnet — er fuldkommen identisk med den i op. 18
udkomne sang »efterårsstorm«, må vi antage, at
ID
40
sangen -- eller i al fald et udkast til den er ældre
end ouverturen. Den unge kunstner har da, før sangen
var fuldt færdig, faet lyst til at udtrykke den stor-
slagne stemning kraftigere gennem orkestrets talløse
nuancer. Hvorledes den oprindelige udgave har væ-
ret er jo umuligt at sige, men det kan vel med
grund antages, at Grieg, opvokset i Schumanns skole,
den gang har taget vel tungt på orkestret. Heraf
findes vel endnu enkelte spor, men i det hele er
instrumentationen, som den nu foreligger, farverig
og virkningsfuld. Udarbeidelsen indeholder adskil-
ligt, der røber Griegs senere manér, sa det synes,
at han har behandlet dette ungdomsarbejde omtrent
på samme måde som Wagner sin Faust ouverture,
der også bærer tydelige spor af komponistens for-
skellige udviklingstrin. Virkningen af dette værk vilde
have været endnu større, dersom det var nået tid-
ligere frem i offentligheden, da selve ouverturefor-
men allerede har lidt adskillig under tidens tand.
Grieg har overalt truffet de rigtige farver, maler os
hoststormens magt og naturens forårslængsler, og
udviklingen er endnu langt rigere og stigningen
mægtigere end i den deilige sang, som jeg senere
skal omtale nærmere. Den thematiske konstruktion
vilde dog vistnok være bleven knappere og mer pla-
stisk, dersom komponisten ikke havde fulgt sangens
ord gennem hele hovedsatsen.
III
KRISTIANIA OG ROM
LISZT — VÆRKERNE FRA DEN TID
11866 om høsten reiste Grieg til Kristiania, hvor
han hlev i 8 år med flere afbrydelser, hesøg i
Bergen, Danmark osv. 1869 til 1870 tilbragte han i
Rom med offentligt stipendium. Han begyndte med
at give en koncert i Kristiania, hvor udelukkende
norske kompositioner blev udførte. Ved pianoet
sad han selv, fru Normann - Neruda spillede
hans violinsonate, og frøken Nina Hagerup fore-
drog sange af Nordraak, Kjerulf og Grieg. Ho-
vedstadens publikum modtog ham med megen
varme og »i pressen introduceredes han blandt
andet gennem en længere anmeldelse »om norsk
musik og nogle kompositioner af Edvard Grieg
skrevne under mærket »O — o« i »Morgenbla-
det«, der gav en fremstilling af de betingelser, vor
folkemusik indeholder for kunstnerisk udvikling i
større former, og dernæst specielt behandlede Griegs
arbeider på en måde, som var vel skikket til at
henlede opmærksomheden paa den unge begavede
landsmand. Forfatteren var musiker af fag og ved
den indgående behandling af »Humoreskerne«, kla-
versonaten, violinsonaten og sørgemarschen blev
således det unge talents eiendommeligheder strax
stillet frem for landsmænds oine«. Fuld af mod tog
44
nu Grieg fat på vort hjemlige musikliv, han ledede
det filharmoniske selskabs koncerter, gav egne abon-
nementskoncerter og komponerede — han og hans
unge kone gav informationer for at kunne friste
livet. Men det viste sig snart, at interessen for vor
nationale kunst var svag, og Grieg begyndte efter-
hånden at fole sig mismodig og ked af alt dette
stræv, der hæmmede hans skaberkraft uden at
bringe de rige frugter for vort musikliv, som han
havde håbet. Som dirigent lærte han i denne tid
meget, især da han matte arbejde med et tungt, li-
det udviklet materiale. Orkesterforholdene var tarve-
lige, og korene bestod udelukkende af forkælede
og fordringsfulde dilettanter, der ikke let fandt sig
i Griegs bestemte herskerbehandling. Damerne blev
mer end en gang »fornærmede , og herrerne blev
borte ved provenu' — kort sagt han matte drikke
vore kunstneres bittre kalk helt ud. At han under
dette fandt stemning til at komponere sin deilige
Amollkoncert, adskillige sange og den anden violin-
sonate, er et under. Men der syntes at stikke en
hel del af gamle magister Kjelds uboielige energi
og mægtige organisationstalent i den unge mand,
og han blev den norske musiks sag ligeså tro, som
Alexander Grieg den også landflygtige Karl Edwards.
Da Kjerulf i 1868 døde, følte Grieg sig ensom og
forladt. Mellem begge kunstnere havde forholdet
den hele tid været det bedste. Han foranstaltede en
mindefest til indtægt for det - - desværre yderst
tarvelige — monument, som nu er reist på St.
Olafs plads. Bjornson var også en stor trøst for ham.
Han, som stod der mægtig og bred, båret pa hæn-
derne af et begeistret folk, tabte aldrig troen pa
45
Griegs og den norske musiks fremtid. Men han var
jo ikke musiker af fag, og Grieg trængte opmuntring
fra ligestillede tonedigtere. Griegs tak til Bjørnson
udtrykker en del kompositioner til flere af dennes
vakkreste digte. I denne tid tog Grieg tunge tag for
at hæve musiklivet i Krisliania. Vi kan næsten ude-
lukkende takke ham og senere Johan Svendsen for,
at vi endelig i den alier sidste tid er kommen no-
get videre. Vi besidder da endelig et lidet, men godt
orkester og en og anden brugbar eller endog frem-
ragende solist. Interessen for musiken og den nor-
ske kunst er i stigende, om vi end langtfra er nået
så langt, som vi ifølge vort folks naturlige begavelse
burde have nået. Grieg opførte dengang med mangel-
fulde midler blandt andet: Schumanns »Paradies
und Pen og »Zigeunerleben«, Gades »Elverskud«,
Lindblads »Vinterquåll«, Kjerulfs Trubaduren og
meget andet.
Grieg følte sig mer og mer ensom, savnede
samlivet med kunstfæller og havde den samme
følelse af iskulde i Kristiania, som så mange af
vore kunstnere har havt. Dertil det hårde klima,
den tilfrosne fjord, der ligesom ligger som en mare
over brystet på vestlændinger, der er vante til åbent
hav hele året igennem.
Sa kom endelig opmuntringen, men det var ingen
norsk nordmand, som kom sin landsmand tilhjælp,
men en af Europas mest kosmopolitiske personlig-
heder, den store kunstner Franz Liszt, der alene
har gjort mer for musiken end alle Europas poten-
tater, regeringer og parlamenter tilsammen.
Strax efter nytår 1869 modtog Grieg følgende
brev :
46
»Monsieur, il m'est fort agréable de vous
dire le sincére plaisir, que m'a cause la lecture
de votre scnate (oeuvre 8). Elle temoigne d'un
talent de composition vigoureux, refléchi, inventif,
d'excellente étoffe — , lequel n'a qu' a suivre sa
voie naturelle pour monter å un haut rang. Je
me plais å croire, que vous trouvez dans votre
pays les succes et encouragements que vous
meritez; ils ne vous manqueront pas ailleurs non
plus; et si vous venez en Allemagne eet hiver, je
vous invite cordialement å vous arretér un peu
å Weimar, pour que nous fassions tout å fait
bonne connaisssance Veuillez bien recevoir, mon-
sieur, lassurance de mes sentiments d'estime et
de consideration tres distinguée.
29. Decbr. 68, Ronic.
F. Liszt
Grieg havde for nogen tid siden sendt Liszt sin
sonate, men neppe ventet, at den store mand skulde
finde tid til at beskæftige sig med den. Som en sol-
stråle midt i den mørke kolde vinter kom dette
brev, der også skaffede Grieg statens stipendium,
så han om høsten 1869 kunde reise til Rom og der
opsøge den berømte musikprofet. Om hans første
møde med Liszt og senere oplevelser fortæller han
selv i breve til sine forældre, de eneste private breve,
som han hidtil har villet betro offentligheden. Al-
lerede i disse ser vi, hvilket tab det er for os
alle, at Grieg holder det princip fast, at man ikke
må røre hans private breve. Han er, som allerede
nævnt, en brevskriver af høi rang, og betror gerne
47
sine tanker til papiret. Hans Romerbreve er vi da
så lykkelige at kunne citere.
Rom, d. 17. februar 1870.
Kære forældre!
Vi skulde imorgen med flere Skandinaver være
taget ud til Tivoli på et par dage, men hvad sker?
Igåraftes, som jeg sidder i den skandinaviske for-
ening og spiller en whist, indtræder Sgambati (ud-
mærket pianist) — jeg har vist omtalt ham — og
bringer bud fra Liszt, at han ønsker at se mig
imorgen formiddag kl. 11 hos sig. Såmeget jeg glæ-
dede mig til Tivolituren, så går dette naturligvis
foran, og planen er derfor forandret. Dette blir for-
resten ikke mit første sammentræf med Liszt — thi
nu skal I høre. Han har siden conciliets begyndelse
(han kan hverken udstå det eller dets grundsætnin-
ger) trukket sig tilbage til Tivoli, hvor han bebor
»Villa Este«. Det er en sjelden gang, han kommer
herind, og en sådan gang fik jeg hans ankomst at
vide, gik strax til ham, traf ham ikke og lagde mit
kort. Et par dage efter drog han sin vei igjen, men
nu nylig træffer jeg på Gaden Ravnkilde, den dan-
ske musiker, der lever hernede; han fortæller mig,
at han just har fået billet fra en tysk malerinde,
hvem Liszt har bedet om at lade mig opspørge
gennem Ravnkilde.
Jeg skulde have den besked, at det gjorde ham
så ondt ikke at have fået tid til at opsøge mig, men
om jeg vilde komme til ham dagen efter kl. 10 for-
middag. Han var altså i byen og ventede mig. Jeg ud
til ham. Han bor tæt ved Titus' triumfbue og det
gamle Forum romanum i et kloster. Men nu havde
1<S
Ravnkilde sagt mig, at Liszt holdt meget af. at
man bragte noget med til ham. og jeg har des-
værre mine bedste kompositioner hjemme eller i
Tyskland nu for tiden. Jeg matte altså op til Win-
ding, hvem jeg tidligere har foræret et exemplar af
min sidste violinsonate og agere giver-giver igen-
tager«. Winding beholdt omslaget, jeg tog indmaden,
skrev udenpå: til Dr. F. Liszt med beundring« -
tog desforuden min sorgemarsch over Xordraak og
et hefte sange (det, hvori udfarten står) med under
armen og traskede så afsted nedover gaden med
lidt mavepine, jeg negter det ikke, men den havde
jeg kunnet spare mig; thi en større elskværdighed
end den, Liszt sidder inde med, skal man vanskelig
træffe på. Han kom mig smilende imode og sagde
på den mest gemytlige made:
Nicht war, wir haben ein bischen korrespon-
diert?« Jeg fortalte ham . at jeg havde hans brev
at takke for. at jeg nu var her, hvad der aflokkede
ham en i sandhed Ole Bullsk latter. Under alt dette
sogte lians blik med et vist glubende udtryk den
pakke, jeg havde under armen. Ha. ha, tænkte jeg,
Ravnkilde har ret. Og hans lange edderkoppetingre
nærmede sig i en saa foruroligende grad, at jeg
fandt det mådeligst strax at gøre mine til at åbne
pakken. Han begyndte nu at blade, det vil sige, han
læste første del af sonaten flygtig igennem, og at
det ikke var humbug med denne læsning, beviste
han ved strax at mærke sig de bedste steder med
et betydningsfuldt nik, et »bravo« eller et sehr
schøn! Jeg begyndte nu at blive opstemt:
men da han bad mig spille sonaten, sank rigtignok
med engang mit mod under nul. Det er nemlig al-
49
drig faldet mig ind at samle det bele apparat på
klaveret, og jeg vilde på den anden side gerne
undgå at sidde og rode for ham. Men der hjalp
intet.
Jeg begyndte altså på hans dejlige amerikanske
flygel (Chikering). Strax i begyndelsen, hvor violinen
smelder ind med en lidt barok, men national pas-
sage, udbrød han: »Ei wie keck! Niin horen Sie
mal, das gefålt mir. Noch einmal bitte!« Og da så
violinen anden gang falder ind i adagio, spillede
han violinstemmen højere oppe paa klaveret i ok-
taver med et udtryk så skønt, så mærkværdig sandt
og syngende, at jeg smilte indvendig. Det var de
første toner, jeg hørte af Liszt. Og nu gik det stry-
gende ind i allegroen, han violinen, jeg pianoet.
Jeg kom stadig mere i stemning, fordi jeg blev glad
over hans bifald, som i sandhed llød så rigeligt, al
jeg følte mig gennemstrømmet af den forunderligste
taknemlighed. Da første del var forbi, bad jeg ham
om at måtte spille noget for piano alene og valgte
så menuetten af humoreskerne, som I nok erindrer.
Da jeg havde spillet de første 8 takter og repeterede
dem, sang han melodien med og gjorde det med
et udtryk af en vis heroisk kraft i sin gestus, som
jeg meget godt forstod. Jeg mærkede nok, at det
var nationaleiendommeligheden, der tiltalte ham.
Dette havde jeg anet i forveien og havde derfor
taget sager med, hvori jeg havde forsøgt at anslå
nationale strenge. Da nu menuetten var forbi, følte
jeg på mig, at skulde der være tale om at få Liszt
til at spille, målte det være nu, han var synlig op-
rømt. Jeg bad ham, og han trak lidt på skuldrene;
men da jeg så sagde, at det ikke kunde være hans
50
mening at lade mig forlade syden uden at have
hørt en eneste tone af ham, gjorde han et lidet
sving og mumlede:
»Nnn, ich spiele, was Sie wollen, ich hin nicht
so!« og med ét havde han fået en partitur frem,
som han nylig havde fuldendt, et slags kirkeligt tog
til Tassos grav, et supplement til hans berømte
symfoniske digtning for orkester »Tasso lamento e
triumfo«. Og så satte han sig ned og fik tangenterne
i bevægelse. Ja, jeg forsikkrer, han »udspyede«, om
jeg må bruge et saa uskønt udtryk, den ene masse
af glod og ild og levende tanker efter den anden.
Det klang, som om han anråbte Tassos maner.
Han maler grelt, men et sligt sujet er just for ham:
at skildre tragisk storhed er just hans styrke. Jeg
vidste ligefrem ikke, hvem jeg her mest skulde be-
undre, komponisten eller klaverspilleren; thi han
spillede vældigt. Xei, han spiller egentlig ikke, —
man glemmer, at han er musiker, han blir til en
profet, der forkynder dommedag, så alle universets
ånder vibrerer under hans fingre. Han trænger ind
til sjælens hemmeligste aflukke og roder op i ens
inderste med en dæmonisk magt. — Da dette var
gjort, siger Liszt ganske let: »Jetz wollen wir mal
weiter gehen in der Sonate!« og jeg naturligvis: nei
mange tak, efter dette vil jeg nødig. Men nu kom-
mer det bedste. Saa siger Liszt: »Nim warum nicht,
geben Sie mal her, dann werde ich es thun.« Nu
må I tænke for det første, han kendte ikke sonaten,
har aldrig hørt eller set den før, for det andet må
det erindres, at det var en violinsonate, altså med
en violinstemme, der udvikler sig selvstændigt,
snart oppe, snart nede, uafhængig af klaveret. Og
51
hvad gor Liszt: Han spiller hele greien med rub
og stub, violin, klaver, ja mere til, for han spillede
fuldere, bredere. Violinen kom til sin ret midt inde
i klaverstemmen, han var bogstavelig over hele
klaveret på engang, uden at en node blev borte, og
hvorledes spillede han så? Med storhed, skønhed,
genialitet uden lige i opfattelsen. Jeg tror, jeg lo, lo
som en idiot. Og da jeg stammede et par be-
undrende ord, mumlede han: »Nun, das werden Sie
mir doch zutrauen, etwas von Blatt zu spielen, ich
hin ja ein alter gewandter Musiker.« — Er dette
nu ikke elskværdighed fra først til sidst? Således
er ingen anden stor mand af dem, jeg har truffet.
Så spillede jeg tilslut sørgemarsehen, som også var
i hans smag, så talte jeg lidt med ham om løst og
fast — fortalte ham blandt andet, at min far havde
hørt ham i London 1824, hvad der morede ham
(»ja ja, ich håbe in der Welt viel herumgespielt, zu
viel« sagde han), tog så afsked og vandrede hjem-
over, forunderlig hed i hovedet, men med den be-
vidsthed at have tilbragt to af de interessanteste
timer i mit liv. Jeg er altså indbudt til ham imorgen
og glæder mig naturligvis meget.
Dagen efter dette ovenfor skildrede første besøg
spillede Italienerne Sgumbati og Pinelli (Elev af
Joachim) min første violinsonate i en matinée, hvor
hele den fine verden var nærværende. Liszt kom
midt i koncerten lige før min sonate, og dette
var vel. Thi det bifald, sonaten fik, skriver jeg
ikke på min konto. Tingen er, at når Liszt klap-
per, da klapper alle, den ene værre end den
anden.
52
Rom, 9. April 1870.
Kære forældre!
Dennegang kan jeg for alvor sige: hvor skal jeg
begynde og hvor ende! Alle indtryk, alt det oplevede
stimler sammen i min hjerne til et vældigt kaos.
Det bedste blir ligefrem at give en biografisk skitse
fra de sidst forløbne uger. Altså: forst har jeg at
berette om mit andet besøg hos Liszt, som fandt
sted kort efter afsendelsen af mit forrige brev og
som i interesse ikke stod tilbage i nogen måde for
det første. Jeg havde heldigvis just fra Leipzig mod-
taget manuskript til min klaverkoncert, som jeg
altså bragte med. Foruden mig var der nærværende:
Winding, Sgambati, en mig ubekendt tysk Liszt-
ianer, som driver plagiatet såvidt, at han går i abbé-
dragt, dertil en Chevalier de Concilium og endnu
nogle unge damer af den sort, der gerne havde ædt
Liszt op med hud og har. Deres beundring er lige-
frem komisk. De kappedes om at få være ved hans
side, berøre fligen af hans lange abbé-kjole, fa an-
ledning at trykke hans hånd — ja fuldstændig hen-
synsløs ignorerende det rum, enhver spiller behøver
til sine armbevægelser, trængte damerne sig, da han
siden efter spillede, omkring hans plads ved kla-
veret, med sine grådige blikke rettet mod tingrene,
som om disse var udseet til i næste øieblik at for-
svinde i de små rovdyrs allerede opspærrede gab.
Winding og jeg var meget spændt på, om han vir-
kelig vilde spille min koncert fra bladet. Jeg for
min part holdt det for en umulighed, Liszt derimod
opfattede sagen anderledes. Han sagde: »Wollen
Sie spielen?« Jeg skyndte mig da med: nei jeg kan
ikke (jeg har jo til dato aldrig øvet den). Så tog
53
Liszt manuskriptet, gik mod klaveret og sagde med
det ham egne smil, henvendt til alle tilstedeværende:
»Nim, dann werde ich Ihnen zeigen, dass ich auch
nicht kann.« Så begyndte han. Jeg indrømmer, at
han tog koncertens første del vel hurtigt, og be-
gyndelsen fik derved noget vist afjaget; men senere,
da jeg selv fik anledning til at angive tempoet,
spillede han således, som just han og ingen anden
kan gøre. Det er betegnende, kadencen, som er
noget af det teknisk vanskeligste, spillede han fuld-
endt. Hans mimik er ubetalelig. Han nøier sig
nemlig ikke med at spille, nei, han konverserer,
kritiserer samtidig. Han henkaster åndrige bemærk-
ninger snart til en, snart til en anden i forsamlingen,
uddeler betydningsfulde nik tilhøire og venstre,
mest, når noget behager ham særlig. I adagioen og
endnu mere i finalen kulminerede han både med
hensyn til udførelsen og den ros, han gav. — En
rent guddommelig episode må jeg ikke glemme.
Henimod slutningen af finalen gentages, som I vil
erindre, 2det thema i et stort fortissimo. I de aller-
sidste takter, hvor themaets første triols første node
gis forandres til g i orkestret, mens klaveret i en
vældig skalafigur gennemfarer hele sin rækkevidde,
standsede han pludselig, reiste sig i hele sin høide,
forlod klaveret og skred med drabelige teaterskridt
og hævet arm gennem den store klosterhal, idet
han formelig brølede themaet. Ved det omtalte g
udstrakte han som en imperator bydende sin arm
og råbte »g, g, nicht gis! Famos! dass ist so echt
schwedisches Banko!« og dertil som i parenthes —
ganske pianissimo: »der Smetana*) hat mir neulich
*) berømt bøhmisk komponist.
54
etwas davon geschickt.« Han gik atter til klaveret,
gentog den hele strofe og sluttede af. Tilsidst sagde
han med en sælsom inderlig betoning, idet han
rakte mi<> bogen: »Fahren Sie fort, ieh sage Ihnen,
Sie haben das Zeug dazu, und lassen Sie sich nicht
abschrecken!« Dette sidste har for mig uendelig
betydning. Der er noget, jeg vil kalde indviet deri.
Mangengang, når skuffelser og bitterhed kommer,
vil jeg tænke på hans ord, og at erindringen om
hin stund vil have en vidunderlig magt til at holde
mig oppe i modgangens dage, det tror jeg forvist.«
Den senere så beromte Giovanni Sgambati skriver
i anledning af en koncert, som Grieg og frue gav
i Rom, følgende:
Man kan ikke tænke sig noget behageligere end
en soirée hos de prægtige og muntre kunstnere fra
norden. Fru Nina Grieg har en stemme, som uden
at være særdeles mægtig, dog tillader hende at synge
fuldkommen kunstnerisk og med udsøgte yndefulde
nuanceringer sin mands melodier. Man føler, at
hun lægger hele sin sjæl deri, og at disse kompo-
sitioner udgør, om jeg så tør sige, hovedelementet
og glæden i hendes kunstnerliv. I sit firhændige spil
med sin mand — nogle norske danse — har fru
Grieg tillige vist, at hun er en sand kunstnerinde i
ordets fulde udstrækning — foruden sine
glimrende egenskaber som komponist viser Grieg
os et af de altfor sjeldne exempler på en ophøiet
fortjeneste forenet med den største beskedenhed.
Som kollega er alt samkvem med Grieg præget af
hjertelighed, som virker så velgørende på en kunstner,
og som han vilde føle sig saa lykkelig ved oftere
at træffe. Den udmærkede komponist deler ikke
deres mening, som indbilder sig, at man for at blive
skattet nødvendigvis må give sig olympiske miner.«
Grieg vendte så i 1870 tilbage til Kristiania, hvor
han efter hjemkomsten komponerede »foran sydens
kloster«, som han dedicerede til Liszt. I 1871 stiftede
han »Musikforeningen«, som han dels alene, dels
sammen med Johan Svendsen ledede, til han i 1874
forlod Kristiania. Da Griegs forhold til og sam-
arbejde med denne vor anden store komponist er
af største betydning for vort kunstliv, vil jeg her i
al korthed give en oversigt over Svendsens liv og
udvikling, indtil han for alvor greb ind i musiklivet
i Kristiania. Jeg holder mig her væsentlig til den
biografi af Svendsen, som findes i den før omtalte
bog »Norske Musikere« af Aimar Grønvold (ud-
kommet 1883 hos Aschehoug, Kristiania). — Johan
Svendsen er født den 30. September 1840 og søn
af en militærmusiker. Han havde en sand lidenskab
for militærvæsnet og lod sig i 15års alderen hverve
som soldat i jægerkorpset. Imidlertid havde han
vist betydelige musikalske anlæg, spillede således
klarinet og fløite, men især violin. »I sit ellevte år
skrev han sine første violinkompositioner, der senere
fulgtes af flere mindre sager for orkester, marscher
og danse, som dengang gjorde adskillig lykke.«
Faren likte ikke dette skriveri, men vilde have, han
skulde holde sig til sit instrument. Han spillede i
teatret, danseboder og var engageret spillemand i
en danseskole, hvor han for at ivytte tiden satte
Kreutzers og Paganinis etuder i dansetakt. Samtidig
var han regimentsmusiker. Som 17årig gut fik han
56
på Kjerulfs og Conradis første orkesterkoncert høre
Beethovens c-moll symfoni, der med engang åbnede
hans øine for. hvad der egenlig var musik.
Han følte sig ikke mer tilfreds med forholdene
hjemme og drog 21 år gammel som koncerterende
violinspiller til Sverige og Nord-Tyskland. Selvfølge-
lig tjente han neppe nok til at opholde livet. Da
nøden var allerstørst, traf han tilfældigvis den elsk-
værdige og menneskekærlige konsul Leche, der hjalp
ham paa alle måder og skaffede ham midler til rolig
at kunne fortsætte sine studier. Da også Karl d. lo.
gav ham et rigeligt stipendium, kunde han 1863 drage
til konservatoriet i Leipzig. Det var nemlig nu især
som komponist, han vilde uddanne sig, da en svæk-
kelse i håndledet nødte ham til foreløbig at lægge
violinen tilside. I Leipzig udviklede han sig i kort
tid til en mester, komponerede sin første kvartet (op.
1), mandskvartetter (op. 2), oktetten (op. 3), d dur
symfonien (op. 4) og kvintetten (op. 5). Hans kom-
positioner blev spillede ved konservatoriekoncerten
og gjorde megen lykke og han fik direktoriets første
hædersmedalje. Efter 3^2 års ophold forlod han Leip-
zig og gav 1867 en koncert i Kristiania med egne
kompositioner. Om denne skrev Edvard Grieg en
anonym begeistret artikel i »Aftenbladet«, hvis ind-
ledning lyder således: »På denne dag har norsk
kunst feiret en af sine triumfer. Thi triumf må
det kaldes, når et i musikalsk henseende ingenlunde
oplyst publikum, som kun består af nogle hundrede,
således rives med af det absolut nye og store, at
det glemmer sin arvefiende symfonien, »den kunstige
musik«, som den kaldes, og bryder ud i entusiastisk
begejstring, og at det ikke var en succes d'estime,
57
men virkelig umiddelbar beundring, der blev den
åndfulde komponist tildel, vil enhver, der overvår
koncerten, let have overbevist sig om. Der gik en
frisk strømning gennem det desværre altfor fåtallige
publikum. Koncerten åbnedes med Svendsens sym-
foni i d dur, et værk, der giver et indblik i en så
stor individualitet, at det lettere lod sig gøre at
skrive bøger end blade derom«. Anmelderen gen-
nemgår derefter de forskellige kompositioner og
slutter således: »Den store logesal havde igår sam-
let ca. 400 mennesker. Af disse var omtrent 1/3 —
en trediedel — betalende. At en kunstner som Jo-
han Svendsen efter sligt pekuniært resultat snører
sin randsel og ser at komme bort jo før jo heller,
er såre naturligt, men det er beklageligt, hvis der
ikke gøres noget for at beholde ham iblandt os.
Kun få nationale kræfter eier vi, men dog nok til,
at der ved en gensidig korrespondance mellem disse
måtte kunde bringes et virkeligt kunstnerliv istand.
Vi er overbeviste om, at Johan Svendsen ikke havde
forladt os, om publikums modtagelse ikke havde
nødt ham dertil. Det er en tung tanke, men det
bør ikke desto mindre siges, at hvis publikum kon-
sekvent går frem, som det her er begyndt ligeover-
for det bedste af vort eget, så vil om ikke lang tid
norsk tonekunst i hjemmet kun være en floskel,
medens den i udlandet, og særlig i det oplyste Tysk-
land, vil tinde den anerkendelse, den fortjener.«
Svendsens videre oplevelser angår os ikke her, ind-
til han i 1872 vendte tilbage til Kristiania efter et
flerårigt ophold i udlandet. »Ifølge den bekendte
dobbelthedens lov, der synes at råde hos os«, skriver
Grønvold, »og hvorefter der på åndens felt altid er
58
to, som står side om side, fra Welhaven og Werge-
land til Tidemand og Gade, til Bjornson og Ibsen,
delte nu Joh. Svendsen og Edv. Grieg den virksom-
hed, der fra 1872 — 1878 betegnede vort høiere mu-
sikliv. Dels sammen med Grieg, dels alene, ledede
Svendsen den under Griegs auspicier stiftede > Kri-
stiania musikforening«, hvis virksomheds omfang
varierede fra 4 til 8, en enkelt gang 12 koncerter i
sæsonen. Her samledes vore instrumentalkræfter til
det bedste orkester, vi har havt, de vokale kræfter
til større korsager og en række solister knyttede
sig til musikforeningens musikopforelser. Ser man
tilbage på, hvad man i disse år fik at høre af mu-
sik på de forskellige felter, vil det forstås, at det
med vore midler kun blev muligt med den største
energi og mest levende kunstbegeistring at levere så
meget af musiklitteraturens storste ting i en så kunst-
nerisk skikkelse som den, hvori den i reglen frem-
trådte.« Selvfølgelig forsøgte dårlige venner mer end
en gang at sætte splid mellem de to kunstnere, men
begge følte sig hævede over al sladder, og deres
varme venskab består den dag idag lige så rent og
inderligt som nogensinde. De beundrer hinanden
gensidig, kanske netop fordi de er sa grundforskel-
lige i sin måde at udtrykke sine kunstneriske tan-
ker på og i hele sit indre liv. To personligheder
kan ikke være hinanden mer modsatte, men begge
føler den dybeste sympathi for hinandens kunstne-
riske virksomhed. Når Grieg så bittert beklager sig
over vort publikum, kan jeg dog ikke helt give ham
ret. Vort publikum er omtrent som gennemsnits-
publikum hele verden over, snarere lidt mindre bla-
seret, lidt mer modtageligt for nve indtrvk end
59
i de fleste kulturlande. Nei, grunden ligger dybere:
kunsten er en så fin plante, at den endnu ikke kan
trives i vor i mange retninger primitive kultur.
Den store masse mennesker har vel en vis respekt
for den, men gælder det at bringe kunsten og kunst-
nerne — som jo må leve — materielle ofre, da er
kun et lidet fåtal med, og selv disse få aner blot
undtagelsesvis, hvilken betydning kunsten har for
livet, dersom dette skal være værd at leve. Kunst-
tilstandene vilde derfor overalt være endnu langt
sørgeligere end de er, dersom kunstnerne blot kunde
regne på den støtte og opmuntring, som »publikum«
- d. v. s. den store masse gennemsnitsmennesker
giver dem. Dette har også enkelte kunstelskende
fyrster i sin tid indset og har derfor oprettet faste
theatre, hofkapeller, kunstakademier og musæer
enten helt på statens bekostning eller med store
årlige tilskud af det offentlige. Disse institutioner er
blevne faste, selv om regeringerne har vekslet, ja
endog republiken er bleven indført som f. ex. i
Frankrig. Traditionen er der, alle ved, at kunsten
ikke kan bestå uden materielle ofre, som vistnok
ikke er ubetydelige, men langtfra står i noget rime-
ligt forhold til de uhyre summer, som anvendes på
statsmaskineriet, statskirken, armé, marine osv. Man
kan mene, hvad man vil, om monarkiet i sin alminde-
lighed, det er i al fald sikkert, at fyrsterne, hvilke
nu end motiverne kan have været, har gjort
umådelig meget for kunsten og den dag i dag endnu
tildels gør det. Selvfølgelig kan der være meget at
sige på den måde, hvorpå de store kunstbidrag an-
vendes, men dette angår ikke selve det faktum, at
man bringer kunsten store ofre. Nu er ulykken, at vi
60
i Norge mangler al kunstnerisk tradition. De mænd,
som fra 1814 har overtaget styret af vort land, har
ingen fortid at hygge på. Man har været så optaget
af materielle og politiske sporgsmaal, at kunsten
for de fleste stod som en luxus, vi i »vort fattige
Norge« ikke havde råd til at være med på. Hos
enkelte begynder der jo at dæmre en anelse om, at
vor nationale kunst dog ikke er noget så ganske
ligegyldigt, som man rolig hor lade forkomme i
elendighed. Vore store digtere, musikere og hildende
kunstnere, som tildels trods alle vanskeligheder har
været i stand til at erohre Europa, ja hele verden,
har bidraget uendelig meget til at oplyse vort folk
om kunstens betydning. Men hidtil gør staten over-
ordentlig lidet for kunsten, for musiken, der ifølge
sit komplicerede apparat mest af alle kunster træn-
ger offentlig stotte gjorde vi ikke det mindste, før
Grieg og Svendsen endelig 1874 hver fik 1600 kro-
ner i komponistgage. Svendsen mistede sin, da han
drog til Danmark, og Selmer kom istedet. Fraregnet
enkelte små hidrag for kortere tid til en enkelt
komponist eller folkevisesamler, har den norske stat
ikke ydet noget andet bidrag til vor musiks trivsel,
hverken til noget nationaltheater, noget orkester eller
andre foretagender af betydning for vort musikliv.
Det er hårdt, når man betænker, at musiken er vor
mest eiendommelige nationale kunst. Vore musikere
har altså udelukkende havt »publikum« at stole på,
og det falder aldrig publikum ind at tænke på, at
det har pligter ligeoverfor nationens åndsliv. Derfor
kommer vor kunstmisere aldrig til at svinde, førend
staten kraftig tager sig af vor kunsts trivsel. Vi træn-
ger tiere nationale musikscener, nogle udmærkede
61
orkestre og bidrag til vore komponister i lighed
med dem som f. ex. også det som »så fattigt ud-
skregne Finland giver. Sibelius har f. ex. 3000 frc.
årlig af staten.
I 1873 forlod Grieg Kristiania, hvor han følte
liden forståelse for sit arbeide og kunstneriske per-
sonlighed. Han tilbragte de følgende år dels i ud-
landet dels på Lofthus i Hardanger, hvor han lod
sig bygge en liden arbeids-hytte. Opholdet i Kristi-
ania havde i hoi grad udviklet og fordybet Griegs
personlighed. Han lærte livet at kende også i dets
mørke skyggesider, den evige kamp mellem dag og
nat ikke blot i naturen men også i menneskelivet.
Allerede i de første hefter, de så berømte lyriske
stykker (opus 12) for piano, er Grieg i fuld besid-
delse af sin orginalitet. Han er ægte norsk, men
norsk på sin eiendommelige måde. Han er samtidig
folkelig og yderst raffineret og viser her tydelig sit
åndsfrændskab med Chopin. I hans værker støder vi
aldrig på den i sit slags yndefulde småborgerlige
poesi, der er så betegnende for Schumann. Hos os
kender man ligesålidt som i Polen til den lune, små-
borgerlige hygge, der er karakterisk for mangen
en mindre tysk by, som ligger der så stillestående,
så langt borte fra den store larmende verden. Blot
i de enkelte ungdomsværker, som belyses af Schu-
manns stjerne, mærker man hos Grieg spor af denne
indadvendte huslighed. Ellers drager Griegs musik
os enten med ud i guds frie natur, eller også be-
finder vi os på de elegante saloners bonede gulve,
hvor den fineste kultur synes at herske. »Ariettaen«
er det eneste af disse første lyriske stykker, der
endnu er tegnet efter Schumann. Over den er der
62
et skær af lykkelig huslighed med duft fra blomster-
vinduer og solstreif henover glade eller sværmeriske
ansigter. Grieg afslutter hele sin lvriske samling med
en vals. hygget på arriettaens motiver og fordyber
sig på denne made endnu engang i sine fagre ung-
domsminder. I den følgende vals har vi Grieg fuldt
personlig. Hans uendelige sensitive natur træder
her frem med dybere evighedslængsler, selv når bal-
kjolernes diamanter glimrer i lysglandsen og skon-
hedsrusen betager ham. Den følgende »vægtersang«
er et fint tegnet miniaturbillede af et drama. Med
de enkleste midler maler kunstneren os en hel scene.
Vi ser for os den melankolske ensomme skildvagt
og horer andestemmerne bruse sagte i nattens stil-
hed. De dristige norske septimer træder allerede
her utilhyllede frem. Denne sang er komponeret
efter en opforelse af Macbeth, hvor vor uforglemme-
lige Laura Gundersen havde en af sine mest stor-
artede roller. Sa danser alferne for os i maneskin.
ægte nordiske alfer af ganske anden art end Men-
delsohns sa berømte, som Wagner mener har mer
lighed med myggesværme end med naturguddomme.
Pudsig nok borte jeg ved en opforelse af ouverturen
til sommernatsdrømmen« en begeistret borgermand
udråbe: Hvilken storartet stemning, man ser for-
melig myggene danse.« Griegs alfer har fastere for-
mer og mer personlighed. I den knappeste form har
han her fremtryllet et yndigt billede. Folkevisen
er også ægte Grieg, norsk natur set gennem en
stærk personligheds oine. En mild dæmpet smerte
giver dette stykke en bedårende stemningsfylde. Den
følgende norske springdans yrer af liv og mod, min-
der i sa henseende om humoreskerne«, medens
63
det søde lille albumblad besidder en Chopins grazie
med en baggrund af fjerne blånende norske fjelde,
nationalsangen er mindre eiendommelig, men vir-
ker dog ved friske norske rythmer og kraftige har-
monier. En rig udvikling ligger mellem Griegs før-
ste og anden violin-sonate. Da han skrev den før-
ste, var han en naiv yngling, fuld af strålende livs-
glæde uden anelse om de dybe skygger, som hylder
sindet ind i nattens klamme tåger og fylder sjælen
med hemmelighedsfuld gru. Et solskinsbarn var han
— nu møder os en moden mand, der overser livet
i dets rigdom på stærke modsætninger og grelt kon-
trasterende farver. At opdagelsen af de mørke mag-
ter måtte virke trykkende på hans lyriske natur,
siger sig selv. Således er der noget knugende over
den smerte, som i »lento doloroso« snart sukker håb-
løs fortvivlet, snart truer himlen i mørk trods. Hjem-
landets tragiske natur betager kunstneren. Derfor er
også hans anden sonate i dybere forstand langt
mere norsk end den første. Thi et Norge uden mørk
tragik er intet helt Norge, blot en liden del af de
rige indtryk, som dette mægtige drømmeland giver
den, der forstår naturens sprog. Kunstneren har
følt livets lidelser og er derfor uvilkårlig kommen
sit land nærmere, samtidig som hans kunst har for-
dybet sig og er bleven langt værdfuldere, indholds-
rigere end al den jubel og livsglæde, som karakte-
riserer hans ungdomsarbeider.
Det er ikke mer den naive ynglings livsmod,
men den modne mands trods, der finder udtryk
gennem den følgende allegro vivace med dens stærkt
markerede norske rythmik. »Trods al smerte føler
jeg en ubændig kraft, et ubøieligt mod, en alt-
64
betvingende lidenskab, der seirer over alle bløde
natstemninger«.
Mildt og beroligende sættes det andet tbema
ind, som om en kvindelig hånd stryger henover
den vilde himmelstormers hede pande. Livsglæden
kommer igen over ham og bryder ud i en jublende
gentagelse af themaet i den tilsvarende dur-tonart.
Skyer formorker solen, lysets og mørkets magter
kæmper længe om herredømmet. Dog livsenergien
seirer i en vældig stigning, som forer til gentagelsen
af hovedsatsen, ikke som i første sonate en nøiagtig
repetition, men en energisk udfoldelse af themaet,
som vinder i kraft ved en stærk forkortning, der
nærmer begge hovedthem åerne. Ellers går alt sin
regelmæssige gang og ender — som næsten altid
hos Grieg — i seiersjubel. Den sorgmodige mildhed,
der hviler over begyndelsen af anden sats, er vidt
forskellig fra den beklemmende følelse af dyb
smerte, som lå så tungt over begyndelsens lento
doloroso. Men ikke længe linder kunstneren sig til-
rette i denne tilsyneladende ro. Lidenskaberne bry-
der mægtig frem med et stærkt drag af vild trods
over sig. Det yndefulde edur-thema sætter sa plud-
selig ind. Vi ser for os den speilblanke Hardanger-
fjord med maleriske gårde og blomstrende frugttrær
langs aserne — høiere oppe Folgefonden skinnende
hvid over mildt blånende fjeldtopper. En båd med
et brudefølge drager henover det grønne speil. Brud
og brudgom, spillemænd foran i båden — brudens
strålende krone og guldhår svæver som en drøm
lydløs forbi. — Klangen svinder langt borte — en-
som ligger fjorden, — uveirsskyer og uhyggelig
tåge formørker billedet — vi vender tilbage til vor
65
sorgmodige stemning og følger kunstneren endnu
engang ind i lidenskabernes stormende rige for så
igen at hengive os til stille melankoli. I slutsatsen
har danserythmen overhånd — livslyst og lidenskab
rækker hinanden hånden. Hovedthemaet minder i
sin rythmiske karakter om første sats. Det synes,
som om komponisten fremfor alt har villet give sin
sonate et stærkt præg af enhed. I så henseende er
han vel gået lidt for langt ved at skrive alle tre
satser i 3/4 takt. Derved får denne sonate, en af de
mest geniale violinsonater, verden nogensinde har
set, dog et vist præg af ensformighed over sig, som
Grieg med lethed havde kunnet undgå. Allerede
anden sats lider noget under dette, og tredie virker
ikke så ny og umiddelbar, som ellers vilde have
været tilfældet. Den er nemlig i og for sig meget
betydelig, fuld af liv, overmodig og trodsig strålende
i sin vilde jubel, overstrømmende ubændig! Som
allerede antydet træder Griegs personlighed i denne
sonate frem kraftigere i sin rige originalitet end i
noget andet tidligere arbeide. Det overstrømmende
livsmod og den dybe tragik, som udgør vor folkemusiks
inderste væsen, havde aldrig fundet et så storslagent
kunstneriskt udtryk. Uvilkårlig opstod i kunstnerens
bevægede indre nye melodibølger, eiendommelige
harmonier, som var vidt forskellige fra alle andre
nationers kunstneriske udtryksmidler, vidt fjernede
fra den tyske romantiks sværmeriske idealisme og
Chopins polske folkelivsbilleder og raffinerede salon-
poesi. »Der var granit i dette« for at anvende et
af Griegs egne yndlingsudtryk. Den norske kunst
stod endelig på egne ben, sluttede sig vistnok i de
store hovedformer til den tvske kunsts forbilleder,
66
men fyldte de lånte former med et ganske nyt ind-
hold. Her viste det ældgamle folkeslægtskab sig
som yderst nyttigt. Hos os var der endnu ingen
kunsttradition, ingen selvstændig kunstnerisk ud-
vikling. Vi besad folkevisernes og dansenes rige
skat, men blev nodte til at slutte os til de germaniske
frænder for at tilkæmpe os den plads i Europas
åndsliv, som vort folks rige begavelse gav os lovlig
ret til. Grieg valgte utvivlsomt den eneste rette vei,
at bygge videre på det grundlag, Haydn, Mozart,
Beethoven, Schubert og Schumann havde lagt til-
rette for ham - - vel at mærke, når det gjaldt de
storre kunstformer, medens han i vore viser og
danse fandt en række eiendommelige norske former,
som han ellers med stort held byggede videre på.
Det er en let sag for senere norske komponister,
der netop gennem Griegs seir har vundet storre
national selvtillid, at bebreide ham, at han holdt
sig til sonatens bestemte former og ikke heller gav
sin rige fantasi frit lob, men vi tror sikkert, at
Grieg gik den vei , som forholdene dengang bod
ham. I vor nationalkarakter ligger såmange split-
telsens elementer, at det var meget heldigt for den
norske musik, at den fra forst af blev ledet ind i
de velbyggede kanaler, som endog har været istand
til at optage i sig Beethovens vildtskummende hav-
bolger. Nægtes kan det dog ikke, at der undertiden
lurer som en hemmelig modsætning mellem det
norske, fantastiske indhold i Griegs fjeldfriske musik
og sonatens for vor tids smag noget stive former.
Men Grieg handlede, som han dengang måtte, og
har kanske også havt en vis frygt for den anar-
kistiske side i sin natur, der viste ham på andre veie.
()/
end der hvor Germanernes veldisciplinerede skarer
rykkede frem. De under opus 14 udgivne symfoniske
stykker er komponerede flere år tidligere og skal
være fragmenter af en symfoni, som aldrig blev
fuldendt. Dele opfortes i »Euterpe« i Kobenhavn under
Griegs ledelse. Det er derfor intet under, at de er
stærkt påvirkede af Schumann. I det sidste stykke
især træffer vi kraftige norske tiltag. Udsætningen
for firhændigt klaver er fortrinlig, som Grieg i det
hele taget kanske er den eneste klaverkomponist efter
Chopin, Schumann og Liszt, der har været istand
til at aflokke sit instrument nye toner. Begge stykker
er vakker og velklingende musik, der viser den
unge komponists betydelige, om end ikke ganske
frigjorte talent. — Margarethas omme og fint stemte
vuggesang fra »Kongsemnerne« er den første af de
følgende sange. Den er i sin zarte poesi, sine rene
linier saa vel kendt, at den ikke trænger nærmere
omtale. Den følgende »kærlighed« skriver sig fra
1803 og bærer præg af denne periodes naivere
maner, da Griegs personlighed endnu ikke trådte
så bestemt frem. Den er sød, men ikke overdreven
betydelig. Derimod er »modersorg«, komponeret i
1870, en gribende sang i norsk folketone, om end
tekstbehandlingen kunde have været udtryksfuldere.
Ved at anvende en vuggende rythme har kunstneren
givet os som et erindringssyn af svunden moder-
glæde — et fint psyehologiskt træk. Den dristig har-
moniserede »folkevise fra Langeland« (1870) peger
allerede henimod Griegs allersidste og eiendomme-
ligste harmonik — jeg tænker f. ex. på den ubestemte
slutning. Ellers træder i det hele taget Griegs norsk-
norske natur på denne tid langt mere udfordrende
08
frem i klaver og kammermusiksagerne end i sangene.
E. Closson siger om klaverkoncerten, at den åben-
bart er skrevet under Schumanns indflydelse. Hvad
formen angår, har han vistnok ret. Jeg har jo alle-
rede tidligere slået fast: hvergang Grieg hidtil har
taget fat på et større arbeide, har han holdt sig til
den nu engang vedtagne, i Tyskland til sin hoieste
blomstring udviklede sonateform. Det kan vel også
hænde, at et eller andet thema rent yderlig minder
om et schumannskt motiv, men det virkelige ind-
hold er så ægte Grieg-norskt som muligt, og inden
sonatens brede ramme tumler komponisten sig i
fuld frihed. For mig står denne geniale klaverkon-
cert som et symbol på vort folks overstrømmende
kraft. — Jeg ser for mig hele Norge i dets uen-
delige afveksling og faste storslagne enhed. Bille-
det ligesom fortætter sig til en fossende elv, der
i ubændigt mod baner sig vei gennem ur og vild-
mark, mellem lodrette truende fjeldvægge, over
svimlende stup i lunefulde kast og trodsig vildskab.
Undertiden går strømmen roligere, sa himlen speiler
sig i de glitrende hvirvler, undertiden leger den
lystig henover småstenene — så kommer en brat
styrtning med skumhvirvler og utalmodig brummen
- høit oppe i tågeslør hopper slanke fjeldbække
med sølvbælte om livet ned i moderens ømme arme,
medens solstreifene kaster stænk af blændende lys
på de fugtige fjeldvægge — vildere og vildere
raser elven, indtil den kaster sig udover i en
tordnende fos! Kan man tænke sig en mer
rivende fos end den store kadenz i første sats, hvor
pianoet når en utrolig vælde og storhed! Overalt
koger og skummer det, spruten står os imøde, og
69
henover os jager en storm, fossens alt betvingende
ånde! Så finder den lunefulde strøm pludselig på
at danne et ensomt fjeldvand, omgivet af tinder og
bræer, som blændende speiler sig i den stille sø,
som ligger der og drømmer om uendeligheden.
Men ikke længe varer denne fromhed -- utålmodig
ryster elven sine spænstige lemmer - - videre går
den vilde fart, mer og mer ubetvingelig, stadig mer
livsj ublende i al sin ungdomskraft, utålmodig efter
endelig at se verdenshavet — geniets historie fortalt
i glødende farver og med et præg af livsfylde over
sig, som jager alle sorger og bekymringer bort og
frembringer en i sandhed dionysisk livsrus — hal-
lingernes og springdansenes vilde jubel mellem de
mørke fjelde, kraftens evangelium - »jeg tror på
min egen styrke«, som vikingerne sagde — dette
evangelium, som trodser alle naturens tilsyneladende
ubetvingelige hindringer i vort bortgemte drømme-
land langt oppe mod nord. Der findes ikke
spor af tom virtuositet i denne koncert, den inde-
holder kun musik i rigeste fylde, vanskelighederne
kommer af sig selv, fremtvinges af indre grunde.
Behandlingen af klaveret er storartet og i høi grad
mangesidig, og jeg tror neppe, der gives en piano-
koncert, hvor soloinstrumentet forener sig så utvun-
gent med det enkelt holdte, men farverige, udtryks-
fulde orkester — i fuld harmonisk enhed. Vi har
allerede hørt, hvorledes Liszt blev grebet af vild
begeistring, da han i Rom spillede koncerten fra
bladet efter Griegs ikke meget tydelige manuskript.
Dette værk åbenbarer os Griegs hele personlighed
på dens daværende udviklingstrin, hans vældige
kraftfølelse, hans utålmodige fremadstræben mod
70
de høieste mål, hans ømme kærlighedslængsler,
han begeistring for naturen og kunsten, hans her-
skervæsen, ildfulde temperament, brændende ær-
gerrighed, seierssikkerheden i hans indre, hans
mod, stolthed og jubel over endelig at have fundet
sig selv i et storslagent kunstværk! - Den Nord-
mand matte være blottet for al naturglæde, al kær-
lighed til hjemlandet, som ikke begeistres over
Griegs behandling af de 2.") nationalsange og danse.
En hel ny verden åbner sig her — vort underlands
deilighed, som hidtil la gemt mellem skærene og
bag mørke fjelde, en verden fuld af mod og kraft,
dyb smerte og uudsigeligt vemod. Stabbelåten,
springdansen, den vilde .1 ølstring. Solfager og
ormekongen« - - et gribende tragiskt digt, »jeg vet
ei Ilten jente « osv. - — med hvilken dyb forståelse
og finfølelse har Grieg ikke tilegnet sig disse natur-
digtninger og givet dem deres sande harmoniske
dragt, der tegner sig som lette alfetåger omkring
disse blomstrende melodier! Hidtil havde vi vistnok
havt tlittige samlere, der havde reddet vor folke-
musik fra undergang, men ingen, der havde fuld
forståelse af denne musiks inderste væsen og den
harmoniske rigdom, som her skjulte sig. Lindemann
har store fortjenester - han forstod at omgåes
vore bonder, fa dem til at synge eller spille for sig
- en vanskelig kunst — og optegnede nogenlunde
korrekt de melodier, han hørte. Man maa blot be-
klage, at han ikke nøiede sig med at skrive dem
op, men forsynede dem med harmonier, ja under-
tiden endog behandlede dem -kanonisk«. Den gode
gamle organist, opdragen i pedantisk tysk skole,
havde nemlig ingen følelse for de mærkelige har-
71
monier, som vore folkemelodier trængte til, og som
de selv angav tydelig nok i hele sin melodiske kon-
struktion. Forst musikere som Grieg og Svendsen
gav os anledning til ganske at tilegne os vor folke-
kulturs eiendommeligste og rigeste skat. Men trods
disse store kunstneres livsvirke er vort folk, som
allerede omtalt, endnu ikke kommen så vidt, at
det indser vor musiks kultur-betydning og store
udviklingsmuligheder. Prinsessen sidder endnu i
en hortgemt hytte skjult under askepots fdlede
klæder! Berøringen med folkemusiken virkede be-
frugtende på Griegs geni, og de uforlignelige hu-
moresker: »på fjeldet«, »når brudefølget drager
forbi« og »karneval« hører til vor klaverlitteraturs
ypperste værker. - - Hvem kender ikke disse ur-
kraftige stykker, hvor Grieg har optaget i sig vort
folks ånd og skabt folkelivsbilleder sa fulde af liv,
at vi ser alt for vore øine. Grieg har her nået et
høidepunkt i sin udvikling. De senere humoresker,
som lindes både blandt de »lyriske stykker og
andetsteds, når undertiden op til denne umiddel-
bare friskhed, som her overalt sprudler frem, men
høiere er det i denne retning umuligt at stige.
Grieg har i disse stykker sagt farvel til den euro-
pæiske kunstmusik for rigtig at fordybe sig i Norges
friske natur og hengive sig til folkevisernes be-
dårende huldrer. —
Indtryk fra København og den første kærligheds
berusende vårtid har skabt sangene op. 18. Uvil-
kårlig påvirkes den unge norske kunstner af de
bløde danske omgivelser, der passer så godt som
ramme om Andersens vuggende elskovslyrik. Jeg
tror ikke, man her bør tale om nogen påvirkning
72
af danske komponister. Grieg er tværtimod også i
disse sange sig selv, og det er netop et tegn pa hans
naive genialitet, at han blev et med digtningen og
optog i sig den danske naturs ynde og sandselige
blodhed.
Min søde brud, min unge viv
min kærlighed mit liv. c (1869).
så begynder han at synge, og vi følger de to elsken-
des vandring langs sundet ind i »dyrehavens« bøge-
lunde, hvor skoven hvælver lyse tempelhaller over
den spirende kærligheds første vårglæde. Der er
over denne sang en zart blod ynde, som i hele sang-
litteraturen finder fa sidestykker — fuglekvidder,
skælmske pigeøine og blomsterduft. En gammel ven
af Grieg fortalte mig, at hans kærlighed til bøge-
skoven og dyrelivet derude stadig er lige frisk —
ungdomsminderne drager ham did, hvor han ople-
vede så deilige stunder. »Hun er så hvid« (1869) er
uendelig fin i sin jomfruelige kydskhed med et vist
exotiskt drag over sig — Andersens digt er efter det
russiske. — Man bør høre sangen tolket af Lilly
Lehmann for rigtig at optage i sig den duft, som
udgår fra denne yndige blomst. Den unge pige, som
hun ligger der i sit hvide klæde med smil over de
stivnede træk, ser vi tydelig for os — så malende
er musiken. Mindre betydelig er en digters sidste
sang«, (1869) der vistnok rober komponistens talent,
men ikke er så betagende i sin stemningsfylde som
den foregående. »Høststorm <, den følgende sang i
dette hefte, skriver sig fra 1865. Jeg har allerede
omtalt, at størstedelen af den forekommer i kon-
certouverturen »i høst«. Den hører til Griegs mæg-
73
tigste sange. Uagtet harmonibehandlingen er yderst
enkelt, føler vi dog Griegs personlighed overalt. Ved
de mindst søgte midler har han her tryllet frem for
os hele høstens uhyggelige, dødssvangre stemning.
»Alt blev plyndret en efterårsnat,
nu holder vinteren sit indtog brat,
blegnet er hver en rosenblomme,
sommeren er omme.
Stormens brus gennem de næsten bladløse bøge-
kroner, naturens gru og ubestemte længsler mod
fred og hvile under snedækket maler han os i kraf-
tige farver. Undertiden er der noget i rythmen, som
bringer os til at tænke på Wagners »valkyrie«, som
Grieg dengang umulig kunde kende. På en natur-
lig måde har han forstået at lede os over til den
tilsyneladende grelt kontrasterende stemning, der
karakteriserer digtets slutning -jublen over den
vår, der følger vintersøvnen.
»For ret at leve man først må dø,
det ved hvert eneste lille skud,
engang råber solen spring ud.
Lad vinteren kun være streng og hård,
der kommer engang så lys en vår.
Eia hvor blir det sødt at se
den første blomst i den sidste sne!«
Medens dette digt vistnok er et af Andersens bed-
ste, røber hans lyrik i »poesien« sin mangel på
umiddelbarhed, sin esthetisk reflekterende karakter,
og kan umulig begeistre komponisten til storværk.
Trods mange vakre harmonifinesser hører »poesien«
til samlingens mindre betydelige sange. »Ungbirken«
og »hytten« lider også under den svage tekst, der
umuligt kunde virke særlig inspirerende på kompo-
K. C. SAND
K08ENHAVM V.
71
nisten. Derimod er »rosenknoppen en sod liden
sang — her giver Andersen det barnslig livsglade i
sin natur, og her finder digter og komponist hin-
anden i skælmsk ynde. Serenaden til Welhaven
rager i sin stemningsfulde lyrik op over de Heste
leilighedskompositioner.
»Foran sydens kloster« er en af Griegs mest
sungne korsager. Den blev skrevet efter hjemkom-
sten fra Rom i 1870 og tilegnet Liszt. Ifølge styk-
kets karakter har komponisten her tildels opgivet
sin nordiske eiendommelighed for at træffe stilen.
Af og til klinger norske toner ind som f. ex. i strofen:
3 fattig mø fra fremmed land«
men i det hele taget horer dette stykke til Griegs
kosmopolitiske værker. Der ligger en skøn dybt følt
stemning over det. Den strænge nonnes forsagelse
af alle jordiske folelser udtrykkes på enkelt, gribende
vis ved spørgsmålenes urokkelige ensformighed. Forst
efter den forfærdelige skildring af faderens død :
»dræbt han blev, og jeg så derpå«
foler vi nonnens indre bevægelse gennem den for-
andrede tonart og melodiens stigning. Ikke engang
klostrets søster, der har sagt verden og al dens dår-
lighed et evigt farvel, har kunnet dræbe den hellige
medfølelse — et fint psychologiskt træk. Ligeså er det
betegnende, at da det frygtelige ord lyder:
»han drap far, og jeg så derpå«
da kan nonnen i sin indre rystelse ikke mer finde
ord og komponisten lader her det himmelske kor
falde ind, de gudhengivende nonners fred breder
sig over den ulykkeliges sjælekvaler. Den unge piges
fortvivlelse er gribende skildret, situationen kraftig
/,)
tegnet. Dog lider værket noget under en mindre ud-
viklet sprogbehandling — jeg mener i den unge piges
parti. Ordet er endnu klædt i den absolute musiks
tvangstrøie, og situationen vilde ved en friere, mere
recitativisk behandling af soloen have vundet i liv
og naturlighed. Men da denne scene aldrig har væ-
ret bestemt for theatret, er disse mangler mindre
påfaldende, og ved stor frihed i takt og foredrag
kan der vindes meget. Forklaret klinger nonnekorets
hemmelighedsfulde toner, uden anvendelse af store
midler har Grieg her nået meget hoit i retning af ud-
tryk. Orkesterbehandlingen er som det sømmer sig
ganske enkelt og gennemsigtig, samtidig velklingende
og udtryksfuld. Nonnekorets kydske klangvirkning
ombølges af blæsernes og orglets mystiske toner og
harpeakkorder som bud fra kærlighedens og fre-
dens verden, hvorover senere strygerne breder salig-
hedens stråleglans. Man må blot beklage, at Grieg
ikke fik Bjørnson til at omarbeide hele sit storslagne
digt »Arnljot Gelline« til et musikdrama, hvortil
dette værk meget godt havde egnet sig. Jeg har selv
for adskillige år siden søgt at bevæge digteren til
at gå med på en sådan plan, idet jeg skitserede
dramaets scener i store drag. Uagtet han i og for
sig billigede planen, var han så optaget af andre
arbeider, at han ikke kunde udføre omdannelsen
selv, og for andre at røre ved et stort kunstværk
er en farlig sag — det hele blev altså ikke til noget.
Man kan næppe tænke sig et digt, der bedre havde
passet for Griegs begavelse. — I disse år opstod også
den første del af »Olaf Trygvason«, Griegs storste
dramatiske forsøg, som desværre aldrig blev fuld-
endt. Dette arbeide blev senere som fragment fuld-
76
fort til koncertbrug og udgivet som opus 50. Vi
skylder også samarbeidet med Bjørnson den række
fortrinlige sange, der bærer opustallet 21. Først i
den danske udgave star det første mødes sødme«,
der bedårer os ved sin friske umiddelbarhed og
stærkt personlig farvet ynde. Den dobbelte gentagelse
bar for vor tids smag noget vist stodende, men skriver
sig fra komponistens trang til at udvide stemningen
i det noget lakoniske digt, der på grund af sin
knaphed er meget vanskeligt at sætte i musik. Så
kommer den endnu oftere sungne »god morgen',
som altid vil virke begeistrende trods enkelte min-
dre udsøgte barmonifolger og gentagelser. Den er så
fuld af grazie og skælmeri og har småfuglenes vin-
gede lethed over sig. »Jeg giver mit digt til våren«
er en vakker liden sang fuld af blomstersmil og
vårluft. Hvorfor horer man den sa sjelden? Så kom-
mer den storslagne: »Tak for dit rad«. Den synges
ikke ofte, da den er vanskelig skrevet for stemmen
og fordrer en vældig kraft. I brat stigning styrter den
frem i ungdommeligt overmod, indtil sangeren på
det hoie a slynger over os en betvingende tonefylde,
der virker som indre kraft, ikke ydre effekt. Denne
sang horer til Griegs bedste. I alle disse vokal-kom-
positioner er Griegs eiendommelige harmonik langt
fra sa udviklet som senere, og det er især de karak-
teriske rythmer, som på dette udviklingstrin tegner
os hans stærke personlighed. Over sprogbehandlin-
gen synes han som så mange andre store kompo-
nister dengang ikke at have reflekteret synderlig.
Hans deklamation er dog ofte god, uden at ud-
nytte alle sprogets finesser og udtryksnuancer. Han
er i det hele taget mere absolut musiker end sprog-
77
kunstner, endnu havde han ikke modtaget de stærke
indtryk fra »Meistersingers« og »Tristans« digterkom-
ponist. Her sigter jeg fremfor alt til Wagners re-
formatoriske virksomhed med hensyn til sprogbe-
handlingen. I »tak for dit råd« er sproget ellers
sjelden udtryksfuldt sat i relief gennem musiken, og
der går som et brus af nye tider gennem både den
og »efterårsstormen«, der viser mod ubetrådte ba-
ner. De to kvad af »Sigurd Jorsalfar« er prægtig
trufne i deres mandige kraft. -Solveigs sang« er så
kendt, at jeg ikke vil omtale den nærmere. Den
sværmeriske længsel, den renhed, som den udånder,
dens folkeviseklang har længe bedåret hele verden.
Som harmoniker har jeg ofte ærgret mig over,
at Grieg ikke har holdt sig pent i den æoliske kirke-
tonart, der så stemningsfuldt indleder sangen, men
absolut skulde bringe dominantakkorden med den
forhoiede ledetone for selve sangen begynder i a
moll. Jeg tror ikke, han nogle år senere havde gjort
dette, da hans harmoniske øre stadig er bleven mer
og mer raffineret. Endnu langt interessantere for
en musiker er »Solveigs vuggesang« med sin yderst
originale harmonik og melodiske linier. Den skri-
ver sig fra 1875 og opstod samtidig med den øvrige
Peer-Gynt musik, der er spredt rundt omkring i
forskellige opus. »Peer Gynts serenade« er karakte-
ristisk for situationen. — Hermed har jeg omtalt
samtlige kompositioner fra denne lange Kristiania-
periode. Før jeg følger komponisten videre, vil jeg-
omtale hans hustru fru Nina, der i denne tid og
mange år senere har tolket hans sange på mønster-
værdig vis — deri er alle enige, som har hørt hende
i hendes bedste tid. Hun er så sammenvokset med
78
sin mands kunst og har bidraget så meget til at
skaffe den indpas overalt, at hun fortjener en æres-
plads i hans kunstnerbiografi. Da jeg selv ikke har
havt anledning til at høre hende, da hun stod på
hoiden af sin kunst, tillader jeg mig at anføre, hvad
en af de fortrinligste Grieg-kendere, den danske hof-
skuespiller og sanger Steenberg skriver om hendes
sang. »Ingen kunde som hende så rigtig »loslegen«,
når det gjaldt netop at præcisere det eiendommelig
Griegske og at forme det plastisk. Hos hende var den
eneste tanke, endog med tilsidesættelse af al kon-
ventionel sangkunst, at fremhæve i sangen det,
som han ønskede. I sine gamle musikvenners kreds
var begge strax beredte til at give sin fulde kunst.
Ingen vil glemme disse stemningsfulde aftener, især
i intim vennekreds, når noget nyt blev foredraget.
Hvad var nu det eiendommelige i hendes sang?
Pa en made havde hun dannet sig sin egen skole.
I al fald var det ikke den konventionelle, af Wag-
ner kaldet den forbryderiske« - hendes sang var
ofte snarere som et livligt dramatiskt recitativ. Hun
traf ikke blot det centrale i et digts stemning, men
ligesom grov sig ind i de enkelte ord, så de fik en
dybere eiendommeligere farve end ved læsningen.
Gennem hendes tolkning lærer vi at forstå ikke blot
det national-farvede, men også det universelle. Dog
forekommer det mig, at hun yder sit bedste i det,
som jeg anser som kernen af hans musik, hans
hjemlands melodiske stemninger og klange, især så-
ledes som han forstår at gribe dem hos Bjørnson,
Ibsen og Vinje. Disse farver lader sig så at sige ikke
oversætte i noget andet sprog, og blot fru Grieg for-
star at blande dem. Dersom nogen her i Danmark
79
indtil en vis grad har lært at synge Griegs sange,
har han lært det af hende. I hendes foredrag finder
vi udtryk for de stærkeste modsætninger: det ild-
fulde (Odalisken), det lidenskabelige (jeg elsker dig
osv), det tungsindige (modersmerte, høststemning),
det sønderrevne (wo sind sie hin osv.), det idylliske
(det var en deilig sommerkvæld), det kække, friske,
humoristiske osv. Bedst karaktiseres hendes sang
ved Bjørnsons ord:
»De er som horn i uren
de tonende sekunder
hvori vi med naturen
forenes i et under — .«
IV
BERGEN — LOFTHUS OG UDLANDET
Det følgende år tilbragte Grieg i Bergen, hvor
han foruden en del af Peer-Gynt-musiken skrev
sin herlige ballade, en af hans ypperste værker.
( )gså her viser det sig, i hvilken grad de hårde ti-
der inde i Kristiania og det dybere kendskab til
livet, han der havde vundet, havde styrket og ud-
dybet hans hele kunstnerpersonlighed. Drømmende
tungsind, stille alvor og ophøiede stemninger veksler
her med udbrud af vild lidenskab og legende hu-
mor. Det deilige thema fores gennem alle menne-
skelige sjælenuancer indtil det endelig efter en ra-
sende bevæget presto vender tilbage til sin første
stemning af mild sorg og hengivelsesfuld resigna-
tion. Dette geniale stykke er holdt i den form, som
Beethoven ofte med forkærlighed benyttede i sine
senere værker, den tilsyneladende så stive varia-
tionsform. Grieg følger her den store mesters fod-
spor på sin egne yderst selvstændige måde, og
skaber som han en hel verden af frihed og skøn-
hed, en uendelighed af indtryk strømmer ind over
os, så vi glemmer den begrændsning, mesteren her
har sat sig selv, og rives med af hans fantasis væl-
dige strøm. At man forholdsvis så sjelden hører
dette mesterværk, som åbenbarer os de intimeste
dybder i Griegs natur, ligger vel tildels i de tekni-
81
ske vanskeligheder balladen byder. Men det ligger
vistnok også i, at få foler sig kaldede til at trænge
ind i dette dybtfølte kunstværk. Det tyder på
rystende indre oplevelser, der må have sat dybe
mærker i kunstnerens liv, og det er ganske natur-
ligt, at dette udbrud af smerte, denne længsel efter
fred, denne trods og fortvivlede kamp følges af en
række af Griegs alier betydeligste sange: »en svane«,
»stambogsrim« og »borte«. Den anden violinso-
nate havde allerede åbenbaret os dybder i Griegs
natur, som vi tidligere neppe kunde ane. I balla-
den og de omtalte sange griber han os endnu dy-
bere, og vi føler stærkere end nogensinde en rig
genialitet, som intet i livet er fremmed. Trods al
beundring for mesterens humoresker, lyriske styk-
ker og andre værker, tilstår jeg, at anden og tredie
violinsonate, koncerten, balladen, kvartetten, Ibsens,
Vinjes og Garborgs sange og den eiendommelige
»bergtekne« er de værker af Grieg, jeg dybest be-
undrer. De er efter min opfatning de aller person-
ligste, netop fordi de ikke er helt ud folkelige. De
er Griegs inderste oplevelser, et norsk kulturmenne-
skes dybeste syn på livet. I balladen modes han
med Beethoven, Schumann og Chopin og vandrer
side om side med dem gennem de elysæiske mar-
ker. Det er næsten overflødigt at bemærke, at Griegs
rent tekniske behandling af klaveret er ligefrem
forbløffende. Her tager han igen plads ved siden af
Liszt, det moderne flygels store mester, og mærke-
lig nok han formår selv her at være fuldt ud selv-
stændig og forfalder heller aldrig til den feil, som
Bi'ilow bebreider Schumann, at behandle pianoet
for massivt, på en alfor orkestral måde. Overalt er
h/^yc^^i^ut e. t.t±*-£stt. '^&c*-^
-t£*«v^. 'x*/ -*-€£*■ 5^,£& -éL>-*£ c/e^-.
<£c*2*J <£^^yi^^^^ C-ékjtU^
/ ^kA-ff
<-y
J7^ c&*—- ^< **~txA;7s«^.f <* *"y
c*
84
der lys og luft, selv hvor stormen raser, og lynene
slår ned. Af sangene fra denne tid er »svanen« og
»borte- mest kendte, »vandlilien«, »stambogsrim«
og spillemanden« horer man sjeldnere.
De er komponerede i 187G, et år, som Grieg
igen tilbragte i Kristiania. »Svanen« synges ofte,
altfor ofte, da den fordrer stor sang- og foredrags-
kunst. At fa denne fine bundethed og egalitet frem
i den kvindelige stemmes vanskelige middellag er
allerede en svær opgave. Andedragenes dybde, to-
nens uforstyrrede klarhed og fulde klang selv i
pianissimo formår kun fa sangerinder at opnå. —
Ligeså vanskelig som den guddommelige ro i fore-
draget, som begyndelsen kræver, er den lidenskabe-
lige stigning op mod det magtfulde fortissimo, alle-
rede af den ydre grund, at den stadig bevæger sig
i de sjelden fuldt egaliserede overgangstoner, og at
selve ordene foier nye vanskeligheder til. At den
deilige stemning af indadvendt smerte og kydsk
lidenskab, som beånder denne eiendommelige
sang, sjelden blir tilfredsstillende gengivet, er
selvsagt. »Stambogsrim« horer også til Griegs
skønneste sange og fordrer i lige grad ægte kunst-
neriskt foredrag for at virke betagende. Den sænker
sig ned i sjælelivets mørkeste dybder. Melodiføring
og harmonik er overordenlig personlige. — Godt
at dilettanter og dilettantiske sangere som oftest
holder sig borte fra denne sang, der således bliver
de sande kunstneres andelige eie. — Det samme
kan siges om »borte«, hvor Grieg på genial vis har
grebet digterens stemning af forstenet fortvivlelse,
En yndig sang er »vandlilien«, som har alle betin-
gelser for at erobre alle. Den byder dog også ad-
85
skillige ren sang-tekniske vanskeligheder. For tenor
og sopran ligger den noget dybt, og mezzosopraner
og barytoner besidder sjelden den lette lysende
ynde og bøielighed i tone og foredrag, som her er
nødvendige. Langt mindre kendt er »spillemænd«,
der dog byder en barytonist en sjelden taknemlig
opgave. Den er holdt i balladetone og rig på udtryks-
nuancer. På enkleste vis maler Grieg den stille
sommernat og fossebrusets dæmonisk-dragende magt.
Her træffer vi endnu en vis påvirkning af tysk ro-
mantik, så man næsten skulde tro, den var skrevet
før 187(5, som det angives i Peters udgave. Harmoni-
behandlingen er også mindre dristig end i de andre
sange og minder om tidligere perioder i Griegs
udvikling.
Våren 1877 forlod Grieg igen Kristiania for at
bosætte sig på Lofthus i Hardanger, hvor han nu
tilbragte flere sommere, ja endog vintere ivrig be-
skæftiget med arbeide. Han byggede sig lige ved
fjorden en liden hytte, hvor han i uforstyrret ro
kunde komponere.
Bondeslægterne inde på Lofthus hører til Nor-
ges fineste og mest begavede landbefolkning. Flere
familier stammer pa kvindesiden fra de norske
konger og føler sig som aristokrater. Deres dannelse
står ualmindelig høit, og deres kunstsands og be-
gavelse er stor. Når dertil kommer den skønne
natur og det milde behagelige klima, kan man
ikke undres over, at Grieg, der er så sammenvokset
med vestlandet, hellere opholdt sig her end i det
altfor regnfulde Bergen.
Som bekendt har Ibsen i Edvard Griegs Stam-
bog skrevet følgende vers :
86
Orfeus slog med toner rene
ånd i vilddyr, ild i stene.
Stene har vort Norge nok af;
vilddyr har vi og en flok af.
Spil så stenen spruder gnister,
spil så dyrehammen hrister!
Vore kunstforhold kunde neppe karakteriseres
på en vittigere måde. »Jeg kom til at tænke på det«,
skriver Grønvold, »da jeg en sommerdag for tre år
siden kom med dampskibet forbi Ullensvang i Har-
danger og så Edv. Griegs lille skikkelse spadsere
langs fjorden henne ved Lofthus. Han gik netop
i sten og ur og arbeidede sig frem til den pynt,
hvor han har bygget sit lille hus. Det består af et
eneste værelse og ligger yderst ved fjordkanten,
midt i al Ullensvangs herlighed, med den dybe,
dunkle fjord under sig og Folgefondens strålende
bræer over på den anden side af fjorden. Hid tyr
Grieg hver sommer, ja undertiden endog om vin-
teren, og søger her fred og ro til at komponere.
Midt i al denne naturpragt, i hjertet af Norges stolt-
teste og kraftigste naturskønheder har han plantet
sit Erardske flygel og sit skrivebord. Her sidder
han som en anden Orfeus og spiller blandt vilddyr
og stene, midt i fjelduren blandt bønderne selv,
med Haringens rappe sonore tungemål daglig i
øret, med Hardangerfjordens betagende naturstem-
ninger for øie. Jeg kan heller ikke tænke mig et
sted mer karakteristiskt for Edv. Grieg. Det er jo
ingen tilfældighed, at han bor her; han har selv
valgt sig stedet, og ingen komponist med europæiskt
navn falder på at begrave sig i en liden stue ved
Hardangerfjorden, hvis ikke en uimodstålig indre
87
trang, en længsel efter alt dette driver ham derhen.
Når man ser stedet og tænker på hans musik, så
føler man, hvorfor det er så, og man forstår, hvor-
for alle mennesker, når de taler om Griegs musik,
altid slutter med dette: han er så norsk. Thi der
er et så inderligt, uløseligt forhold mellem den
grund, hvori han er vokset, og den musik, han har
skrevet, det ene er ligesom groet så naturlig, så or-
ganisk frem af det andet, at man næsten ikke kan
høre en tone af den uden midt i koncertsalen eller
salonen at fornemme et friskt pust fra de hlå fjorde,
et glimt fra de tindrende bræer, et minde fra de
bratte fjelde og livet i den hele natur der vester,
hvor han er født, og hvor han så gerne færdes.
Hvad Grieg har »spillet«, det er da blevet, som det
er, fordi hans kunstnertrang har været at sprænge
88
kunsten en vei mellem vore fjelde. Har han spillet,
så stenen har sprudet, da har det været gnister af
denne kærlighed, flammer af den ild, hans indre
hærer, og som har drevet sod og moden frugt ud
af den hårde grund. Og brister vilddyrets ham, så
kunstens fine skikkelse værges og pleies i dets egen
gård, da står han i første række blandt dem, der
har været med og sprængt den; thi han har en
glødende tro på norsk kunst i Norge, og den er
livsnerven i hans virken.
En række herlige værker fortæller rigere og mer
dybtgående om dette kunstnerens stille liv ved Har-
dangerfjorden end alle mulige småtræk og anek-
doter, der jo ifølge Griegs eget ønske banlyses fra
hans biografier. Fra denne frugtbare arbeidsperiode
skriver sig strygekvartetten, album for mandssang,
den bergtekne<, Yinje-sangene og flere andre vær-
ker. — Under opustallet 27 foreligger en del sange,
komponerede til digte af John Poulsen, den den-
gang unge lovende bergenske digter. »Håbet« er en
frisk og virkningsfuld sang, der svulmer af vår-
fornemmelser. Den blev skrevet i 1876 allerede —
»Jeg kunde juble for alle vinde
min elæde ud !«
og tilslut
En stjerne stråler, og
den er min!«
så lyder ordene og så klinger tonerne. »Jeg reiste
en deiligsommerkveld« har Hardangerfjordens ynde-
fulde stemning over sig.
89
»Så blank stod fjeldet ved solfaldstid
og blå var fjorden og grøn hver lid,
mens sommerluften
og birkeduften
strøg om mig blid«
lyder som et mindedigt over det skønne Lofthus.
»Den ærgjerrige« og »på skogstien« er fint stemte
sange og »med en primula veris« taler Griegs po-
pulæreste sprog. »Odalisken« (Brun) fra 1870 hører
ikke til hans betydeligste sange, medens »prindses-
sen« (Bjørnson) 1871, som også er optaget i dette
sanghefte, er en sjelden stemningsfuld sang, fuld af
længsler og higende smerte. Den er ægte norsk i
farven, trods det første motivs lighed med et cho-
pinskt thema.
De i 1876 komponerede sange (Poulsen) beteg-
ner ligesom et hvilepunkt i kunstnerens udvikling.
Efter at have sænket sig ned i Ibsens dybsindige
digte trængte han at dvæle ved naive naturstem-
ninger og solglad lyrik. Kort tid efter skaber kunst-
neren et af sine betydeligste værker, et monument
i vor tonekunst, g moll kvartetten.
Efter en velbehagelig hvile ved Hardangerf jordens
smilende bredder styrter Grieg sig igen ind i men-
neskelivets malstrøm og skaber et af sine liden-
skabeligste værker. Efter klaversonaten, de to violin-
sonater og amollkoncerten, efter den storslagne
ballade og de skønne sange voksede kvartetten
frem af kunstnerens oprørte indre. Her er allerede
formen langt friere end i sonaterne. Themaerne er
sammenstillet med fantastisk vilkårlighed, og uagtet
sonateformen i det hovedsagelige er bibeholdt, er
dog behandlingen meget fri, om end neppe så dri-
90
stig som i Beethovens sidste værker, der uden tvivl har
tjent Grieg som forhillede. Indholdet er helt ud norsk,
om man end kan mærke, at han kender Wagners stor-
værker og har lært meget af ham. Første sats be-
gynder med et smertefuldt udrab, et spørgsmål til
skæbnen: »Er livet værd at leve?« I et uhyggeligt
truende pianissimo sætter det forste hovedthema ind
og hæver sig i stormende lidenskabelig fortvivlelse
til en kraft i udtrykket, som blot de storste kunst-
nere kan nå op til. Ubarmhjertig skærer kvinter-
nes kolde stål ind i kunstnerens blodende hjerte.
I håblos jammer vrider han sine hænder, indtil tå-
rerne styrter frem og fortaljer sig i en stille velgø-
rende hulken. Atter reiser han sig i mandig kraft
og ryster sorgen af sig, mildt vemodig sætter det
andet hovedthema ind, der allerede var antydet i
indledningen. Nu har det en mindre streng karak-
ter, har ligesom noget trøstende over sig, et præg
af rørende kvindelig ynde. Bratsch og cello bringer
en farvetone af mandig kraft ind i den bløde stem-
ning. Livsmodet øges og antager karakter af stolt
trods, medens det bekymringsfulde kvindelige thema
ligesom omslynger den søgende kunstnersjæl, der
endnu ikke ved, hvorledes den skal stille sig lige-
overfor livets gåder. En bred b dur akkord følges
umiddelbart af en smertefuld b moll klang, som lang-
somt synker hen. Endnu mørkere end før mumler
livstræthedens dystre akkordrækker og bævende ryth-
mer. Forgæves al trøst, alle tanker om stille lykke,
der som fine tågebilleder drager forbi kunstnerens
indre øie — i høitidelig orgelklang søger den trætte
kæmpe dødens hvile. Men endnu er han ikke nået
frem til fred. Den samme fortvivlede kamp må ifølge
91
en høiere ubøielig villie kæmpes videre, og natu-
ren har givet stridsmanden en større indre kraft,
end han selv anede. Livsglæden bryder i det vår-
friske piu mosso uimodståelig frem og samler sig
trods alle mørke minder i en presto fuld af energi
og mandig kraft, som man næsten undrer sig over
ikke klinger ud i en forløsende durakkord. Efter
den storslagne første sats lyder den idylliske genre-
mæssige stemning i »romancen« næsten lidt spædt.
Det er indsmigrende musik, som her toner os imøde,
og Griegs personlighed viser sig også her tydelig,
men allerede formen er ikke så interessant som i
første sats, og indholdet er trods al ynde mer i over-
fladen. Det virker velgørende, at mørkere farver snart
overskygger denne solglade idylliske stemning og
ligesom peger tilbage på kampen i første sats, dog
er rammen mindre og lidenskaben mere afdæmpet.
Selve udarbeidclsen er selvfølgelig fortrinlig og me-
get virkningsfuld. Der er over denne sats et vist
schubertskt præg, uagtet vi dog befinder os på hjem-
lig norsk grund. Grieg er mandigere og mere sønder-
reven end den bløde skønhedsberusede sydtyske
sanger, og redder sig altid bort fra enhver mis-
tanke om sentimentalitet ved dristige rythmiske
drag og harmoniske forvovenheder. Intermezzoet er
ægte norskt i sin lidt brutale trods, sin kraftige og
eiendommelige rythmik. Det andet thema antager
yndefulde dansebevægelser, men løser sig snart op
i dristige spring. Mellemsatsen er holdt i Hallingka-
rakter — man formelig ser karene spænde i tag-
bjælken og de opspillede jenter dreie sig i stadig
vildere spring. Denne sats er fuld af humor og
sprudlende liv og svulmer af mandig kraft.
92
Endnu dristigere end i den første violinsonate
har Grieg her benyttet norske folkedanse og der-
ved beriget den noget udvandede scherzoform med
nye urkraftige elementer. — Hemmeligheds-
fuldt dukker igen frem af tågen det tragiske spørgs-
mål, som indledede værket, dog med et præg af
mildt vemod over sig — da river en vild »presto al
saltarello« alt med sig i hvirvlende dans, kunstne-
ren kaster sig ind i livets fossebrus uden at lade
sig opholde af uløselige spørgsmål. Han tumles om-
kring af de skummende bolger som i en diony-
sisk rus. Et øieblik synes det ham, som havde han
lost livets gåde ved at styrte sig ned i handlinger-
nes malstrøm. Themaerne fra første og tredie sats
glider forbi og gentages med stadig større kraft, og
det hele klinger ud i en rasende presto, hvor jube-
len over livet svinger sin fane. »At leve fuldt ud i
fryd og smerte er dog menneskets sande opgave —
for livets uendelige fylde viger de uløselige spørgs-
mål tilbage som tage for solstrålerne« — så lyder
den visdom, som komponisten her jubler ud over
verden. Denne storslagne kvartet er et monument
i vor musikhistorie, den er fyldt af nordisk ånd og
taler en kæmpende og tragisk kunstner -personlig-
heds dybeste sprog. Alle de begivenheder og indre
rystelser, som i disse år har sat sine mærker i kunst-
nerens liv, angår hans intimeste fornemmelser og
vedkommer i al fald endnu ikke på lang tid det
offentlige. Vi nøier os med de herlige kunstneriske
frugter, som alene »kundskabens træ på godt og
ondt« bærer. For at soge sig selv, i ro og stilhed
at fordybe sin naturs ædleste kræfter havde Grieg
gemt sig bort langt inde i hjertet af Hardanger.
93
Hans værker fra den tid beviser, at han valgte det
rette. Vi må blot beklage, at Grieg ikke har skæn-
ket os flere kvartetter og tildels splitttet sin kraft
på en mængde små arbeider. Efter kvartetten har
han blot en eneste gang samlet sig til et storværk,
violinsonaten i c moll, der også tilfalde beviser
hans begavelses hemmelige vækst mod stadig bre-
dere former og dybere indhold. Vi håber sikkert,
at han endnu, dersom hans helbred tillader det,
skal skabe en række inspirerede stort anlagte vær-
ker, hvori han nedlægger det rige resultat af sine
livserfaringer. Vi fordrer det rent ud sagt af ham,
da han endnu ikke har givet os alt, hvad han sid-
der inde med — vi er ubarmhjertige og suger de
stakkels store mænds hjerteblod i os for at belive
vort eget samfunds matte, blytunge blodcirkula-
tion. De store kunstnere, og kanske i vor tid mu-
sikerne mer end nogensinde — er i sandhed »livets
salt«, der hindrer alt fra at rådne hen i smålighe-
dens og den mest kortsynede materialismes pøl! —
De følgende værker — efter katalogen — stam-
mer vel neppe fra den tid. De 4 Albumblade er
graziøse småstykker, der tildels skriver sig fra ad-
skillige år tilbage. I mild melankoli blandet med
spøgende scherzostemninger søger kunstneren nogle
øiebliks hvile. De følgende improvisationer over
norske folkemelodier hører heller ikke til Griegs
betydeligste værker i denne retning. Når han selv
tolker dem på sin geniale vis, vil de visselig gøre
virkning. Griegs »album for mandssang« skriver sig
derimod fra Lofthus.
Det indeholder lutter perler, og det er ubegribe-
ligt, at de ikke er udbredte overalt — sangforenin-
94
gerne burde med begærlighed gribe efter denne
skat af poesi og fjeldfriskhed! — Korene byder
ikke overdrevne vanskeligheder og er i bedste for-
stand populære. Folkeviserne og dansene er valgte
med dyb forståelse for vort folks inderste væsen,
themaerne er så inderlig tilegnede, at de blir kunst-
nerens egen eiendom. Den af dybt tungsind farvede
>jeg lagde mig hen« er ved Griegs behandling nået
op til rystende tragik. »Bådnlåt« er sprudlende af
sundt humor og vil, godt foredraget, rive ethvert
publikum med. Det er sjelden, at en kunstner med
så enkle midler formår at opnå så stærke komiske
virkninger. : Skjon Torø« forer os langt tilbage i
middelalderen. Grieg har omgivet den ældgamle
melodi med harmonier, der på den mest yndefulde
måde maler de forskellige stemninger. Og dog er
hans stilfolelse mesterlig, aldrig opgiver han den
antike kolorit, som her virker så betagende. Hal-
lingen er svært morsom — man må blot beklage,
at der ikke er sat ord til, i al fald for solostem-
mens vedkommende. »Den største dåre« er i sin
smerte og bittre ironi fortrinlig tegnet. Den følgende
springdans« med sin drastiske tekst er morsom,
og den gribende ballade ung Ole« med sit udtryks-
fulde omkvæd er igen et ægte stykke kæmpevise,
behandlet med fineste sands for karakteren. — Efter
den morsomme »halling kommer to deilige reli-
giøse melodier, »maria-sangen < , som man neppe
kan tænke sig uden Griegs geniale bearbeidelse, og
»den store hvide flok«, som i al sin enkelthed
virker som en himmelsk takkebøn under Olafs-
kirkens høie hvælv. Det er forbausende, hvorledes Grieg
her har formået at øse det friskeste kildevand af
95
folkets dybe brønde! Hans store kærlighed gav ham
dette fine øre for folkets gemte tanker og mest
ophøiede følelser. De to følgende humoresker er i
sit slags fuldkomne — ægte udslag af vor races
utæmmelige kraft og friske humor, der bejaer livet
trods alle mørke magter.
Uagtet »Landkjenning« i katalogen følger efter
»Album for mandssang«, er det vistnok opstået tiere
år tidligere, — i Kristianiaperioden. Det hører til
Griegs mest populære korsager og er også et kraf-
tigt og meget virkningsfuldt stykke, der mægtig stiger
op mod den af religiøs begeistring bårne slutnings-
sats. Det skriver sig fra den tid, da Grieg omgikkes
med planer om at komponere en opera, og der
spores uden tvivl påvirkning af Wagner i dennes
første periode — af »Tannhåuser« og »Lohengrin«.
Herom mer senere, når vi omtaler »Olaf Trygvason«,
som antagelig blev skrevet omtrent samtidig med
»Landkjenning«. Det er, som om Grieg, for rigtig
at leve sig ind i den ham hidtil fremmede drama-
tiske stil, uvilkårlig opgav en del af sin fast ud-
formede originalitet. Dette kan man heller ikke
undres over, da der i Norden aldrig havde været
skrevet et dramatiskt musikværk, der var betydeligt
nok til at vise en mester som Grieg veien i ukendte
lande. Han måtte altså, som i sine store kammer-
musikværker, vende blikket mod syden. »Land-
kjenning« og »foran sydens kloster«, som begge er
forsøg i dramatisk retning, er vakkre og udtryks-
fulde stykker, men hører dog hverken i melodisk,
rythmisk, harmonisk eller formel henseende til
Griegs interessanteste værker. I Landkjenning træ-
der også en stærk sands for ydre virkning frem.
96
som er noget i slægt med de store operafinalers
pompøse pragt, der også karakteriserer ensemblerne
i de nævnte Wagner-værker. Men ligesom f. ex. i
»Tannhåuser« er den rent ydre virkning dog væ-
sentlig begrundet i indre sjælelige bevægelser, omend
det ydre opera-apparat uvilkårlig giver det hele et
vist konventionelt præg. Mig personlig interesserer
de omtalte stykker for mandssang i og for sig langt
mere end »Landkjenning« fra rent kunstneriskt
standpunkt, men dette stykke er af betydelig musik-
historisk interesse, da det sammen med de omtalte
dramatiske fragmenter viser, at Grieg vilde have
været istand til at skabe en norsk operastil, dersom
ikke indre og ydre forhold havde lagt sig hindrende
iveien. Thi også gennem »Landkjenning går der
et nordiskt drag, der i flere dele af Olaf Trygvason «
træder endnu tydeligere frem. Medens »Landkjen-
ning« virker sikkert på den store masse ved det
pragtfulde ydre apparat og mægtige kor og orkester-
udbrud, er »den bjergtagne« et dybt følt værk,
skrevet med kunstnerens hjerteblod. Det vender sig
til de fa, som virkelig har sands for ægte kunst.
Man kan visselig kritisere formen og betragte det
hele som en skitse, der engang kunde have vokset
frem til fuldt dramatiskt liv, dersom forholdene
havde tilladt det, men indholdet er så fængslende,
at vi blir dybt grebne og blot beklager, at det rige
stof, som her er ophobet, aldrig kom til at udvikle
sig og bygge op et ægte norskt ensomhedens drama.
Det blev skrevet i mørke vinterdage inde ved Sør-
f jorden, og Norges fjelde kaster sine skygger over
den ensommes korsgang, han, hvis sind er for-
virret af alfernes koglende lyst. Ægte griegske har-
97
monier slynger sig her om ældgamle kæmpevise-
toner og tegner os den ensommes sorgfulde træk,
så vi ser ham lyslevende for os og betages af hans
knugende længsel efter kærlighed. De to horn og
strygekvintet er en eiendommelig sammensætning,
der kanske ikke har været tænkt som den endelige,
men mere har rettet sig efter vore lokale orkester-
miserer. De to horn er som hovedfarve udmærket
skikkede til at gengive den norske naturs længtende
lurtoner. Ved siden af enkelte scener i »Olaf Trygva-
son« er »den bergtekne« uden tvivl Griegs dybeste
og personligste dramatiske forsøg, og i dette lille
stykke skjuler sig en hel verden af nye tanker og
følelser. »Den bergtekne« symboliserer vort folk,
som ligger ensomt og bortgemt bag skjærene mel-
lem mørke fjelde og kolde bræer og længter ud
mod sol og øm kærlighed kunstnerens egne
dybeste og helligste følelser, han, som kanske mer
end nogen anden havde optaget i sig vort alvorlige
lands uudsigelige tragik. — Nær beslægtet med »den
bjergtagne« er de berømte Vinje-sange, som i nor-
den har vundet langt større udbredelse og beundring
end andetsteds. Dette ligger dels i mindre gode
oversættelser, som ødelægger de deilige digte, dels
vel også i den knappe strofeform, som ikke byder
sangeren knaldeffekter, men dog fremfor alt i deres
indadvendte norske karakter, som en udlænding
har vanskelig for at trænge ind i. Flere af dem har
i arrangement for strygeorkester vundet større po-
pularitet end i original-formen. De er forresten af
forskelligt værd og viser, når man sammenligner
dem med Haugtussa-sangene, hvor lidet de kritikere
forstår, som taler om Griegs tilbagegang og mangel
7
98
på friskhed i opfindelsen i de senere år. Sangene
til Garborgs digte står som helhed betragtet fuld-
kommen på samme kunstneriske hoide og viser
samtidig en langt finere udviklet teknik, og kunst-
nerens selvkritik er strengere end nogensinde for.
At hans svage helbred i de senere år hemnier hans
skaberkraft, må vi desto mer beklage. De dybeste
og originaleste sange i Vinj e-cyklusen er »gutten«
og »våren«. I den første ligger der en verden af
håbløst vemod og gribende fortvivlelse. Foredraget
af en stor kunstner må den virke betagende. Den
knappe strofeform forstyrrer her ikke nogensinde
indtrykket, da stemningerne lober omtrent paralelt
i de forskellige vers. Derimod er det i »våren«
mindre heldigt, når det samme fortissimo, der vir-
ker yderst udtryksfuldt i de to forste vers, i det
tredie træffer ordene »floiter, der klinger som sukke«.
Værst er dette, når, som i »den sårede«, slutnings-
strofen, der gentages, hvad der i dette tilfælde
allerede i og for sig er mindre berettiget, i næste
vers far ord , der har langt mindre betydning for
sammenhængen og intet fortissimo trænger. — I
»våren« forener sig en stor digter og genial musiker
i inderlig forbindelse og skaber en af de deiligste
sange, som norden nogensinde har hørt klinge ind
i de lyse vårnætter. Den dødsdømtes uendelige ve-
mod ved tanken på, at han oplever al denne spi-
rende herlighed for sidste gang i livet, er både af
digter og musiker skildret med en inderlighed, øm-
hed og dyb lidenskab, der virker betagende. »Hjerte-
sår«, er også en skøn, dybtfølt sang. Den lider lidt
under den omtalte mindre motiverede slutnings-
strofe, og virker af den grund vistnok stærkest i
99
udsættelsen for strygeorkester. »Tyttebær« med den
søgte patriotiske slutning var vanskelig" at gøre
noget udaf. Digtningen måtte uvilkårlig lamme kom-
ponistens vinger. Billedet om bæret, som giver sit
hjerteblod hen og derved opmuntrer gutten til at
oure sig for sit folk, er lidet overbevisende. Langs
en å« hører heller ikke til samlingens aller-
bedste sange, uagtet den i og for sig er vakker.
Slutningsordenes gentagelse har jeg også liden for-
ståelse for, trods de pikante harmonier. Et syn« er
sa kendt, at alle har den i ørene. Den indeholder
heller ingen dybe gåder, så den trænger ingen nær-
mere omtale. Freidighed, lidenskab og yndefuld
grazie findes her i lykkelig forening. Den stiller
langt mindre fordringer til den foredragende san-
gers genialitet end »gutten« eller »våren«. »Du gamle
mor«, en stille, inderlig sang, lider noget under 6/s
takten, der ikke stemmer med digtets egen rythmik
og derfor skader en udtryksfuld sprogbehandling.
»Et vennestykke« og »mit mål« er interessante og
virkningsfulde. »Tro« er stemningsfuld, men ikke
så speciel norsk i tonen. »Våren«, »gutten« og
»hjertesår« er for de andre sange farlige naboer,
medens i Hougtussa-cyklusen den ene sang ligesom
bidrager til at fremhæve den anden. »Den første«
og »ved Rundarne« hører heller ikke til samlingens
allerbetydeligste sange , uagtet de i og for sig er
fremragende værker. — Omdigtningen af »våren«
og »hjertesår« for strygeorkester må regnes til Griegs
mest kendte arbeider. De indvendinger, jeg under-
tiden måtte gøre med hensyn til teksten, falder
selvfølgelig her bort. Melodierne virker umiddelbart
på os ved deres egen betagende magt i denne fine
100
bearbeidelse for strygere. Især våren« er som skabt
for denne behandling. Det uendelig zarte og omme
i denne melodi kommer endnu bedre til sin ret,
når den synges af violinernes overjordiske toner
end af en menneskelig" stemme, og istedelfor det
tunge og materielle klaver horer vi betagende sfære-
klang. Den uendelige smerte i fortissimo-udbrudet
virker også endnu langt stærkere. Grieg har her
selv gjort sine sangere en slem konkurrence, når
de vover at give sig ikast med disse dybe og ejen-
dommelige inspirationer. Den ualmindelige, lidt
vanskelige fis-dur tonart generer også mange san-
gere, der som bekendt ikke horer til Vorherres
bedste børn — i al fald hvad musikalske kundskaber
angår — denne slemme tonart har han her for-
andret til g-dur, så strygerne rigtig kan svælge i
velklang. Vistnok vil sangerne have adskillig godt
af at lære foredrag hos instrumentalisterne, så man
kunde fristes til at ønske, at mange perler af
sanglitteraturen var instrumenterede på en så
genial måde som Griegs to elegiske mester-
værker. — De prægtige norske danse viser os igen
Grieg som genial bearbeider af vor folkemusik.
Han har en så dyb forståelse af dennes væsen, at
han smelter sammen med folkemotiverne, så det
hele blir en uopløselig enhed, han erhverver sig
fuld eiendomsret over disse themaer, der så ofte
klinger igen i hans værker. Orkesterbearbeidelsen
af Hans Sitt er i det hele taget virkningsfuld, men
undertiden vel tung og temmelig ensformig, hvad
der på ingen måde havde været nødvendigt, dersom
det moderne orkesters mangfoldige farvemodsæt-
ninger havde været bedre udnyttede. Tungvindte
101
fordoblinger hænger også undertiden som blylodder
ved dansernes ben, hvad det også havde været en
let sag at undgå. At larme med trompeter og ba-
suner i hvert fortissimo er heller ikke absolut nød-
vendigt — så tunge på foden er vore hallingdansere
neppe, ligeså lidt som vore graziose små hester og
letfodede fjeldkor hører til elefanternes i og for sig
meget agtbare familie!
I cello-sonaten har Grieg opreist et storslagent
mindesmærke over sin høit begavede broder John,
til hvem den er dediceret. Denne mægtige og dybt
tragiske personlighed, som dengang var i sin fulde
kraft, har uden tvivl stået model for sin broder til
dette eiendommelige tonebillede. Som allerede om-
talt blev Johns kunstneriske karriere afbrudt dels
på grund af en svækkelse i tommelfingeren, dels
af grunde, der hang sammen med hans følelsesliv.
Han måtte for at kunne ægte sin forlovede skaffe
sig en fast lønnende stilling. At han var så lidet
skikket til handelsmand som mulig viste sig snart.
I vanskelige forhold, i bitter strid med tilværelsen,
omgivet af en talrig børneflok, kilde til glæde og
bekymring, kæmpede han sin tunge kamp for det
daglige brød, medens hans ærgerrige, lidenskabe-
lige sinds høieste længsler og brændende kærlig-
hed tilhørte kunsten, der for ham var selve livet.
En mægtig hersker-natur, villiestærk, storstilet, liden-
skabelig og nervøs, en mand, der følte sin indre
kraft og derfor blev anset for at være hovmodig,
en kunstnersjæl, der trods sit lykkelige familieliv
aldrig kunde glemme kunstens hellige offerlund!
Han optrådte temmelig ofte som cellist i bergen ,
og uagtet hans teknik ikke var forbløffende, og han
102
led under nervøs lampefeber, viste hans musikalske
foredrag og sjælfulde indtrængen i kompositionens
ånd, hvor begavet han var.
Hans stormfulde sind og absolute herskernatur
bragte ham mer end én gang i kollision med den i
saa meget åndsbeslægtede og dog så forskellige bro-
der. Men de folte sig alligevel inderlig dragne til hin-
anden, og jeg har allerede fortalt, hvorledes Edvard
holdt den skønneste gravtale over broderen ved at
spille »Appassionata«. Og i violoncelsonaten har han
tegnet hans træk sa tydelige, at han står lyslevende
for os.
Mørk uveirsstemning — sorte skyer jager over
himlen, søfugle skriger — utålmodig truende stormer
det første thema frem, ombølget af dønninger og
vindens dæmpede susen. Nervøst uroligt, fuldt af
dulgt indre ild, iler det frem mod den kraftige gen-
tagelse i klaverstemmen, en skybanke brister un-
der vindstødene — så synker naturen tilbage i mat
ro, ligesom udtomt af indre bevægelse. Ømme ly-
sende toner klinger — i hjemmets fred søger den
higende sjæl lykken — glade billeder tegner sig for
os, med velbehag dvæler komponisten ved denne
forbigående stemning, men det varer ikke længe, før
den rastløse længsel igen tager overhånd - - i ra-
sende jag stormer vi fremover, indtil lynet slår ned.
Vinden bruser først sagte gennem violoncel-arpeg-
gier, så mægtigere, indtil pianoet raser henover slag-
marken — så gentager hovedsatsen sig, men ikke
som før i uveirssvangert pianissimo — nu er alle
elementer i oprør, det herskende mandige thema
103
slår med økseslag ned i vor bevidsthed, indtil træt-
heden igen gør sig gældende, og vi soger hvile i den
lysende gentagelse af det andet thema i a dur. Sa
går alt sin regelmæssige gang videre, indtil en vild
sønderreven presto og følgende prestissimo afslut-
ter satsen i en rasende storm. Celloen, det i almin-
delighed så blide, smægtende instrument, blir kastet
hid og did af vilde lidenskaber som en båd i havs-
nød. — I anden sats hersker i begyndelsen en vel-
gørende fred. Men heller ikke her hviler de liden-
skabelige længsler, — en kastevind kruser det speil-
blanke vand, og stormbyger ryster os påny, indtil
højtidelige adagio - akkorder mildner vor indre
bevægelse, så vi linder veien tilbage til den
fredelige stemning, og denne gang bæres vi af frei-
dig begeistring op mod en kraftig stigning, indtil
satsen klinger ud i en klar høifjeldstemning. Violon-
cellens lurtoner i indledningen til sidste sats fører
os endnu dybere ind blandt fjeldene, vi jubler af
glæde over al denne ophøiede skønhed, den lette
lyse luft beruser os — for første gang streifes vi af
humorets solglimt. Vi foler, hvor mægtig denne
storliniede personlighed var også i glæden — det
stråler af sol, en vild alt beseirende livsjubel beta-
ger os — i lysende dur-akkorder klinger sonaten ud!
I de henrivende »Walzer-Capricen« for firhændigt
klaver møder Grieg os derimod som det raffinerede,
yderst sensilive kulturmenneske, han i Grunden
midt i al sin folkelighed er. Graziøse kvinder i lette
skyer af duftige florstoffe, omhyllede af silkeflam-
mer iler under diamanternes lyn forbi os. Det indre
slægtskab med Chopin kommer her igen frem.
Vistnok tilhører Grieg en friskere, ubeseiret, ubrugt
104
folkestamme, medens den nervøse sygelige Chopin
altid har en tåre i oiet ved tanken på sit lidende
undertrykte folk. Men begge besidder samme ynde,
samme fine øre for harmoniernes troldom, samme
glæde ved vuggende rythmer, samme længselsfølelse
og indadvendte melankoli midt i den mest strålende
lyst - - også samme had mod alt snevert og små-
borgerligt, og raffineret sands for det arristokratiske
i livet. Sund folkelighed og finhed hænger nøiere
sammen, end man i almindelighed tror, og mangen
en gammel Hardangerbonde har i ydre og væsen
lighed med de største engelske slægthøvdinger. Blot
hvor degeneration gør sig gældende taber folket
sit aristokratiske præg. Disse sidste værker har
ført os langt bort fra fjeldbygden ved Sørfjorden,
hvor Grieg i nogle år havde søgt ro, klarhed og
selvfordybelse i det deilige Hardanger. I 4 a 5 år
vendte han stadig tilbage til sin lille arbeidshytte
hver sommer. »Men endelig forekom det mig«, skri-
ver han selv, »som om fjeldene intet mer havde at
fortælle mig. Jeg blev dum af at se på dem og fandt,
at det var på høie tid at forsvinde.; Han foretog
oftere reiser til udlandet, hvor hans navn efterhån-
den havde vundet stor berømmelse. Blandt andet
opførtes hans storslagne kvartet i Køln af den ud-
mærkede Violonist Heckmann, som den er dedice-
ret til, og gjorde stor lykke. I våren 1879 gav han
under stor begeistring koncerter i Kristiania og Kø-
benhavn. Den mægtige musiksforlægger Peters i Leip-
zig havde overtaget hans samtlige værker, som nu
bredte sig over hele den civiliserede verden lige til
Australien og Amerikas »vilde vesten.« Amerika-
nerne opdagede rigtignok snart, at det var fordel-
105
Elgtigere at stjæle samtlige værker og selv trykke
dem. På den måde mistede Grieg en formue, oa
O 7 O
da han senere sammen med Ibsen og et par store
nordiske forlæggere sogte om beskyttelse mod Ame-
rika, lod den norske kirkeminister ansøgningen ligge
over et år i departementet! Således behandler man
hos os de store mænd! — Endnu engang kom Grieg
i berøring med norskt gråsten, indtil udlandet ende-
lig skaffede ham fuld økonomisk uafhængighed, så
han ikke behøvede at slide sig op i utaknemligt
rydningsarbejde i landet, der gav ham stene for
brød.« Han overtog fra 1880 til 82 ledelsen af sel-
skabet »Harmonien« i Bergen. Det var et tungt ar-
bejde, da kræfterne var dårlige - - især var blæ-
serne svage. Men det lykkedes ham ved sin Kjeld-
Stub-energi at opnå mærkelige resultater. Han drev
sin kunstneriske selvopofrelse så vidt, at han gik
rundt til enkelte kor og orkestermedlemmer og øvede
stemmerne ind. Han bragte f. ex. en udmærket op-
førelse af Schuberts c dur symfoni istand, og store
korværker af Handel viste tydelig, hvor koret havde
udviklet sig under Griegs geniale taktstok. Men det
varede ikke længe, før han kom i strid med direk-
tionen, som ikke vilde forstå ham og ofte lagde
ham meningsløse hindringer iveien, og naturligvis
regnede det med nederdrægtige anonyme breve, som
enhver stor mand nu engang må være forberedt pa
at modtage. Tilslut blev Grieg ked af det hele og
lod de kloge borgere seile sin egen sø. Det er den
gamle historie — istedetfor at glæde sig over at
besidde en stor mand i sin midte, gør middelmå-
digheden alt for at lamme hans arbeidskraft, og det
falder ingen ind at rette sig efter hans kloge rad
106
eller udfore hans geniale planer til det almenebedste.
»Die Welt strotzt von Neid und Bosheit« siger gamle
Schopenhauer med god grund — det måtte også
Edvard Grieg fole. Det nytter lidet, at man feirer
de store mænds »jubilæer« med skåltaler og æres-
gaver, når man ikke til dagligdags følger dem som
folkets fodte førere, der alene er istand til at vise
veien mod fremtidens frugtbare høisletter! — Vi
kommer nu til det andet hefte af de »lyriske styk-
ker.« En yderst ejendommelig, bedårende liden
»berceuse« åbner samlingen. Den dufter som en
markblomst og maler os søde små barneansigter —
man glemmer aldrig det stykke i dets uforlignelige
ynde. Den følgende folkevise« er som en hel liden
eventyrdigtning, fuld af hemmelig trolddom. Så
kommer en blod liden »melodi,« hvor man igen
sporer et vist pust af tysk romantik, og så går det
løs i en ægte norsk halling, der snart har fjeldets
melankoli over sig, snart bryder ud i skælmske
durakkorder — mændenes tyngere trin og jenternes
lystige sving — grønblå øine og blonde fletningers spil i
sollyset. En grazios springdans, en »elegie«, der vir-
ker som en række blånende fjelde langt borte, en
fortryllende »vals« og en »canon«, som trods den
valgte gamle form er ægte Grieg — fuldstændiggør
samlingen, der allerede for længe siden tilhører pia-
nisternes yndlingsrepertoire. Men hvor mange kan
spille disse miniatur-mesterværker, som de egent-
lig skal foredrages for rigtig at komme til sin ret?
Visselig ikke de mange Englænderinder, dollar-da-
mer og Negerpianister, som hakker på dem i alle
verdensdele! Som opus 39 anføres i katalogen en
række sange, samtlige fra tidligere ar, men som hø-
107
rer til Griegs bedste. Monte-Pincio blev skrevet i
Romeråret 1870. Over denne sang hviler en deilig
aftenstemnings glødende farver. Den bærer præg af
en varm kunstnerglæde, og det lader sig ikke gøre
i ord at skildre denne sangs melodiøse grazie og
harmoniske rigdom. Efter denne skønne dristige
modulerende mellemsats hæver sig for vore øine
hele den antike kultur i al sin herlighed. Så kom-
mer det graziøse »vivo«, der i varme farver skildrer
os det italienske folkeliv i aftensolens milde strå-
ler. Så forsvinder alt i det fjerne som et blændende
fatamorgana. »Dulgt kjærlighed har noget af den
samme fine stemning over sig, som vi holder saa-
meget af i »hun er så hvid«. Men denne gang sti-
ger den dybe indre bevægelse, indtil fortvivlelsens
undertrykte lidenskab bryder frem. Dog det hele
fortoner sig som i en mild drøm om længst svundne
tider — ekkoagtig klinger den sidste terz i pianoet,
som om alt dette lå så uendelig langt borte. Med
de enkleste midler har digter (Bjørnson) og kompo-
nist malet alt så levende for os, at de to tauses livs-
tragedie synes at foregå for vore øine — tid og grænd-
ser forsvinder, og i få oieblikke lever vi et helt livs
smerte med. Denne sang hører til Lilly-Lehmanns
yndlingsrepertoire, og hun foredrager den med ene-
stående finhed og dybde i følelsen. Det er ingen
tilfældighed, at Grieg har skrevet sine bedste sange
til digte af Yinje, Ibsen, Garborg og — som i disse
to sange — Bjørnson. Han trænger deilige digte for
at nå høit, og hovedgrunden til, at han ikke skrev
noget drama, ligger i, at han ingen værdig digterisk
medarbeider fandt og ikke selv vovede at give sig
ikast med denne del af arbeidet. Under opholdet
108
på Lofthus havde han sogt efter stof i Landstads
folkevisesamling uden at finde noget tilfredsstillende.
Heines lille sang »Hor1 ich das Liedchen klin-
gen tilhorer mere Griegs første maner, er vel også
en i 80 arene udfort omarbeidelse af et tidligere
værk. Den er udtryktsfuld i sin vilde smerte, hvor-
over forklarelsens stråleglands tilslut breder sig. K.
Jansons »under roser« er fint stemt, men lider un-
der den omstændighed, at to i indhold fuldstændig
modsatte vers synges til samme tragisk farvede me-
lodi. Havde det ikke været fastslået, at den er skre-
vet, for Grieg kunde kende noget til Wagners Sieg-
fried«, vilde man uvilkårlig tænke på den rythmiske
lighed med Mimes orkesterfigur. En overordentlig
gribende sang er »ved en ung kvindes båre« (1873)
digtning af O. P. Monrad. Disse deilige toner maler
os livets forgængelighed med et svagt lysskær af
håb over sig — håb om endelig at finde den evige
fred. At denne virkningsfulde sorgedigtning så sjel-
den synges er et dårligt tegn for vore sangeres smag.
Holberg- Suiten viser tydelig, hvorledes en frem-
ragende moderne musiker kan eftergøre de gamles
stil, der for mange endnu gælder som en slags bi-
hel sprog, langt hævet over den tale, kunsten i vor
tid fører. I virkeligheden er netop det modsatte til-
fældet, kunsten har gjort umådelige fremskridt si-
den Bachs, Handels, Rameau's og Couperins dage,
og nar vi beundre den tids store mestre, så er det
netop fordi de trods sin tids stive, regelbundne pa-
rykstil formåede at give sa dybe indblik i et rigt
indre liv. Med andre ord, deres storhed beror ikke
på deres »klassiske stil« men på deres indre rigdom,
som brod frem trods reglernes bånd og tvang. Det
109
kan selvfølgelig ikke benægtes, at også parykstilen
har sin grazie, sit konventionel aristokratiske præg,
og at den netop fandt det rigtige musikalske udtryk
for den til en bestemt kultur epoke bundne del af
sit indhold. Medens de største musikere uvilkårlig
led under mangel på frihed, boltrede de mindre
sig som fisken i vandet og skabte yndige små kon-
ventionelle mesterværker, der havde samme ud-
prægede karakter som Watieaus malerier, parkan-
læggene eller porcellænsfigurinerne. At det har mo-
ret en moderne kunstner som Grieg til gamle fader
Holbergs ære at anlægge paryk, kan man godt for-
stå, og at han under dette experiment ikke mistede
sine medfødte egenskaber er selvfølgeligt. Holberg-
suiten er et lidet mesterværk - - vi formelig ser
fader Holberg skride os imøde stiv og høitidelig
under allongeparykken — med kalvekryds, silke-
strømper og spændesko — det lune og samtidig
bitre smil om de småle læber lyser os imøde, og
omkring hans høiærværdighed gør Leonorer og
Perniller sine muntre pas og Henrikerne sine pud-
sige skælmstykker. Et træk af stille tungsind stem-
mer til alvor i ariens andante religioso. Havde Hån-
del skrevet dette stykke, vilde det have vakt beun-
dring ved sine dybe følelser, sin milde andagt —
og kan man være lystigere end i den norsk farvede
»Musette« eller den sprudlende »Rigaudon«, hvor
solo- violinen og bratschen danser sammen i luftig alfe-
leg, indtil hele strygeorkestret sætter ind i et fei-
ende fortissimo!
Den franske biograf Closson er mindre opbygget
over Griegs pianoarrangement af egne sange. Fra
strengt kunstneriskt standpunkt har han uden tvivl ret.
110
Der er ikke megen mening i at tage digtningen væk i
en berømt sang og overlade klaveret sangstemmen.
Men man kan ikke undres over, at Grieg heller selv
har besørget dette arbeide end at overlade det til en
fremmed, nar nu engang forlæggeren ønskede denne
populære bearbejdelse. Desuden var det vel den
gang nyttigt for sangenes udbredelse, at også pia-
nister kunde synge dem ud i verden. Det bekend-
teste exempel på, hvor berettiget en sådan frem-
gangsmåde kan være, er Liszts bearbeidelse af Schu-
berts sange, der mægtig bidrog til at gøre disse
mesterværker kendte. At en sa fintfølende og ge-
nial pianist som Grieg på mesterlig made har over-
ført sine sange til klaveret siger sig selv. Og hvor-
for skal ikke også klaverspillende unge damer få
lov til at sværme i »jeg elsker Dig« eller »prind-
sessen?«
Det til vor uforglemmelige skuespillerinde Laura
Gundersen dedicerede melodramatiske digt »Berg-
liot« (Bjørnson) hører til de værker, som tydelig
viser Griegs fremragende dramatiske begavelse. Uag-
tet vi her træffer tydelige spor af hans varme be-
undring for Wagner, er han dog fuldt ud selvstæn-
dig og ægte nordisk i tonefaldet. Den pompøse
indledning har allerede en ejendommelig karakter,
som viser os Grieg, nar han maler med bred pend-
sel og i store træk tydelig tegner situationer, sa vi
ser hele handlingen lyslevende for os.
Den egentlige melodramatiske ledsagelse er, som
det sømmer sig, diskret, men samtidig udtryksfuld,
og hvor han har anledning til at udfolde i toner
det storslagne digts rige stemningsfylde, træffer vi
brede linier, tegnede med en mesters sikkre hånd.
111
Motiverne er kraftige og yderst karakteristiske.
Bergliots mægtige skikkelse viser sig i fuld virkelig-
hed— hendes vrede, smerte og ophøiede resignation
er gribende skildret - - sørgemarschen tilslut dyb
og vældig som et hav af sorg. At den melodrama-
tiske form i almindelighed er lidet taknemlig og
vanskelighederne meget store, er bekendt nok. Desto
mer må vi beundre den behændighed, hvormed
Grieg har ført sin skude gennem brat og brand,
indtil han endelig når frem til åbent farvand.
Denne side af Griegs væsen er rigtignok vidt for-
skellig fra den, som kommer frem i -den bjerg-
tagne«, og som peger mod ganske andre dramatiske
idealer, mindre pompøse og virkningsfulde end de,
der taler gennem Landkjenning , Olaf Tryguason
og Bergliot, men inderligere og dybere. Dog inde-
holder de to sidstnævnte værker dele, som er nær-
mere beslægtede med »den bjergtagne«, end disse
pragtværker i sin helhed er det. Mig interesserer
den Grieg endnu mer, der i Landstads folkebog-
søgte efter en dramatisk digtning, end den, der
havde store historiske musikdramaer fore. Men vi
må dog dybt beklage, at heller ikke disse storliniede
værker blev fuldførte.
Igen en buket af de yndigste duftende blomster
med henrivende finhed i farvesammenstillingen.
Først kommer »sommerfuglen« svævende som en
trylleverden af farveglød henover den strålende
blomstereng. Det er umuligt at flyve på luftigere
vinger end denne Griegs bedårende lille alfedron-
ning. Vi mærker nok, at Schumann på dette feldt
er foregangsmanden, men Grieg holder sin nordiske
klang fast og når sin ungdoms mester i ynde og
112
farvepragt. End mere nordisk i farven er den i
mildt vemodigt drømmeri hensunkne »ensomme
vandrer«. Også over »i hjemmet er der et præg
af stille smerte — en svunden tid glider forbi os,
sorg og glæde i ømt favntag. -- Det er ikke muligt
at skildre småfuglenes kvidder med mer liv og in-
derlig foleise, end Grieg har gjort det i sin »liten
fugl« , man forelsker sig i dette sode lille bud fra
luftens uendelige verden og skovtræernes hemmelig-
hedsfulde skygger - - det kviddrer og lokker over-
alt, og den muntre sanger hopper fra gren til gren
med sit fortryllende lille hoved skelmsk på skakke.
»Erotik« og »til våren« er fulde af smægtende øm-
hed og ustilte længsler, og i det sidste stykke bry-
der glæden frem som en solstråle. Selvfølgelig er
klaverbehandlingen så henrivende, at allerede det
må begeistre enhver pianist for disse yndige små-
stykker, der i knap form fortæller os meget mer
end mangen vældig symfonisk digtning for stort
orkester eller pompøs opera. — En ganske ejen-
dommelig stilling mellem Griegs sange indtager
cyklusen »fra fjeld og fjord«, komponeret til digte,
som Drachmann skrev efter en fælles reise gennem
Jotunheim. Grieg, som alle ægte musikernaturer,
har her uvilkårlig ladet sig påvirke af sin danske
digter, og er derved tildels bleven mer kosmopolitisk
end ellers. Egentlig skulde man jo mene, at var
der nogen ledighed til at anslå norsk-norske strenge,
sa var det på selve Skineggen med udsigt over
Norges vildeste fjeldpartier. Her har Grieg imid-
lertid istemt en bred pathetisk tone, hvor-
igennem man vistnok fornemmer hans personlig-
hed, men dog ligesom med Bavreuthersolens stråle-
113
glands over sig. Digterens filosofisk-reflekterende
ord har noget vist turistmæssigt over sig, som uvil-
kårlig måtte virke afkølende på komponisten. Det
er mere den bekendte digter, der absolut vil gøre
fjeldfolkets begeistring med, som sætter sig i positur,
uagtet han i sit indre føler sig langt mer greben
af Vesterhavets storhed eller de smilende bøge-
skove ved sundet. Derfor blir der heller ikke særlig
meget ud af denne så pompøs ansatte turistbegeist-
ring. Vi venter en indgående skildring af den væl-
dige natur i Jotunheim, af fjeldfolkets liv og virke,
af viddernes uendelighed — store stemninger og
dybe livssyn! Men hvad giver digteren os istedet,
som eneste resultat af denne indtrængen i Norges
tragiske hjertekammer? To små kærlighedsdigte
om to små jenter, som de reisende træffer på sin
vei! Her føler den altid forlibte lyriker sig rigtig i
sit element, og har da skrevet to yndefulde digte,
hvis bløde stemning Grieg mesterlig har gengivet
i toner, der virker bedårende ved sin enkle ynde.
Allerede »Ragnhild er fuld af naiv grazie, men man
må jo uvilkårlig smile af digteren, som i bræernes
storhed, i alnaturen blot sa Ragnhild, og over solen,
som blegner, da hun forsvinder — eller rettere sagt
går iland på dampskibsbryggen! Det næste digt
»Ragna« er betydeligere, og musiken er henrivende
med en vis syd-nordisk blødhed over sig. Epilogen
er holdt i lignende stemning som forspillet, men
det bidrager ikke egentlig til at forstærke indtrykket
af den hele cyklus, at Drachmann anbringer en
stump af en banal steiersk jodler for at feire kær-
lighedens frihed deroppe mellem bjergene — hvor
det forresten i virkeligheden går meget strengt til,
8
114
dersom da ikke den så hoit priste »turisttrafik har
odelagt befolkningens alvorlige og naive sæder. —
Jeg kan ikke rigtig forstå, at en tonedigter som
Grieg har ladet sig rive i den grad med af sit ven-
skab til Drachmann, at han har fundet denne let-
livede turistdigtning værdig til i sin helhed at sættes
i musik. Vinjesangene og -den bergtekne« har uen-
delig mer af Jotunheims og Sognefjordens storhed
og dybe alvor over sig end »fra fjeld og fjord .
som i og for sig indeholder megen vakker musik,
men som helhed efterlader et temmelig tomt ind-
tryk. Underlig nok følger et af Griegs alier betyde-
ligste værker i katalogen denne ikke særlig dyb-
sindige reisefantasi. Det er den til maleren Lenbach
dedicerede violinsonate opus i."). Indre rystelser og
tragiske begivenheder må have skabt denne mest
storslagne og bredest anlagte af alle Griegs sonater.
En større modsætning til fra fjeld og fjord« kan
neppe tænkes. Et helt liv ligger ligesom for os —
tragiske og salige følelser i inderlig forbindelse -
lidenskabens storme og dybe længsler efter fred og
om lykke. Det første thema bryder med tragisk
magt ubarmhjertig frem og glider efter en kraftig
stigning over i et yndigt sidethema, der stryger hen
over heltens glødende tindinger, og det andet thema
klinger i sin lyse glands som deilige minder om
lykkelige tider, da alle mørke skyer var svundne
for den varmende kærlighedssols almægtige stråler.
Mørke anelser forstyrrer den salige stemning, som
dog atter bryder frem som set i erindringens fjerne
lys med et uudsigeligt præg af vemod og smerte
over sig. Fortvivlelse blandet med mørk trods og
ophoiede længsler kæmper i heltens bryst, indtil
115
hovedsatsen stormer frem igen i rasende lidenskabe-
lighed og truende trods mod skæbnen. Endnu mer
strålende klinger minderne om den tabte lykke ved
gentagelsen i den klare c-dur tonart, så den mørke
molstemning, som afslutter satsen, får et endnu
mer fortvivlet præg. Den anden sats er gennem-
glødet af mild erotik, som en kydsk kærligheds-
drøm i en nordisk sommernat — en uroligere stem-
ning betager os — ligesom noget vildt truende, alt-
fortærende spores i allegroens danserythmus, indtil
vi atter finder hvile i den lysende stemning fra før,
som dog en enkelt gang brydes af mørkere akkor-
der for endelig at klinge ud i salig forklarethed.
Over den sidste sats er der noget af Byrons and,
en vis hånende foragt for tilværelsen. Netop fordi
helten har lært livets uendelige bitterhed at kende
og lykkens forgængelighed, styrter han sig med
dødsforagt ind i malstrømmen, søger glemsel i
fossebruset, i den hvirvlende lidenskab! I sandselig
rus søger han at døve sin blødende smerte — i
vilde danserythmer tumler han gennem livet -
han gribes af bakkantiskt raseri — da bryder den
uendelige kærligheds lys frem gennem natten. Det
deilige andet thema viser os de dybe og ædle fø-
lelsers storhed og uforgængelighed. Dersom jeg i
et ord skulde angive dets karakter, vilde jeg udtale
et navn: Leonore, Beethovens lysende kvindeskik-
kelse, den glødende alkærligheds evige symbol, den
store kærlighed, som trænger ind i de mørkeste
fængsler og befrir alle ensomme bjergtagne og syn-
ger sin seiershymne henover livets smertebetyngede
slagmark. Alt småt, al ironi, alt had mod livet
svinder for denne åbenbarelse af tilværelsens hem-
s'
116
melighedsfulde inderste væsen ! — Uagtet den første
stemning allerede på grund af den valgte sonate-
form må vende tilbage, har den ligesom tabt noget
af sin brod, og da det andet thema i den bløde as-
dur tonart igen har sunget sin deilige forkyndelse,
vender livsglæden tilbage i luttret skikkelse, og den
hele sonate slutter i jublende glæde over det ufor-
gængelig-evige i tilværelsen.
V
EDVARD GRIEG SOM VERDENSBERØMT
MESTER — REISER OG TRIUMFER
DREYFUS-BREVET OG DEN STORE SEIER I
PARIS — MUSIKFESTEN I BERGEN
VÆRKERNE FRA DE SENERE ÅR
I
løbet af 80-årene var Edvard Grieg efterhånden
blevet en af vor tids berømteste mestre, som
er kendt i enhver afkrog af verden — overalt
hvor den europæiske kultur har udbredt sig. Han
er ved siden af Bjørnson og Ibsen Norges mest
kendte søn, og hans popularitet er større end nogen
anden nordisk kunstners. Hans seige energi og ge-
nialitet har beseiret alle hindringer, og han har
også tilkæmpet sig den økonomiske uafhængighed,
som burde være enhver stor kunstners vuggegave.
Havde ikke en svag heldbred hæmmet hans arbejds-
glæde, vilde hans stilling have været sjelden gun-
stig. Trods sin zarte konstitution har han med kraft
virket for udbredelsen af norsk kunst overalt i Eu-
ropa. At han ikke har besøgt Amerika ligger vist-
nok i, at han ikke kan tåle søreiser, men heller
gør en lang omvei for at kunne blive på land-
jorden. - - I 1888 optrådte han i London, Birming-
ham og København, høsten 1889 dirigerede han
hos Colonne i Paris, senere har han dirigeret og
tildels også spillet i London, Paris, Leipzig, Mim-
120
chen, Amsterdam, København, Wien (96 — 97) War-
schau og Prag (1902 — 1903). Grieg er en genial
klaverspiller, som bedre end nogen anden tolker i
al fald de af sine værker, der ikke fordrer over-
menneskelig kraft, han er en fyrig og begeistrende
Troldhousen
dirigent, så det er intet under, at han overalt har
feiret triumfer både som komponist, dirigent og
klaverspiller. Da han i indignation over Dreyfus-
processens udfald afslog Colonnes tilbud om at di-
rigere i Paris, blev hans brev ved en indiskretion
offentliggjort og vakte selvfølgelig stor harme hos
nationalisterne i Frankrig. Da han så i 1903 diri-
gerede i Paris, blev han hilst med pibning og vilde
råb fra en del af tilskuerne. Men desto større blev
succesen — begeistringen var umådelig, og de na-
tionalistiske blade måtte nøie sig med at klage over
121
at ingen fransk komponist nogensinde var bleven
sa begeistret hyldet som Dreyfusarden Edvard
Grieg. »Ja, jeg bar jo på mine gamle dage endelig
opnået at blive udpebet«, skriver han selv i et privat-
brev, — »jeg har været med på adskilligt i mit liv,
Tioldhous'en
men ikke på slig komedie som i Chatelet-teatret
den 19de. Nu, hvem ved, om jeg ikke netop må
være taknemlig for pibningen og skrigene? Kanske
koncerten ellers ikke var bleven den enorme succes,
som den blev. Pressen er rasende over den, osv.
Tænk Dem, da jeg skulde stige i Vognen, var der
tredobbelt kordon af politi omkring den. Jeg følte
mig som intet mindre end Cromwell — allermindst!«
I oktober 1894 havde han i Bergen givet en
koncert-serie, der vakte enestående begeistring. I
1885 blev hans villa i nærheden af hjembyen ind-
122
viet, og siden den tid har han stadig tilhragt som-
meren på sin kære »Troldhoug«, uagtet det ber-
genske klima er alt andet end gavnligt for hans
helbred. Meget ofte tilbringer han og hans frue
vinteren i Kobenhavn. Begge er meget glade i Dan-
mark og hænger med rorende trofasthed ved sine
gamle ungdomsvenner der. At det vekslende klima
og den strenge vinter der heller ikke er særlig hel-
dige for hans for forkølelsessygdomme modtagelige
zarte konstitution, er ham af mindre betydning,
når han blot kan forenes med sine kære trofaste.
I 1898 påtog han sig at få istand en musikfest i
Bergen og skyede ingen ubehageligheder og ingen
moie, for at den kunde blive så glimrende som
mulig. Og den blev også noget, som vi i Norge al-
drig har oplevet magen til. Det herlige Concert-
gebouw-orkester fra Amsterdam dannede basisen
for det hele foretagende, komponister, dirigenter,
sangere og pianister ilede til fra alle kanter, Ber-
gens publikum var mer bcgeistret end nogensinde
og fyldte gang på gang den vældige festsal, der
optog 3000 tilhorere. Sjælen i det hele var Grieg,
som strålede af glæde over denne storartede fest,
der viste verden, at Norge besidder en tapper kunst-
nerskare og en eiendommelig national kunst. Grieg
og hans gamle ven Svendsen belivede alt, og vi
yngre spurgte os uvilkårlig; »hvad skal det en-
gang blive til, nar vi må savne disse to store kunst-
nere, der som neppe nogen anden bringer liv og
hjertelig stemning med sig?« Disse vemodige tanker
forstyrrede dog ikke denne strålende fests glæde,
og det vidunderligste solskin begunstigede hele
musikugen, så at alle deltagerne rigtig kunde be-
123
ruse sig i naturens skønhed, i kunstens og ven-
skabets ædle glæder! I de dage var det en fryd at
føle sig som norsk kunstner, og vi glemmer aldrig
det fremtidshåb, der ligesom lyste over denne ufor-
glemmelige solskinsuge.
Blandt de værker, der har gjort Griegs navn så
berømt overalt, indtager den første Per Gynt-suite
en fremragende plads. Den er så vel kendt, at jeg
blot vil omtale den i et par ord: »Morgenstemnin-
gen« virker lysende i al sin enkelthed både i kon-
struktion og instrumentalbehandling. I »Ases død«
for strygeorkester opnåes en gribende virkning med
de mindste midler. Håbløshedens ensformige smerte
udtrykkes gennem en stadig gentagelse af det ve-
modige thema. Den graziøse »Anitras dans« bruger
blot et triangel for at give sig et vist orientalsk
præg. Her kunde nok farverne uden skade have
været noget stærkere. Det uden sammenligning eien-
dommeligste stykke er finalen »i dovregubbens hal«,
et i sin indædte ensformighed overordentlig malende
karakterbillede - vildt og tillige humoristiskt —
netop som Ibsen selv må have ønsket sig det. Stig-
ningen opnåes alene ved orkestrets hjælp, og her
viser Grieg, hvor genialt han kan behandle det
moderne orkester, når han gidder gøre sig den
umage. Den nordiske kunst har neppe frembragt
et farverigere og morsommere stykke end denne
hyldest til dovregubbens urkraft!
Det fjerde hefte af de »lyriske stykker« bringer
os igen en yndig buket, om end neppe nogen af
blomsterne har den søde duft, den glands over sig
som de i det foregående hefte. Mildt tungsind gi-
ver »Valse-Impromptu« en eiendommelig karakter
124
— man lægge mærke til de originale, hensmæg-
tende harmonier. »Albumblad« og melodi« er poe-
tiske småbilleder. En halling« og en springdans
bringer friske vårbud fra Norges fjelde, medens
melankoli« og »elegie taler de vemodige stem-
ningers dæmpende sprog — den første i lidenskabe-
ligere udtryk, medens elegien holder sig i de zar-
teste farvetoner.
I den til Ellen Nordgrén (fru Guldbrandsen) de-
dicerede sang-serie vender Grieg ligesom påny blik-
ket mod syden, idet han sætter lutter tyske digte i
musik. Flere af sangene er vistnok komponerede
længere tilbage i tiden og blot reviderede nu, da
kunstnerens store navn gjorde forlæggerne ivrige
for at fa fat i selv det mindste bidrag fra hans
band. Ellers vilde det være et ganske eiendomme-
ligt fænomen i Griegs sjæleliv, at han kort efter
den storslagne tredje violinsonate skrev disse sange,
der langtfra horer til hans betydeligste eller mest
eiendommelige. Heines »Grus« er ganske fint stemt,
men røber ikke Griegs genialitet og moderne mester-
skab. Mer betagende er Geibels »Dereinst Gedanke
mein«, men den kunde næsten ligeså godt være af
Cornelius eller endog Schumann — stemningen er
vakker. I »Lauf der Welt« har Grieg godt truffet
den humoristiske tone — der er adskillig ynde og
skælmeri i denne lille sang. Den følgende er skre-
vet til Walter v. Vogelweides graziøse tekst (des-
værre i nytysk oversættelse), den er med held stili-
seret og hører til samlingens bedste stykker. I den
følgende »zur Rosenzeit « (Goethe) er tekstbehand-
lingen i rythmisk henseende mindre heldig — me-
dens stemningen er inderlig følt. I > en drøm« træ-
125
der Griegs dristige harmonik mere i forgrunden, og
har han endog selv på et enkelt sted skrevet til
»sehr weich«, for at ikke en klodset eksekutor alt-
for meget skal undestrege den noget vovede disso-
nants. Ellers mærker man en del indflydelse fra
Wagner. Stigningen er virkningsfuld, kanske mer
yderlig end uddybet, men den er gunstig for en
stemmerig sangerinde eller sanger. I denne serie
viser Griegs personlighed sig især i visse småtræk,
som fagmanden lægger mærke til, men som går
det store publikum forbi. Derfor horer man sjel-
den disse sange, der i og for sig langtfra er ube-
tydelige. Folk forlanger den ægte uforfalskede Grieg.
Desto oftere burde man hore de følgende sange til
Drachmanns deilige digte. Her giver den store dan-
ske lyriker ud sit fulde elskovsglade hjerte, og mu-
sikeren befrugtes af blomsterstøvet og skaber skønne
sange, som ubetinget horer til Griegs bedste. At
han her ikke er så national-norsk falder af sig
selv, men hans kraftige personlighed er overalt til-
stede. Sprogbehandlingen viser, hvor meget Grieg
har lært af Wagner. Tonerne foier sig naturlig i
digterens ord-rythme og bidrager blot til at styrke
udtrykket uden nogensinde at tyrannisere sproget,
som skik og brug var i den tid, da musiken beher-
skede ordet med brutal overmagt. Klaverpartiets
betydning tiltager, så der neppe mer kan være tale
om akkompagnement i almindelig forstand — kla-
verspilleren er ligefuldt som sangeren tonedigter.
»Så du knosen, som strøg forbi« svulmer af frisk-
hed og kraft og er samtidig graziøs og musikrig.
Endnu betydeligere som digtning og musik er »vug
o vove« , dette glødende kærlighedskvad ved den
126
sagte skvulpende skovsos bredder, hvor de elskende
dvæler under nattens vinger.
»End er de trygge langs Skovsøens Rand
hviler i Morgenen den blege Dryade,
så vågner Ekko og melder på Stand,
at Natten er endt, at Diana med Folge vil bade.«
Der gives neppe nogen sang af Grieg, der er
rigere på naturstemninger, blod erotik og salig hen-
givelse end dette skønne mesterværk. Blomstrende
melodier og fintfolte zarte harmonier giver det
hele en enestående ynde. Vær hilset I Damer«,
med sit meistersingeragtige friske motiv, er også en
freidig hyldest til livets glæder. »Nu er aftenen lys
og lang« er stemningsfuld, men ikke samlingens be-
tvdeligste sang. Derimod er »Julesne« en herlig for-
bindelse af skønne digterord og toner. En sandhed
og dybde i udtrykket, en uendelig finhed i sjæle-
nuancernes gengivelse gor denne sang til en af
Griegs bedste.
Jeg vandrer gennem Skoven
ved Juletid.
Der falder Sne fra oven
så forårblid.
sa forårsmildt de bløde Fnug
i Faldet smelter som en Dug
der nådig alle skjulte Spirer væder,
mens alle Minders Kilde sagte græder.«
Med disse deilige strofer slutter .Julesne«. Den
folgende »Forårsregn« lyder i sin helhed således:
»Det klinger som fra fine Instrumenter
Og bøier du det grønne Blad tilside,
Sa ser du Parkens Alfer, hvor de glide
Med spæde Hænder over Strengelegen:
127
O Strengeleg min Ungdoms dyre Minde!
Da gik jeg som berust af Vårens Bad
og sang hen for mig selv så sjæleglad,
og lyttende stod Busk og Blomst og Blad,
mens Fuglen flagred til sin Elskerinde.
Det klinger nu som da fra fine Strenge.
Det suser sagte gennem spæde Blade,
se Busken ryster sig og en Kaskade
af Perletoner triller over Gruset.
Jeg føier Tårer selv til Begnens Toner
Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad
Den Forårsregn gør sund, gør sjæleglad
Om end et Vemod dirrer i det Kvad,
som Træet nikker til med tunge Kroner.
Dette digt er så deiligt, at jeg ikke kunde mod-
stå lysten til at citere det, og jeg behover ikke at
sige andet om Griegs musik, end at den er kon-
genial, inderlig forener sig med ordene, og spinder
alfernes fine spind over det hele yndefulde billede.
Men samtlige til hammers dedicerede sange vil
vanskelig finde de store kunstnere, som skal til for
at give dem den rette tolkning. Den skæbne deler
de med alle moderne mesterværker, der fordrer
kunstnerisk beåndede, teknisk fuldkomne sangere
og en digter ved klaveret.
Olaf Trygvason fragmentet indtager en særegen
plads blandt Griegs værker. Det danner så at sige
centrum i den gruppe, der viser hans dramatiske
anlæg og tilbøieligheder. »Foran sydens kloster«,
»Landkjenning« , »Bergliot« fuldstændiggør den.
»Den bjergtagne« star ligesom for sig selv og
peger mod andre dramatiske muligheder. Af de
nævnte værker er »Bergliot sidst skrevet og bærer
præg af alvorlige dramatiske studier. Man mærker,
at Grieg har lært Wagners senere, reformatoriske
128
værker at kende. Sprogbehandlingen har vundet
meget, formen er friere, og dramaets indre liv ud-
folder sig naturligere, mer utvungent end f. ex. i
Olaf Trygvason«, der for størstedelen skriver sig
fra TOårene. For rigtig at bedomme dette værk må
man se det i historiskt lys. Da det blev skrevet, vid-
ste verden endnu intet om Wagners dramatiske re-
formideer. Vistnok var »Tristan«, »Meistersinger«
og dele af »Niebelungering allerede opførte i Mini-
enen, men kun få havde havt anledning til at lære
disse storværker at kende, der senere frembragte
en fuldstændig omvæltning i den musikdramatiske
kunst. Dengang kendte man blot »Tannhai'iser« og
Lohengrin«, og selv disse værker opfortes i reglen
på en lidet stilfuld og værdig made. Det rige dra-
matiske liv som trods endnu temmelig bundne for-
mer findes i disse mesterværker, kvaltes i den al-
mindelige theatersump, hvor Meyerbeers troløse
lygtemænd lokkede alle hen, og hvor al sund sands
gik tilgrunde. Både »Lohengrin og -Tannhai'iser«
forvandledes til paradeoperaer, hvor helt og prima-
donna rigtig kunde gore sig brede, medens korene
udfortes mer med tanken på ydre effekt end indre
liv, regien var yderst mangelfuld osv. Meyerbeer, Gou-
nod, Yerdi, Thomas, Goldmarck var de guder, man
dengang tilbad, og hvis stil også anvendtes ved
opførelsen af Wagners og de gamle mestres værker.
Under disse forhold er det let forklarligt, at det
ideal som dengang (i 70årene) foresvævede Grieg,
var opera-idealet, vistnok fordybet af hans alvorlige
nordiske natur, men i det væsentlige indrettet efter
de fordringer, man på den tid stillede til en virk-
ningsfuld opera. Dette ideal synes også at have fore-
129
svævet vor store digter Bjørnson, da han skrev det
fragment af en opera, som vi besidder i OlafTryg-
vason«. Det er underlig hvor ofte udmærkede dra-
matiske digtere, som opnår store virkninger uden
musikens hjælp, såsnart der er tale om at arbeide
sammen med en komponist, ligesom taber sit dra-
matiske skarpblik. Så er også dennegang tilfældet.
Bundet af den »store operas« traditioner har Bjørn-
son ladet sig forlede til at begynde sin digtning med
en uendelig lang korscene med ballet, der i sin
mægtige tyngde hænger som en møllesten om halsen
på det hele værk, så det aldrig kunde nå frem til
fuldt liv. Vølvens yderst karakteristiske besværgelser,
»godens« høitidelige offertjeneste drukner i et hav af
korsatser og danse, der vistnok har en vis beretti-
gelse, da de står i forbindelse med situationen, men
som lammer den dramatiske spænding i utålelig
grad. Ved adskillige unyttige gentagelser har ko-
rene fået et omfang, som lader sig forstå i et ora-
torium, men selv i en opera er ødelæggende og i
et virkeligt drama fuldstændig umuligt, da den kost-
bare tid tabes, der er nødvendig til uddybelsen af
karakterer og situationer. Skulde »Olaf Trygvason«
have udviklet sig videre på samme måde, havde
vi fået en 6 timers opera, som vistnok havde inde-
holdt velklingende kor og orkestersatser, enkelte
gribende solopartier og karakteristiske danse, men
ingen fængslende indre og ydre dramatisk hand-
ling. I og for sig lader det sig jo høre, at Bjørnson
begynder værket ved at lade asadyrkerne anråbe
sine guder og vølven tage varsler i anledning af
den kristne konges ankomst. Men alt måtte været
holdt i langt knappere former, så dramaets hand-
9
130
ling hurtigst mulig havde kunnet sætte ind. At
Bjørnsons digtning røber stort kendskab til den
gamle litteratur og betydelig digterisk begavelse er
ikke nok til at skabe et levedygtigt musik-drama.
Dette har digteren vistnok selv indset, og han lod
vel væsentlig af den grund sit arbeide ufuldendt.
Vi må beklage, at så skede, thi der er vel ingen
tvivl om, at både digter og komponist, såsnart de
havde fået fuld oversigt over det hele drama, havde
foretaget store forandringer, og begge vilde sikkert
nok, eftersom samarbeidet var blevet inderligere
og erfaringen større, have skabt et vældigt drama,
der havde raget høit op over alt, hvad norden hid-
til havde ydet i denne kunstart. Var fragmentet
blevet opført 10 år tidligere - - nemlig da det blev
skrevet -- vilde virkningen være bleven langt mæg-
tigere, end da det i 80årene endelig nåede frem til
offentligheden. I mellemtiden havde i de store
kulturlande et nyt kunstneriskt ideal seiret, og »den
store operas« stjerne var dalet betydelig. Desuden
stillede man uvilkårlig til en foregangsmand som
Grieg de største fordringer, så det er intet under,
at »Olaf Trygvason« ikke vakte saa varm begeisl-
ring som Griegs berømte mesterværker. Netop i de
omtalte 10 år havde det store wagnerske gennem-
brud fundet sted ■ — »musikdramaet« var blevet
tidens kunstneriske løsen. Og dog er »Olaf Trygva-
son« et overordentlig interessant værk, hvori Griegs
personlighed mægtig træder frem og undertiden
1 tygger op scener af sjelden kraft og originalitet.
Allerede begyndelsen er i al sin enkelthed meget
stemningsfuld. Den truende basfigur under hor-
nenes ubøilige dvælen paa samme tone, paukens
131
mørke rullen og strygernes tremolo maler os he-
dendommens vilde uhygge i knappe træk. Godens
og korets ensformige messen, de dæmpede horns
uhyggelige toner, trompeternes, basunernes og tu-
baens vældige roster, strygernes og paukernes tor-
den fremtryller det hele scenebillede lyslevende for
os. Koret stiger stadig op mod storre høider og er
i det hele taget meget udtryksfuldt, uagtet den vel-
klingende andante neppe horer til kunstnerens dy-
beste og ædleste inspirationer. I dette stykke be-
væger vi os ganske på operaens enemærker uden
dog at synke ned i grov banalitet.
Vølvens vilde recitativ er overordentlig ma-
lende, orkesterbehandlingen fortrinlig. Grieg stiller
store fordringer til sangerindens kundskaber og be-
gavelse. På virkningsfuld måde vender saa indled-
ningen tilbage en halv tone høiere (f-moll) på det
sted, hvor digteren foreskriver følgende: »hovets
bagvæg revner, da ses hovet i det fjerne omspændt
af luer og røg — torden høres den hele tid hovet
ses.«
Den følgende scene med korets gentagelse af
Vølvens ord hører til værkets bedste. Rigtignok
gentages ordene »træder han uskadt ud« osv. altfor
ofte efter vor tids begreber. Men selve hovedsagen
er i fuldt omfang udtrykt, en vild, barbarisk fana-
tisme, hedendommens uhyggelige skumring ruger
tungt over os. Stedet »tre nætter bad vi« er effekt-
fuldt men temmelig banalt, uden dybere religiøs
stemning. Den iørefaldende melodi minder om
Verdis »Ai'da«. Den evige gentagelse af »bønhørt vi
blev« skal just ikke bidrage til at forstærke ind-
trykket af dette opera-pragtstykke. Derimod er den
132
følgende adagio en ægte inspiration og yderst be-
tegnende for Griegs eiendommelighed:
Nu hæver hornet
Hærfader Odins horn osv.
og det følgende kor »hellige lege holdes at hædre
ham« indeholder adskillig mystik. Nu havde vi i
Grunden fra dramatisk standpunkt allerede mer
end nok af korsatser - nu burde selve handlin-
gen have begyndt. Men istedet får vi en lang danse-
scene, som optager den følgende halvdel af frag-
mentet. En kraftig hovdans om ilden har Grieg
legnet os i faste træk. Her genkendes humoresker-
nes og Per Gynt-suitens komponist.
Efter en vældig storm af vild livslyst virker
kvindekoret:
Alle Asynjer
ætler vi ydmyg bon
henrivende i sin rene inderlighed. Her hører vi for
første Gang harpetoner, som virker desto inten-
sivere. Mindre tiltalende er den lille mellemsats:
deilige diser«, hvor Grieg har behandlet sproget,
som man gjorde det paa Handels tid. Så udvikler
sig en karakteristisk og pompøs sats, der i koncert-
salen gør stor virkning, medens den paa scenen,
især i denne sammenhæng, vilde være altfor lang.
— Vi ser altså, at i »Olaf Trygvason« rent ydre
operavirkninger står side om side med ægte dra-
matiske, dybt følte træk, der tydelig viser kompo-
nistens rige begavelse også i denne retning. Alt,
hvad der hænger sammen med vølven, er efter min
mening det interessanteste i det hele fragment, og
133
her åbner sig fremtidsudsigter, som endnu svæver
i det blå fjerne.
Sproget behandles også her med meget liv, me-
dens i korene en vis stivhed mærkes ordene
træller under den absolute musiks svøbe, i stedet
for i inderlig forening med musiken at udfolde sit
eget eiendommelige liv. Instrumentationen er godt
gjort uden at virke overraskende ved geniale
indfald eller nye farver. Alt klinger udmærket, og
dog betages vi ikke af samme beundring som over
sidste sats af Per Gynt-suiten, der helt igennem er
følt som orkesterstykke. — — -
I romancen opus 51 har Grieg ligesom i den
deilige ballade benyttet variationsformen. Med me-
gen fantasi fører han det udtryksfulde thema gen-
nem en mangfoldighed af rythmiske kombinationer
og musikalske stemninger. Vi har et eiendommeligt
stykke for os, som indeholder mange skønheder,
om det end ikke paa nogen måde kan tåle en sam-
menligning med den geniale ballade. Det fortjener
at være mere kendt, end det er. Grunden til, at
romancen så sjelden høres, ligger vel mest i, at
den er skrevet for to pianoer, altså tilhører en
musikgenre, der er lidet populær. Pianoet er alle-
rede i og for sig et tungt instrument - - i forhold
til orkestrets luftige klange - og når to kraftige
klaver-Samsoner hamrer los i vældigt fortissimo,
flygter tilhørerne som oftest skrækslagne. Og dog
er 2 pianoer langt at foretrække for 4-hændigt spil,
hvor det samme instrument sukker under 4 jern-
hænders ubarmhjertige greb. - - Det følgende opus
består af 6 bekendte sange, smagfuldt arrangerede
for piano. Det næste bringer os to melodier ud-
134
satte for strygeorkester. Den første er en af de
prægtige kor-hallinger, som egner sig meget godt
til denne behandling, medens »det første mødes
sødme« vistnok tager sig godt ud også i denne
form, men ikke på langt nær er så prædestineret
for strygeorkester som »våren«, hvis bredere anlæg
og duftige stemning forst rigtig kommer til sin ret
på denne måde, for ikke at tale om, at våren jo
star langt høiere som kunstværk og derfor er fuldt
berettiget til at tage orkestret i sin tjeneste.
Det 5te hefte af de lyriske stykker er en sam-
ling af geniale digtninger og indeholder en hel ver-
den af følelser og stemninger. »Gjætergntten« er
farvet af fjeldenes stille melankoli og den dybe
længsel, som drager sig gennem vor folkemusik.
»Gangar« er et prægtigt folkelivsbillede, et af Griegs
bedste. Den svulmer af overmodig norsk-norskhed
og er fuld af skælmsk ynde. Troldtoget« er en af
Griegs mest bedårende inspirationer — man ser
det hele for sig — hvorledes de sode, små under-
jordiske kommer ilende fra alle tuer og kampe-
stene — vi ser de små troldjenters fine lemmer,
guldhår, henrivende smil og hvide perletænder,
dværgenes burleske spring og nissernes kåde hop
— al denne ynde, som folkefantasien i dyb kærlig-
hed til naturen har skabt, og som vor barbariske
halvkultur strengt søger at udrydde som »latterlig
overtro«. Vi sukker jo alle under snusfornuftens ånds-
forladte regimente! Idealet er at rykke alle deilige
blomster op med roden og plante en køkkenhave
i rosernes og lilliernes tryllerige! — Nocturnen«
er et vidunderlig deiligt stemningsbillede af uud-
sigelige længsler, sværmerisk hengivelse og natter-
135
galesang — og over det hele hvælver en stjerne-
himmel sig så deilig som Grieg nogensinde har
drømt den. Scherzoen beviser igen kunstnerens hu-
moristiske genialitet. Klokkeklang« er et overor-
dentligt malende og dristigt stykke, »et rent orgie
af kvinter og paralel-løbende tonarter« vilde en so-
lid konservatorie-professor kalde det. Med mærke-
lig realistisk sands gengiver Grieg kirkeklokkernes
klang i en fjelddal, uden hensyn til regler og fast-
slåede former. Spillet på et skønt flygel tager dette
stykke sig udmærket ud og giver os et høitideligt
indtryk af fred. Den harmoniske behandling er i
hele serien overordentlig original og interessant og
melodi og rythme også stærkt personlig.
Per Gynt-suite II lider meget mer af de mang-
ler, som uvilkårlig må klæbe ved en række løst
sammensatte dramatiske brudstykker, end den før-
ste. Der var den enhed, som vi forlanger af en or-
kester-suite, ganske naturlig tilstede. »Morgenstem-
ningen«, »Ases død«, »Dovregubbens hal« danner
tilsammen en karakteristisk norsk fjeldfantasi —
»Anitras dans« tager man med som en kort even-
tyrreise til orienten. Og stykkerne virker i og for
sig som absolut musik uden hensyn til de angivne
dramatiske situationer. — I den anden suite der-
imod er det bedste orkesterstykke uden tvivl »Per
Gynts hjemkomst« , et af Griegs farveprægtigste
tonemalerier, der ved en scenisk opførelse gør stor
virkning, medens det ikke er rigt nok på musik
til at begeistre et koncert-publikum. »Ingrids klage«
og »Solveigs sang« står hinanden gensidig i veien,
saa vakkre hver for^sig end er, og den karakteri-
stiske, åndrig instrumenterede arabiske dans passer
136
ikke rigtig ind mellem »Ingrids klage« og »hjem-
komsten«. For den, der kender Ibsens værk uden
at have set det paa scenen, kan det være interes-
sant nok at lære Griegs geniale musik at kende
selv i denne vilkårlige sammenstilling af heterogene
brudstykker, men ellers tror jeg neppe, den anden
suite vil erhverve sig hjemstavnsret i koncertsalen,
hvor den første med rette er så populær. — Grieg
har her forsøgt at gøre det umulige muligt i en
tid, hvor fordringerne til et orkesterværks indre
enhed er større end nogensinde. Noget mer har-
monisk sammensat er Sigurd Jorsalfar-suiten (også
fra 70 årene). Den består af brudstykker af musiken
til Bjørnsons drama. Af disse er »Borghilds drøm«
også tænkt for scenen og står mindre heldig mel-
lem de to pompøse og formfaste stykker »i kongs-
hallen« og den vældige »marsch«, som vistnok virker
naturligst, nar den udføres alene uden de to første
stykker. Den er nemlig overordentlig kraftig og
glandsfuld, prægtig instrumenteret og rig på origi-
nal, ægte griegsk musik. Allerede Closson bemær-
ker den påfaldende lighed med andanten i cello-
sonaten. Hovedthemaet er identisk, men behand-
lingsmåden forskellig. Det er sjelden at finde en fest-
marsch, der besidder så stort kunstværd som denne.
Sjette hefte af de lyriske stykker indeholder en
række fint stemte billeder, der vistnok ikke er så
virkningsfulde som de foregående, og heller ikke
så rige på musikalske idéer, men som giver os an-
ledning til at fordybe os i nye sider af kunstnerens
sjæleliv — hans forhold til Schumann og Chopin
(»svundne dage«), til Gade, der er så elskværdig
tegnet i det graziøse lille stykke, der bærer hans
137
navn, hans brudte »illusioner' og hemmelige sor-
ger, idealbilledet, der svæver forbi hans indre oie
(»hun danser <) og »hjemme«, det betydeligste stykke
i hele rækken. Her er naiv følelse, medens der over
de andre stykker er et vist præg af resigneret re-
flexion. — Sangene opus 58 horer til Griegs sva-
gere arbeider. Han, hvis selvkritik ellers er så vå-
gen, har her for en gangs skyld hengivet sig til en
homerisk søvn«, som i al fald har virket styr-
kende, det viser både opus 60 og andre senere
værker, fremfor alle de skønne Haugtussa-sange,
der hører til Griegs bedste tonedigtninger. Allerede
den reflekterende tone i »hjemkomst« og »Henrik
Wergeland« virker afkølende på komponisten, og
en stærk påvirkning fra Wagner-solen virker her
forstyrrende på Griegs stjerne-bane. Selvfølgelig
indeholder begge sange vakkre momenter. Den føl-
gende »sæterjente« er en af Poulsens tarveligste
digte og har selvfølgelig ikke heller formået at in-
spirere Grieg. At han til så forskellige stemninger
har valgt strofeformen, er ikke let at forstå. I det
ene vers jubler »turisten« (!) sæterjenten imøde, og i
det følgende sidder hun tilbage, forført og forladt
— dog melodi og harmoni blir uforandrede! »Ud-
vandreren« er dybere følt.
I den række sange, som følger, er det ligesom
Griegs genius et øieblik blir stående tvivlrådig
med blikket snart vendt mod Norden, snart mod
Tyskland, hvor Wagner strålede i blændende glands.
Sjelden er tysk indflydelse trådt så tydelig frem i
hans udvikling som her, og det kan ikke nægtes,
denne paavirkning synes et øieblik at have virket
lammende på hans skaberkraft. Samtlige sange er
K. C. SAND
KgBENHAfN V.
138
udtryksfulde og dybt følte, men både i melodisk-
rythmisk og harmonisk henseende mindre person,
lige end vi er vant til. Havde sangene været af
Cornelius eller Alexander Ritter, vilde man fundet
dem vakkre og stemningsfulde, om end ikke særlig
musikalsk interessante. Den grå »hoststemning« er
godt truffet — dødslængslen træder tydelig frem —
men vi savner de lyn af genialitet, som blænder
os i Griegs betydeligste værker. Den fine lille sang
»Fiehtenbaum« (Heine) er visselig komponeret længe
før og blot senere gennemseet. »Du er den unge
vår« er vakker i følelsen, men vi er ligesom meget
sydligere end i Griegs hjemland og det egentlige
musikalske væv er ikke meget rigt. At bade her og
end mer i den følgende sang tristanisk indflydelse
gør sig gældende er udenfor al tvivl. Også de føl-
gende sange er gennemtænkte og stemningsfulde,
men interessen er langt mindre end f. ex. for sangene
til Ibsens, Bjørnsons, Vinjes og Drachmanns digtnin-
ger. Men de burde dog synges oftere end tilfældet
er, da en genial fortolker først vilde åbenbare den
inderlighed, som disse af længsel mod syden gen-
nembævede sange indeholder.
Ligesom en forbidragende sky har formørket
kunstnerens indre lys, men opus 60 viser allerede,
hvor lidet berettiget den påstand var, som allerede
den gang i Tyskland begyndte at reise hovedet, at
Grieg gentog sig selv og ikke mer besad umiddel-
barhedens friskhed. Den yndige »Margrethelil« er
en fin liden digtning båren af skovstemning og
blomsterduft. Morsomt er det at endog gøgen for-
staar at give sine terz en norsk karakter - - takket
være Giregs originale harmonibehandling. Den føl-
139
gende »Moderen synger« har den fintfølende digter
Vilhelm Krag holdt i gammel balladetone, som Grieg
meget træffende har fundet uden derfor at opgive
sin personlighed. Denne gribende klage horer til
Griegs bedste sange, og netop af den grund har den
ikke gjort megen lykke hos vore foredragskunstnerc.
Desto populærere er nr. 3 »I baden , og det kan
ikke nægtes, at denne alfelette bølgeleg har alle be-
tingelser for at rive tilhorerne med sig, nar den f.
ex. foredrages af en Lilly Lehmann. Digtet er alle-
rede så fuldt af vuggende rythmer, at komponisten
her havde en ualmindelig taknemlig opgave. En
skarp kontrast danner den følgende sang, »en fugl
skreg over det ode hav«. Formen er allerede uhørt
dristig, og sangen fordrer dyb forståelse bade hos
sanger og pianist for at virke. Men den horer til
Griegs mærkeligste og dybest følte. Fuglens trøstes-
løse klageskrig symboliserer her en sindstilstand sa
forladt af al glæde og håb, at tilhørerne ligesom
føler det kolde havbrat isne sit eget hjerte. Sangen
er for alvorlig for den store mængde, og fagmusi-
kerne stodes som oftest tilbage af formens dristig-
hed, der uden nogen fastslåede regler følger digtets
indhold. I følelsen er der noget af 3die akt af
»Tristan«. »Til St. Hans« er en virkningsfuld, men
mindre betydelig sang, der godt foredraget har
mange betingelser for at behage, da den giver san-
geren leilighed til at vise stemme, og det livfulde
akkompagnement også bidrager meget til at rive
alle med. Især sluten er effektfuld.
De »barnlige sange«, opus bl, er originale små
tonestemninger af stor friskhed og ynde. I »fædre-
landssalmen« gribes vi af det fromme alvor, som
140
går gennem både digtning og musik, medens de
andre enten er humoristisk farvede eller udtrykker
barnlig naivitet.
En af de morsomste er folkevisen efter Petter
Das, der sprudler af sund kraft og godt humør.
Så følger en række elegante og fine lyriske styk-
ker, den yndige Sylfide«, tak«, den »franske Se-
renade, bækken«, det stemningsfulde »drømme-
syn« og »hjemad«, i indhold det betydeligste af dem
alle. Længslen mod Norge, som Grieg altid med
rørende kærlighed hænger fast ved, de jublende fø-
lelser ved synet af det elskede land, de sørgmodige
minder, som drager forbi og passer så godt til kys-
tens strenge alvor, alt dette har her fundet gribende
udtryk. De to »norske melodier« for strygeorkester
er igen ægte griegske stykker, uagtet den første fint
stemte melodi er komponeret af Joh. Svendsens
elev, vor tidligere minister i Paris Fr. Due. Lok-
ken« og »Stabbelåten« er vel kendt fra Griegs for-
trinlige bearbeidelse for piano (op. 17). Det første
thema af Due er varieret på den virkningsfuldeste
made, og også dansene tager sig fortrinlig ud for
strygeorkester. De firhændige symfoniske danse in-
strumenterede af ham selv hører til Griegs alier
bedste. Themaernes behandling er genial, instrumen-
tationen velklingende og rig på vakkre farve-sam-
menstillinger. Man hører dem desværre ikke ofte,
vel mest af den grund, at de er skrevne for stort
orkester og fordrer mer arbeide end f. ex. Per-Gynt
suiten — i al fald fra det almindelige rutinestand-
punkt, hvor man ikke giver sig den møie at trænge
dybt ind i et værks ånd, men er velfornøiet, når
det rent tekniske klares - - og med så fa prøver
141
som muligt. Af det følgende heftes »lyriske stykker«
er »bryllupsdagen på Troldhougen« med den henri-
Troldhougen
vende mellem sats uden tvivl betydeligst. De andre
er al ære værd, åndrige, elegante eller vemodig
stemte, men i intet af dem hæver Grieg sig til sin
142
fulde høide. Heller ikke det følgende hefte hører
til samlingens interessanteste. Den kraftige »Matro-
sernes opsang« og »bedstemoders menuet«, udmær-
ket truffet i tidens karakter, er imidlertid vakkre
stvkker. Ligeså det elegante sværmeriske salon-
stykke »for dine fødder«. Dybere griber os den stem-
ningsfulde »aften på fjeldet, som desværre er no-
get knap i formen, den yndige lille »bådnlåt«, som
dog ingen sammenligning tåler med den berømte
Berceuse«. I »valse melancolique < vender han
endnu engang tilbage til sine chopinske tilbøielig-
heder - et elegant og farverigt lidet stykke. Dog
synes man at mærke en vis træthed hos komponi-
sten, sa vi godt kan forstå, at han i det følgende
hefte (71) siger farvel til denne genre, som han med
så megen fantasi og originalitet har udviklet. Man
må forbauses over den mangesidighed, han fra et
så indskrænket felt har udviklet. »Det var engang«,
i svensk folketone, er varmt folt i sin vemodige
stemning -- lyse minder drager forbi — dog alt er
forgængeligt, glæden svinder — blot ensomheden
blir tilbage. »Sommeraften« har noget vist meister-
singeragtigt over sig — det er et poesifuldt lidet
stykke — ligeså »smatrold«, der dog ikke når samme
høide som det bedårende »troldtog«. »Skovstilhed«
er et henrivende landskabsbillede, »hallingen« fuld
af liv og kraft — over »forbi« går som et pust af
Tristans tredie akt. Det er et gribende lidet tone-
maleri skrevet med kunstnerens hjerteblod. I »ef-
terklang; optager han samlingens allerførste stykke
»ariettaen»s motiv, som han omdanner, så en yn-
dig vemodig vals opstar, der på en stemningsfuld
måde afslutter den hele serie. I al sin genialitet vi-
143
ser Grieg sig i bearbeidelsen af »19 hidtil utrykte
norske folkemelodier«. Især er hans harmonik over-
ordentlig dristig, original og udtryksfuld. — Sangene
til digte af Otto Benzon viser os komponistens man-
gesidige begavelse, og vi forbavses over hans ud-
vikling mod ny idealer. En naturlig og sund ind-
flydelse fra Wagner gør sig gældende, især hvad
form og sprogbehandling angår. Selvfølgelig aflæg-
ger Grieg her, hvad han har med danske, kosmo-
politiske tekster at gøre sin udprægede nationaldragt
uden derfor at opgive sin personlighed. »Der gyn-
ger en båd« er stemningsrig og af stor virkning i
sin begeistrede stigning. »Til min Søn« er i al sin
enkelthed yndig, »ved moders grav« storstilet og
gribende. »Snegl, snegl« er yderst fin i farven og
fuld af resigneret humor. Sunget godt vil den rive
alle tilhørere med, men den fordrer stor sangkunst
og betydelig foredragstalent. »Drømme« har en
schubertsk stemning over sig — en smeltende, lidt
sentimental melodi vugger os ind i drømmelandet,
der ligger langt sydligere end Griegs kære Norge
— en inderlig og skær sang! I »Eros« slaar Grieg
kraftige toner an og træffer udmærket digtets ero-
tiske seierstemning. Den mørkere klang i »jeg le-
ver et liv i længsel« og »se dig for« virker gribende.
»Lys nat« er ægte nordisk i sin fine sommernats-
stemning og »digtervisen« er fuld af trodsig kraft
og lysende livsmod.
Men vi vil slutte denne oversigt over Griegs vær-
ker oppe mellem fjeldene i gamle Norge, hvor Grieg
dog har modtaget sine inderligste, dybeste indtryk.
Han er og blir dog fremfor alt det vestlige Norges
sanger, og hans betydeligste værk fra de senere år
144
er uden sammenligning Haugtussa-sangene til digte
af Arne Garborg. Den eventyrduft, som allerede be-
ruser os i »det syng« har noget, som minder om
fjeldblomster, nyslået hø og sølvbække, der snor sig
nedover bjergene i glittrende sollys.
Du hildrande du
med mig skal du bu.
I Blåhaugen skal du
din Sølvrok snu.
Veslemøy« er betagende i sin enkle ynde og
dæmpede ømhed. Her har en stor digter og kom-
ponist fundet hinanden i inderlig forening. Vi ser
den drømtunge ungmø lyslevende for os.
Inder Panna fager men låg
lyser augo, som bak ein Eim,
det er, som dei stirande såg
langt inn i ein annan heim.«
»Blåbærli« straaler af ungdommelig jubel og fol-
keligt humor, »et møte« er rig på længsler og kær-
lighed og »elsk« er fuld af indre uro og higende
lidenskab. Den morsomme »killingdans« tegner et
landskab for os — vi ser hele sæterlivet på den
grønne vang under snebræen:
Og det er Steik i Sol
og det er Leik i Sol
og det er Glim i Li
og det er Stim i Li osv.
Vond dag« er gribende i sin indadvendt tragi-
giske stemning. Ved siden af »våren« og »den berg-
tekne« hører den til Griegs dybeste sange — den er
skreven med hjerteblod. Sprudlende af liv og ly-
145
sende i solstrålerne ser vi »gætle-bækken« bruse
gennem dalen - - så levende er Griegs musik. Den
dystre farve, som undertiden formørker det lyse
billede — ønsket om fred og glemsel - - har han
på den naturligste måde fået ind i billedet uden at
bryde stemningens enhed. I disse lysende mester-
værker har Grieg vist verden, hvad han i sine æl-
dre år endnu formår, når hans helbred er nogen-
lunde, så han i fuld ro kan hengive sig til sit ar-
beide. At han trænger til en udmærket digter for
at nå det høieste er blot et bevis for hans fine
kunstneriske sands. Haugtussa-sangene hører til vor
litteraturs aller bedste og giver os håb om, at vi
endnu kan vente storartede kunstværker fra Griegs
hånd — måske nye kvartetter, sonater eller orke-
sterværker! Måtte han finde igen den legemlige
kraft, som fordres til store kunstværker — alle
åndelige betingelser synes i rig mængde at være
forhånden, hans talent er så friskt som nogensinde,
og vi har i Norge stadig brug for en Orfeus, der
kan få vore stene til at sprude gnister og dyreham-
men til at briste!
in
VI
ALMINDELIG KARAKTERISTIK
GRIEG SOM MENNESKE OG KUNSTNER
HANS OPFATNING AF DE FORSKELLIGE
KUNSTRETNINGER — GENI OG SAMFUND
D
et er mit håb, at denne vandring gennem Griegs
samtlige værker ikke alt for meget har trættet
læseren. — Ordene er jo så matte i forhold til den
tonernes underverden, vi have forsøgt at fordybe
os i og give en vis anelse om. Gennem alle disse
herlige og originale værker tegner sig allertydeligst
Griegs egen ædle og betagende personlighed. Når
det gælder en beromt Mand, horer man ofte sige:
»som kunstner beundrer og elsker jeg ham, men
som menneske — det er en anden sag.« Folk ind-
bilder sig virkelig i sin psychologiske naivitet, at
»kunstneren« og »mennesket« er som to forskellige
sjæle, der bor i samme bryst. Denne overmåde
overfladiske opfatning synes at få et skin af ret
over sig, når man betragter enkelte store kunstnere
med et slags turistblik uden dybere forståelse for
deres naturs indre væsen. Man hefter sig ved ydre
bagateller og underligheder, der synes at passe li-
det sammen med den ånd, deres værker udstråler.
Der har f. Ex. vistnok aldrig levet noget menneskeligt
væsen, der var opfyldt af en uendeligere kærlighed,
den store, over al sandselighed hævede alkærlighed,
147
end Beethoven. Derfor er der el præg af høihed
over hans værker, som ingen anden kunstner hid-
til har nået op til. Men for sin tids gennemsnits-
mennesker var han — ialfald i sine senere år — en
underlig gammel skrue, bidsk og grinet, misantro-
pisk, som i sit ydre og væsen lignede mer på en
gal mand end på en velopdragen samfundsborger.
At denne hans afsondrethed fra verden netop var
nødvendig for tilblivelsen af et tonernes underrige,
at hans uendelige kærlighed netop fødtes på ensom-
hedens rene høider i den stjerne verden, som strå-
lede over hans evig elskende hjerte, det forstod in-
gen, endnu mindre, at enhver berørelse med den
omgivende hverdagslige verden måtte berede ham,
den forsvarsløse, der ikke kunde fatte alt lavt og
småtskåret, uendelige kvaler. Ensom og forladt, for-
dybet i sit indre væsens uendelighed, som han var,
måtte hans ydre antage det underlige præg, der for-
bausede hans samtidige, men som vi, der kender
hans værker, så inderlig godt fatter. Sandheden er,
at enhver virkelig kunstner først forstås gennem
sine værker, der indeholder hans hele personlighed,
det, som giver ham alt særpræg fremfor andre
mennesker. Og skulde han begå et og andet, der sy-
nes at stå i strid med værkernes indhold, er dette
blot tilsyneladende, og den, som påtager sig at
dømme ham, burde heller forsøge på at fordybe
sine egne psychologiske kundskaber istedetfor at
hænge sig i overfladiske småtræk og udlægge dem
efter fastslåede regler, der som oftest er fuldstændig
falske. Og der gives neppe mange kunstnere, der
med så plastisk bestemthed har tegnet sit eget
billede i sine værker som Edvard Grieg. I de
148
første værker træffer vi ham som den snart over-
strømmende livsglade, snart mildt melankolsk stemte
yngling, der ligesom blot aner livet i al dets fylde.
Vi far inderlig sympathi for denne naive, unge
mand, hvis fine og farverige sjæleliv, hvis stræben
mod høie mål overalt tinder overbevisende toner.
Hans kærlighed til livet, til naturen i Danmark og
endnu mer det stolte hjemland, hans tro på nor-
dens fremtid, hans ømhed ligeoverfor sin unge brud,
hans sværmeriske venskabsfølelser, hans rene na-
tur, høit hævet over livets smuds, betager os i disse
friske ungdom sarbeider. Da bryder livets alvor ind
over ham, hans giftermål, kampen for livet inde i
den kolde, kunstfjendtlige hovedstad, stærke, indre
rystelser — tilsidst flyer han bort fra al denne larm
for ved den deilige Sørfjord at søge fred og fordybe
sit eget væsen. I denne tid opstår det ene værk
herligere end det andet, som alle fortæller os mer
end nogen lang roman, den anden violinsonate,
klaverkoncerten, balladen, Ibsen- og Yinje-sangene,
den biergtagne, strygekvartetten, violoncelsonaten,
og endelig som den sidste storm af lidenskab og
smerte, mildnet af ophøiet resignation, c-moll-sona-
ten. Senere en af indre og ydre grunde betinget af-
tagen af hans kunstneriske produktion, eller forbi-
gående hvile — thi Haugtussa-sangene viser tilfulde,
hvad han er istand til at skabe, når en gunstig
stjerne tillader ham at udfolde den indre glød,
der blot hæmmes af hans svage legeme. Den, som
vil lære Edvard Griag at kende, kan alene nå frem
til dette kendskab ved at gennemlæse hans værker,
der bedre end nogen anekdote eller intimt træk
viser os hans inderste væsen. Jeg har gjort et for-
149
søg på at give en idé om indholdet af disse mester-
værker, men det bedste rad, jeg kan give er: tag
og læs selv.« — Det lonner sandelig umagen at
trænge ind i den største nordiske komponists dybe
og ophøiede personlighed. Man vil finde en uende-
lighed at* længsler og stemninger, en jagende liden-
skab, en ømhed, en higen mod alt stort og ædelt,
men ogsaa en vis haslen, nervøsitet, lunefuldhed,
hidsighed, trods og kampglæde, der også er karak-
teristiske for Griegs personlighed — vi genfinder
hans kraftige, lidenskabelige underansigt og hans
milde, uudgrundelige barneøine og den deilige pande,
der har evighedens præg over sig — vi hører stærke
lidenskaber rase, og så lyder pludselig stiernernes
hymne til uendeligheden! Griegs inderlige forhold
til det vestlige Norges natur har jeg ofte omtalt og
vil tillade mig her at gentage, hvad jeg for nogen
tid siden skrev i Samtiden« om denne væsentlige
side i hans kunstnerpersonlighed. — »Det var en
deilig junidag oppe på »Fløien« ved Bergen. Det
var midt under musikfesten, begeistringen var stor,
vi havde alle opdaget, at vi besad en rig, national
kunst. Udsigten over det solbadede landskab, hvor
luften og jordbundens fugtighed og det glittrende
hav langt bort med dets utallige fjorde og bugtnin-
ger giver solglandsen en bedårende magt, som fast-
landsklimaet ikke kender — denne udsigt var over-
vældende. Grieg udråbte begeistret: »er her ikke
deiligt!« Uvilkaarlig maatte jeg svare: »men det er
jo alt Deres musik!« — og jeg ved heller ikke et
bedre symbol på Griegs kunst end dette vestland-
ske landskab. Den ene fantastisk formede fjeldryg
udenfor den anden i mangfoldige farvetoner, med
150
solvglindsende vand imellem, og langt borte i over-
naturlig forklarethed det åbne verdenshav — for
vore fodder den livlige maleriske handelsby med
sin kvikke befolkning, sin underlig sammensatte
arkitektur fra Håkonshallens og Tyskekirkens strenge
romansk-gotiske linier, Tyskebryggens blændende
hvidhed til Strandgadens og Engens krogryggede
huse, som trænger sig nysgerrig frem, som gamle
kærringer til en begravelse — Lungegårdsvandenes
drommeoine og havnens larmende liv og skov af
skibsmaster!
Der er over denne natur et drag af dristig
trods, af koglende livlig lunefuldhed og dog over
det hele en storslagen enhed, en snart vild, snart
smeltende poesi, som skifter karakter efter ly-
sets utallige fantasier. Huldrer, småtrolde og nis-
ser myldrer overalt frem mellem knatterne, og
draugen synger sin tungsindige sang ind i morke
slug, som i sin dybe skygge skjuler et hemmelig-
hedsfuldt, uundgrundeligt fjeldvand, et eller andet
Svartedike«. som drager selvmorderen med uimod-
ståelig magt ned i de morke bolger. Længst borte
er det blændende lyshav, et længslernes drom me-
land i guld og purpur og grønne, rosenrode, blå
og sølvhvide schatteringer. Al denne formdristighed,
denne overvældende farverigdom, denne uendelige
længsel, dette trodsige livsmod, disse hemmelig-
hedsfulde harmonier vil man genfinde i Griegs
musik.
Men også andre strenge klinger med i den. Man
mindes uvilkårlig blomstrende frugttræer mod skin-
nende bræer som derinde i det yndige Lofthus, hvor
Grieg så gerne dvælede.
151
Undertiden vover han sig ud på selve nord-
havet:
Jeg må storsjøen nå,
Jeg må havstyrten få.
til andre tider op på høifjeldets vidder eller dybt
inde i fjeldenes indre, hvor dovregubber og andre
trolde holder til i kraftig selvherlighed. Grieg hæn-
ger saa fast sammen med hjemmets jordbund, at
det er ligesom de forskellige vestlandske folkeracer
har sluttet sig sammen i hans sammensatte farve-
rige natur. Han elsker ensomhed som den tause
havstril, hvis hytte hænger som et fuglerede på de
nøgne skær mellem brot og brand ude ved hav-
kysten — en vis menneskeskyhed kan til sine ti-
der komme over ham, og i det hele taget fører han
et stille indesluttet liv langt borte fra offentlighedens
larm i en snever kreds af gamle trofaste venner.
Den uendelige længsel, hans kunst ånder, findes i
kystbefolkningens alvorlige indadvendte natur, men
også Hardangerbondens fornemhed, klare bestemte
sprog, skønhedssands og værdige optræden, Sognin-
gens livfulde kådhed, lynsnare sprækhed og utøilede
fantasi, Vossingens vildhed og had mod alle love,
Bergensernes festglæde, kvikke virkelighedssands,
klare forretningsblik og rige indbildningskraft mø-
der os i Griegs natur. I baggrunden af hans kunst
klinger undertiden ligesom underlige sækkepibe-
toner og barokke rhytmer fra de skotske høilande,
som blander sig med springdansenes og hallinger-
nes spreke norskhed. I Skotland har man efter
Griegs eget sigende følelse for dette »Wahlver-
wandtschaft«, og hans musik forstås kanske dy-
bere der end i noget andet land udenfor Norge.«
152
Tilsyneladende har Griegs livsgang været for-
holdsvis glat og hegunstiget af en lykkelig stjerne,
men i virkeligheden — det læser vi tydelig i hans
værker - - har indre rystelser sat dybe spor i hans
personlighed — mere end én gang har stormen ra-
set med lidenskabens lyn over sig — og netop tak-
ket være disse stærke indre oplevelser har han
skabt en dyb selvoplevet kunst, ikke en »Lykke-
Per-musik«, hvad f. ex. Mendelsohns i det store og
hele må siges at være. De store kunstnere skriver
med sit hjerteblod, bag de deiligste kunstværker
står en kæmpende personlighed, der i kunsten sø-
ger trøst og ophoiet fred. — Som lyriker er Grieg
i høi grad underkastet stemningernes veksel, men
som villie- og karaktermenneske har han selv ført
sin skæbne med fast hånd, når det gjaldt at træffe
et valg. — Et af de vakkreste træk i hans karakter
er hans trofasthed mod gamle ungdomsvenner, der
går så vidt, at han i de senere år har meget van-
skelig for at knytte nye, intime bekendtskaber. Som
alle berømte mænd forfølges han selvfølgelig af be-
geistrede damer, der f. ex. køber hårlokker hos den
frisør, han besøger osv. og mer end gerne vilde
opnå den fryd at komme sammen med sin afgud.
Men Grieg undgår sameget som muligt større sel-
skaber, uagtet han som ægte søn af Bergen endog
er istand til at belive det banaleste selskab og skabe
feststemning som neppe nogen anden. Som taler
er han f. ex. meget betydelig. Han forstår at undgå
al kedelig høitidelighed og at improvisere med en
friskhed og naturlighed, som selv de største talere
ofte savner. Jeg glemmer aldrig de få, men dybt følte
ord, han udtalte ved Ole Bulls grav — netop deres
153
enkle plastik og varme hjertetone udtrykte så uende-
lig meget mer end alle store fraser. Som sagt, uag-
tet altså Grieg i hoi grad besidder alle betingelser,
der kræves af en udmærket selskabsmand, holder
han langt hellere til i sine gamle venners intime
kreds. Han skal der være af en rørende enkelthed og
en hjertelig barnslighed, som blot geniale person-
ligheder besidder. Og både han og hans frue er al-
øøm.
Br ra*i
Bb.'-twi
t-k f '4
WP"- i
miL *
mJå
tid færdige til at yde det bedste af sin kunst blandt
de trofaste, som gennem de mange år med kærlig
sympathi har fulgt deres livsgang. Da en af Griegs
gamle venner, en mand uden noget »navn«, lå syg
ude på et af Københavns hospitaler, fængslet til et
langvarigt smertens leie, var Griegs første handling,
når han kom til den ham så kære by, straks at
drage ud til den syge forsynet med alle mulige
delikatesser, som han vidste, hans gamle ven satte
pris på. Hans venner kan ikke noksom rose denne
154
hans trofasthed og hans enkle naturlige væsen, der
ikke et oieblik tyder på den verdensberømte kunst-
ner« — og det er sandelig i vore dage sjeldent at
træffe.
Et andet vakkert Træk i Griegs karakter er hans
varme hjerte for andre kunstnere, for de unge og
uberomte, som må gennemgå kampen med menne-
skenes dumhed og utrolige træghed. Når og hvor
han kan, hjælper han med råd og dåd. Da saaledes
f. ex. en ung komponist sendte et større arbeide
ind til musikfesten i Bergen, da det egentlig alle-
rede var for sent, og programmet i grunden færdigt,
strøg Grieg flere af sine egne sager væk og optog
istedet den unge kunstners arbeide. I vor tid, hvor
de berømte kunstneres egoisme er så kolossal, at
den ofte virker latterlig, er dette ædle karaktertræk
omtrent enestaaende, og siden Liszts dage findes
der neppe en stor kunstner, der i samme grad som
Grieg tager andel i andre komponisters livsskæbne
og på alle måder søger at lette de unge deres evige
rullen af Sisyphos- stenen opover berømmelsens
bjerg.
I sammenhæng hermed står hans store libera-
litet ligeoverfor andre, ham i grunden temmelig
fjerntliggende kunstretninger. Hvorledes han, der
dog er opdraget i Chopin og Schumanns skole,
strax med begeistring hilsede Richard Wagner og
af denne optog i sig det, som passede for hans
eiendommelige personlighed, er allerede antydet.
Når man kender Schum annianernes fanatiske had
mod Wagner, der er endnu stridere end Wagner-
rianernes mod den mendelsohn-schumannske mu-
sikperiode - - da må man dobbelt beundre Griegs
155
frisind. Han har et klart blik for udviklingen i
kunsten og forstår at sætte pris på alt godt fra Pa-
læstrinas tiel til vore dage. I fortrinlig skrevne ar-
tikler har han udtrykt sin beundring for så for-
skellige mestre som Mozart og Schumann. Han har
endog sat et andet piano til Mozarts udvalgte so-
nater, men jeg tror nok, Closson har ret, når han,
med al beundring for Griegs teknik og behændig-
hed, ikke kan begeistre sig for den slags bearbei-
delser. Men det beviser i al fald, med hvilken kær-
lighed Grieg hænger ved den ham dog i grunden
så fjerntliggende sydtyske mester. I et brev til en
gammel ven udtaler Grieg sig temmelig udforlig
over sit forhold til vor tids kunst. Brevet er så ka-
rakteristiskt, at jeg må gengive det væsentlige deraf.
— — — »Hjærtelig tak for dit kære, ungdom-
melige, stemningsfulde brev, hvoraf jeg netop ser,
at du ikke er bleven filister. Nei, kære, gamle
ven. Du kan før tabe både øren, næse og mund,
førend du blir det. Jeg indrømmer fuldstændig, at
vi lever i en kunstnerisk »tynd« tid, men vi, som
nu ældes, vi skal huske på at være med på alt det
bedste, ungdommen vil. Vi bør ikke leve bare i vor
ungdoms idealer. Jeg tror overhovedet ikke på
denne gamle sludder med ungdommens idealer,
dette med at blive sine idealer — sine ungdoms
idealer tro. Så vilde der jo ingen udvikling være.
Det, jeg i livet har følt mig lykkeligst ved, det er,
når jeg har haft følelsen af at have erobret om end
kun et ganske lidet stykke ideal mere end min ung-
doms. Herregud, det hele er jo en kamp fremad
mod sandhedserkendelse. Hvor er det da muligt at
blive stående ved »konfirmationsidealerne "? Jeg el-
156
sker Schumann — men ikke som i 17-års alderen,
jeg elsker Wagner, men ikke som i 27-års alderen,
kærligheden til kunsten som til kvinden forandrer
karakter, blir ikke mindre skøn, måske tvertimod.
Vinen blir aflagret og bedre. Bliv bare ikke i slet
humør, fordi du ikke føler som en 17-årig, når du
blot føler sandt og ærligt.«
Kan man tænke sig en sundere kunstopfatning,
et liberalere syn på nye tiders krav? Ikke spor af
dogmatiskt sneversyn, af forud fastslåede, evige
regler, som skal gælde for alle tiders kunst. Vi ser,
hvorledes han selv stadig stræber mod høiere og
ædlere idealer, altid søger at optage i sig nye ind-
tryk og lære i livets evige skole.
I politiske stridigheder har Grieg aldrig blandet
sig, men er, som alle store kunstnere, en idealist,
der sværmer for personlighedens frihed og suveræ-
nitet. Han har været godmodig nok til at tage imod
en hel del godt mente ordener, som han dog al-
drig bærer. Derimod synes han at sætte mer pris
på, at han i 1872 blev medlem af det svenske mu-
sikakademi, i 1883 korresponderende medlem af
musikakademiet i Leyden og 1890 af det franske
»Academie des beaux arts«. 1 1893 blev han kreeret
til æresdoktor ved universitetet i Cambridge. Uag-
tet han aldrig direkte har blandet sig ind i den
norske politik, har han dog, som alle tænkende
kunstnere, i høi grad beklaget de senere års frem-
toninger og det fjendskab mod al høiere kultur,
som mer og mer er trådt frem inden vore ledende
kredse. Men han har stedse bevaret håbet om, at dette
uhyggelige fænomen blot er noget forbigående, en
børnesygdom, som er uundgålig i et nybyggersam-
157
fund uden alle kunstneriske traditioner. Han hå-
ber, som vi alle, at Norge engang skal komme til
fuld bevidsthed om den skat, landet besidder i fol-
kets rige kunstneriske begavelse. Især musiken for-
tjener en æresplads i vort kunstliv — medens den
nu sidder som en slags askepot alier nederst ved
bordet.
I vore dage hvor Amerikanismen — jagten efter
penge — mer og mer breder sig, burde man mer
end nogensinde tage sig af kunsten, som mere end
noget andet danner en modvægt mod en fuldstæn-
dig fortabelse i materielle interesser.
I dette lille festskrift har jeg forsøgt at henlede
opmærsomheden på det almenmenneskelige og per-
sonlige indhold af Griegs musik. Han siger selv om
Nordraak: »jeg er ham mest tak skyldig, fordi han
åbnede mine oine for det i musiken, der ikke er
musik.«
Kunde jeg opnå et lignende resultat hos en eller
anden læser, vilde mit mål være nået. Med hensyn
til musiken hersker nemlig en utrolig overfladisk-
hed og træghed.
Det falder meget få ind at fordybe sig i et mu-
sikværks ånd, i de følelser og stemninger, der har
bevæget tonedigteren, da han skabte sit tonedigt.
Man lader tonerne »gå ind af det ene øre og ud af
det andet«, har en vis svag anelse om, at kunstne-
ren havde noget på hjerte, han gerne vilde med-
dele. Aller værst er det bleven, siden man er be-
gyndt med de såkaldte »programbøger«, hvor alle
mulige themaer opregnes og udviklingen på ren
mekanisk måde gøres rede for. Det rent ydre mu-
sik-apparat tager al opmærksomhed fangen, så det
158
væsentlige ved al kunst — det indre indhold — går
ubemærket forbi. Den, som har lært at søge dybe-
re, vil kunne læse i ethvert kunstværk — især når
der er tale om den intimeste af alle kunster — mu-
siken — som i en åben bog. Han lærer på denne
made kunstnerens personlighed langt dybere at
kende, end oni han havde været sammen med ham
i mange år. Thi netop skabende kunstnere viser
først sin sande natur, når de sidder ved arbeids-
bordet. I sine værker giver de sig selv så fuldt og
helt, at de i den arbeidsløse tid trænger hvile og
og stilhed eller nye påvirkninger udenfra. Især to-
nedigterne er underlige verdensfremmede hoifjelds-
naturer, drømmere, som ofte selv har følelsen af at
tilhore en anden planet end vor stakkels jord, hvor
livet arter sig så vidt forskellig fra det ideal af lyk-
ke og kærlighed, som lever i enhver ægte tonedig-
ters bryst. Disse ensomme indadvendte sangfugle,
der ligesom kommer fra en anden fjern verden,
for at synge sine evige længsler midt op i den vil-
de jagt efter materiel vinding, disse ensomme sang-
fugle burde være menneskehedens hellige, da de
bringer budskab om noget, der ligger så uendelig
høiere end vort daglige stræv. Allerede deres sjel-
denhed burde gøre dem elsket — de mekaniske
dukkefugle, der søge at eftergøre de store skoves
sang, burde ikke kunne bedrage nogen. Kunsten og
fremfor alle kunster musiken, er den helligste åben-
baring fra verdener, der ligger høit over vort jor-
deliv -- den, som elsker kunsten, kan aldrig blive
anderledes troende. Skulde vi komme såvidt, at al
kunst, jeg mener ægte kunst, blev udryddet, vilde
livet tabe al virkelig værd os vor kultur svnke sam-
159
men i råt barbari. Vi er allerede kommen langt på
veien — for vor tids mennesker ere en kanon eller
en gadebrolægning uendelig meget vigtigere end det
største geni — vanvittige kræfter råder overalt og
synes at skulle føre Europa, det kunstrige Europa,
mod afgrundens rand, medens det unge kunstløse
Amerika kraftigt og enigt reiser sig i dollarernes al-
mægtige stråleglands! — - Vi må glæde os over,
at vi endnu ikke er nået så langt nedover, at vi
endnu besidder store kunstnere, der belyser livets
ideelle sider og fører menneskebeden mod høifjel-
dets sunde luft og uendelige vidder. Til disse ægte
kunstnere hører Edvard Grieg.
Han bar i sine værker givet os sit bele væsen,
har ikke veget tilbage for undertiden at dyppe sin
pen i sit eget hjerteblod. Dette hans indre kærlig-
hedsvæld har vederkvæget millioner hele verden
over. Vistnok er ikke mange istand til fuldt ud at
optage en stor kunstner i sig — dertil hører konge-
nialitet. Men selv uden fuld forståelse er dog et-
hvert ægte kunstværk en berigelse for enhver, som
træder det imøde med naturlig sympathi. At Norge
har været en hård stedmoder mod ham som mod
alle sine kunstbørn er desværre altfor meget tilfæl-
det, og festjublen i anledning af hans GOårige ge-
burtsdag forandrer ikke det mindste i så henseende.
Man soler sig i »den store mands« berømmelse,
men vil ikke engang følge hans mest udmærkede
råd! — Hvorledes har han f. ex. ikke kæmpet for
at få istand et ordentligt orkester i sin elskede fø-
deby, hvor har han ikke stridt for en national mu-
sikscene i al fald i Kristiania! Hidtil alt forgæves.
Broderlandet Danmark og udlandet har langt større
160
fortjenester at rose sig af ligeoverfor Griegs kunst
end det herskende samfund hjemme i Norge.
Men lad os ikke fordærve feststemningen med
disse bittre betragtninger. Vi vil heller hengive os til
fuld ædel glæde over, at en så stor kunstner som
Edvard Grieg, trods alle hindringer har virket og
seiret blandt os. Måtte festen i anledning af hans
GOårige geburtsdag, som feiredes over den hele ci-
viliserede verden, give anledning til, at også vi får
øie for kunstens ophøiede væsen og betydning for
alt virkeligt kulturliv. Han og hans frue har alle-
rede ved sit livsarbeide bidraget meget til at bedre
musikforholdene i Norge, så de yngre kunstnere
har den langt lettere end i sin tid Grieg og Svendsen,
der måtte trampe musikkræfterne op af jorden og
som Moses slaa vand af klipper. Vi kan håbe på
lysere tider, på en høiere samfundsintelligents. Ed-
161
vard Grieg har al grund til at glæde sig over sit
livsværk — han har virkelig udført den livsmission,
som Ibsen i sin tid gav ham, har fået stenene til at
sprude gnister og vilddyrenes ham i al fald delvis
til at briste, og han ser med inderlig glæde og dyb
sympathi en ny kunstnergeneration voxe frem, der
med begeistring og i dyb ærbødighed mod ham og
Svendsen intet mer forlanger end at optage deres
arbeide, at opdyrke vildmarken og søge frem nye
skatte mellem kampestenene langt oppe mod nord.
Sjeldent har et arbeide et saa rigt resultat at op-
vise som Griegs. Han har ikke blot givet os sin
dybe rige personlighed i en deilig toneverden, men
han har vakt et sovende folk til nyt herligt liv.
Der er over hans hele kunst noget af vårens be-
tagende friskhed, dens skælmske lunefuldhed, dens
kraft, livsmod og underlige melankolske længsler
og kærlighedshigen midt oppe i al solglæden. Der-
som en rig sommer og høst fulgte al denne vår-
jubel og unge smerte, da vilde Edvard Grieg være
den første til af hjertet at glæde sig. Thi han har
aldrig sneverhjertet solet sig i sin egen personlig-
heds glands, men altid havt et eneste mål for øie:
den ophøiede kunst, som han selv har givet sit in-
derste væsen, sin fulde personlighed. Vi, som ny-
der godt af hans store livsgerning, føler os gen-
nemtrængt af dyb taknemlighed, men ved ingen
bedre hilsen til ham, der hader alle klingende fra-
ser, end et dybt følt: hjertelig tak for alt det, du
gav os!
E.GRIEGS STAMTRÆ PAA MØDRENE SIDE
(meddelt af Oscar Riis, Bergen.)
Magister Kjeld Stub, senest sognepræst til Ullensaker, var selv
præsteson og fodt i Halland i Skåne, Sverige, 10/12 1(507, dod 1663.
Han blev tre gange gift, sidste gang 1(553 med Maren Lauritz-
datter Sverdrup, provstdatter fra Vang, Hedemarken, dod 1(5(5!). De
havde 3 horn, hvoraf
Gunhild Stub, f. ? dod 1717, blev gift med Hans Lauritzen,
sognepræst til Spydeberg. Der var 19 børn, hvoraf
Lorentze Hansdatter Spydeberg, 1688 — 1751, i 20 ars alder
blev gift med Eiler Bertelsen Kongel, Stensvik i Kværnæs. Der var
4 born, hvoraf
Magister Eiler Eilersen, senest biskop i Christianssand 1718
— 1789. Gennem sin moder var han i slægt med biskop Hagerup i
Trondhjem , blev i 12 ars alderen optaget som son af dette hjem og
erholdt navnet Hagerup. Han blev 2 gange gift; anden gang med
Edvardine Magdalene Margrethe Christie 1755—1830, præstedatter
fra Tysnæs, Sondhordland. Edvardine Christie var altsaa tante til
den bekendte Eidsvolds-mand stiftamtmand Wilhelm Frimann Koh-
ren Christie. Der var 3 born, hvoraf
Edvard Hagerup, senest stiftamtmand i Bergen 1781 1853.
Han levede al sin tid i Bergen, idet hans moder ved faderens dod
forlod Christianssand, og Edvard Hagerup blev i 8 ars alder an-
bragt i kathedral skolen i Bergen; han tog 1802juridi.sk examen og
blev 1808 gift med Ingeborg Benedicte Janson 178(5—1849, datter af
hofagent Herman D. Janson, grossist i Bergen. Der var 8 born, hvoraf
Gesine Juditte Hagerup, 1814 — 1875, blev gift med engelsk
konsul i Bergen Alexander Grieg 180(5 — 1875. Der var 2 sønner og
3 dottre, hvoraf
Edvard Hagerup Grieg, fodt 15/i; 1843.
E. GRIEGS STAMTRÆ PAA FÆDRENE SIDE
(meddelt efter den Griegske families stamtavle,
samlet og udarbejdet af grosserer Alexander Behrens Grieg, Bergen.)
Alexander Grieg, fodtved Aberdeen i Skotland, udnævntes til
britisk generalkonsul i Bergen, dod 1803, gift med Margretha Elisa-
beth Heitman, dod 1782.
John Grieg, britisk konsul, fodt i Bergen 1772, dod 1844, gift
med Maren Regine Haslund.
Alexander Grieg, britisk konsul i Bergen, fodt i Bergen 180(5
dod 1875, gift med Gesine Judith Hagerup, fodt 1814, dod 1875.
Edvard Hagerup Grieg, fodt i Bergen 15/g 1843.
Fra samme slægt stammer en berømt russisk admiral Alexan-
der Samuel Grieg, til hvis ære et storslagent monument er opreist
i Nikolaijeff.
t '■ • ■ Hm HM ljt'^^^
fe\ AHU /J?
PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET
UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY
Mp Schjelderup, Gerhard
410 Rosenkrone
G9S264 Edvard Grieg og nans
vaerker
Music
Live Music Archive
Librivox Free Audio
Metropolitan Museum
Cleveland Museum of Art
Internet Arcade
Console Living Room
Books to Borrow
Open Library
TV News
Understanding 9/11